Linje 101A:
Når busbroen åbner (forventeligt er broen åbningsklar inden køreplanskiftet i juni 2020) kan 3 af 6 afgange pr. time på linje 101A forlænges til Køge Nord Station med samme tilskudsbehov, som der er til 2 af 6 afgange pr. time i dag rundt om STC (isoleret set ca. 3 mio. kr. pr. år). Der vil ikke være et besparelsespotentiale ved at opretholde 2 afgange pr. time over busbroen, dette grundet dårligere materieludnyttelse, se bilag 1. Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler, at der på linje 101A bestilles en kørsel med 3 af 6 afgange til Køge Nord Station. Busdriften i aften- og nattetimerne vil blive nærmere afstemt i forhold til de konkrete togkøreplaner.
Teknik- og Miljøforvaltningen afventer endnu Movias rapportering af de første måneders passagertal på linje 101A's forlængelse til Køge Nord. Der vil kun kunne foreligge juni-, juli- og augustpassagertal, som ikke kan forventes at være repræsentative grundet "indsvingsperiode" og sommerferie. Passagertallene forventes medbragt til mødet og lægges som bilag til mødereferatet.
Linje 121:
Forvaltningen og Movia har i sensommeren analyseret, om der kan være et effektiviseringspotentiale ved at forlænge linje 102A mod nord, og derved lade denne overtage for dele af driften på linje 121. Dette som en følge af linje 102A's dyre vending ved Køge Station, se bilag nr. 1. Det har desværre vist sig, at gevinsterne ved dette ikke kan opveje meromkostningerne. Forvaltningen anbefaler følgelig, at den nuværende drift på linje 121, som indtil videre er bestilt til sommerkøreplanskiftet i juni 2020, bestilles som permanent kørsel. Forvaltningen og Movia har dog ikke opgivet at finde en mere effektiv måde at drive buskørslen på linje 121 fremover, se i øvrigt afsnit om linje 102A, og dette vil indgå i det videre optimeringsarbejde.
Linje 242:
Linje 242 kører i dag ruten Ejby-Ll. Skensved-STC-Ølby Station. Når busbroen over Lille Syd-banen åbner, kan linjens endestation flyttes fra Ølby til Køge Nord Station samtidig med, at betjeningen af STC opretholdes. Med dette vil rejsende fra Borup og Ejby får direkte bus til 4 S-togstationer (Køge, Ølby, Køge Nord og Solrød Strand). Tiltaget vurderes af have en marginal effekt på linjens tilskudsbehov. Der har været bekymrede henvendelser fra beboere i Karlemoseparken, som ønsker at bruge linje 242 i forbindelse med lægebesøg i Ll. Skensved - denne rejserelation vil stadig kunne foretages med et skifte mellem 101A og 242 på Køge Nord Station, alternativt med direkte tog mellem Ølby og Ll. Skensved stationer.
Linje 102A:
Movia anbefaler, at forvaltningen indmelder et ønske om optimering af linje 102A bl.a. ved Herfølge Station til næste års trafikbestilling. Det anbefales, at Region Sjælland inddrages i dette arbejde (grundet det delte ejerskab). Anbefalingen flugter fint med den af Teknik- og Ejendomsudvalgets hensigtsudmelding om en bedre tilpasning af linje 102A ved Herfølge Station fra sommeren 2021, når direkte tog til København forventes at opstarte. I drøftelserne kan ønskerne fra Herfølge Borgerforening i forbindelse med linje 102A passende inddrages.
Forvaltningen anbefaler, at der indmeldes et ønske om en optimering på linje 102A som et arbejdspunkt til næste års trafikbestilling. Samtidig har forvaltningen ikke opgivet at finde en bedre udnyttelse af den dyre vending på linje 102A ved Køge Station og forventer at indgå i en dialog med Movia, Region Sjælland og Solrød Kommune herom.
Linje 103 og 248:
Indledningsvis skal forvaltningen nævne, at kørslen på linje 103 ophører ved decemberkøreplanskiftet som bestilt af Teknik- og Ejendomsudvalget den 6. juni 2019. Kørsel vil tidligst kunne genoptages med minimum et halvt års bestillingstid hos Movia.
Umiddelbart kan der være køretid til at nå 3 ture på linje 103 midt på dagen, hvis 4 ture på linje 248 aflyses. Forvaltningen og Teknik- og Ejendomsudvalget har ved flere lejligheder lovet borgere, at den nuværende kørsel på linjerne 242, 245R, 246 og 248 evalueres samlet, når disse linjer har haft en stabil drift i et år (april 2019 - april 2020). Forvaltningen anbefaler således ikke at bestille genoptaget kørsel på linje 103 før denne evaluering foreligger. Samtidig vil der medio 2020 foreligge erfaringer fra situationen, hvor 103 ikke kører.
Den 24. september 2019 havde repræsentanter fra Hastrup møde med Borgmesteren angående nedlæggelsen af linje 103. Mødenotat med forvaltningens vurdering af ønsker/forslag er vedlagt som bilag nr. 2.
Ekstrakørsel fra Gørslev/Bjæverskov/Vemmedrup til Campus:
En egen ekstrabus fra Gørslev til Campus vil koste 1.000 kr. pr. skoledag - altså ca. 200.000 kr. pr. år. En sådan kørsel vil kunne bestilles uden om den ordinære trafikbestilling.
En alternativ løsning kan være en bedre udnyttelse dubleringskørsel på linje 260R som Region Sjælland allerede kører. På 260R-afgangen fra Bjæverskov kl. 7.15 med ankomst på Køge Station kl. 7.35 kører der en ekstrabus Denne kan muligvis flyttes til afgangen kl. 7.43 fra Bjæverskov og køres direkte til Campus. Dette vil samtidig aflaste en morgenafgang på linje 245R mellem Ejby og Campus, som til tider er overfyldt.
Forvaltningen har drøftet forholdet med Movia og tager kontakt til Region Sjælland med henblik på at forespørge en flytning dubleringskørslen, således at der vil være en ekstrabus på linje 260R fra Bjæverskov til Campus med afgang kl 7.43 fra Bjæverskov. Denne løsning vil være udgiftsneutral for Køge Kommune, men vil dog betyde, at 1 af 4 ekstrakørsler hver morgen mellem Køge Station og Campus bortfalder, ligeledes vil løsningen betyde, at ekstrabussen sandsynligvis ikke kan starte i Gørslev men i Bjæverskov.
Udfordringer frem mod 2021:
Som en følge af flere forhold ser økonomien på busbudgettet ikke lige så robust ud, som den gjorde ved forvaltningens budgetanalyse i foråret 2019. Siden budgetanalysen har Movia identificeret et markant fald i billetindtægten pr. passager, særligt på de passagertunge linjer 101A, 102A og 245R - dette betyder, at Køge Kommune får et øget tilskudsbehov til trods for en pæn passagerfremgang. Ligeledes har driften på linje 101A over busbroen og linje 121 vist sig dyrere end lagt til grund i budgetanalysen. Effekten slår ud allerede i 2020, men grundet udbetaling af efterregulering, puljetilskud samt en overføring af 2019-efterreguleringen går 2020-budgettet i nul.
Fra 2021 ser billedet imidlertid dramatisk værre ud. Hvis det ikke ret hurtigt i løbet af 2020 viser sig, at indtægtstabet vender eller økonomien på anden vis forbedres, kan drastiske ændringer i busdriften være nødvendige. Forvaltningen vurderer imidlertid, at det i første omgang vil være dårlig planlægning at begynde at reducere i buskørsel allerede fra 2020. Der er fra statslig side kommet flere udmeldinger, som kan tyde på fremtidige ændringer i organisering såvel som tilskud til den kollektive trafik.
Kommunens interne rullebudget for busbudgettet følger som bilag nr. 3 (lukket bilag).
Referat fra møde i den kollektive trafikborgergruppe fremsendes til Teknik- og Ejendomsudvalget inden den 9. oktober 2019 og bilægges mødereferatet.