Referat af møde i Teknik- og Ejendomsudvalget

Den 07.10.2021 kl. 13:00 i Byrådsstue Ivar Huitfeldt


Indholdsfortegnelse


Lukkede Punkter


Deltagere:

Erik Swiatek, (A)
Erling Larsen, (A)
Flemming Christensen, (C)
Niels Rolskov, (Ø)
Paul Christensen, (V)
Søren D. Brask, (V)
Thomas Kielgast, (F)


169.   Godkendelse af dagsorden


Beslutning
Godkendt.

Til toppen


170.   Klubhus og omklædning i Køge Nord - anlægsbevilling


Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller

  1. til Kultur- og Idrætsudvalg,
    at nærværende orientering tages til efterretning 

  2. til Teknik- og Ejendomsudvalg, Økonomiudvalg og Byråd,
    at der gives anlægsbevilling på 10,882 mio. kr. til opførelsen af et klubhus og omklædningsfaciliteter til Køge Nord FC.

Teknik- og Ejendomsudvalget besluttede på den 12. august 2021 at udsætte behandlingen af punktet.

Kultur- og Idrætsudvalget orienteres om projektet på møde den 4. oktober 2021.

Baggrund og vurdering

I budget 2021 er der på TEU 146 (Omklædningsfaciliteter Køge Nord) afsat et rådighedsbeløb på 10,882 mio. kr. til opførelse af et klubhus med omklædningsfaciliteter til Køge Nord FC. Rådighedsbeløbet er fordelt på 2021 med 4,271 mio. kr. og 2022 med 6,611 mio. kr.

Klubhuset forventes opført på en del af grusbanen ved de eksisterende faciliteter til Køge Nord FC, idet grusbanen ikke benyttes efter, at der er etableret kunstgræsbane på anlægget.

Byggeriet opføres, så der på et senere tidspunkt kan udvides med en første sal. Der vedhæftes illustration af projektet.

Den foreløbige tidsplan for projektet ser således ud:

  • 2020 Brugerproces opstartet
  • 2021 FEB Dispensation i forhold til placering af byggeriet
  • 2021 MAR-JUN Dialogproces med brugere og rådgivere
  • 2021 JUN Projektgrundlag i form af prissat dispositionsforslag
  • 2021 OKT Anlægsbevilling
  • 2021 OKT-DEC Projektering og udbud
  • 2022 JAN-FEB Kontrahering
  • 2022 MAR-NOV Opførelse af byggeri
  • 2022 DEC Aflevering og ibrugtagning.

Der er endnu ikke taget stilling til udbudsform og tildelingskriterier. Disse forventes forelagt for Teknik- og Ejendomsudvalget til godkendelse i efteråret 2021.

Økonomi

Økonomisk Afdeling bemærker, at der søges anlægsbevilling på 10,882 mio. kr., som frigiver det afsatte rådighedsbeløb med 4,271 mio. kr. i 2021 og 6,611 mio. kr. i 2022 (TEU 146). Anlægsbevillingen har derfor ikke effekt på den beregnet kassebeholdning.

Herudover skal det bemærkes, at anlægsprojektet indgår i beregningen af anlægsloftet, og der er en risiko for overskridelse af vedtaget anlægsniveau i budgettet.
Beslutning
Anbefales overfor Økonomiudvalget og Byrådet.

 

 

Bilag

Til toppen


171.   Trafikbestilling til Movia 2021 (K22)


Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller til Teknik- og Ejendomsudvalget, at udvalget godkender, at

  1. der afgives en trafikbestilling til Movia om uændret drift.  
  2. der udbydes emissionsfrihed (El-drift) i det kommende A21 udbud, og at der i den forbindelse arbejdes for at finde den nødvendige ekstra finansiering på 1,8 mio. kr. årligt på busdriftsbudgettet fra 2024 og frem.
Baggrund og vurdering

Del 1

I forbindelse med køreplanskiftet sommeren 2021, blev flere af kommunens busruter omlagt. Det omfatter bl.a. linje 242, 245R og 246. Grundet den korte periode fra driftsstart og til nu er det endnu ikke muligt at drage nogen konklusioner på baggrund af omlægningerne. Der er brug for en indsvingsperiode, hvor der ikke sker nogen ændringer i bustrafikken, så borgerne kan lære de nye rejsemuligheder at kende og skabe nye rejsevaner i den kollektive trafik. Indsvingsperioden tager minimum et år, og herefter er det muligt at drage meningsfulde konklusioner på baggrund af data. Teknik -og Ejendomsudvalget vil løbende blive underrettet om udviklingen i passagertallet.

Derudover så lider den kollektive trafik fortsat af de afledte effekter af COVID19. Seneste estimat fra Movia indikerer, at passagerindekset for 2021 ligger på 85 (Bus og bane) ved udgangen af året, sammenlignet med en periode fra før COVID19 brød ud. Der foreligger endnu ikke nogen aftale mellem KL, Danske Regioner og Staten om fuld statskompensation for trafikselskabernes COVID-19 relaterede meromkostning for 2022. Hvis ikke denne aftale indgås, så skal Køge Kommune selv finde pengene til at dække de manglende passagerindtægter.

Samlet set giver ovenstående ikke anledning til at ændre i den kollektive trafik foreløbig, hvorfor Teknik -og Miljøforvaltningen anbefaler en trafikbestilling til Movia med uændret busdrift.

Indkomne ønsker fra borgere i Alkestrup, Herfølge, Ejby samt Stubberup/Lammestrup Landsbylaug vil blive fremlagt for Movia og medtaget i dialogen omkring trafikbestilling 2022 (K23), som afgives næste efterår. Derudover vil der blive indkaldt til bilaterale møder, med de nævnte områder, efter aftale.

Del 2

Teknik- og Ejendomsudvalget skal træffe endelig beslutning om det kommende A21 busudbud, da den nuværende kontrakt udløber december 2023. For Køge Kommune drejer det sig om de kommuneinterne buslinjer 101A, 102A, 103, 106 og 245R samt de tværkommunale buslinjer 108, 109, 121 og 246. Til sammen udgør disse linjer 88 % af kommunes samlede busdrift. Beslutning om emissionsfrihed (El-busser) for de tværkommunale linjer kræver enighed med Stevns og Solrød kommuner og Region Sjælland.

På Teknik -og Ejendomsudvalgsmødet den 12. august 2021 (pkt. 130), blev Teknik -og Miljøforvaltningen bedt om at undersøge forhold vedrørende erhvervsgrund, ladestationer i byrummet og rækkevidde for el-busser. Disse forhold er nærmere beskrevet i vedlagte notat ”Udbud A21, Opklarende spørgsmål til dagsordenspunkt 130”.

Udbuddet sendes på gaden januar 2022, og til den tid er der brug for endelig afklaring vedrørende salg/leje af erhvervsgrund til kommende busoperatør. Movia arbejder på at præcisere de økonomiske konsekvenser af henholdsvis leje og salg af en erhvervsgrund.

Økonomi

Ved valg af emissionsfrihed (El-busser), skal busdriftsbudgettet tilføres op til 1,8 mio. kr. ekstra årligt fra 2024. Det endelige beløb kendes først, når A21-udbuddet er afgjort.

Kommunikation
Kollektiv trafikborgergruppen orienteres om beslutningen. Der informeres om konkrete køreplanændringer op mod køreplanskiftet i juni 2022.
Beslutning

Godkendt.

I henhold til budgethensigtserklæringen skal der udføres analyse af busdriften i løbet af 2022. Opmærksomhed på ordlyden herfra.

 

Bilag

Til toppen


172.   Placering af mobile salgsvogne på Køge Marina


Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller til Teknik- og Ejendomsudvalget, at udvalget beslutter, om der skal være mobile salgsvogne på Køge Marina.



Marinaudvalget 08-09-2021

Anbefalet, at der ikke placeres mobile salgsvogne på Køge Marina.

Baggrund og vurdering

På baggrund af flere borgerhenvendelser om opsætning af mobile salgsvogne, besluttede Teknik- og Ejendomsudvalget i april 2019 at godkende sag om mobile salgsvogne i Køge Kommune samt godkende placeringer af salgsvogne.

De godkendte placeringer er udpeget af Teknik- og Miljøforvaltningen. Det drejer sig om offentlige vejarealer, hvor det mobile gadesalg kan opstilles, således at det ikke blokerer tilgængeligheden på vejarealet og ikke virker dominerende i gadebilledet. Det er Teknik- og Miljøforvaltningen, der administrerer tildelingen af pladser til mobile salgsvogne. 

Der har efterfølgende været et ønske om at udvide med flere områder, hvor der kan placeres flere mobile salgsvogne. Teknik- og Ejendomsudvalget godkendte den 6. maj 2021 nye steder til placering af mobile salgsvogne i Køge Kommune.  

To af de nye placeringer befinder sig på Køge Marina:

  • Marinaen ved amfiteatret og bådene: to små vogne (se bilag 1)
  • Marinaen ved Nordstranden på grusparkeringspladsen: stor vogn (se bilag 2)

Tilladelsen til mobilt gadesalg er sæsonbetinget og gives for et halvt år ad gangen.

Sommersæson: 15. marts - 31. oktober

Vintersæson: 1. november - 14. marts

I Køge Kommunes vilkår for mobilt gadesalg gøres der i øvrigt opmærksom på, at det er sælgers ansvar at rydde op efter sig selv og sine kunder. 

Vilkår for mobilt gadesalg er vedhæftet som bilag 3.

Økonomi

Indtægter fra leje tilfalder Teknik- og Ejendomsudvalgets budget, svarende til 9.860 kroner pr. sæson. 

Kommunikation

Hvis ovennævnte placeringer godkendes, meldes det ud på Køge Kommunes hjemmeside. Hjemmesiden bliver løbende opdateret med ledige pladser.

Beslutning

Godkendt. 

Udvalget fastholder mulighed for mobile salgsvogne.

Bilag

Til toppen


173.   Orientering om affaldssortering i kommunale institutioner


Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller til Teknik- og Ejendomsudvalget, at orientering om affaldssortering i kommunale ejendomme tages til efterretning.

Baggrund og vurdering

Teknik- og Ejendomsudvalget besluttede i december 2019, at de kommunale affaldsordninger skulle indføres i alle kommunens ejendomme og institutioner.

Forberedelserne blev gennemført i løbet af 2020 og pr. 1. januar 2021 var alle institutioner udstyrede med nye beholdere, så affaldssorteringen kunne starte.

Både brugere og ansatte har taget godt imod ordningerne, og der meldes om stigende mængder af både papir, plast, pap og batterier til genanvendelse.

1. januar 2023 træder de helt nye affaldsordninger i kraft med sortering af fødevarekartoner, tekstil, farligt affald og pap. Disse nye ordninger kan i vid udstrækning rummes i den ordning, der er indført nu, og vil derfor kun kræve mindre justeringer. For eksempel skal nogle institutioner have mere kapacitet til plastaffald, da fødevarekartoner vil blive blandet med plastaffald.

Da der har været en efterspørgsel på vejledning til affaldssortering fra de mange selvejende og private institutioner i kommunen, vil forvaltningen i den nærmeste fremtid udsende et informationsbrev til denne gruppe af institutioner, der beskriver, hvordan de kan komme videre med affaldssortering. Selvejende og private institutioner skal dog selv entrere med renovatører, da det ikke er lovligt at tilbyde dem de kommunale affaldsordninger. 

Projektgruppen i Teknik- og Miljøforvaltningen samt forankringsgruppen bestående af repræsentanter fra alle forvaltninger, har ledet og fulgt projektet hidtil. Disse grupper opløses nu, og spørgsmål vedrørende affald i institutioner besvares herefter ad de sædvanlige kanaler i henholdsvis ETK Ejendomme og i Plan-, Byg- og Miljøafdelingen.

Økonomi

Sagen har umiddelbart ingen økonomiske konsekvenser for Køge Kommune. 

Beslutning

Taget til efterretning.


Til toppen


174.   Veje og Stiers tilstand 2022-2026


Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller til Teknik- og Ejendomsudvalget, at orientering om Kommunens veje og stiers tilstand, tages til efterretning.

Baggrund og vurdering

Teknik- og Miljøforvaltningen er på 1. år af det 3-årige rammeudbud fra 2021, med option på asfaltarbejder for 2024. Udbuddet blev vundet af Colas Asfalt A/S, der har asfaltværk beliggende på Køge Havn.

Rammeudbuddet indeholder en række strækninger/arbejder, der kan udføres i perioden 2021-2024. Forvaltningen udvælger hvert år strækninger fra rammeudbuddet, der kan suppleres med strækninger uden for rammeudbuddet, hvis der opstår større akutte skader.

Strækningerne udvælges med baggrund i vejenes og stiernes skadespoint, der udarbejdes ud fra en visuel gennemgang af vejen samt vejens/stiens trafikbelastning. Der vil også indgå en geografisk vurdering, således at der udføres større asfaltarbejder i udvalgte områder, det betyder, at levetiden bliver nogenlunde ens, og den fremtidige vedligeholdelse rationaliseres.

Formålet med reparation af belægningerne er at reducere vejenes nedbrydning, og derved bibeholde den opsparede vejkapital (investering) og forbedre sikkerhed, komfort, støjgener og økonomi. Et slidlags levetid kan variere fra 20 til 8 år alt efter trafikbelastning, vejopbygning og slidlagstype.

Køge Kommunes budget til vejvedligeholdelse er for nuværende på 11,5 mio. kr., hvoraf ca. 3 mio. kr. anvendes til opretning af kantsten, renovering af vejafvanding, eksisterende trafikdæmpende foranstaltninger og kantfyldning mv. Effektivt er investeringen i slidlag ved nuværende budget ca. 8,5 mio. kr.

Teknik- og Miljøforvaltningen har i år fået udarbejdet en rapport, hvor også asfaltbelagte cykelstier indgår i den samlede skadespoint beregning.

I rapporten for vejenes og stiernes tilstand 2021 (budget strategi 2022-2026) angives det, at der skal afsættes 18 mio. kr. årligt for at fastholde den nuværende vejkapital. Hertil skal tillægges beløb til opretning/renovering af fortove og vejafvanding mv., der skal forøges til ca. 7 mio. kr. 

Afsættes der ikke fremadrettet 18 + 7 mio. kr. årligt til asfalt- og følgearbejder, vil der i årene fremover skulle bruges væsentligt flere midler for alene at opretholde det nuværende niveau, for veje og stiers tilstand. 

Det gennemsnitlige skadespoint for kommunen viser, at vejene er i en god stand, og cykelstierne er i lidt bedre stand end vejene. Rapporten viser dog også, at fortsættelse med nuværende afsatte budget på 8,0 mio. kr. årligt alene til slidlagsarbejder på veje og 0,5 mio. kr. til stierne, vil få skadespointet til at stige, og få vejkapitalen til at falde fra nuværende ca. 858 mio. kr. til ca. 828 mio. kr. i 2026.

Rapport for Veje og stiers tilstand 2021 (budget strategi 2022-2026) er vedlagt som bilag.

Økonomi
Udgifterne til udlægning af slidlag afholdes af Pulje for vedligehold af færdselsbaner.
Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Til toppen


175.   Status på anlægssager - oktober 2021


Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller til Teknik- og Ejendomsudvalget, at udvalget tager orientering om status på anlægssager til efterretning.
Baggrund og vurdering

Køge Idrætspark 
Fælles indvielse af Hal III og omklædningsbygningen er gennemført fredag den 24. september 2021.

Den uvildige undersøgelse for Hal III vedrørende forstærkningsprojektet har foreløbigt initieret et dialogmøde med de implicerede parter tirsdag den 7. september 2021, som ikke førte til en fælles aftale om en økonomisk fordeling under hensyntagen til hvert sit ansvar og tilhørende forpligtigelser. Der pågår for nuværende separate møder for dermed at afprøve mulighederne herigennem. 

Projekt for reetablering af Idrætsbørnehavens legeplads er sendt i udbud og forventes igangsat med udførelse fra ultimo oktober 2021, hvor Byggeret 1 forventes færdig med elementmontagen på HB_01.

Forpladsen ved Bygning 1 (omklædningsbygningen) er afsluttet og ibrugtaget. Sidste del af parkeringspladsen op mod tennisbanerne afsluttes i november med forventet ibrugtagning primo december. Dog er udskudt arbejde i form af slidlag først planlagt udført medio maj 2022.

Det for området fælles affaldsskur kræver separat byggetilladelse og vil forventeligt også være på plads primo 2022.

Ny Føllehavegård
Byggeriet følger gældende tidsplan.
Rejsegilde forventes ultimo november 2021.

Renovering af Vemmedrupskolen
Der er massive leveringsproblemer på byggematerialer i Danmark. Det betyder også, at vi ikke kan flytte ind den 16. september 2021 som planlagt. Den nye indflytningsdato er den 18. oktober 2021.

Det giver den udfordring, at vi har opsagt pavillonerne den 30. september 2021. Der pågår i øjeblikket forhandlinger med Adapteo om at leje pavilloner en måned mere.

Fase I er færdigombygget og ibrugtaget. Fase I er indskolingen og mellemtrinnet, alle faglokaler samt PLC og SFO. Fase II bliver færdig primo oktober. Fase II er udskolingen samt administration og personalerum.

Udearealerne opstartes i efteråret, når beplantning er mulig. Herefter skal petanquebanen flyttes, og pavillonskolen nedtages.

Rehabiliteringscenter
Skema C pågår.

Ferniseringen på kunstprojektet afholdes sammen med husets 3-års fødselsdag den 1. oktober 2021. Der er fremstillet 2 mærkeplader til afsløring, og der er udsendt invitation.

32 plejeboliger Køge Nord
Skema C er oprettet med mindre arealkorrektion i BossInf, og de sidste indtastninger er udført. Afventer revisorgodkendelse, hvorefter det fremlægges til politisk godkendelse.

Dagtilbud ved Ravnsborghallen
Projektering af daginstitution uden tumlesal pågår. Sag om tumlesal og anlægsbevilling var på egne dagsordner i august.

Der må forventes forsinkelse og øgede udgifter som følge af denne ændring om, at Køge Kommune selv skulle bygge tumlesalen, og denne blev tegnet og økonomi estimeret. Denne beslutning blev ændret medio august, så kommunen ikke selv bygger tumlesal alligevel. Tidsplanen rykket væsentligt grundet ændring og tilbagetrækning af ændring.

Udbudsmateriale udsendes ultimo november med forventet byggestart primo januar 2022.

Etablering af Håndværk & Designlokaler (H&D)
Projektering og miljøscreeninger pågår, og der er afholdt møder med brugerne.

Ombygningsarbejderne på Hastrupskolen, Ellemarkskolen og Skovboskolen er nu i udbud, og arbejderne forventes opstartet i oktober med indflytning i de nye lokaler lige inden jul 2021.

For de tre øvrige skoler gælder, at ombygningsarbejder er planlagt til opstart februar 2022.

Ombygning af Beredskabsstation
Projektering og udarbejdelse af udbudsmateriale pågår. Udbud forventes i efterår 2021. Pavillonarbejder forventes afsluttet inden udgangen af 2021, og byggearbejder forventes afsluttet i sommeren 2022.

Etablering af klubhus med omklædning til Køge Nord FC
Projektet er sat på pause, til der er opnået anlægsbevilling, hvilket forventes på Byrådsmødet i oktober 2021.

Status er, at der er udarbejdet prissat dispositionsforslag for det byggeri, der kan holdes indenfor det afsatte rådighedsbeløb. Derudover er der lavet et forslag for en eventuel etape 2.

Når/hvis projektet igangsættes, vil der i forbindelse med projekteringen blive taget stilling til udbudsform og tildelingskriterier, som efterfølgende skal godkendes af Teknik- og Ejendomsudvalget.

Borup Omfartsvej, vej- og stianlæg v/ Møllebankerne II og III 
Der arbejdes videre med revision af dispositionsforslag scenarie 1A for omfartsvejens videre forløb frem til Ryeskovvej. Forvaltningen vil ind over efteråret forsøge at påbegynde dialog om arealerhvervelse med lodsejere.     

Byudviklingsområdet i Køge Nord 

Etablering af ledningsanlæg pågår stadig på den sydlige vejstrækning. Arbejdet omfatter etablering af regnvandsledning, hovedkloak, vandforsyning, og koordinering med el-selskabet og teleselskaberne. Brøndene er sat på strækningen, og det tilrettelægges at indbygge kalk for at kunne forbedre jordens  komprimeringsevne.

Ekspropriationen af den private matrikel i området er nu afsluttet, og entreprenøren anlægger stamvejen over matriklen.

Herudover arbejdes der ved Egedesvej, hvor terrænet er gravet ned, så stamvejen kan tilslutte sig Egedesvej. Det overskydende jord indbygges både i støjvoldanlægget mod Egedesvej og i vejanlægget ved Nordstjernen.

Cykelsti Ølbyvej, fra Salbyvej til motorvej                                                                            Entreprenører Jens H. Hansen Aps. har startet arbejderne først i september 2021, og anlægget skal tages i brug december 2021

Fortsættelse af cykelsti Ejby-Køge

Der har medio august været afholdt åstedsmøder med lodsejere langs Salbyvej. På grund af sagsbehandling af dispensationsansøgning for fredning ved Gl. Køge Gård i Fredningsnævnet og indsigelser vedr. afvandingsprojektet for cykelstien bliver projektet ikke opstartet i år. Selve trafiksikkerhedsprojektet i Ll. Salby bliver udført i i efteråret 2021.

Broer og bygværker 
Stibro over Vindegårdsvej til Vemmedrup Skole.

Afsluttende brobelægning er udført, og broen er taget i brug. 

Økonomi
Orienteringen har ingen økonomiske konsekvenser for Køge Kommune.
Beslutning

Taget til efterretning.


Til toppen


176.   Orientering fra formanden


Beslutning

 

  • Undersøger mulighed for begrænsninger på vejbro på Svansbjergvej efter beboerønske (pilotprojekt)
  • Sag til kommende møde om renovering af privat fællesvej ved Vemmedrupvej
  • Henvendelse fra Rådhusstræde om ladestandere
  • Fælles brev fra Køge Kommune (TEU) og Landsbyforum om lokale trafiksikkerhedstiltag
  • Samarbejdsaftale med Skovbohallerne drøftet
  • De eksisterende regler for markiser mv. i bymidten gælder fortsat, selvom ny folder om bevaring af Køges bykerne er på vej.


Til toppen


177.   Orientering fra forvaltningen


Indstilling
  • Collstrop-grunden, busbetjening.
Beslutning

 

  • Orientering om ændringer vedrørende forbedret byudviklingsprojekt på Collstropgrunden, herunder konsekvenser for busdrift
  • Status på organisationsændringer i Teknik- og Miljøforvaltningen, og fjernelse af ETK som navn for driftsafdelingerne.

 

Taget til efterretning.


Til toppen


178.   Eventuelt


Beslutning

Søren Brask (V) havde følgende sager: 

  • Lysmaster uden lys, asfalt i Lellinge ved multihal, 
  • Kirsebærhaven, Vemmedrup, beboerønske om at for genoprettet en privat fælleshave/jordareal som ETK tidligere har vedligeholdt
  • Rottebekæmpelsesklage overdrages til forvaltningen.

Til toppen


179.   Fjernvarmearbejder i bymidten 2022 (Lukket punkt)



Til toppen


180.   Trafikplan for Køge Marina (Lukket punkt)



Til toppen


181.   Eventuelt (Lukket punkt)



Til toppen


182.   Underskriftsblad - TEU (Lukket punkt)



Til toppen

Opdateret af Køge Kommune 08.10.21