Byrådet gav på møde den 28.11.2017 anlægsbevilling til projektering og anlæg af Køge Idrætspark herunder renovering af stadion med tribuner.
Den 15. november 2017 blev CC Contractor godkendt på Ejendoms- og Driftsudvalgets møde som totalentreprenør for stadionprojektet i en partnering lignende aftale for udvikling af stadionprojektet. Projektet opdeltes i en fase 1 for udvikling af projektet og en fase 2 for udførelse af projektet.
Teknik- og Miljøforvaltningen har sammen med CC contractor og en følgegruppe bestående af HB Køge, Køge Boldklub og Køgehallerne udviklet og optimeret det forslag, som CC Contractor afgav i forbindelse med indgåelse af kontrakten om renovering af Køge Stadion.
Det vedhæftede projektforslag er grundlaget for fase 2, hvor projektet detailprojekteres og opføres inden for den maksimale ramme på 33,7 mio. kr., som omfatter samtlige totalentreprenørens ydelser.
Projektet er i forhold til udbudsmaterialet tilpasset, så det kan holdes indenfor den økonomiske ramme til projektet.
Der er bl.a. blevet reduceret i antallet af toiletter, så det harmonerer med det antal, der er brug for på et stadion til breddeidræt, der også kan anvendes til 1. divisions fodbold. Ligeledes er der efter ønske fra brugerne foretaget ændringer i indretningen af de ca. 1.000 siddepladser, og der er forbedret på forhold for TV samt foretaget tilpasninger for stadionspeaker.
Projektet indeholder en kunstgræsbane med vand og varme, 1.000 siddepladser på overdækket tribune, lys med 1.000 LUX, tekniske installationer og toiletter, så det lever op til de krav, som Dansk Boldspil Union (DBU) stiller til et stadion, der bruges til kampe i 1. division. Projektforslaget tager hensyn til, at stadion senere evt. vil kunne udbygges, så det kan leve op til krav for afvikling af kampe i Superligaen. Projektforslaget med udvalgte tegninger vedlægges sagen som bilag.
Projektet er bl.a. blevet udfordret økonomisk af forurening fra den tidligere løbebane på stadion og fra forurening i jorden på dele af den hidtidige fodboldbane. Forurenet jord fra boldbanen bortkøres til godkendt modtagestation. Løbebanen indbygges under den fremtidige belægning efter gældende regler, hvilket betyder, at dele af anlægget vil blive kortlagt som forurenet. Den økonomiske udfordring søges afholdt indenfor det samlede Køge Idrætspark projekt.
Optioner:
Forvaltningen har sammen med CC Contractor undersøgt priser de af Økonomiudvalget og Byrådet ønskede 3 optioner, som kan tilføjes projektet.
Option 1 er 500 ekstra siddepladser på en stilladstribune placeret modsat den faste tribune. De 500 ekstra sæder kan etableres for 1,3 mio kr.
Option 2 er et lavtsiddende træningslys. Da stadionlyset vil blive placeret øverst i 4 stk. op til 40 m høje master, har forvaltningen undersøgt, at det er muligt at etablere supplerende lys til træningsbrug. Dette placeres i ca. 20 m. højde, hvorfor det bliver mindre synligt for omgivelserne. Dette træningslys koster 870.000 kr.
Option 3 er opgradering af lysstyrken på banen. Lyset opgraderes fra 1.000 lux til 1.400 lux. DBU anbefaler, at stadion til Superliga indrettes med 1.400 lux bl.a. af hensyn til TV-transmissioner. DBU-kravet til 1. divisionskampe er 1.000 lux. Det projekterede lysanlæg lever op til DBU's krav til 1. division, men det er forberedt til evt. at kunne opgraderes til 1400 lux senere, jf. DBU's anbefaling. En opgadering til 1.400 LUX vil koste 540.000 kr.
Videre proces:
- Juni 2018 - kontrakt om fase 2 for udførelse af projektet indgås mellem Køge Kommune og CC Contractor
- August 2018 - hovedprojekt incl. evt. optioner forelægges Kultur- og Idrætsudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet
- November 2018 - Kunstgræsbane færdiggøres
- Januar 2019 - Tribuneanlæg m.v. færdiggøres.