Ved Teknik- og Ejendomsudvalgets møde den 11. april 2019 orienterede Teknik- og Miljøforvaltningen og politiet om hastighedsproblematikker på kommunens veje,
Det blev besluttet, at forvaltningen og politiet i samarbejde gennemgår de større og mindre landeveje i forhold til hastigheder og evt. behov for skiltning m.m., og derefter præsenteres konklusionerne for udvalget.
Politiet og forvaltningen har nu gennemgået hovedparten af landevejene i kommunen. I den forbindelse er der bl.a. kigget på typen af vej (f.eks. primær eller sekundær trafikvej, med eller uden cykelsti), trafikmængder, målte hastigheder og eksisterende skiltning. Der er ikke kigget detaljeret på trafikuheld, men det overordnede billede viser, at uheldene hovedsageligt registreres på de overordnede veje, hvor der også kører mest trafik.
Overordnede konklusioner
Den generelle hastighedsgrænse på landeveje er som bekendt 80 km/t. De overordnede landeveje er som udgangspunkt indrettet således, at bilisterne kan køre med denne hastighed. Dog er der skiltet med lokal hastighedsbegrænsning på 60 eller 70 på nogle af strækningerne (fx Ejbyvej, Ringstedvej og Billesborgvej). Årsagerne til en hastighedsnedsættelse kan være dels, at bilisterne kører meget for stærkt, at der færdes særligt mange bløde trafikanter, eller at det er her hovedparten af trafikuheldene sker. Når der etableres fysiske foranstaltninger, er man nødt til at skilte hastigheden ned passende til udformningen.
På de mindre landeveje er der i langt de fleste tilfælde ikke skiltet med lokal hastighedsbegrænsning, da der her kører væsentligt mindre trafik og registreres ret få uheld. Ofte er de mindre landeveje ikke indrettet til at køre 80 km/t (eller derover) på grund af sving, bakker og smalle kørebaner. Her er man i højere grad nødt til som bilist at afpasse hastigheden efter forholdene, og målinger viser, at der sjældent køres så stærkt, som hastighedsgrænsen tillader.
Generelle betragtninger og forslag
Overordnet set anbefaler politiet ikke, at der skiltes på for mange strækninger med lokal hastighedsbegrænsning. Jo flere strækninger der skiltes, jo mere "udvandes" færdselslovens bestemmelse om at afpasse hastigheden til forholdene. Forvaltningen støtter op om denne betragtning.
Dog anbefaler både politi og forvaltning, at større trafikerede vigepligtsregulerede kryds på landet skiltes med lavere hastighed.
Forvaltningen og politiet er enige om at forsøge en anden tilgang, hvor der i stedet for forbud opsættes vejledende skiltning på strækninger, hvor der opleves hastighedsproblemer, eller hvor bilister har tendens til ikke at kunne holde deres bane. Denne skiltning kunne f.eks. være advarsel om farlige vejsving med en anbefalet hastighed evt. suppleret med baggrundsafmærkning (pileafmærkning i skarpe kurver) eller ekstra kantpæle (f.eks. på strækninger gennem skove). Derudover kunne man gøre mere brug af varslingslinjer på kørebanen for at guide bilister til at holde deres bane. Se vedlagte eksempel.
Konkrete forslag som følge af besigtigelsen
Det er besluttet at foretage skiltning v. krydsene Vordingborgvej/ Slimmingevej og Ringstedvej/ Vestre Ringvej.
Derudover er der en del mindre landeveje, hvor det kunne gavne at etablere førnævnte vejledende skiltning eller supplere/rette den eksisterende skiltning.
Forvaltningen ser umiddelbart to mulige fremgangsmåder på dette område:
- Løbende forbedring af skiltningen, når forvaltningen modtager henvendelser om enkelte strækninger (forventes at kunne afholdes indenfor nuværende driftsbudget)
- En detaljeret gennemgang af hele landevejsnettet med konkrete forslag til skiltning for alle relevante strækninger. Kræver en detaljeret gennemgang af landevejene. (Vil kræve særskilt anlægsoverslag og anlægsbevilling)
Andre relevante hastighedssager
Efter ønske fra udvalget har forvaltningen kigget særskilt på to lokaliteter i forhold til den skiltede hastighed.
Ølbyvej i Køge
Denne del af Ølbyvej mellem Ringvejen og Lykkebækvej ligger inden for tættere bebygget område ("byzone"). Forvaltningen har modtaget henvendelser om trafikken på Ølbyvej både med ønsker om skiltning med højere hastighedsgrænse og med ønsker om bump m.m. for at få hastigheden ned (inden for de sidste par år har der været 3-4 henvendelser). Der er dermed modstridende ønsker hos borgerne.
Hastighedsmålinger på Ølbyvej ved Vamdrupvej viser en gennemsnitshastighed på ca. 58 km/t, og at 85% af bilisterne kører ca. 67 km/t eller derunder. Kun ca. 13% af bilisterne kører 50 km/t eller derunder.
Vejen er meget bred og åben med god oversigt og stort set facadeløs på strækningen mellem Zoffmannsvej og Norsvej og indbyder til kørsel med en noget højere hastighed en 50 km/t. Der er cykelsti på det meste af denne strækning. Mellem Norsvej og Lykkebækvej er vejen stadig åben og med udmærket oversigt, men her er kørebanen noget smallere, og her er der ikke cykelsti.
Med udgangspunkt i vejens udformning og de målte hastigheder, kan forvaltningen anbefale, at der skiltes med en hastighedsbegrænsning på 60 km/t på strækningen mellem Zoffmannsvej og Norsvej. På strækningen mellem Norsvej og Lykkebækvej er vejen i princippet lidt for smal til 60 km/t. Det kan dog virke uhensigtsmæssigt (og måske ulogisk for bilisterne), hvis der her skal være 50 km/t de sidste 400 m inden byzonen ophæves. Forvaltningen foreslår derfor, at man skilter hele strækningen mellem Zoffmannsvej og Lykkebækvej med 60 km/t, men at man venter til en eventuel cykelsti langs Ølbyvej, nord for Salbyvej) er anlagt, så der ikke færdes bløde trafikanter på selve vejen.
Det skal nævnes, at politiet tidligere har tilkendegivet, at de mener at hastighedsgrænsen på Ølbyvej er for lav.
Ringstedvej i Vemmedrup (strækningen mellem Vindegårdsvej og Vemmedrupvej)
Ringstedvej i Vemmedrup har normal bredde samt skillerabatter og cykelsti i begge sider af vejen. Der ligger i omegnen af 13 ejendomme med overkørsel til vejen. Ringstedvejs forløb er på denne strækning lige og med god oversigt.
I 2017 blev der etableret krydsningsheller og hastighedsbegrænsning på 60 km/t i krydsene ved Vindegårdsvej og Vemmedrupvej. Krydsningshellerne blev udført dels pga. et øget krydsningsbehov for skolebørn ved Vindegårdsvej, dels på baggrund af en droneoptagelse der viste et krydsningsbehov ved Vemmedrupvej (krydsningsheller i begge kryds var desuden et ønske i Trafik- og Miljøplan 2013).
Hastighedsmålinger ca. midt på strækningen viser et mindre fald i hastigheden efter etablering af hellerne. Den seneste måling viser en gennemsnitshastighed på ca. 71 km/t og en 85% fraktil på ca. 79 km/t.
Ud over skiltning med 60 km/t omkring krydsende, kiggede forvaltningen undervejs i processen også på muligheden for at skilte med 60 km/t på hele strækningen mellem Vemmedrupvej og Vindegårdsvej (der er ca. 900 m mellem krydsningshellerne og dermed ca. 600 m mellem 60-tavlerne). Dette blev bl.a. diskuteret med politiet, da de skal godkende hastighedsgrænser. Politiet understregede, at det er vigtigt, at hastighedsgrænsen virker rimelig for bilisterne, eller at de kan se hvorfor hastigheden skiltes ned. Som udgangspunkt er det derfor ikke deres holdning, at der skal skiltes med 60 km/t på strækningen mellem de to kryds. Vejen er ikke indrettet til 60 km/t f.eks. ved hjælp af fysiske tiltag, sving eller lignende og indbyder dermed til højere hastighed. Dette understreges også af hastighedsmålingerne, der dog ligger rigtig pænt for en overordnet landevej med en hastighedsgrænse på 80 km/t.
Forvaltningen er enig i denne betragtning og anbefaler derfor, at der etableres en eller flere forsætninger/heller, såfremt der skal skiltes med en lavere hastighedsgrænse på strækningen.