Den 20. marts 2018 besluttede Køge Byråd at fremme kystbeskyttelsesprojektet efter kapitel 2a i Kystbeskyttelsesloven, samt principper for udformning, bidragsfordeling, økonomi og oprettelse af digelaug. Efterfølgende blev det besluttet, at der skulle gennemføres en miljøkonsekvensvurdering for projektet, og i den forbindelse blev der afholdt borgermøde i september 2018.
I efteråret 2019 præsenterede Teknik- og Miljøforvaltningen forslag til lokalplan, kommuneplantillæg og miljøkonsekvensvurdering, som efter en justering i den sydlige del af projektet, blev sendt i høring i januar 2020, og der blev afholdt borgermøde i februar 2020. Forvaltningen modtog høringssvar fra 19 forskellige borgere, myndigheder, virksomheder og organisationer, herunder også fra Erhvervsstyrelsen og Miljøstyrelsen, som forvaltningen efterfølgende har været i dialog med om, hvad der skal til for, at de trækker indsigelserne tilbage. Forvaltningen arbejder nu på at præcisere miljøkonsekvensvurderingen efter styrelsernes anvisninger.
Teknik- og Ejendomsudvalget traf i marts 2020 beslutning om rådgiverudbud for detailprojektering af Køge Dige, og der er efterfølgende indgået kontrakt med NIRAS. Detailprojekteringen pågår i øjeblikket.
Projektorganisering
Forvaltningen justerede i foråret 2019 projektets organisering, så projektledelsen og bygherrerollen blev flyttet fra Miljøafdelingen til Teknik- og Ejendomsafdelingen, da der i følge lovgivningen skal være en funktionsadskillelse mellem bygherre og miljøvurderingsmyndighed. Teknik- og Ejendomsudvalget repræsenterer nu bygherren, og dette udvalg træffer beslutninger om projektets udformning, udarbejder ansøgning til projektet og træffer beslutning om udbud og anlæg af Køge Dige. Klima- og Planudvalget repræsenterer myndigheden, og indstiller til Byrådet om at sende projektet i høring, modtager høringssvar, beder om udtalelse fra andre myndigheder og indstiller om endelig godkendelse af projektet til Byrådet, inden projektet kan udføres.
Status - detailprojektering
Detailprojekteringen tager udgangspunkt i de principper for udformning, som blev godkendt af Byrådet i marts 2018, og i den ændrede udformning mod syd, som blev godkendt i forslaget til lokalplan i december 2019.
Forvaltningen arbejder på at etablere den bedst mulige kysttekniske løsning, som har en lang levetid, og som let kan udbygges, når der opstår et behov for det.
Et sammenhængende dige er den bedste løsning - både i forhold til beskyttelse, levetid, muligheder for fremtidig forhøjelse og økonomi. Forvaltningen arbejder for at begrænse anvendelsen af højvandsmure, så de kun etableres, hvor der er pladsmæssige udfordringer eller, hvor der er helt særlige hensyn til arealernes anvendelse, fx havnefunktioner. I områder med højvandsmure ser forvaltningen på, hvordan forvaltningen kan minimere antallet af åbninger med skots i murene til det absolut nødvendige. Forvaltningen vurderer, at en højvandsmur koster ca. 3 gange så meget som et dige pr. meter, og hertil kommer ekstra omkostninger for hver åbning i muren.
I forbindelse med detailprojekteringen har det været nødvendigt at foretage justeringer af det projekt, der er beskrevet i dispositionsforslaget, fx en afkortning af cykelstien mellem Nordstranden og Revlen. Status for detailprojekteringen og beskrivelse af projektjusteringerne er beskrevet i vedlagte bilag.
Status - bidragsfordeling
Byrådet besluttede i marts 2018, at der skulle arbejdes videre med en bidragsmodel, hvor der med afsæt i infrastrukturen blev udpeget en risikozone og en højrisikozone, og at bidraget skulle fastsættes med som en fast promille af den enkelte ejendoms ejendomsværdi. Forvaltningen arbejder på justering af den udmeldte model, hvor bidraget fortsat fastsættes ud fra ejendomsværdien. Mens udstrækningen af risikozonen og højrisikozonen ændres, så det er koterne for ejendommene, der afgør, hvilken zone den enkelte ejendom placeres i. Der sker også en justering i forhold til ejendomme, som opnår andre fordele af projektet.
Status – myndighedsbehandling
Lokalplan 1050, Køge Dige, tillæg nr. 2 til Kommuneplan 2017 blev sendt i offentlig høring af byrådet fra 9. januar 2020 til 30. april 2020. Erhvervsstyrelsen sendte den 30. april 2020 en indsigelse på vegne af Miljøstyrelsen med den begrundelse, at det ikke på nuværende tidspunkt kan udelukkes, at kommuneplantillægget strider mod beskyttelsesreglerne for Natura 2000-områder. Miljøstyrelsen har endvidere rejst en indsigelse, som påpeger, at styrelsen vurderer, at sagen ikke er fuldt belyst, for så vidt angår skaden på Natura 2000-området, og hvorledes der kompenseres herfor.
Forvaltningen har besluttet at sætte en ny rådgiver til at færdiggøre miljøkonsekvensrapporten. Det er nu den samme rådgiver, der detailprojekterer, som også skal færdiggøre miljøkonsekvensrapporten.
Når der foreligger en tilfredsstillende miljøkonsekvensrapport, skal den i ny offentlig høring sammen med forslag til lokalplan og kommuneplantillæg. Dette vil ske samtidig med, at myndigheden sender ansøgningen til kystbeskyttelse i høring. Miljøministeriets departement skal også høres, da der sandsynligvis skal gives en tilladelse til at fravige habitatdirektivets beskyttelsesbestemmelser.
Status – digelaug
Sammen med færdiggørelsen af digets projektering igangsættes arbejdet med oprettelse af et digelaug, som skal overtage driften af det færdige dige jf. Kystbeskyttelsesloven §7. I forbindelse med den offentlige høring af projektet forventer forvaltningen at nedsætte en følgegruppe blandt de bidragspligtige med henblik på at forberede etableringen af digelauget. Sammen med projektets endelige godkendelse udarbejdes vedtægter for digelauget. Kommunalbestyrelsen skal godkende vedtægterne, før digelauget kan træde sammen.
Tidsplan
Forvaltningen forventer, at ansøgning om projekt og oplæg til bidragsfordeling ligger klar i løbet af foråret 2021, hvorefter materialet sendes til Teknik- og Ejedomsudvalget, som træffer beslutning om at indsende materialet til myndighedsbehandling. Herefter forventer forvaltningen, at Klima- og Planudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet kan sende materialet i høring sommeren 2021. I forbindelse med høringen planlægges afholdt et borgermøde.
Efter endt høring fortsætter myndighedsbehandlingen, og forvaltningen forventer, at der kan træffes afgørelse om Køge Dige ultimo 2021. Herefter er der en klagefrist på 4 uger, og eventuelle klager, skal behandles i klagenævnet (6 måneders sagsbehandlingstid).
Såfremt Klagenævnet ikke giver medhold til de indkomne klager, forventes det, at anlægsarbejdet med Køge Dige kan påbegyndes i sommeren 2022.