Referat af møde i Skoleudvalget

Den 05.05.2021 kl. 18:30 i Byrådsstue Iver Huitfelt


Indholdsfortegnelse


Lukkede Punkter


Deltagere:

Anders Ladegaard Bork, (O)
Helle Poulsen, (V)
Jacqueline Sporon-Fiedler, (F)
Mads Andersen, (C)
Pernille Sylvest, (A)
Selim Balikci, (A)

Afbud:

Jeppe H. Lindberg, (I)

67.   Godkendelse af dagsorden


Beslutning
Godkendt.
Fraværende
Jeppe H. Lindberg (I)

Til toppen


68.   Ungeprofilundersøgelsen 2020


Indstilling

Børne- og Uddannelsesforvaltningen indstiller, at Skoleudvalget

  1. tager Ungeprofilundersøgelsen 2020 til efterretning
  2. godkender, at Ungeprofilundersøgelsen gentages i 2022.
Baggrund og vurdering

I november / december 2020 blev "Ungeprofilundersøgelsen 2020/2021" gennemført på folkeskolernes 7. - 9. årgang. Undersøgelsen er en statistisk selvrapporteringsundersøgelse, der giver et godt indblik i de unges hverdag indenfor temaer som trivsel, sundhed, rusmidler, risikoadfærd og kriminalitet.

SSP har haft særligt fokus på de emner, der omhandler de tre sidstnævnte, og SSP har udarbejdet en komprimeret udgave af den samlede undersøgelse, som er vedlagt i bilag 1, der endnu ikke er offentliggjort.

SSP fremlagde på SSP-styregruppens møde den 15. april 2021 vigtige hovedpointer fra undersøgelsen. Hver enkelt folkeskole har fået en rapport, der giver indblik i lige netop deres egen elevgruppe på 7. - 9. årgang, og rapporten giver derudover mulighed for en sammenligning med det kommunale gennemsnit og landsgennemsnittet. På den måde kan skolerne bruge elevernes egne besvarelser til at kvalificere de indsatser de lokalt prioriterer.

SSP-Styregruppen drøftede bl.a. forældres indflydelse på de unges alkoholforbrug og vaner. SSP overvejer nye tiltag i forhold til forebyggelsesundervisningen omkring festkultur (alkohol) på 10. kl. Campus. 

Generelt ligger Køge Kommunes unge på niveau med både det kommunale gennemsnit og landsgennemsnittet.

SSP-Styregruppen anbefaler, at Ungeprofilundersøgelsen gennemføres igen i 2022.

Økonomi
Der er ingen økonomiske konsekvenser for Køge Kommune.
Beslutning
Ad. 1. Taget til efterretning.
Ad. 2. Godkendt.
Fraværende
Jeppe H. Lindberg (I)
Bilag

Til toppen


69.   Modernisering på skoleområdet


Indstilling

Børne- og Uddannelsesforvaltningen indstiller, at Skoleudvalget

  1. godkender indkøb af borde-/bænke-sæt og etablering af halvtage til udeundervisning.
Baggrund og vurdering

KANT-arkitekternes masterplan for Køge Kommunes folkeskolevæsen 2017 indeholder anbefalinger til, hvorledes udearealerne kan styrkes. COVID-19 situationen og behovet for yderligere udeundervisning har forstærket disse anbefalinger.

Renovering af faglokaler til håndværk & design blev besluttet på Skoleudvalgets møde den 3. marts 2020. Dette skete på baggrund af, at Køge Byråd den 26. januar 2021 gav en anlægsbevilling på 9 + 3 mio. kr. til etablering af Håndværk & Designlokaler (H&D) på nogle af kommunens skoler. Der var i januar og februar 2021 udarbejdet forslag med prisestimater for ombygningerne.

I forlængelse af denne skoleudvalgsbeslutning har Børne- og Uddannelsesforvaltningen udarbejdet et forslag til anvendelse af den resterende del af puljen. Forslaget tager – som den øvrige beslutning – udgangspunkt i at opdatere skolernes fysiske rammer, så de på tidssvarende måde bakker op om en moderne pædagogik.

Forvaltningen fik i 2017 – af KANT-arkitekterne – udarbejdet en masterplan for Køge Kommunes folkeskolevæsen indeholder anbefalinger til rammemæssige opdateringer. I denne plan peges på, hvorledes udearealerne kan styrkes. COVID-19-pandemiens indflydelse på skolernes rammer for driften har sat yderligere fokus på behovet for styrkelse af udeundervisning.

KANT påpeger, at udearealerne skal opgraderes, så de blandt andet fremmer ophold og fordybelse. Her skal eleverne lettilgængeligt kunne trække ud og arbejde med projekter, enten alene eller i grupper eller opholde sig i pauser. Der er behov for, at skolerne får investeret i borde og bænke, der understøtter muligheden for at arbejde og opholde sig udendørs. Det gælder særligt for målgruppen mellemtrin og udskoling. Ved et øget antal borde-/ bænkesæt vil det for skolerne være let at integrere udeundervisning i undervisningen og vel at mærke uden forhåndsbookinger.

På denne baggrund er forvaltningen i gang med at undersøge muligheden for at indkøbe et større antal bord-/bænkesæt af solid stål-kvalitet til skolernes udeområder. For den sum, der er til rådighed, vil man – afhængig af prisforhandling med leverandører – kunne købe mellem 10 og 20 bænkesæt pr. skole, alt afhængig af elevantallet. Da skolerne har meget forskellige udearealer, skal der – efter denne politiske behandling – gennemføres en hurtig kortlægning ift. skolernes udearealer. Det kan komme på tale, at nogle skoler i stedet for borde/bænke har mere behov for et halvtag til udeundervisningen. Dette vil indgå i kortlægningen.

Økonomi
Der er 1 mio. til rådighed til denne investering. Dette vil kunne anvendes til 250-300 bord-/bænkesæt, som vil kunne fordeles til skolerne alt efter elevtal samt afvejning af, om der konkret er mere behov for halvtage.
Beslutning
Godkendt.
Fraværende
Jeppe H. Lindberg (I)

Til toppen


70.   Anvendelse af puljen på kr. 800.000 til styrkelse af SFO


Indstilling

Børne- og Uddannelsesforvaltningen indstiller, at Skoleudvalget

  1. tager orienteringen til efterretning.
Baggrund og vurdering

Skoleudvalget afsatte under punkt 141 på udvalgets møde den 7. oktober 2020 et beløb på 800.000 kr., som skulle bruges til særlige aktiviteter for at understøtte søgningen til SFO.

Af sagsfremstillingen fremgår det, at forvaltningen i starten af 2021 skal give en tilbagemelding på, hvilke aktiviteter, der er gennemført og hvilken effekt, det har haft for interessen for SFO-tilbuddet.

Alle SFO’er er blevet tilgodeset med samme beløb uanset størrelse.

Mange af SFO’erne gik sammen om at supplere eller etablere e-sports muligheder, hvilket samlet beløb sig til ca. 350.000 kr.

D
e resterende 450.000 kr. er blevet brugt til en række forskellige formål.

Investeringerne kan deles i 3 kategorier.

  • Elektronik, der kombinerer samarbejde, kreative og fysiske aktiviteter med den spændende virtuelle verden. Der er tale om programmerbare robotter, active-floor og spil til e-sport.
  • SFO’erne har lagt meget vægt på at supplere og forbedre mulighederne for udendørsaktiviteter. Dette spænder fra etablering af overdækninger, indkøb og opsætning af shelters, etablering af parkourbane, indkøb af moon-cars, løbehjul og andre remedier til udvikling af de udendørs muligheder.
  • En mindre del er gået til ekstra ansatte til håndtering af coronasituationen, så børnene har haft mulighed for mere voksenkontakt.

Det fremgår af tilbagemeldingerne fra SFO’erne, at Skoleudvalgets bevilling var et godt igangsættende og supplerende tiltag i forhold til investeringer i aktivitetsmuligheder for særligt medlemmerne fra 3. klasse og opefter.

Bevillingen har betydet, at SFO’erne er bedre rustet til at fastholde medlemmerne, og når dagligdagen indtræffer igen at tiltrække de medlemmer, der er faldet fra under Covid-19 pandemien.

Det kan på nuværende tidspunkt ikke dokumenteres, i hvilket omfang bevillingen har betydet mindre frafald, men SFO'erne giver udtryk for, at de med bevillingen føler sig bedre rustet til at fastholde og udvikle tilbuddet bl.a. i forhold til udendørsaktiviteter.

Økonomi
Der er ikke yderligere økonomiske konsekvenser.
Beslutning
Taget til efterretning.
Fraværende
Jeppe H. Lindberg (I)

Til toppen


71.   Tal på vejen fra UUV


Indstilling

Børne- og Uddannelsesforvaltningen indstiller, at Skoleudvalget

  1. tager orientering om ”Tal på vejen 2020” til efterretning.
Baggrund og vurdering

Tal på vejen udgives hvert år af UUV Køge (Ungdommens Uddannelsesvejledning). Det er et statistisk overblik over unges uddannelsesvalg i Køge. Det viser også frafald fra ungdomsud­dannelserne og en række lignende data.

UUV Køge har tidligere også dækket Solrød og Stevns kommuner. Derfor er disse tal med i denne udgave fra 2020. Dokumentet ”Tal på vejen” er vedhæftet som bilag til denne sag.

Hvad siger tallene?
Målsætningen er, at 30% af afgangseleverne søger en erhvervsuddannelse i 2030. Analysen af sidste års søgetal til ungdomsuddannelserne i Køge Kommune viser, at drengene er godt på vej imod målsætningen. 28,5% af drengene i Køge Kommune søgte nemlig i 2020 en erhvervsuddannelse. Derimod var det kun 13,3% af pigerne. I alt var tallet 21,5% af afgangseleverne i Køge Kommune, som søgte en erhvervs­uddan­nelse i 2020. I 2021 er tallet 22,1%.

I 2020 handlede analysen derfor om det kønsopdelte uddannelsesområde, hvor historien ikke er skrevet færdig. Det er fortsat sådan, at flest piger vælger gymnasiet, mens erhvervsuddannelsen tiltrækker flest drenge efter 9. eller 10. klasse.

Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) udgav i 2019 en undersøgelse af uddannelsesvalg i 9. klasse samt en undersøgelse af køn og uddannelsesvalg. I EVA´s rapporter antydes det, at pigerne syntes, at uddannelsesvalget er sværere end drengene, og at pigerne oplever et større pres ved at skulle vælge uddannelse. Pigerne efterspørger mere tid til at arbejde med, hvad de er gode til og få mere viden og kendskab til job. Dette hænger fint sammen med, at pigerne har en større opmærksomhed på uddannelsesvalget end drenge og derfor ønsker mere viden at træffe valget ud fra.

Især for pigerne skal perspektivet derfor bredes endnu mere ud, så de kan se mulighederne i erhvervsuddannelserne, muligheder for videreuddannelse, karriere og den værdi, deres arbejdskraft får på et arbejdsmarked, som hungrer efter deres hænder og hoveder.

Der var stort set ikke ændringer i de unges søgning til ungdomsuddannelser i 2020 sammenlignet med 2019. De gymnasiale uddannelser var fortsat de unges foretrukne ungdomsuddannelse. 72 % af de elever, der forlod folkeskolen, søgte om at begynde på en gymnasial uddannelse til august. Af dem ønskede 58,4 % STX, mens 20,6 % søgte HHX, 10 % søgte HTX, og 11 % søgte en HF. Andelen, der ønskede at tage erhvervsuddannelse med EUX, var også uændret. 

Som nævnt er søgningen i 2021 steget med 0,6% i forhold til 2020. Den sammenhængende Ungeindsats er rykket sammen om bordet i Ungecentrum, og der arbejdes ihærdigt på at få de unge i gang med en uddannelse og med stort fokus på erhvervsuddannelserne.

Økonomi
Der er ingen økonomiske konsekvenser.
Beslutning
Taget til efterretning.
Fraværende
Jeppe H. Lindberg (I)
Bilag

Til toppen


72.   Nyt, samlet SFO/klubtilbud fra 4. klasse efter høring


Indstilling

Børne- og Uddannelsesforvaltningen indstiller, at Skoleudvalget

  1. træffer beslutning om oprettelse af et nyt, samlet SFO/klubtilbud fra 4. klasse pr. 1. januar 2022,
  2. træffer beslutning om en eventuel justering af prisen for tilbuddet.
Sagen blev udsat på Skoleudvalgets møde den 7. april 2021.
Baggrund og vurdering
Skoleudvalget besluttede på møde den 3. februar 2021 at sende forslaget om et nyt, samlet SFO-tilbud fra 4. klasse i høring hos de berørte skoler (skolebestyrelser og LMUer) samt de faglige organisationer (BUPL og FOA). Der er modtaget 18 høringssvar, der vedlægges som bilag.

Alle høringssvarene giver udtryk for opbakning til forslaget om at sammenlægge de nuværende tilbud til ét, samlet tilbud.

De fleste af svarene tilkendegiver imidlertid en bekymring omkring konsekvensen af en højere pris end i det nuværende juniorklub-tilbud. Vurderingen er, at en højere pris kan få nuværende og kommende juniorklubmedlemmer til at fravælge tilbuddet. Der peges bl.a. på, det kan have en negativ effekt ift., at børn og unge kan ende i uheldige gruppedannelser eller er i risiko for social isolation. Et billigere tilbud kan være med at til sikre, at flere vil være en del af det sociale liv, som en klub kan give.

Forvaltningen henviste i sagsfremstillingen den 3. februar 2021 til, at en ændret forældrebetaling ville kunne påvirke søgningen. Men det er ikke muligt på forhånd at vurdere, hvor stor effekten vil være. Og den billigere pris ift. det nuværende SFO fra 4. kl. tilbud kan også tænkes at have en effekt.

I en del af høringssvarene bliver det tilkendegivet, at et starttidspunkt 1. august 2021 kommer lige efter, skoler og SFOer har været lukket i en længere periode. De anbefaler derfor, at ændringen først træder i kraft senere, så SFOerne i efteråret kan fokusere på at få genskabt interessen for tilbuddene for særligt de ældre børn.

Da der også skal varsles ændringer i takster, og da der skal håndteres udmeldelser af tidligere tilbud og indmeldelse i det nye, anbefaler forvaltningen, at det oprindeligt foreslåede starttidspunkt udskydes fra 1. august 2021 til 1. januar 2022.

Ud over starttidspunktet og overvejelser om forældrebetalingen har høringen har ikke givet anledning til at ændre indholdsmæssigt i det oprindelige forslag, der vedlægges som bilag. Der henvises i øvrigt til sagsfremstillingen på mødet den 3. februar 2021.
Økonomi

Forældrebetalingen i det nye tilbud er beregnet ud fra en forudsætning om, at ændringen er budgetneutral.

Prisen på 900 kr./md er lidt lavere end SFO fra 4. klasse i dag, men dyrere end juniorklubben. For SFO fra 4. kl. er prisen i 2021 1.066 kr./måned. Juniorklubben koster hhv. 444 kr./måned for klubber med 4 åbningsgange og 344 kr./måned for klubber med 3 åbningsgange.

Der kan i dag ikke opnås søskenderabat på forældrebetalingen for Juniorklubtilbuddet. I det nye, samlede tilbud vil der kunne opnås 50% søskenderabat.

Såfremt Skoleudvalget skulle ønske at nedsætte forældrebetalingen fra de foreslåede 900 kr./md., vil der opstå en nettoudgift, der skal findes finansiering til inden for Skoleudvalgets samlede ramme.

Som eksempel vil en nedsættelse til 750 kr./md. udløse en årlig nettoudgift på ca. 1,2 mio. kr., mens en nedsættelse til 600 kr./md. vil medføre en udgift på ca. 2,4 mio. kr.

Beslutning
Skoleudvalget går som udgangspunkt ind for et nyt, samlet SFO- / klubtilbud fra 4. klasse, men træffer ikke beslutning grundet takststigning.

Skoleudvalget vil anbefale, at det drøftes, om der i forbindelse med budgetforhandlingerne kan tilføres midler til området.
Fraværende
Jeppe H. Lindberg (I)
Bilag

Til toppen


73.   Ny rammeregulering og betydning i forhold til oprettelse af ekstra klasser


Indstilling

Børne- og Uddannelsesforvaltningen indstiller, at Skoleudvalget

  1. tager orienteringen til efterretning.
Baggrund og vurdering

Med den nye rammeregulering, der tager udgangspunkt i det samlede børnetal i gruppen 5 - 15 årige, udløses der ikke længere yderligere budget, hvis klassetallet stiger over det forventede. Hvis der skal findes yderligere finansiering, skal det ske inden for Skoleudvalgets samlede budgetramme.

Behovet for flere klasser kan opstå ved større mer-tilflytning til kommunen og/eller i forbindelse med beslutninger om dispensation fra reglerne om frit skolevalg.

Det klassetal, der lægges til grund for skolernes budgettildeling i 2022 kendes først endeligt, når elevtallet opgøres pr. 5. september. Det gælder på alle årgange - ikke kun børnehaveklasserne. Det vil derfor også først til september stå klart, om der samlet set er behov for at finde finansiering til et større antal klasser, end der er taget højde for i budgettet, men aktuelt forventes der flere børnehaveklasser i skoleåret 2021/22, end elevtallet i de enkelte skoledistrikter giver grundlag for. Og dermed også flere klasser, end der er disponeret med i budgettet.

Finansieringsbehovet er ca. 800.000 kr./år pr. ekstra klasse der oprettes. Og udgiften er som udgangspunkt varig i hele det tiårige skoleforløb, der er en ekstra klasse.

Såfremt der bliver behov for at finansiere ekstra klasser, kan besparelserne enten findes inden for budgettet til skolerne (undervisningsdelen) eller på tværs af Skoleudvalgets samlede budget på almenområdet. I den langsigtede finansiering kan der ikke overføres midler mellem specialområdet og almenområdet, da specialområdet tilpasses årligt ud fra forventningen til priser og mængder.

På skolernes budgetter - inklusive puljer på centrale driftskonti - kan en besparelse som udgangspunkt gennemføres på to måder;

  • En reduktion i den variable elevtildeling, der rammer ens på alle skoler, og hvor den endelige implementering lægges ud til skolerne, eller
  • En reduktion af særlige tildelinger eller centrale puljer, der skal bæres af de skoler, midlerne i givet fald ville blive anvendt på eller lagt ud til.

Den variable elevtildeling anvendes bl.a. til holddeling/tolærerordninger, undervisningsmidler, ekskursioner mv.

For at spare de 0,8 mio. kr. til én ekstra klasse, skal den variable tildeling pr. elev reduceres med ca. 2,3 %. Finansiering af to ekstra klasser kræver en reduktion på ca. 4,6%. På en mellemstor skole svarer en 4,6% reduktion i den elevtalsafhængige tildeling til ca. 0,25 lærerårsværk.

Det er vanskeligt at reducere i skolernes grundtildeling og i klassetildelingen, der i højere grad er knyttet til udgifter, skolerne ikke kan undgå at afholde. Fx bemanding af klasserne ift. det lovpligtige minimumstimetal.

Ift. særlige tildelinger og puljer på centrale budgetter er en del af disse også knyttet til udgifter, skolerne - eller kommunens skolevæsen under ét - ikke kan undgå at afholde. Det gælder fx en række licensudgifter på IT-området, IT-netværksudstyr, halleje, skolekørsel mv.

Men en del af budgetposterne tager udgangspunkt i et kommunalt fastsat serviceniveau eller konkret besluttede aktiviteter, hvorfor forvaltningen også vil pege på sådanne muligheder, såfremt det bliver aktuelt.

Hvis forventningen om flere klasser holder stik, og der viser sig behov for at foretage besparelser, vender forvaltningen tilbage med en sag til udvalget i oktober 2021.

Beslutning
Taget til efterretning.
Fraværende
Jeppe H. Lindberg (I)

Til toppen


74.   Ansøgning om dispensation til frit skolevalg til 4. årgang på Søndre Skol (Lukket punkt)


Fraværende
Jeppe H. Lindberg (I)

Til toppen


75.   Ansøgning om dispensation til frit skolevalg til 6. årgang på Sct. Nicolai Skole (Lukket punkt)


Fraværende
Jeppe H. Lindberg (I)

Til toppen


76.   Meddelelser og spørgsmål - åben


Beslutning
Direktøren orienterede om:
  • fortsættelse af projekt om teknologiforståelse
  • genåbning på skolerne, hvor nogle åbner den 6. maj, andre den 7. maj og de sidste den 10. maj 2021
  • henvendelse om tilbagebetaling af betaling for klub.
Fraværende
Jeppe H. Lindberg (I)

Til toppen


77.   Meddelelser og spørgsmål - lukket (Lukket punkt)


Fraværende
Jeppe H. Lindberg (I)

Til toppen


78.   Underskriftsblad - SKU (Lukket punkt)


Fraværende
Jeppe H. Lindberg (I)

Til toppen

Opdateret af Køge Kommune 06.05.21