Et af de centrale elementer i Folkeskolereformen fra 2013 er Åben Skole. Den åbne skole er en skole, som inddrager og samarbejder med omverdenen. Det kan være lokalsamfundet, foreningslivet, kulturinstitutionerne, erhvervslivet eller virksomheder.
Målsætningerne er, at samarbejdet skal bidrage til, at eleverne lærer mere og får et større kendskab til samfund og foreningsliv. Det omgivende samfund skal inddrages i skoledagen på en måde, der understøtter elevernes læring og trivsel. Den åbne skole skal bidrage til variation i skoledagen og til at differentiere undervisningen, så den imødekommer og udfordrer den enkelte elevs faglige niveau.
Samarbejdet skal give værdi til både den fagopdelte og den understøttende undervisning. Samarbejdet skal give størst mulig kvalitet og effekt på elevernes læring, trivsel og motivation. Læringsaktiviteter i den åbne skole skal altid tage udgangspunkt i folkeskolens formål og fagenes mål. Samarbejder på kultur- og foreningsområdet vil desuden understøtte, at børn og unge får kendskab til og erfaring med at deltage, skabe og opleve kunst og kultur på egne præmisser, at arbejde kreativt og innovativt på måder, som adskiller sig fra den måde, man normalt arbejder i folkeskolen, og få øjnene op for de muligheder, der ligger i lokalmiljøet mht. fritidsaktiviteter i foreningslivet.
Samtidig vil udvekslingen og mødet mellem lærer- og pædagogfaglighed og kunst- og kulturfagligheder kunne give grobund for at udvikle både nye undervisningsformer og nye måder at tænke samarbejder på.
På denne baggrund er Kultur- og Idrætsafdelingen og Skoleafdelingen i dialog omkring og samarbejder om, hvordan det lokale foreningsliv og kulturinstitutioner kan knyttes tættere på skolernes arbejde. Dette har bl.a. resulteret i et samarbejde omkring i forsøgsprojektet Kulturtjeneste Køge (2015-2017), som bestod af formidling, netværk, modelprojekter mv. og portalen ”Skolen i Virkeligheden”, hvor alle udbydere af aktiviteter til skoler, dvs. også virksomheder m.fl., kan tilbyde skolerne besøg og forløb, og dermed kan medvirke til at give lærerne et godt overblik over mulighederne.
Erfaringerne fra kulturtjenesten, portalen og andre tværgående samarbejder viser, at der er stor velvilje fra både skoler og udbydere af aktiviteter og forløb til at samarbejde, men også at der er udfordringer med at realisere samarbejdet, særligt på kulturområdet, f.eks. i form af kommunikation, geografiske afstande, tid og ressourcer.
Ved at udarbejde en Åben Skole Strategi, vil Kultur- og Idrætsafdelingen og Skoleafdelingen adressere udfordringer og styrke muligheder for tværgående samarbejde. I implementeringsplanen for Folkeskolereformen indgår Åben Skole som et særligt fokusområde i skoleåret 2018/19. Skolerne er netop nu – i dialog med Skoleafdelingen – ved at lægge planer for skolens arbejde med dette fokusområde.
En Åben Skole Strategi vil kunne understøtte implementeringen af fokusområdet, og Kultur- og Økonomiforvaltningen og Børne- og Uddannelsesforvaltningen foreslår derfor, at der indledes et tværgående samarbejde med inddragelse af relevante aktører om udarbejdelse af en fælles Åben Skole Strategi, som fremlægges til politisk godkendelse i juni 2018.