Referat af møde i Skoleudvalget

Den 14.08.2018 kl. 18:00 i Byrådsstue Iver Huitfelt


Indholdsfortegnelse


Lukkede Punkter


Deltagere:

Anders Ladegaard Bork, (O)
Helle Poulsen, (V)
Jacqueline Sporon-Fiedler, (F)
Jeppe H. Lindberg, (I)
Pernille Sylvest, (A)
Selim Balikci, (A)

Afbud:

Mads Andersen, (C)

75.   Godkendelse af dagsorden


Beslutning
Godkendt.
Fraværende
Mads Andersen (C)

Til toppen


76.   Mødekalender 2019 - Skoleudvalget


Indstilling
Børne- og Uddannelsesforvaltningen indstiller, at Skoleudvalget godkender forslag til mødekalender 2019.
Baggrund og vurdering

Skoleudvalgets møder er som udgangspunkt planlagt til 1. onsdag i måneden kl. 18.00 - 19.30 - dog med følgende bemærkninger:

  • Mødet i januar afholdes 2. onsdag på grund af nytåret
  • Mødet i maj afholdes 2. onsdag på grund af 1. maj
  • Mødet i juni afholdes 2. onsdag på grund af Grundlovsdag
  • Juli holdes mødefri
  • Mødet i august afholdes 2. onsdag på grund af sommerferie

Forslag til mødeplan er herefter følgende:
9. januar
6. februar
6. marts
3. april
8. maj
12. juni
14. august
4. september
2. oktober
6. november
4. december

Økonomi
Der er ingen økonomiske konsekvenser for Køge Kommune.
Beslutning
Godkendt.
Fraværende
Mads Andersen (C)

Til toppen


77.   Dialogmøde 3. september 2018 - Skoleudvalget


Indstilling
Børne- og Uddannelsesforvaltningen indstiller, at Skoleudvalget drøfter ramme for program samt afvikling af selve dialogmødet den 3. september 2018.
Baggrund og vurdering
Af styrelsesvedtægten for Køge Kommunes Skolevæsen 2015 fremgår bl.a., at der normalt holdes to dialogmøder om året. Ligeledes indeholder budgetvejledning til budget 2019-2022 en tidsplan, hvoraf det bl.a. fremgår, at Skoleudvalget i august / september inviterer brugere og interessenter til dialogmøde efter behov. 

Børne- og Uddannelsesforvaltningen har udarbejdet vedlagte ramme for program til brug for udvalgets drøftelse.

Formanden for skolebestyrelsen på Asgård Skole, Niels Peter Nielsen fremsendte i forbindelse med dialogmødet i april 2018 ønske om en drøftelse af "Kommunens fælles strategi for læreransættelse samt øget fokus på uddannede vikarer". Udvalget skal tage stilling til, om dette forslag skal indarbejdes i dagsordenen.
Økonomi
Udgifter i forbindelse med dialogmødet afholdes indenfor udvalgets samlede budgetramme.
Beslutning
Dialogmødet den 3. september 2018 omhandler budget 2019-2022.
Fraværende
Mads Andersen (C)
Bilag

Til toppen


78.   Inklusionsstrategi for skoleområdet


Indstilling
Børne- og Uddannelsesforvaltningen indstiller, at Skoleudvalget tager orienteringen om arbejdet med inklusionsstrategien til efterretning.
Baggrund og vurdering

Der arbejdes i øjeblikket med inklusion og specialtilbud i Køge på to spor. Dels er der tanker i gang en fornyelse og revitalisering af den eksisterende inklusionsstrategi og dels overvejes nogle nye tiltag.

Skoleafdelingen, PPR og Familiecenter Køge har i foråret 2018 iværksat en analyse af muligheder for tættere og mere effektivt samarbejde og en bedre udnyttelse af de fælles økonomiske muligheder. Dette tiltag er iværksat på baggrund af, at alle parter oplever et behov herfor, men er blevet yderligere aktualiseret af de økonomiske oversigter, der peger i retning af et overforbrug.

Inklusionsstrategien anno 2013 er under revidering. Der er nu gået 5 år, siden den blev iværksat, og der har været brug for at evaluere den med eventuelle ændringer for øje. For at sætte vægt bag denne proces, er der nedsat en styregruppe for den proces med deltagelse af skoleledere og nøglepersoner fra de involverede forvaltningsafsnit.

Generelt er der stor tilfredshed med den oprindelige strategi. Der opleves både en større forståelse af inklusion blandt personalet samt en større viden om håndtering af udfordrende situationer i læringsrummet. Medarbejderne ved, hvor de kan få råd og vejledning og bruger generelt skolernes ressourcepersoner, når de har brug for mere hjælp og sparring.

Der er ligeledes en stor tilfredshed med visitationsstrukturen, som opleves som nem og overskuelig. Den let tilgængelige dialog med visitationsudvalget giver mulighed for at være nuanceret i den lokale inklusionsindsats og afprøve små lokale projekter, som ofte har en stor succes. Når en indsats ikke lykkes, oplever styregruppen, at visitationsudvalget handler hurtigt og effektivt i forhold til at finde et andet og bedre egnet skoletilbud. Der er således tæt samarbejde om løsninger - også i sager, hvor en indstilling om vidtgående tilbud ikke imødekommes.

Der, hvor der ifølge styregruppen er brug for en særlig opmærksomhed og eventuelt brug for ændring eller skærpelse er følgende:

  • Et større fokus på elevperspektivet. Det vil sige, elevens egen oplevelse af at være en del af fællesskabet.
  • En stadig indsats for at få strategien til at være relevant og brugbar for medarbejderne. Italesat at få "strategien til at være levende for brugerne".
  • En større opmærksomhed på brobygning fra dagtilbud til skole - særligt i forhold til de børn, der er kendt som sårbare i dagtilbud.
  • Større opmærksomhed på inkluderende indsatser i indskolingen samt behov for særlige skoletilbud.
  • Et styrket samarbejde mellem Familiecenter Køge og skolerne. Der er behov for at understøtte en tværfaglig kultur, med mere fokuserede og målrettede indsatser til gavn for børnene. Et tættere samarbejde forventes også at føre til en bedre og mere effektiv udnyttelse - og tættere styring af - af de økonomiske ressourcer.

Disse punkter er der blevet arbejdet med i en række møder i arbejdsgruppen. Efter en temadag og opfølgning ultimo oktober, vil udvalget blive kort orienteret på novembermødet og medtaget et gennemarbejdet forslag til inklusionsstrategi til dialog og godkendelse på december-mødet. Strategien vil således være klar til at blive bragt i anvendelse ifm forårets visitationsprocesser. 

Vedlagt bilag for procesbeskrivelse i forhold til kvalificering og implementering af den nye inklusionsstrategi anno 2018.

Økonomi
Denne orientering har pt ingen økonomiske konsekvenser, men det videre arbejde med re-vitalisering af inklusionsstrategien og en evt. omorganisering af dele af specialområdet forventes på sigt at få den konsekvens, at udgifterne til vidtgående specialtilbud vil nedbringes.
Beslutning
Taget til efterretning.
Fraværende
Mads Andersen (C)
Bilag

Til toppen


79.   Åben Skole Strategi


Indstilling

Kultur- og Økonomiforvaltningen og Børne- og Uddannelsesforvaltningen indstiller, at Kultur- og Idrætsudvalget og Skoleudvalget

  1. godkender Åben Skole Strategien
  2. drøfter de økonomiske rammer for implementering af strategien.
Baggrund og vurdering

På Kultur- og Idrætsudvalgets møde den 4. juni og Skoleudvalgets møde den 11. juni 2018 tog udvalgene arbejdet med Åben Skole Strategi til efterretning. Børne- og Uddannelsesforvaltningen og Kultur- og Økonomiforvaltningen kan nu præsentere forslag til den endelige strategi.

Strategien er udarbejdet med inddragelse af interessenter på området og beskriver arbejdet med den åbne skole i skoleårene 2018/2019–2020/2021. Herunder beskrives Køge Kommunes definitionen af Åben Skole, visionen, de overordnede mål for skolernes arbejde med Åben Skole samt de overordnede indsatser, der skal iværksættes for, at strategiens visioner kan realiseres.

Hovedtræk fra strategien præsenteres nedenfor, mens der henvises til strategien i sin fulde ordlyd for flere detaljer. Strategien er vedlagt som bilag.

Definition
Køge Kommunes skoler skal fremme den enkelte elevs alsidige udvikling og give eleven mulighed for at udfolde sit fulde potentiale. Den Åbne Skole skal medvirke til, at skoledagen bliver spændende, varieret og autentisk for eleverne. Når folkeskolen åbner sig op mod lokalsamfundet og inddrager institutioner, foreninger og virksomheder, styrker det elevernes dannelse og faglighed, og giver eleverne en bred forståelse af det omgivende samfund og den lokale tilknytning.

Vision:
I Køge Kommune ønsker vi, at:

  • Alle skoler afprøver længerevarende lokale Åben Skole samarbejdsforløb.
  • Alle skoler samarbejder med kulturinstitutionerne i Køge Kommune om udvikling af fælles forløb og gennemførelse af eksisterende forløb.
  • Alle skoler samarbejder med foreninger i lokalområdet for at introducere eleverne til det lokale foreningsliv og medvirker til, at eleverne får tilknytning til foreningslivet efter skoletid.
  • Alle skoler samarbejder omkring udvikling af Åben Skole tilbud sammen med det lokale erhvervsliv.

Indsatser, mål og forventede resultater

  • Indsats: Åben Skole-Kanon og faste forløb
    • Mål: Alle elever kender vigtige fortællinger om den lokale historie, kultur- og naturmiljøer.
    • Resultat af indsatsen: I 2021 har alle Køge Kommunes folkeskoler deltaget i at udvikle et Åben Skole Kanon forløb sammen med en natur- eller kulturinstitution.
  • Indsats: Deltagelse og udvikling
    • Mål: Alle elever lærer, oplever, skaber eller deltager i aktiviteter, der foregår i og omkring kommunens natur- og kulturinstitutioner, foreninger, virksomheder m.fl. i løbet af deres skoletid.
    • Resultat for indsatsen: I 2021 har alle Køge Kommunes folkeskoler etableret samarbejder med natur- og kulturinstitutioner, foreninger, virksomheder og evt. andre organisationer.
  • Indsats: Transport og mobilitet
    • Mål: Alle skoler har Åben Skole forløb både på og uden for skolens område.
    • Resultat af indsatsen: Alle geografisk udfordrede folkeskoler i Køge Kommune deltager i Åben Skole Kanon forløb uden for skolens område.
  • Indsats: Koordination og formidling
    • Mål: Koordinationen og formidlingen omkring Åben Skole styrkes i kvalitet og omfang.
    • Resultat af indsatsen: Alle Køge Kommunes folkeskoler udpeger en Åben Skole koordinator som har afsat tid til at hjælpe med at etablere Åben Skole-samarbejder og formidle Åben Skole tilbud til skolen. Der afsættes ressourcer til en central Åben Skole koordinator, som bl.a. har det overordnede ansvar vedr. udvikling og formidling af Åben Skole samarbejder.
  • Indsats: Møder på tværs
    • Mål: Tværgående møder mellem Åben Skole aktører skaber netværk, viden og kendskab
    • Resultat af indsatsen: Der afholdes to møder eller seminarer årligt for skoleledere, Åben Skole-koordinatorer, udbydere og forvaltning.
  • Indsats: Kompetenceudvikling
    • Mål: Åben Skole forløbene skal have højeste kvalitet. 
    • Resultat af indsatsen: Der iværksættes et kompetenceudviklingsforløb for musikskolen, ungdomsskolen, billedskolen og Køge Kommunes folkeskoler og evt. også for andre relevante udbydere og skoler.

Til konkretisering af strategien vil der, afhængig af den økonomiske ramme, blive udarbejdet en handleplan, der mere detaljeret beskriver, hvordan målene for indsatserne opnås.

Økonomi

Der er udarbejdet to forslag til mulige økonomirammer til implementering af strategien. Forslagene gælder skoleårene 2018/19-2021/21

Forslag 1: Udgifterne sig til 1.047.000 kr. årligt.

Forslag 2: Udgifterne beløber sig til 847.000 kr. årligt.

Der henvises til bilaget for en detaljeret beskrivelse af udgifterne.

Beslutning
Ad. 1. Godkendt, idet strategien indledningsvis suppleres med en følgeskrivelse med oplysninger om, hvilke tiltag der allerede er iværksat. Økonomioplysningerne tages ud af strategidokumentet. Herudover bemærket, at Åben Skole Kanon ikke skal ses som tvang, men som en mulighed for den enkelte skole.
Ad. 2. Drøftet. Henvises til budgetforhandlingerne.
Fraværende
Mads Andersen (C)
Bilag

Til toppen


80.   Kompetenceområder i SFO inden undervisningspligten indtræder


Indstilling
Børne- og Uddannelsesforvaltningen indstiller, at Skoleudvalget godkender, at SFO'erne i Køge Kommune, i perioden fra SFO-start til undervisningspligten indtræder, arbejder med de kompetenceområder, som er gældende for børnehaveklassen.
Baggrund og vurdering

Ved revision af Dagtilbudsloven og Folkeskoleloven i foråret 2018 blev det besluttet, at kommunalbestyrelsen skal vælge, om der, i den periode, hvor børnene er indskrevet i SFO, men endnu ikke er undervisningspligtige, skal arbejdes med temaerne i den pædagogiske læreplan for 0 - 6 års området, som anvendes på dagtilbudsområdet, eller om der skal arbejdes med de kompetenceområder, som er gældende for børnehaveklassen.

Beslutningen kan delegeres til den enkelte skolebestyrelse.

Børne- og Uddannelsesforvaltningen anbefaler, at det er børnehaveklassens mål, der skal arbejdes med på alle kommunens SFO'er.

Hvis ovenstående godkendes, kan der implementeres et uddannelsesforløb for de SFO-ansatte, som arbejder med børnene inden skolestart og de SFO ansatte, som har timer i børnehaveklassen. Denne uddannelsesindsats kan gennemføres i efteråret 2018. Da opgaven med førskolebørnene i SFO'en ofte skifter mellem personalet, idet personalet følger klassen ind i indskolingen, vil uddannelsesindsatsen om muligt gentages de kommende 3 år, således at kvaliteten i opgaveløsningen bibeholdes.

Samtidig med dette tiltag er der arrangeret uddannelse af børnehaveklasselederne fordelt over hele skoleåret med henblik på at implementere de nye mål for undervisningen i børnehaveklassen.

Økonomi
Der er ingen økonomiske konsekvenser ved beslutningen. Der er på SFO'ernes fælles uddannelseskonto afsat midler til uddannelsesindsatsen. 
Beslutning
Godkendt.
Fraværende
Mads Andersen (C)
Bilag

Til toppen


81.   Ansøgning om dispensation til frit skolevalg til 6. årgang på Sct. Nicolai Skole (Lukket punkt)


Fraværende
Mads Andersen (C)

Til toppen


82.   Ansøgning om dispensation til frit skolevalg til 8. årgang på Sct. Nicolai Skole. (Lukket punkt)


Fraværende
Mads Andersen (C)

Til toppen


83.   Ansøgning om dispensation til frit skolevalg til 8. årgang på Borup Skole (Lukket punkt)


Fraværende
Mads Andersen (C)

Til toppen


84.   3. økonomiske redegørelse - Skoleudvalget


Indstilling

Børne- og Uddannelsesforvaltningen indstiller, at Skoleudvalget overfor Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler

  1. at tage 3. økonomiske redegørelse til efterretning
  2. at finansiering af merudgifterne på 3,4 mio. kr. ved en eller flere af følgende muligheder
    1. at udvalget godkender en eller flere af tidligere afslåede forslag fra høringsrunden i maj 2018
    2. at forvaltningen arbejder videre med at finde kompenserende besparelser frem mod 4. økonomiske redegørelse
    3. at søge om tillægsbevilling fra Økonomiudvalg og Byråd.                 

    3. en tillægsbevilling på -1,0 mio. kr. som følge af ændret lønfremskrivning, som tilgår kassen.

Baggrund og vurdering

3. økonomiske redegørelse er et estimat på baggrund af aktivitetsniveauet pr. 31. maj 2018.

Ved 2. økonomiske redegørelse blev det bemærket, at der var en forventet ubalance på 6,0 mio. kr. Siden er der ved møder i maj og juni fundet besparelser på ialt 4,1 mio. kr.

Det forventede regnskab viser i den 3. økonomiske redegørelse, at den økonomiske ubalance er forværret med 1,5 mio. kr., således at den aktuelle forventning er merudgifter på 3,4 mio. kr. svarende til 1,8% af det ikke rammestyrede budget.

I henhold til almindelig praksis forventes det, at udvalget søger at finde kompenserende besparelser inden for udvalgets ramme, således at der ikke søges en tillægsbevilling fra Byrådet før egne muligheder er afsøgt. Forvaltningen genfremsender oversigt over spareforslag fra mødet den 11. juni 2018 til inspiration. Idet forslagene til kompenserende besparelser er mindre end den økonomiske udfordring har forvaltningen ikke præciseret sin anbefaling i indstillingen.

Udover det samlede ufinansierede merforbrug i redegørelsen på 3,4 mio. kr., er der en besparelse på 1,0 mio. kr. som følge af ændret lønfremskrivning.

Der henvises i øvrigt til uddybning af budgetopfølgningen på Skoleudvalgets område i vedlagte notat. I notatet fremgår også en opgørelse af de forventede overførsler på de rammestyrede områder.

Økonomi
De økonomiske udfordringer på ialt 3,4 mio. kr. forventes ikke at kunne håndteres inden for udvalgets område, uden at dette vil ændre på det politisk fastsatte serviceniveau, herunder fordelingen af budget mellem de rammestyrede og ikke rammestyrede områder. Derfor skal der enten tilføres midler fra kassebeholdningen eller arbejdes videre med ikke godkendte forslag fra Skoleudvalgets møde den 11. juni 2018.
Beslutning
Ad. 1. Taget til efterretning.
Ad. 2b. Forvaltningen arbejder videre med at finde kompenserende besparelser frem mod september-mødet.
Venstre (Helle Poulsen) ser helst, at udvalget var økonomisk ansvarlig og fandt besparelserne nu.
Ad. 3. Anbefales overfor Økonomiudvalget og Byrådet.
Fraværende
Mads Andersen (C)
Bilag

Til toppen


85.   Budgetlægning 2019-2022 (Lukket punkt)


Fraværende
Mads Andersen (C)

Til toppen


86.   § 17,4-udvalg for udviklingen af det specialiserede børne- og voksenområde


Indstilling

Børne- og Uddannelsesforvaltningen indstiller, at Skoleudvalget, Økonomiudvalget og Køge Byråd godkender 'Kommissoriet for § 17,4-udvalg for udviklingen af det specialiserede børne- og voksenområde'.

Baggrund og vurdering

I det politiske grundlag for konstitueringsparterne i Køge Byråd indgik nedsættelsen af et § 17, stk. 4-udvalg om det specialiserede børne- og voksenområde.

Administrationen har udarbejdet vedlagte forslag til Kommissorium for § 17, stk. 4 udvalg - det specialiserede børne- og voksenområde med fokus på sagsbehandlingen. I kommissoriet foreslås det, at udvalget skal komme med anbefalinger i forhold til styring af det specialiserede område, initiativer i forhold til ændring af udgiftudviklingen på området og håndtering af sagsbehandlingen.

Baggrunden for udvalget er, det er det serviceområde, som stiller de største udfordringer for Køge Kommune, når det drejer sig om stigende udgifter, større pres og ønsker fra borgere, store krav til kompetencer og ressourcer. Oven i den store økonomiske udfordring er der ligeledes en stor udfordring i forhold til borgernes opfattelse af serviceniveau og sagsbehandlingen.

Hensigten med § 17, stk. 4 udvalget er således at sætte politisk fokus på området med henblik på at sikre en fælles politisk forståelse for området og brede indsigten i området ud, samt opnå den bedst mulige sagsbehandling for borgerne.

Udvalget består af syv medlemmer, herunder to medlemmer fra Børneudvalget, to fra Social- og Arbejdsmarkedsudvalget, et fra Skoleudvalget, et fra Ældre- og Sundhedsudvalget og et fra Byrådet. Fra forvaltningen deltager direktørerne fra Børne- og Uddannelsesforvaltningen og Velfærdsforvaltningen. Endvidere tilknyttes en sekretær for udvalget.

Det foreslås videre, at der nedsættes en referencegruppe bestående af i alt 3 - 4 repræsentanter udpeget af handicaprådet. Endvidere indgår 3 - 4 medarbejderrepræsentanter fra området i referencegruppen.

Det følger af lovgivningen, at § 17, stk. 4-udvalg nedsættes af Byrådet og refererer til et politisk udvalg. Udvalget har dermed ikke selv nogen formel beslutningskompetence.

Udvalgets funktionsperiode dækker 2018 og 2019, og udvalget nedlægges således med udgangen af 2019. Første møde i udvalget planlægges til at finde sted i september 2018, mens der planlægges yderligere tre møder i udvalget samt et afsluttende opsamlingsmøde / temamøde i Byrådet.

Økonomiudvalget drøftede kommissoriet på mødet den 8. maj 2018 og sendte sagen i høring i Social- og Arbejdsmarkedsudvalget, Skoleudvalget, Børneudvalget og Ældre- og Sundhedsudvalget. Herefter fremsættes sagen til endelig godkendelse af kommissorium  samt udpegning af medlemmer og valg af formand.

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser for Køge Kommune i forbindelse med nedsættelse af § 17, stk. 4-udvalget.

Deltagelse i udvalget udløser ikke økonomisk vederlag.

Beslutning
Godkendt, idet udvalget indstiller, at udpegning af medlemmer og formand sker på et byrådsmøde.
Fraværende
Mads Andersen (C)
Bilag

Til toppen


87.   Delaftaler vedr. boligsociale indsatser mod parallelsamfund


Indstilling
Børne- og Uddannelsesforvaltningen indstiller, at Skoleudvalget tager orientering om regeringens delaftaler vedrørende indsatser mod parallelsamfund til efterretning.
Baggrund og vurdering

I forlængelse af regeringens udspil "Ét Danmark uden parallelsamfund - ingen ghettoer i 2030", har regeringen indgået 6 delaftaler.

Køge Kommune har aktuelt ingen boligområder på listen over ghetto- eller udsatte boligområder (se uddybning under delaftale 5), og er derfor pt. kun omfattet af delaftale 3. Børne- og Uddannelsesforvaltningen følger dog udviklingen tæt.

Delaftale 1: Bedre fordeling i daginstitutioner
Regeringen har indgået aftale med Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti om, at der skal være en bedre fordeling af børn i daginstitutionerne.

Der må højst må nyoptages 30 pct. børn fra udsatte boligområder i alle daginstitutioner, dog med mulighed for at hæve loftet til 35 pct. i de kommuner, der har en stor andel børn i de udsatte boligområder. Målet er, at der skal være bedre mulighed for at udvikle det enkelte barns danske sprog, trivsel og generelle læringsparathed.

Delaftale 2: Børn i udsatte boligområder skal i dagtilbud
Regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har indgået aftale om, at børn fra udsatte boligområder, som ikke er indskrevet i et dagtilbud som 1-årige, skal have et obligatorisk læringstilbud på 25 timer om ugen, der skal hjælpe deres danske sprog og generelle udvikling på rette vej, ligesom børnene gennem leg og aktiviteter bliver introduceret til de danske traditioner, højtider, normer og værdier.

Begge forældre er forpligtede til at deltage i samarbejdet omkring barnet i læringstilbuddet, ellers standses børneydelsen. Straffen skærpes for ledere i eksempelvis dagtilbud og skoler, der ikke overholder  underretningspligten. 

Ændringerne om obligatorisk læringstilbud forventes at træde i kraft 1. juli 2019.

Delaftale 3: Bekæmpelse af parallelsamfund på undervisningsområdet
Regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har indgået aftale om, at der fremover skal indføres sprogprøver i 0. klasse kombineret med intensiv støtte til at styrke elevernes sprog på grundskoler med en høj andel af børn fra udsatte boligområder.

Partierne vil styrke forældreansvaret ved at indføre krav til, at børn deltager i undervisningen i folkeskolen. Manglende deltagelse kan derfor medføre underretninger med henblik på at gribe tidligt ind over for fravær og efterfølgende bortfald af børnecheck.

Derudover indføres øgede sanktioner over for folkeskoler og ungdomsuddannelsesinstitutioner, der gennem længere tid har dårlige resultater.

Der bliver samlet afsat 76 mio. kr. om året til delaftalen.

Delaftale 4: Forbud mod at flytte i ghettoer for folk på kontanthjælp
Regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti har indgået aftale om, at et opgør med parallelsamfund kræver en radikal ændring af sammensætningen af beboerne i ghettoområderne. Derfor indføres et forbud mod, at folk på kontanthjælp, uddannelseshjælp og integrationsydelse må flytte til de hårdeste ghettoområder.

Forslaget træder i kraft den 1. juli 2019.

De hårdeste ghettoområder indbefatter områder, der har været på ghettolisten de seneste 4 år. Køge Kommune har ikke aktuelt et område på ghettolisten og er derfor ikke omfattet af initiativet. 

Delaftale 5: Initiativer på boligområdet der modvirker parallelsamfund
Regeringen har indgået aftale med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti. Med aftalen målrettes 10 mia. kr. til udsatte boligområder i 2019-2026. Midlerne prioriteres fra Landsbyggefonden og går til renovering, huslejenedsættelser, boligsociale indsatser, infrastruktur-forbedringer og nedrivninger.

Initiativerne inkluderer bl.a.
1) Nye ghettokriterier
2) Fysiske forandringer i boligområderne
3) Nye muligheder for fuld afvikling af de mest udsatte boligområder
4) Mere håndfast styring af, hvem der kan bo i de udsatte boligområder
5) Øvrige initiativer (fx. dansk som arbejdssprog i beboerdemokratier)

Baseret på den seneste opgørelse fra december 2017 og de redigerede ghettokriterier, er der aktuelt 30 ghettoområder og 55 udsatte boligområder.

Udsatte boligområder opfylder mindst to af ghettokriterierne 1 til 4 (omhandler uddannelsesniveau, tilknytning til arbejdsmarkedet, bruttoindkomst og grad af kriminalitet i boligområderne).
Ghettoområder opfylder mindst to af kriterierne 1 til 4 og opfylder derudover kriterie 5 (andel beboere fra ikke-vestlige lande).

Delaftale 6: Finansiering
Regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti har indgået aftale om finansiering af indsatser for at forebygge og nedbryde parallelsamfund og aftale om Landsbyggefondens ramme til fysiske forandringer af de udsatte boligområder mv. i perioden 2019-2026.

Der prioriteres i alt ca. 30 mio. kr. i 2018, 320 mio. kr. i 2019, 340 mio. kr. i 2020 og 230 mio. kr. fra 2021. Konkret prioriteres tiltag på bl.a. børne- og social-, undervisnings-, beskæftigelses-, og boligområdet, hvorom der forventes indgået delaftaler i den kommende tid.

Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser for Køge Kommune.
Beslutning
Taget til efterretning.
Fraværende
Mads Andersen (C)

Til toppen


88.   KRL-sygefraværsopgørelse 2017 - Skoleudvalget


Indstilling
Børne- og Uddannelsesforvaltningen indstiller til Skoleudvalget, at udvalget tager orientering om KRL-opgørelser over sygefraværet for de større overenskomstområder i Køge Kommune sammenlignet med landsgennemsnit m.m. til efterretning.
Baggrund og vurdering

Køge Kommune har siden 2010 haft et skærpet fokus på nedbringelse af sygefraværet, som generelt har vist en faldende tendens i perioden. Nyeste tal fra KRL (Kommunernes og Regionernes Løndatakontor) viser, at Køge Kommune i 2017 ligger på niveau med landsgennemsnittet og under sammenligningskommuner (fra Lønanalysen).

Med henblik på at følge udviklingen samt etablere et udgangspunkt for konkrete indsatser opgør Køge Kommune sygefraværet (incl. arbejdsskader, nedsat tjeneste og § 56) for alle månedslønnede medarbejdere efter hvert kvartal. Opgørelserne fra kommunens interne OPUS-system indeholder fraværet opgjort med 12 måneders historik (årsperioder) sammenlignet med tidligere perioder.

KRL har den 9. maj 2018 udgivet sygefraværsstatistik for 2017 for landets kommuner og regioner. KRL opgør sygefraværet for alle kommuner og regioner én gang om året. Opmærksomheden henledes på, at KRL og OPUS ikke opgør fraværet efter samme metode. Derfor er fraværsprocenter i de 2 typer opgørelser ikke direkte sammenlignelige.

I vedhæftede bilag ses, at sygefraværet i Køge Kommune i 2017, jf. KRL's opgørelse, svarer til landsgennemsnittet med 11,7 dagsværk (gennemsnitlige antal sygedage pr. år. pr. fuldtidsbeskæftiget medarbejder), dog med en marginal forskel på fraværsprocenten, hvor Køge Kommune ligger på 5,2 % og landsgennemsnittet på 5,1 %. Opgørelsen er fordelt på overenskomstområder (minimum 5 fuldtidsbeskæftigede). Køge Kommune ligger fortsat under gennemsnittet for de udvalgte kommuner (sammenligningskommuner fra Lønanalysen), der har et fravær på 5,5 % i 2017. Køge Kommune er i 2017 placeret som nr. 47 ud af de 98 kommuner.

I 2016 lå Køge Kommune en smule over landsgennemsnittet.

I bilaget er der for de enkelte overenskomstområder vist ”over” eller ”under” fraværsprocenterne for de udvalgte sammenligningskommuner med hhv. rød eller grøn farve. Desuden er vist fraværsdata for omegnskommuner samt hele landet.

For de store personalegrupper ses, at på børne- og ungeområdet ligger nogle af de store personalegrupper (lærere og pædagogmedhjælpere) under sammenligningskommunerne. Ligeledes på social- og sundhedsområdet ses, at både social- og sundhedspersonale og hjemmevejledere ligger under sammenligningskommunerne. 

I administrationen ses, at administration og it-personalet ligger under gennemsnittet for sammenligningskommunerne. På det tekniske område ligger både specialarbejdere og tekniske servicemedarbejdere ligeledes under niveauet for sammenligningskommunerne.

Økonomiudvalget besluttede på mødet den 12. juni 2018, at de fagudvalgsopdelte KRL-rapporter skulle sendes til behandling i fagudvalgene.

Økonomi
Der er ingen direkte økonomiske konsekvenser for Køge Kommune.
Beslutning
Taget til efterretning.
Fraværende
Mads Andersen (C)
Bilag

Til toppen


89.   Meddelelser og spørgsmål - åben


Beslutning
Anders Ladegaard Bork (O) ønsker sag på september-mødet om anvendelse af mobiler i skolerne.
Fraværende
Mads Andersen (C)

Til toppen


90.   Meddelelser og spørgsmål - lukket (Lukket punkt)


Fraværende
Mads Andersen (C)

Til toppen

Opdateret af Køge Kommune 27.06.19