Referat af møde i Skoleudvalget

Den 04.11.2020 kl. 18:30 i Byrådsstue Iver Huitfelt


Indholdsfortegnelse


Lukkede Punkter


Deltagere:

Anders Ladegaard Bork, (O)
Helle Poulsen, (V)
Jacqueline Sporon-Fiedler, (F)
Jeppe H. Lindberg, (I)
Mads Andersen, (C)
Pernille Sylvest, (A)
Selim Balikci, (A)


154.   Godkendelse af dagsorden


Beslutning
Godkendt.

Til toppen


155.   TEMA omhandlende PPR


Indstilling

Børne- og Uddannelsesforvaltningen indstiller, at Skoleudvalget drøfter PPR.

Chef for PPR Steen Larsen deltager under dette punkt.

Baggrund og vurdering
På Skoleudvalgets møde den 7. oktober 2020 orienterede formanden om sag på kommende møde omhandlende PPR.
Økonomi
Der er ingen økonomiske konsekvenser i forbindelse med punktet.
Beslutning
Drøftet.

Til toppen


156.   3. økonomiske redegørelse 2020 - Skoleudvalget


Indstilling

Børne- og Uddannelsesforvaltningen indstiller, at Skoleudvalget indstiller til Økonomiudvalg og Byråd:

  1. at godkende 3. økonomiske redegørelse 2020, idet det konstateres, at budgettet overholdes,
  2. indstiller til Økonomiudvalg og Byråd:

    A) at der bevilges en tillægsbevilling på -3,0 mio. kr. fra Skoleudvalget til kassen, som reserveres til at finansiere omkostninger vedrørende COVID-19

B) at der bevilges en budgetneutral budgetomplacering på -0,67 mio. kr. fra Skoleudvalget til Økonomiudvalget til midtvejsregulering af pris- og lønskøn (PL)

C) at der bevilges en budgetneutral budgetomplacering på netto 0,07 mio. kr. til Skoleudvalget fra Økonomiudvalget til Lov- og Cirkulære program

D) at der bevilges en budgetneutral bevilling på +/- 3,137 mio. kr. til projektet: Generelt løft af folkeskolen

E) at der bevilges en budgetneutral bevilling på +/- 0,210 mio.kr. til projektet: Erasmus: Top Secret

F) at der bevilges en budgetneutral bevilling på +/- 0,15 mio. kr. til projektet: Læselyst i folkeskolen

G) at der bevilges en budgetneutral bevilling på +/- 0,11 kr. til projektet: Teknologiforståelse i folkeskolen.

Baggrund og vurdering

På Skoleudvalgets område forventes et mindreforbrug på 12,17 mio. kr. jf. bilag, men såfremt nedenstående forudsætninger godkendes, vil Skoleudvalgets økonomi være i balance.

Dette er under forudsætning af:

  • tillægsbevilling til kassen på 3,0 mio. kr.
  • flytning af budgetmidler imellem udvalg på 0,6 mio. kr.
  • forventede overførsler til 2021 af mindreforbrug på 8,57 mio. kr.  
  • at SSP til overførselssagen imellem budget 2020 og 2021 vil søge om overførsel på over 3 pct.

COVID-19

Under Skoleudvalget forventes omkostninger på i alt 2,95 mio. kr. som følge af ekstra udgifter samt manglende indtægter knyttet til COVID 19.

I Økonomiaftalen for 2021 fik Køge Kommune kompensation for COVID-19 omkostninger på 14,2 mio. kr. dækkende perioden frem til 10. maj 2020, hvilket stort set svarede til Køge Kommunes COVID-19 omkostninger på det tidspunkt. Der er desuden lovet endnu en forhandling sidst på året, for den del af omkostningerne som ligger udover den 10. maj 2020.

På Skoleudvalget vedrører COVID-19 omkostningerne primært merforbrug ift. ekstra lønudgifter til lærere og pædagoger på skoler og SFO'er. Det er forudsat i estimaterne på de enkelte skoler og SFO'er, at COVID-19 omkostningerne på 2,95 mio. kr. finansieres via tillægsbevillinger eller lignende senere på året. 

Som det fremgår af Skoleudvalgets møde den 7. oktober 2020, sag nr. 141 og 142, har Skoleudvalget mulighed for eventuelt at disponere yderligere 3 mio. kr. (0,4 + 2,6 mio. kr.) indenfor udvalgets ramme. Skoleudvalget afventer pt. et overblik over kommunens samlede økonomiske situation. Hvis disse midler ikke disponeres som forudsat, vil mindreforbruget være 3. mio. kr. større, end der er redegjort for.

COVID-19 omkostningerne indgår ikke i nærværende opfølgning, men behandles i en særskilt sag.

Serviceudgifter

På det ikke-rammestyrede område forventes et mindreforbrug på 3,6 mio. kr., men under forudsætning af, at der træffes beslutning om de indstillede punkter, vil området være i balance.  

Mindreforbruget på de 3,6 mio. kr. er primært relateret til en teknisk fejl i forbindelse med rammefremskrivningen til budget 2020. Den tekniske fejl er korrigeret i budget 2021 og frem. Mindreforbruget skyldes også, at merforbruget på specialskoleområdet nu er estimeret en smule ned ift. 2. økonomiske redegørelse. 

det rammestyrede- og takstområdet forventes et mindreforbrug på 8,57 mio. kr., men under forudsætning af, at der træffes beslutning om de indstillede punkter, vil området være i balance.

Den forventede overførsel på Skoleudvalget fra 2020 til 2021 er forholdsvis høj. Det skyldes bl.a.:

  • at der er overskud på projektmidler til kompetenceudvikling på 2,25 mio. kr. pga. COVID-19
  • at de fleste af skolerne har aflyst lejrskoler (skubber midlerne foran sig pga. COVID-19)
  • at Sct. Nicolai Skole og Holmehus Specialskole har, af forskellige årsager, udskudt planlagte investeringer ift. lokaler.
Økonomi
Se vedlagte notat.
Beslutning
Ad. 1. Godkendt.
Ad. 2A - 2G. Anbefales overfor Økonomiudvalget og Byrådet.
Bilag

Til toppen


157.   Orientering om budget 2021-24 - Skoleudvalget


Indstilling

Børne- og Uddannelsesforvaltningen indstiller til Skoleudvalget, at udvalget tager orientering om budget 2021-2024, herunder konsekvenserne på udvalgets område, til efterretning.

Baggrund og vurdering

Køge Byråd vedtog den 6. oktober 2020 budgettet for 2021-24. Forud havde et flertal i byrådet indgået forlig om budget 2021-24.

Et af de væsentligste fokusområder for byrådet har været at opruste anlægsbudgettet, så der fortsat er penge til at bygge nye institutioner i takt med at indbyggertallet stiger. Med årets budgetaftale er anlægsbudgettet nu mere end dobbelt så højt som i begyndelsen af byrådsperioden, hvilket flugter fint med den udvikling, Køge Kommune oplever.

På mødet orienteres særskilt om konsekvenserne på driften af budget 2021-24 på Skoleudvalgets område.

På mødet orienteres særskilt om konsekvenserne af anlægsplanen på Skoleudvalgets område.

Skattesatser og afgifter er uændrede i forhold til sidste år og udgør i 2021:
Personskat: 24,9 procent. 
Kirkeskat: 0,87 procent. 
Grundskyld - almindelige ejendomme: 21,038 promille. 
Grundskyld – produktionsjord: 6,238 promille. 
Dækningsafgift – erhvervsejendomme: 0 promille. 
Dækningsafgift - offentlige ejendomme, forskelsværdi: 8,75 promille. 
Dækningsafgift - offentlige ejendomme, grundværdi: 10,519 promille.

Et led i budgetforhandlingerne har været at skaffe politisk råderum gennem effektiviseringer på tværs af forvaltningerne. Her er fundet 5 mio. kr. gennem bedre udbud på indkøb, IT med videre. Effektiviseringerne på 5 mio. kr. årligt skal hentes hvert år fremadrettet for at skabe rum til politiske og administrative korrektioner på henholdsvis 5 og 6 mio. kr. om året.

Med det vedtagne budget for 2021-24 sikres det, at kommunens økonomiske politik fortsat er overholdt. Det betyder, at der er en god balance i kommunens økonomi de kommende år og budget 2021-24 indeholder da også en styrkelse af likviditeten, som er på den rigtige side af 150 mio. kr. Byrådet besluttede samtidigt valg af statsgaranti for 2021.

Fagudvalgene er efter vedtagelsen af budget 2021-24 ansvarlige for at implementere budget 2021-24.

Økonomi
Se vedlagte notat.
Beslutning
Taget til efterretning.
Bilag

Til toppen


158.   Kapacitet på Søndre Skole og Sct. Nicolai Skole


Indstilling

Børne- og Uddannelsesforvaltningen indstiller, at Skoleudvalget:

  1. tager orientering om kapacitetsudfordring på Søndre Skole og Sct. Nicolai Skole til efterretning,
  2. drøfter de forskellige tilgange til afhjælpning af udfordringerne med henblik på at give input til det videre arbejde.
Baggrund og vurdering
Skolekapaciteten i den centrale og sydlige del af Køge by vil i kraft af fortsat udbygning komme under pres inden for de nærmeste år. Det drejer sig især om Søndre Skole, hvor elevtallet fra 2026/27 forventes at overstige, hvad der kan rummes inden for skolens nuværende rammer. Det er særligt den igangværende udbygning af Køge Kyst og en kommende udbygning i området Hastrup Øst, der udløser et stigende kapacitetsbehov.

Der er meget begrænsede muligheder for at udvide Søndre Skole. Hvis udfordringen ikke kan løses via udvidelse, vil det være nødvendigt enten at tilføre ny kapacitet et andet sted i distriktet eller at justere distriktsgrænserne mod de nærliggende skoler, så en del af eleverne i stedet kommer til at høre til disse.

Der er stadig nogle år til, skolen forventes at vokse ud af sine rammer. Så i første omgang vil det dreje sig om at få afdækket alle muligheder for at udvide skolen på den nuværende placering. Mulige distriktsjusteringer vil også blive afdækket hurtigt, så disse så vidt muligt kan implementeres over en årrække, hvor kun tilflyttere og elever til kommende børnehaveklasser berøres af ændringerne.

En distriktsjustering vil mest oplagt være mod hhv. Hastrupskolen og Sct. Nicolai Skole. Og ift. Sct. Nicolai Skole har dette også tidligere været på tale i forbindelse med udbygningen af Køge Kyst. Der vil i en årrække kun være små årgange i Sct. Nicolai Skoles distrikt, og der er mulighed for en sikker skolevej for eleverne. I en mere langtidssikret model bør der ses på justering af distriktsgrænserne mellem flere af skolerne i Køge by, så skolernes samlede kapacitet udnyttes bedst muligt.

Endelig bør mulighederne for at tilføre mere kapacitet et andet sted i området også vurderes. Dette kan særligt vise sig aktuelt, såfremt en udbygning i Hastrup Øst området realiseres inden for de kommende år. Modsat Køge Kyst kan konsekvensen af denne udbygning endnu ikke ses i befolkningsprognosen. Forvaltningen kan derfor på nuværende tidspunkt ikke vurdere, om det samlede elevtal vil vokse så meget, at det ikke kan rummes inden for den nuværende kapacitet på områdets skoler - uanset hvordan distrikterne justeres.

Mulig kapacitetsudfordring på Sct. Nicolai Skole
Arbejdstilsynet har givet påbud om, at fortsat anvendelse af klasselokalerne i den gamle gule bygning - også kendt som Tøxens Skole - forudsætter, at der etableres mekanisk ventilation. Bygningen er fredet, så gænge løsninger ift. mekanisk ventilation kan ikke umiddelbart anvendes. Men forvaltningen er i dialog med Slots- og Kulturstyrelsen, der har stillet sig positiv, såfremt der kan findes tekniske løsninger, der hvad angår bygningens arkitektur er nænsomme og fremstår tidstypiske.

Skulle det mod forventning vise sig, at der ikke kan findes løsninger, der efterkommer såvel AT-påbuddet som fredningsmyndighedens krav, skal der findes alternativer til de lokaler, der er omfattet af påbuddet. Det kunne i første række ske ved at skabe flere klasselokaler ved ombygning inden for skolens eksisterende rammer. Men hvis skolens kapacitet i sidste ende ikke kan opretholdes, vil der skulle arbejdes med andre løsninger i form af distriktsjusteringer og/eller strukturelle ændringer.

Den videre proces
Ift. Sct. Nicolai Skole er forventningen, at sagen kan løses i dialog med Slots- og Kulturstyrelsen. Forvaltningen vil dog med det samme kigge på mulige midlertidige løsninger, såfremt etablering af ventilation eller eventuelle ombygninger mv. ikke kan være på plads til august 2021. Yderligere tiltag ift. enten at udvide skolens kapacitet eller reducere elevtallet kommer kun på tale, såfremt der ikke kan findes løsninger, der opfylder AT-påbud og fredningskrav.

Ift. Søndre Skole vil forvaltningen i første omgang søge at få de kommende udbygningsplaner i særligt Hastrup Øst området vurderet ift. deres konsekvens for elevtallet. Og der vil blive kigget på forskellige muligheder for distriktsjusteringer.
Økonomi
Der er ingen økonomiske konsekvenser.
Beslutning
Ad. 1. Taget til efterretning.
Ad. 2. Drøftet.

Til toppen


159.   Holmehus/Holmebækskolen - fremtidige fysiske rammer


Indstilling
Børne- og Uddannelsesforvaltningen indstiller, at Skoleudvalget tager orienteringen til efterretning.
Baggrund og vurdering
Skoleudvalget gav på mødet den 7. oktober 2020 sin tilslutning til, at forvaltningen kunne disponere resurser til arkitektbistand til processen omkring de fremtidige fysiske rammer på Holmehus og Holmebækskolen. I samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen er der nu indgået aftale med KANT arkitekter, der i sin tid også stod for udarbejdelse af en 'masterplan' for alle kommunens skoler.

Der er afholdt indledende møde med arkitekten og forvaltningen den 28. oktober 2020. På mødet blev drøftet proces og forventede leverancer mv. En overordnet tidsplan er også under udarbejdelse.

Processen med skolernes bestyrelser og ledelser går nu i gang. Første projektmøde med ledelserne forventes at ligge i uge 46, og der forventes efterfølgende 2 møder med inddragelse af repræsentanter for skolebestyrelserne, hvor det første ventes placeret i uge 47. En anden runde søges placeret lige før jul. I den mellemliggende tid vil arkitekten arbejde på skitseforslag/scenarier baseret på skolernes input på det første møde.

Processen er i første omgang tilrettelagt som fælles for de to skoler. Men det kan undervejs vise sig relevant at supplere med delprocesser, der kun vedrører de enkelte skoler, og kun inddrager repræsentanter fra disse.

Den overordnede målsætning for processen er at give konkrete bud på, hvad der skal til, for at de to skoler inden for den samlede bygningsmasse kan få rammer, der såvel for den enkelte skole som for skolerne i fællesskab er velegnede og understøtter aktiviteterne bedst muligt. Det gælder såvel indenfor som udenfor og på tværs af skole- og SFO aktiviteter.

Processen forsøges fra start lagt an så åbent som muligt. Det betyder, at omdisponeringer af skolernes bygninger - herunder SFO-bygningerne - og udearealer som udgangspunkt kan tænkes helt uden begrænsninger ift. den aktuelle anvendelse. Der vil blive udarbejdet flere forskellige skitser til løsninger. Herunder vil der også blive givet bud på, hvad der i givet fald skal til, hvis Holmebækskolen på et tidspunkt i fremtiden igen får behov for at være tosporet. Der vil også kunne skitseres en løsning, der udelukkende ved at tilføre ekstra kvadratmetre til Holmehus imødekommer behovet ift. udvidelse af elevtallet. Det vil i sidste ende være en politisk beslutning, om dele af løsningerne er for dyre at føre ud i livet.

Skoleudvalget vil blive orienteret om udviklingen undervejs i processen. Afhængig af den endelige tidsplan vil der til udvalgets møde i januar eller februar 2021 blive lagt en sag op med henblik på at træffe beslutning, om der skal arbejdes videre efter den oprindelige plan med fortsat udvidelse af elevtallet på Holmehus op til 50 fra og med august 2021. Der vil på det tidspunkt kunne tages stilling til, om det foreløbige resultat af processen alternativt skulle tale for, at videre udvidelse af elevtallet afventer yderligere afklaring og/eller gennemførelse af større ændringer af de fysiske rammer.

Senere i løbet af foråret 2021 vil der på baggrund af mere endelige skitseforslag kunne træffes beslutning om implementering af hele eller dele af de foreslåede løsninger. Afhængig af økonomien vil disse skulle indarbejdes i kommende anlægsbudgetter, og sagen forventes i øvrigt at skulle behandles parallelt i Teknik- og Ejendomsudvalget.
Økonomi
I første række disponeres ikke med yderligere finansiering end den 1 mio. kr., der oprindelig blev afsat til projektet samt de 200.000 kr., der efterfølgende er afsat til arkitektbistand. Men processen kan resultere i forslag om ændring af de fysiske rammer, der forudsætter yderligere finansiering - herunder evt. i form af indarbejdelse i kommende anlægsbudgetter.
Beslutning
Taget til efterretning.

Et flertal i udvalget (C, O, F, I og A) ser frem til, at der bliver arbejdet med flere modeller, men understreger, at der ikke er afsat en ekstra økonomisk ramme.

Til toppen


160.   Orientering om profesionel kapital på skoleområdet


Indstilling
Børne- og Uddannelsesforvaltningen indstiller, at Skoleudvalget tager orienteringen til efterretning.
Baggrund og vurdering

Styrkelse af medarbejdernes trivsel og nedbringelse personalefraværet var udgangspunktet, da folkeskolerne i Køge i 2017 gennemførte et "professionel kapital"-forløb. Det bestod af en møderække, medarbejderundersøgelse og et seminar for leder, tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant (også kaldet TRIOen).

Opbygning af gode læringsmiljøer er kernen i professionel kapital. Det er en sammenhængende teori, der er udviklet af skoleforskerne Fullan og Hargreaves. Professionel kapital består af 3 elementer: social kapital, human kapital, og beslutningskapital. Social kapital består af tillid, samarbejdsevne og retfærdighed set i forhold til kerneopgaven. Human kapital afdækker personlig viden, færdigheder og kompetencer. Beslutningskapital dækker evnen til at træffe fagligt begrundede professionelle valg i komplicerede situationer.

TRIOerne på både skoledelen og SFOen har deltaget. Etableringen af dette arbejde har været et tæt samarbejde mellem Børne- og Uddannelsesforvaltningen, Lærerkreds 44, BUPL og Skolelederforeningen. Arbejdet med professionel kapital skaber og faciliterer en kultur/praksis, hvor ledelse og alle medarbejdere med jævne mellemrum har strukturerede, faglige refleksioner om, hvordan kerneopgaven styrkes.

 Første forløb blev beskrevet på Skoleudvalgets møde den 3. januar 2018.

Skolerne har efter forløbet i 2017/18 mødtes til flere temadage og et webinar, hvor der er udvekslet erfaringer om samarbejdet og kulturen ift. de fokuspunkter, man som følge af egen undersøgelse valgte at arbejde videre med.

I efteråret 2019 genoptog initiativgruppen af faglige repræsentanter og forvaltningen dialogen om skolernes arbejde med professionel kapital. Hoved-Medudvalget (HMU) søgte om midler til endnu en undersøgelse og et temamøde mere. Midlerne blev bevilget og forvaltningen genoptog det fælles fokus med et planlægge en møderække og en undersøgelse. Første møde blev afholdt i december 2019. I januar 2020 blev gennemført en nye runde med en måling af alle skolers professionelle kapital for lærere og pædagoger og en yderligere forankring af skolernes arbejde med kerneopgaven. 

Coronasituationen gjorde, at temadagen måtte udsættes, men der blev gennemført 3 webinarer for,at skolerne ikke skulle vente mange måneder med at komme i dialog om deres resultater og arbejde med at definere kommende tiltag og indsatser. Der blev derfor afholdt en temadag den 26. august 2020 på Comwell, Køge. Arrangementet blev afviklet fuldt forsvarligt med et fælles fokus på at minimere risiko for Corina-smitte. 

Køge Kommune er den første af de tre pionerkommuner, der tager hul på anden runde af professionel kapital.  

På temadagen blev gjort status og arbejdet med professionel kapital på de deltagende arbejdspladser  blev perspektiveret. Arbejdsmarkedsforsker Tage Søndergård Kristensen gennemgik – i anonymiseret form – skolernes score i undersøgelsen og kommunens samlede udvikling. Stigning i den professionelle kapital kan ses i begge grupper og Køge ligger nu som den kommune med højest gennemsnit for skolerne. Det kunne man også kalde en Danmarksmesterskab. Alle skoler/SFOer har udviklet sig positivt og er nu et meget stort, samlet midterfelt.

3 skoler ligger lidt højere end midterfeltet og én skole ligger suverænt i toppen. 3 skoler skal have særligt fokus på et løft. Disse 3 skoler har haft dialog med Skoleafdelingen, og afdelingen vil fortsat have de 3 skoler i fokus. Alle skal have fortsat fokus på professionel kapital og skal arbejde på at fastholde og forbedre de forskellige positioner. På temadagen gennemførte alle TRIOer et dialogspil, som var udviklet af DLF-konsulenterne. Alle fik et spil med hjem, og mange udtrykte stor interesse for at bruge spillet i hverdagen.

Positive tilbagemeldinger på TRIO-forløbet kom såvel på den første workshop som på seminaret. Det høje fagligt input, tid til at tale sig ind på hinanden og dermed en mere grundlæggende fælles grund at stå på, har været de centrale elementer.

I de gennemførte forhandlinger og indgåelse af lokalaftale oplevede alle parter en styrket samarbejdsposition, som også er et af resultaterne af arbejdet med professionel kapital, der er opnået. 

Lærerkommissionens rapport, der udkom 16. december 2019, der slår fast, at et tillidsfuldt og forpligtende samarbejde på alle niveauer har afgørende positiv betydning for, hvordan læreren oplever sin daglige arbejdssituation. I forlængelse af dette anbefaler kommissionen parterne, at et styrket samarbejde kommer i fokus.

Arbejdet med professionel kapital har således styrket samarbejdet og fokus på kerneydelsen på den enkelte skole/SFO og i skolevæsenet som helhed.

Økonomi
Hoved-Medudvalget har bidraget med 200.000 kr. til at gennemføre 2. del af projektet. 
Beslutning
Taget til efterretning.

Til toppen


161.   Meddelelser og spørgsmål - åben


Beslutning

Direktøren orienterede om:

  • enighed med faglige organisationer om, at central læreraftale indarbejdes i lokalaftale
  • temadagen 'Er du på vej? den 7. november 2020.

Til toppen


162.   Meddelelser og spørgsmål - lukket (Lukket punkt)



Til toppen


163.   Underskriftsblad - SKU (Lukket punkt)



Til toppen

Opdateret af Køge Kommune 05.11.20