På baggrund af Skoleudvalgets drøftelse på mødet den 2. oktober 2019 har forvaltningen udarbejdet endeligt udkast til ny forenklet tildelingsmodel. Den nye model tildeler budgettet i færre enkeltposter og baseret på færre parametre, mellemregninger mv. end den nuværende model.
Modellen tildeler budgettet for skoledelen i tre hovedposter:
- Grundtildeling
- Klassetildeling
- Elevtildeling
Hertil kan det nuværende budget til ledelse samt budgettet til inklusion tildeles særskilt.
For SFOerne foreslås budgettildelingen at bestå af posterne:
- Grundtildeling
- Elevtildeling
Hertil kan det nuværende budget til ledelse samt budgettet til inklusion tildeles særskilt. Budget til juniorklub og aftenklub foreslås fastholdt særskilt, da aktiviteten bygger på konkrete aftaler om åbningstid og -dage og ikke har relation til SFO-aktiviteternes omfang i øvrigt.
Modellen er præsenteret nærmere i det vedlagte bilag (scenarie 1).
Det bemærkes, at alle tildelinger til specialklasser og -elever samt modtagelsesklasser er holdt ude af beregningen, da disse tildeles de relevante skoler særskilt. Specialskolen Ellebækskolen samt Kommunens 10. klassetilbud, 10KCK fremgår heller ikke, idet der udarbejdes en særlig version af tildelingsmodellen til disse tilbud (se nedenfor).
Modellen er beregnet med udgangspunkt i det nuværende budget for 2020. Med henblik på at sikre, at der ikke på et senere tidspunkt - med et andet elev- og klassetal på skolerne - viser sig utilsigtede konsekvenser, har forvaltningen lavet en fremskrivning af såvel den nuværende budgettildeling som den nye model til budgetåret 2026. De ændrede elev- og klassetal på skolerne bevirker, at det er andre skoler, der står til hhv. tabe eller vinde mest ift. beregningen for 2020. Men afvigelserne er fortsat små og rykker ikke nævneværdigt ved de enkelte skolers samlede økonomi.
Supplerende scenarier
Den rent forenklede model er udformet med henblik på at opnå en samlet budgetfordeling, der svarer til den nuværende fordeling mellem skolerne. Men i tillæg til den forenklede model er der udarbejdet tre supplerende scenarier, der tager udgangspunkt i drøftelser i projektets arbejdsgruppe om fremtidige tildelingsprincipper.
- scenarie 2, der bygger på det princip, at tildelingen så vidt muligt stemmer overens med de udgifter, skolerne alt andet lige vil have til gennemførelse af de lovbundne og kommunalt fastsatte aktiviteter.
- scenarie 3, der bygger på et supplerende princip om styrket lokalt råderum og lægger budget til ledelse ud i rammebudgettet indarbejdet i hhv. grundtildelingen og elvtildelingen (og derudover svarer til scenarie 2).
- scenarie 4, hvor beregning af tildelingen til inklusion forenkles (og derudover svarer til scenarie 3).
De tre scenarier er præsenteret nærmere i de vedlagte bilag. Der vedlægges desuden et bilag, hvor såvel den isolerede effekt af hvert scenarie som den akkumulerede økonomiske effekt fremgår.
Styringsmæssige konsekvenser af en forenklet budgettildeling
En forenklet budgettildeling vil indebære, at forventningen til specifikke aktiviteter på skolerne ikke kan aflæses ud af de enkelte budgetposter. Skoleafdelingen har derfor udarbejdet et notat af 30. oktober 2019: Forvaltningens forventninger til serviceniveau og samarbejde, hvor de mere præcise forventninger til aktiviteter, skolerne forventes at opretholde fremgår. Det drejer fx sig om opretholdelse af vejlederfunktioner, prioritering af fælles kompetenceudviklingsindsatser mv. Notatet er vedlagt som bilag.
Politiske beslutninger om besparelser eller budgetudvidelser kan i dag typisk aflæses direkte af enkeltposter i budgettet. Med en forenklet budgettildeling vil den økonomiske konsekvens af beslutningerne som udgangspunkt blive indarbejdet i elevtildelingen som en justering af taksten pr. elev. Dette ændrer ikke ved, at det også fremover vil være muligt for Skoleudvalg og Byråd at pålægge skolerne at udføre specifikke besluttede tiltag inden for det tildelte budget. Beslutninger om varige aktiviteter som fx lejrskoler og skolesvømning optages i bilaget til styrelsesvedtægten for skolevæsenet.
Det gælder generelt ved den forenklede budgettildeling, at man ikke i budgettet vil kunne finde dokumentation som fx det forudsatte undervisningstimetal for lærerne eller budget afsat specifikt til PLC mv. Deraf følger også, at såvel spare- som udvidelsesforslag vil være baseret på overslagsberegninger og ikke tage udgangspunkt i et aktuelt tildelt budgetbeløb.
De enkelte skoler fordeler typisk deres budget på en lang række underposter, der dels er udtryk for lokale prioriteringer – dels tjener til at styre udgifter ift. forventet forbrug. Det vil skolerne fortsat kunne gøre, selvom selve tilblivelsen af budgetrammen forenkles.
Særlig problematik omkring den nuværende to-sprogstildeling
To-sprogstildelingen er fastholdt uændret. Men forvaltningen har i forbindelse med arbejdet med den nye tildelingsmodel vurderet, at den aktuelle tildeling bør revurderes. De underliggende tildelingskriterier modsvarer ikke nødvendigvis den reelle opgave på skolerne - og selve organiseringen af to-sprogsstøtten skal måske være anderledes. Forvaltningen vil på et senere tidspunkt vende tilbage med et forslag til ændret tildeling.
Budgettildeling til specialklasser og -elever, modtagelsesklasser, specialskole samt 10KCK
Tildelingen til specialklasser og modtagelsesklasser er ikke indlagt i modellen. Her vil forvaltningen i stedet beregne en særskilt klasse- og elevpris, der danne grundlag for en særlig tildeling til de skoler, der lægger hus til klasserne. Tildelingen til enkeltintegrerede elever vil ligeledes blive omregnet fra den nuværende timetildeling til et kronebeløb.
Specialskolen Ellebækskolen samt 10. klassecenteret kan ikke fuldt ud sammenlignes med folkeskolerne. For disse tilbud vil der blive udarbejdet en særskilt tildelingsmodel, der så vidt muligt afspejler de principper, der kommer til at gælde for folkeskolerne.
Proces og tidsplan
På baggrund af Skoleudvalgets beslutning vil udkastet til ny tildelingsmodel samt de relevante supplerende scenarier blive sendt i høring blandt skolebestyrelserne, LMUer, FMU og de berørte faglige organisationer. Forvaltningen vil udarbejde en supplerende præsentation af den nye model til brug for drøftelserne på skolerne.
Herefter ser tidsplanen ud som følger:
- 11. november - 13. december 2019, høring.
- Skoleudvalgets møde den 8. januar 2020, drøftelse af skolebestyrelsernes høringssvar.
- Skoleudvalgets møde den 5. februar 2020, beslutning om ny model for budgettildeling.
- Ny model vil gælde fra og med budget 2021.
En ny model for demografifremskrivningen af Skoleudvalgets budgetramme besluttes som del af budgetvejledningen for budget 2021. Forvaltningen vil fremlægge udkast til model for Skoleudvalget på mødet i februar 2020 forud for udarbejdelse af det endelige forslag til budgetvejledning.