Referat af møde i Ældre- og Sundhedsudvalget

Den 06.04.2021 kl. 16:00 i Byrådsstue Niels Juel


Indholdsfortegnelse


Lukkede Punkter


Deltagere:

Anders Dahl, (A)
Bent Sten Andersen, (O)
Kirsten Larsen, (C)
Lene Møller Nielsen, (A)
Paul Christensen, (V)
Thomas Kielgast, (F)

Afbud:

Ali Ünsal, (V)

46.   Godkendelse af dagsorden


Beslutning
Godkendt.
Fraværende
Ali Ünsal (V)

Til toppen


47.   Nyt fra formanden og forvaltningen


Beslutning
Intet.
Fraværende
Ali Ünsal (V)

Til toppen


48.   Det Nære Sundhedsvæsen - oplæg og drøftelse


Indstilling

Velfærdsforvaltningen indstiller, at Ældre- og Sundhedsudvalget tager orientering og oplæg om Det Nære Sundhedsvæsen til efterretning.

Beslutning fra møde i Ældre- og Sundhedsudvalgets møde den 2. marts 2021

Udsat.

Baggrund og vurdering

Ældre- og Sundhedsudvalget besluttede på sit møde den 2. februar 2021, at forvaltningen skulle udarbejde en sag om sygeplejen m.v. I denne sag orienteres om sygeplejen i forhold til det nære sundhedsvæsen. Forvaltningen vil på udvalgsmødet komme med en nærmere orientering om sagen.

Den 1. januar 2007 trådte kommunalreformen i kraft. Det medførte en række ændringer for den organisatoriske struktur og opgavefordelingen i den offentlige sektor i Danmark.
På sundhedsområdet fik kommunerne ansvar for forebyggelse, pleje og genoptræning, der ikke foregår under indlæggelse. Derudover fik kommunerne ansvar for hjemmesygepleje samt specialtandpleje.

I  2013 vedtog folketinget en justering af reformen på baggrund af regeringens sundhedspolitiske udspil "Mere borger, mindre patient - Et stærkt fælles sundhedsvæsen", som havde fokus på et styrket nært sundhedsvæsen på tværs af de kommunale sundhedstilbud, sygehusene og almen praksis. Derudover lagdes der op til, at kommuner og regioner indgik fælles, forpligtende sundhedsaftaler med konkrete målsætninger på sundhedsområdet.

Sundhedsaftalerne sætter retningen for udviklingen af det nære sundhedsvæsen med konkrete mål, som følges op på løbende i samarbejdsfora med deltagelse af kommunerne, regionerne og repræsentanter fra almen praksis.  

I 2019 indgik Køge Kommune sammen med de øvrige 16 kommuner i regionen Sundhedsaftalen 2019-2023 med Region Sjælland. Her blev det besluttet at arbejde med fire fokusområder:

  • Fælles om borgerens livsudfordringer
  • Tryghed og mestring i eget hjem
  • Effektiv forebyggelse - sunde borgere
  • Mental sundhed og psykisk trivsel

I de kommende år vil antallet af plejekrævende ældre og borgere med kroniske lidelser stige. Der bliver flere og flere multisyge, og mange borgeres livsudfordringer vil deraf blive mere komplekse.
Derudover ses en tendens til, at patienter bliver udskrevet tidligere fra sygehusene, og mange bliver genindlagt på sygehuset inden for de første 30 dage efter udskrivelse. De seneste tilgængelige tal på akutte genindlæggelser viste, at antallet var stigende i Køge Kommune i perioden 2014-2018 og at Køge Kommune ligger over landsgennemsnittet.

I takt med udviklingen af det nære sundhedsvæsen er flere og flere opgaver flyttet ud til kommunerne, som løser disse tæt på borgerne. Disse opgaver varetages i kommunerne af sygeplejersker, både i forhold til almindelig sygepleje og akutfunktioner, af diætister, fysio- og ergoterapeuter, SOSU-assistenter og -hjælpere i hjemmeplejen, farmakonomer m.fl.

Køge Kommunes svar på den stigende kompleksitet i sygdomsbilledet og funktionsniveaet hos borgerne, opgaveglidningen fra region til kommuner samt det intensiverede Nære Sundhedsvæsen, tager i høj grad udgangspunkt i effektiv forebyggelse, tidlig opsporing, rehabilitering og stor inddragelse af borgeren i målene for den tværfaglige rehabiliteringsindsats, samt flow igennem systemet således at borgeren får den rigtige indsats på det rigtige tidspunkt inden for de givne faglige og økonomiske rammer.

Udviklingen i retning af øget kompleksitet i det samlede udfordringsbillede stiller krav til organiseringen af de kommunale sundhedstilbud, herunder sammensætningen med forskellige fagligheder og kompetencer. I fremtidens nære sundhedsvæsen er der behov for en bred vifte af forskellige fagligheder, som afspejler kompleksiteten i opgaverne, og som kan samarbejde på tværs om at levere de rette sundhedstilbud med udgangspunkt i borgerens livssituation, så borgeren kan have flere gode leveår.

Økonomi
Der er ingen økonomiske konsekvenser for Køge Kommune.
Beslutning
Taget til efterretning.
Fraværende
Ali Ünsal (V)

Til toppen


49.   Orientering om hjælpemiddeldepotet


Indstilling
Velfærdsforvaltningen indstiller, at Ældre- og Sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Baggrund og vurdering

Driften af hjælpemiddeldepotet i Køge Kommune varetages af Teknik- og Miljøforvaltningen, ETK Brand & Redning, som udfører opgaven på vegne af og i samarbejde med Velfærdsforvaltningen. ETK overtog den 1. januar 2020 driften af hjælpemiddeldepotet efter Østsjællands Beredskab. Den nuværende drift af hjælpemiddeldepotet er fortsat med udgangspunkt i den tidligere aftale med Østsjællands Beredskab. Aftalegrundlaget stammer tilbage fra 2012. 

ETK varetager på hjælpemiddeldepotet følgende opgaver

    • udbringning  og afhentning af hjælpemidler
    • lagerstyring
    • opbevaring
    • håndtering af indkøb, kassationer og videreekspedition af større reparationer (eksterne) efter dialog med VF
    • klargøring, rengøring og mindre reparationer af hjælpemidlerne

Velfærdsforvaltningen ejer hjælpemidlerne og står for visitering.

Til varetagelse af de nævnte opgaver ydes et årligt dækningsbidrag på 4,6 mio. kr. fra Ældre- og Sundhedsudvalgets budget til ETK. 3 mio. kr. overføres direkte til løn og drift af hjælpemiddeldepotet, mens 1,6 mio. kr. anvendes til dækning af andre udgifter hos ETK m.fl. 

I denne sag beskrives nærmere, hvilke udgifter dækningsbidraget dækker . De tre mio. kr. overføres som nævnt direkte til drift af hjælpemiddellageret, først og fremmest til aflønning af 6,4 årsværk på depotet.

Herudover løses opgaver med ledelse og administration (hhv. 10 og 3 timer pr. uge), der afholdes husleje for lokalerne, og der stilles driftsmidler til rådighed, dvs. fire biler, lifte, værktøj og kontorarbejdspladser. Desuden driftes overvågning af Vagtcentralen (server, der styrer alle nødkald) og der stilles arbejdskraft til rådighed svarende til 1,5 årsværk til hjælp på Hjælpemiddeldepotet. Arbejdskraften leveres af de Falckreddere, der er på døgnvagt jf. aftale med Falck. Disse elementer beregnes til en samlet værdi af godt 1,6 mio. kr.

Forvaltningen vil orientere nærmere på mødet.

Økonomi
Der er ingen økonomiske konsekvenser for Køge Kommune.
Beslutning
Sagen drøftet og udsat til næste møde.
Fraværende
Ali Ünsal (V)

Til toppen


50.   Beslutning om videre implementering af digitale og velfærdsteknologiske løsninger fra Coronaperioden


Indstilling
Velfærdsforvaltningen indstiller, at Ældre- og Sundhedsudvalget godkender en videre implementering af de digitale og velfærdsteknologiske løsninger, som er anvendt i Coronaperioden.
Baggrund og vurdering

Digitale og velfærdsteknologiske løsninger i en Coronatid

Som følge af Coronasituationen har 6 ud af 10 danske kommuner ifølge KL tilbudt flere ældre, handicappede og socialt udsatte besøg via en skærm, ligesom også træningsforløb i højere grad er foregået digitalt. Erfaringerne fra kommunerne viser, ifølge KL´s statusrapport 2020 på anvendelsen af velfærdsteknologi, at der er fordele for både borgere og kommuner ved løsningerne.

I Køge Kommune er der i Coronaperioden fra marts 2020 til februar 2021 sket en øget anvendelse af digitale og velfærdsteknologiske løsninger inden for social-, ældre- og sundhedsområdet.  
Coronasituationen har medført et behov for at tilbyde borgerne støtte på en anden måde end ved et fysisk møde. Nogen borgere har, grundet smitterisiko, ønsket de fysiske møder begrænset så meget som muligt samtidig med, at hele eller dele af de fysiske tilbud har været lukket ned. Det har skabt et behov for at kunne støtte borgerne, hvor de er, samtidig med at sikre, at kvaliteten i ydelsen bevares.

I Køge Kommune har behovet medført en betydelig stigning i brug af teknologiske løsninger:

  • Videokonsultationer i Sundhed, Træning og Rehabilitering (STR) 
    Stigning. Fra 0 til mere end 100 videokonsultationer i perioden             
  • Telefonkonsultationer i Sundhed, Træning og Rehabilitering (STR)
    Stigning. Fra få til mere end 2.150 telefonkonsultationer i perioden
  • Træning via app
    Stigning. Fra 385 til 927 oprettede borgere i perioden.
  • Online LÆR AT TACKLE kurser. Forebyggelse og Sundhedsfremme.
    Stigning fra ca. 20 til ca. 74 deltagere i perioden

  • Telefonisk og virtuelt rygestop
    Stigning fra 90 til 180 rygestopforløb

  • Skærmbesøg i hjemme- og sygeplejen
    Stigning. Fra 0 til 260 skærmbesøg i perioden

  • Videomøder på Socialområdet
    Stigning. Fra 0 til 1-2 videomøder pr. vejleder om ugen
  • Videomøder til samarbejde på tværs
    Markant stigning fra få eller ingen møder til udpræget brug af videomøder i perioden
  • Sensortræning og medicinpåmindelser fortsætter
    45 borgere har trænet med sensor, og medicinpåmindelser har i perioden sparet 5.500 fysiske besøg.

Fremgangen og baggrunden for den enkelte løsning samt borgerudsagn beskrives i bilag 1.

Coronaperioden fra marts 2020 til februar 2021 har medvirket til at fremme den digitale modenhed blandt  såvel borgere som medarbejdere i Køge Kommune. Personlig kontakt og digitale løsninger behøver ikke være hinandens modsætninger, men kan supplere hinanden. Det viser erfaringerne både i Køge Kommune og generelt i kommunerne ifølge KL´s Momentum 3, februar 2021. Coronaperioden har i Køge Kommune medvirket til at nedbryde barrierer hos medarbejderne og fremme en forståelse af, at nogen borgere er mere digitalt modne end først antaget.

Den øgede brug af digitale og velfærdsteknologiske løsninger i løbet af Coronaperioden viser, at en yderligere styrkelse af de nye tilbud vil være en fordel for borgerne. Borgerne vil mødes af et mere smidigt tilbud, der understøtter deres egen mestring og frihed. Løsningerne skaber tilmed muligheden for en mere fleksibel opgaveløsning, hvor kvalitet og nærvær i mødet med borgeren fortsat er i fokus.

Økonomi
Der er ingen økonomiske konsekvenser for Køge Kommune.
Beslutning
Godkendt.
Fraværende
Ali Ünsal (V)
Bilag

Til toppen


51.   Tilslutning til Kommunal PRO


Indstilling
Velfærdsforvaltningen indstiller, at Ældre- og Sundhedsudvalget godkender tilslutning til aftale om anskaffelse og drift af Kommunal PRO.
Baggrund og vurdering

Til at understøtte indsatser om rehabilitering og tidlig opsporing foreslår forvaltningen i denne sag, at udvalget godkender, at Køge Kommune tilslutter sig KommunalPRO.

PRO står for Patientrapporterede Oplysninger og defineres som “patientrapporterede data om patientens helbredstilstand, herunder det fysiske og mentale helbred, symptomer, helbredsrelateret livskvalitet og funktionsniveau”. Køge Kommune benytter for nuværende ikke patientrapporterede oplysninger systematisk, men har sammen med landets øvrige kommuner mulighed for at gå med i indkøb af en fælles it-løsning kaldet KommunalPRO.

PRO-data er borgerens svar på spørgeskemaer om egen helbredstilstand, som borgeren selv udfylder og indsender. Køge Kommune kan oprette spørgeskemaerne selv, eller der kan benyttes spørgeskemaer oprettet af andre kommuner, hvis det besluttes at lave regionale eller nationale undersøgelser, hvor det er vigtigt at borgere på tværs af kommuner svarer på præcis samme spørgsmål.

Kommunale medarbejdere benytter typisk spørgeskemabesvarelsen i dialogen med borgeren, til at vurdere behovet for kommunale indsatser og tilbud, behov for henvisninger, f.eks. til speciallæge eller eksterne tilbud. PRO-data kan ligeledes anvendes til effektvurdering og til at understøtte kvalitetsudviklingen, samt understøtte kontinuitet i den enkelte kommune, tværkommunalt og på tværs af sektorer.

Med en fælles it-løsning til PRO får kommunen et nemt og integreret værktøj til spørgeskemaer, der øger involveringen af borgere og anvendelsen af data om borgernes helbredstilstand og rehabiliteringsstatus i såvel kommunale som tværsektorielle forløb. Som anført kan PRO videre være et redskab i arbejdet med rehabilitering og tidlig opsporing af sygdom og begyndende funktionsnedsættelse. Endelig understøtter det fælles it-indkøb et stærkt tværkommunalt samarbejde og ensretning af data i det kommunale sundhedsvæsen.

KL bakker op om det fælles indkøb, og Sundhedsministeriet støtter projektet økonomisk via puljemidler. Forventningen er, at der vil ske en øget udbredelse af PRO i kommunerne i de kommende år, og i det hele taget, at PRO anvendes som et værktøj på tværs af hele sundhedsvæsenet.

I Økonomiaftalen mellem kommunerne, staten og Danske Regioner for 2017 og 2020 blev det aftalt løbende at udvikle nationale PRO-skemaer, som kan benyttes på tværs af kommuner og sektorer. En fælles it-løsning vil gøre det enklere at udvikle disse skemaer samt indsamle og analysere data på tværs af hele landet. 

Det er desuden KL's forventning, at PRO-løsningen på sigt ligeledes skal anvendes på andre kommunale indsatsområder end sundhedsområdet.

Forventede gevinster ved implementering af Kommunal PRO:

  • Øget involvering af borgeren i eget sygdomsforløb/rehabilitering
  • Større indsigt i og medindflydelse på eget behandlingsforløb for borgeren
  • Løbende vurdering af borgerens tilstand
  • Forbedret dialog mellem den medarbejder og borgeren, med afsæt i borgerens egen vurdering
  • Enklere tilrettelæggelse af borgerens forløb internt i kommunen og på tværs af sektorer i sundhedsvæsenet
  • Datagrundlag til brug for effektvurdering og kvalitetsudvikling
  • Lukket it-system som sikrer borgernes data

Kommunal PRO vil efter planen være klar til idriftsættelse i marts 2022.

Økonomi
Omkostninger til anskaffelse, drift, vedligehold og systemforvaltning afholdes af alle deltagende kommuner og fordeles efter befolkningstal. Omkostningerne er afhængig af antallet af kommuner, som går med i indkøbet. Det vurderes umiddelbart, at Køge Kommune vil have udgifter til medfinansiering af indkøbet for ca. 73.000 kr. til anskaffelse og ca. 58.000 kr. årligt til drift. Forvaltningen vurderer, at systemet vil indebære en effektivisering i forhold til indhentning og behandling af oplysninger og at udgifterne kan afholdes inden for det eksisterende budget.
Beslutning
Godkendt.
Fraværende
Ali Ünsal (V)

Til toppen


52.   Godkendelse af madservicetakster 2021-2022


Indstilling
Velfærdsforvaltningen indstiller, at de borgerrettede takster på madservice for 2021-2022 på Ældre- og Sundhedsudvalgets område godkendes for perioden 1.4 2021 til 31.3.2022.
Baggrund og vurdering

På mødet d. 1. december 2020 godkendte Ældre- og Sundhedsudvalget de borgerrettede takster, herunder takster for madservice, på udvalgets område.

Taksterne på madservice blev dog kun indstillet til godkendelse til og med marts måned 2021 idet de nye leverandørpriser, som taksterne er beregnet på baggrund af, først foreligger fra perioden 1.april 2021-31.marts 2022.

Leverandørpriserne foreligger nu og indgår i det almindelige omkostningsgrundlag for fastsættelse af taksterne. Taksterne til og med marts 2021 var baseret på en prisfremskrivning af 2020-taksterne, og genberegningen viser da også kun en lille ændring baseret på de faktiske leverandøromkostninger kommunen har.

Køge Kommunens takster for egenbetaling på madserviceområdet ligger noget under det loft, det omkostningsmæssigt er muligt at opkræve. Taksten er også den samme uanset hvilken leverandør der modtages mad fra.

 

Madordninger Til og med 31.marts 2021 pr. 1. april 2021
Hjemmeboende (Hovedret) pr. dag 54,50 56,50
Hjemmeboende (Hovedret og biret) pr. dag 62,00 64,00
Plejehjemsbeboere pr. måned 3.582,00 3.592,00
Cafepriser
Dagens menu 58,50 58,50
Hovedret 46,50 46,50
Smørrebrød, 3 x 1/2 23,50 23,50

 

Økonomi
Der er ingen økonomiske konsekvenser for Køge Kommune, idet der er taget højde for egenbetalingsindtægterne i det vedtagne budget.
Beslutning
Godkendt.
Fraværende
Ali Ünsal (V)

Til toppen


53.   Samarbejde med Røde Kors om "Fortæl For Livet"


Indstilling
Velfærdsforvaltningen indstiller, at Ældre- og Sundhedsudvalget godkender at arbejde videre med Røde Kors i Køge omkring etableringen af indsatsen "Fortæl For Livet".
Baggrund og vurdering

Ældre- og Sundhedsudvalget har fokus på samarbejdet med frivillige foreninger og civilsamfundet. Dette giver sig udtryk i udvalgets udmøntning af midlerne til frivilligt socialt arbejde, men også i flere samarbejdsaftaler med frivillige foreninger. F.eks. har Ældre- og Sundhedsudvalget indgået en aftale med Røde Kors om etablering af 'Følgeskab til fællesskab', hvor frivillige og borgere i målgruppen kan følges til en aktivitet. I løbet af efteråret er denne aktivitet - pga. coronarestriktioner - også blevet suppleret med en telefontjeneste, hvor man kan tale med en frivillig.

Røde Kors i Køge har rettet henvendelse til kommunen om mulighederne for at opstarte en ny indsats på frivilligområdet for ældre borgere i Køge Kommune.

Den opsøgende indsats "Fortæl For Livet" er et tilbud, hvor frivillige i Røde Kors tilbyder ældre i eget hjem samt grupper af borgere i plejeboliger at sætte rammen for og have livssamtaler med ældre borgere. Gennem et forløb på 10 uger mødes en lille gruppe af ældre borgere med en frivillig fra Røde Kors og har samtaler om livet, oplevelser, tanker om livet, alt efter hvad der giver mening for gruppen af ældre at tale med hinanden om.

Der er positive og veldokumenterede erfaringer med dette tilbud andre steder i landet, hvor det også har en positiv effekt på demente borgere og samtidig bidrage ved at skabe nye lokale fællesskaber.

Tidshorisonten for opstart af indsatsen i Køge Kommune er, at Røde Kors rekrutterer frivillige, som bliver uddannet til at varetage opgaven, for herefter at starte op med tilbud om "Fortæl For Livet" samtaler efter sommeren 2021/efteråret 2021. Det kan være nødvendigt med en justering af tidsplanen i forhold til eventuelle Covid-19 restriktioner.

Køge Kommunes del af samarbejder med Røde Kors Køge er at skabe kontakt mellem de frivillige og borgerne. Herudover forventer forvaltningen, at indsatsen kan understøttes af kommunale frivilligpuljemidler. Ligesom i andre eksisterende samarbejder mellem frivillige og Køge Kommune, vil der være løbende understøttelse af indsatsen i form af dialog, opfølgning og udvikling af indsatsen.

Økonomi
Køge Kommune understøtter indsatsen med midler fra de kommunale frivilligpuljemidler
Beslutning
Godkendt.
Fraværende
Ali Ünsal (V)

Til toppen


54.   March mod Ensomhed


Indstilling
Velfærdsforvaltningen indstiller, at Ældre- og Sundhedsudvalget godkender, at Køge Kommune deltager i March mod Ensomhed 2021.
Baggrund og vurdering

Ældre- og sundhedsudvalget har sat fokus på samarbejde med civilsamfundet om bekæmpelse af ensomhed. Under overskriften 'Fællesskab er en fælles sag' afholdte Borgmesteren og Ældre- og Sundhedsudvalget en workshop i februar 2020, hvor politikere var i tæt dialog med engagerede borgere, foreningsfrivillige, medarbejdere etc. om at styrke de gode fællesskaber og bekæmpe ensomhed.

På baggrund af det politiske fokus på ensomhed og det store engagement i civilsamfundet i forhold samarbejde om gode fællesskaber, igangsatte Ældre- og Sundhedsudvalget sammen med resten af Køge Byråd i maj 2020 en ensomhedsforebyggende indsats for ældre isoleret i eget hjem som følge af corona. Godt 150 borgere over 65 år modtog en ensomhedsforebyggende indsats, som blandt andet hjælp til opstart i en frivillig aktivitet. Disse aktiviteter er drevet af foreninger som Ældre Sagen, Hemingway Klubben, Køge Miniby, Hjertefitness, Køge Bugt Gymnastikforening med flere.

Som et nyt initiativ i rækken af indsatser, der har til formål at bekæmpe ensomhed i Køge Kommune, har Køge Kommune nu mulighed for at tilslutte sig March mod Ensomhed i august 2021. March mod Ensomhed er en årligt tilbagevendende kampagne, som har til formål at sætte fokus på ensomhed i Danmark og behovet for at gøre noget ved det voksende sundhedsproblem, som ensomhed i befolkningen udgør. 

En kortlægning udarbejdet i 2020 af forskere fra DEFACTUM under Region Midtjylland i samarbejde med Folkebevægelsen mod Ensomhed og Mary Fonden viste, at der var ca. 380.000 mennesker, som oplever sig svært ensomme. Det var en stigning på knap 80 pct. siden samme kortlægning senest blev lavet fire år tidligere. Stigningen ses i alle aldersgrupper, men særligt blandt de 16-24-årige ses en negativ tendens. March mod Ensomhed har en bred appel og henvender sig derfor også til unge, der ønsker at bekæmpe ensomheden.

Længerevarende svær ensomhed kan kobles til en række sygdomme - heriblandt hjertekarsygdomme, type 2-diabetes og migræne.

March mod Ensomhed planlægges og gennemføres af ensomhedsaktivisten Patrick Cakirli, som går 1600 km. på tværs af landet fra Nexø til Esbjerg i løbet af ugerne 33-40. Den 20-21. august kommer marchen til Køge kommune. I denne forbindelse har Køge Kommune mulighed for at deltage i eventet og sætte yderligere fokus på ensomhed og meningsfulde fællesskaber ved dels at sikre arrangøren følgeskab på sin rute gennem Køge Kommune og ved at engagere de mange fællesskaber, der er i Køge Kommune og sammen og skabe opmærksomhed omkring budskabet om at "Fællesskab er en fælles sag".  

Såfremt udvalget godkender indstillingen, går forvaltningen i gang med den videre planlægning af marchen i Køge Kommune.

Økonomi
Forvaltningen vurderer, at eventuelle udgifter forbundet med initiativet kan holdes inden for eksisterende budget.
Beslutning
Godkendt.
Fraværende
Ali Ünsal (V)

Til toppen


55.   Procesplan for gennemførelse af Seniorrådsvalg 2021


Indstilling

Velfærdsforvaltningen indstiller at Ældre- og Sundhedsudvalget anbefaler overfor Økonomiudvalget og Byrådet, at

  1. godkende procesplan for gennemførelse af Seniorrådsvalg 2021 som fremmødevalg
  2. udpege to medlemmer  af Ældre- og Sundhedsudvalget til valgbestyrelsen for Seniorrådsvalg.
Ældre- og Sundhedsudvalget 02-03-2021
  1. Anbefales.
  2. Lene Møller Nielsen (A) og Kirsten Larsen (C) udpeges.
Økonomiudvalget 16-03-2021

Sagen sendes retur til Ældre- og Sundhedsudvalget til fornyet behandling.

Baggrund og vurdering

Ældre- og Sundhedsudvalget besluttede den 1. december 2020, at Velfærdsforvaltningen skulle udarbejde et konkret forslag til gennemførelse af Seniorrådsvalget 2021 som fremmødevalg.

Forvaltningen forelægger på den baggrund til udvalgets godkendelse en procesplan for valghandlingen, jf. vedhæftede.

Som det fremgår af procesplanen, lægger forvaltningen op til, at Seniorrådsvalget forberedes i foråret 2021, og at kandidatopstilling, annoncering og udsendelse af valgmateriale m.v. sker efter sommerferien.

Det bemærkes, at procesplanen er udarbejdet under hensyn til den aktuelle Corona-situation. 

Det betyder, at indgåelse af leverandørkontrakter m.v. først er planlagt til at foregå i juni, således at valghandlingen kan tilpasses eventuelle ændrede statslige retningslinjer vedrørende Kommunalvalgene og Ældre-/Seniorrådsvalgene i 2021.

Det fremgår af punkt 9 i Socialministeriets vejledning nr. 40 af 11. maj 2011 om ældreråd, at "Kommunalbestyrelsen og ældrerådet beslutter i samarbejde […] hvordan valghandlingen rent praktisk skal tilrettelægges i den enkelte kommune".

Velfærdsforvaltningen indstiller på den baggrund, at der etableres en valgbestyrelse med to medlemmer fra henholdsvis Ældre- og Sundhedsudvalget og Køge Seniorråd, og at de respektive medlemmer udpeges af udvalget og rådet.

I overensstemmelse med vejledningen fra Socialministeriet skal valgbestyrelsen bl.a. tage stilling til, hvordan Seniorrådsvalget 2021 kan afvikles, "så det ikke kan virke forstyrrende på vælgernes adgang til at stemme ved kommunal- og regionalvalget eller på gennemførelsen af afstemningen i øvrigt, og sådan at kommunal- og regionalvalget har første prioritet i forhold til ældrerådsvalget". Valgbestyrelsen skal desuden godkende valgresultatet, når Seniorrådsvalget er afviklet den 17. november 2021, og stemmerne efterfølgende er optalt. 

Velfærdsforvaltningen henviser også i den forbindelse til Seniorrådets høringssvar fra Ældre- og Sundhedsudvalgets behandling den 1. december 2020 af valgformen for Seniorrådsvalget 2021. Heraf fremgår det, at "Seniorrådet tilbyder gerne at finde et tilstrækkeligt antal tilforordnede til Seniorrådsvalget, samt i øvrigt at være til rådighed i forbindelse med planlægning og gennemførelse af valghandlingen".

Møderne i valgbestyrelsen vil blive faciliteret af Velfærdsforvaltningens Sekretariatet, som også vil stå for udmøntningen af beslutningerne i bestyrelsen.

Økonomi
Budgettet til gennemførelsen af Seniorrådsvalget 2021, herunder til udarbejdelse af valgmaterialer, annoncering og diæter til valgtilforordnede, forventes at være i størrelsesordenen 250.000 kr.
Merudgiften indarbejdes i 2. Økonomiske Redegørelse
Beslutning
Udsat.
Fraværende
Ali Ünsal (V)
Bilag

Til toppen


56.   Orientering om sygefravær på ældre- og sundhedsområdet


Indstilling
Velfærdsforvaltningen indstiller, at Ældre- og Sundhedsudvalget tager orienteringen om sygefraværet på udvalgets område til efterretning
Baggrund og vurdering

Velfærdsforvaltningen har et skærpet fokus på nedbringelse af sygefraværet. Som led i dette arbejde forelægger forvaltningen for Ældre- og Sundhedsudvalget hver måned en sygefraværsopgørelse, som udarbejdes af Køge Kommune.

Den seneste sygefraværsopgørelse fra Køge Kommune fra februar 2021 viser et gennemsnitlig sygefravær på 7,3 % på ældre- og sundhedsområdet over de sidste 12 måneder. I februar måned var der et sygefravær på 8,1%.

Rapporten for Ældre- og Sundhedsafdelingen er vedhæftet som bilag.

Velfærdsforvaltningens medarbejderudvalg FMU - som består af Velfærdsforvaltningens ledelse, tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter fra alle områder af Velfærdsforvaltningen - har drøftet strategien for arbejdet med nedbringelse af sygefravær, som er et fælles fokusområde for alle velfærdsområderne.

FMU har besluttet en målsætning om at nedbringe sygefraværet til 5 pct. gennem følgende indsatser:

  • Flere fastemedarbejdere fremfor vikarer, som forventes at forbedre kvaliteten og arbejdsmiljøet blandt medarbejderne
  • Strategisk arbejde med kerneopgaven og social kapital (retfærdighed, tillid og samarbejde) på alle arbejdspladser i Velfærdsforvaltningen. Der er igangsat et kompetenceløft i forhold til social kapital hos både ledere og tillidsvalgte.
  • Opfølgning på sygefraværspolitikken
  • Ny ledelsesstruktur på ældreområdet med færre medarbejdere pr. leder
  • Kampagnen #slipfaglighedenfri, som sammen med KL og FOA-projektet Fremfærd skal bidrage til at medarbejdernes faglighed i højere grad slippes fri i mødet med borgerne. Målet er at øge kvaliteten af opgaveløsningen og trivslen
  • Relancering af det personalepolitiske grundlag - Køge Kommunes personale politiske grundlag bygger på værdierne Åbenhed, Ordentlighed, Faglighed, Indflydelse og ansvar, Vækst og udvikling. FMU vil i den kommende tid i forbindelse med de øvrige indsatser arbejde med værdierne.
  • Fokus på det hele menneske og hele arbejdssituationen.
Beslutning
Taget til efterretning.
Fraværende
Ali Ünsal (V)
Bilag

Til toppen


57.   Budgetopfølgning pr. 28. februar 2021


Indstilling
Velfærdsforvaltningen indstiller, at Ældre- og Sundhedsudvalget tager budgetopfølgning pr. 28. februar 2021 til efterretning.
Baggrund og vurdering

Som led i den løbende fokus på økonomistyringen på Ældre- og Sundhedsudvalgets område, er der foretaget budgetopfølgning på udvalgets område, hvor forvaltningen har gennemgået den seneste aktivitets- og udgiftsudvikling. Denne budgetopfølgning er udarbejdet med udgangspunkt i aktivitet og forbrug ultimo februar 2021. Seneste budgetopfølgning blev foretaget pr. 31. januar 2021.

Der forventes budgetoverholdelse på Ældre- og Sundhedsudvalgets område pr. 28. februar 2021.

Udgifter i forbindelse med covid-19 vil blive fulgt løbende.

Økonomi
Der er ingen økonomiske konsekvenser for Køge Kommune.
Beslutning
Taget til efterretning.
Fraværende
Ali Ünsal (V)

Til toppen


58.   Eventuelt


Beslutning

Der afholdes strategimøde den 8. maj 2021 kl. 9-13.

Kirsten Larsen (C) spurgte til klippekort og corona-pas. Forvaltningen undersøger og svarer udvalget.

Fraværende
Ali Ünsal (V)

Til toppen


59.   Eventuelt (Lukket punkt)


Fraværende
Ali Ünsal (V)

Til toppen


60.   Underskriftsblad - ÆSU (Lukket punkt)


Fraværende
Ali Ünsal (V)

Til toppen

Opdateret af Køge Kommune 24.05.21