Referat af møde i Økonomiudvalget

Den 09.02.2021 kl. 08:30 i Virtuelt


Indholdsfortegnelse


Lukkede Punkter


Deltagere:

Bent Sten Andersen, (O)
Jeppe H. Lindberg, (I)
Ken Kristensen, (V)
Lene Møller Nielsen, (A)
Marie Stærke, (A)
Mette Jorsø, (B)
Niels Rolskov, (Ø)
Thomas Kampmann, (C)
Thomas Kielgast, (F)


43.   Godkendelse af dagsorden


Beslutning

Godkendt, idet sag nr. 50 udgår.

Fraværende
Lene Møller Nielsen (A)

Til toppen


44.   Garantistillelse for Køge Afløb og Køge Vand i 2021


Indstilling
Kultur- og Økonomiforvaltningen indstiller til Økonomiudvalget og Byrådet, at Køge Kommune stiller garanti for et lånebehov til anlægsinvesteringer i 2021 på op til 5,3 mio. kr. i Køge Vand A/S og op til 21,44 mio. kr. i Køge Afløb A/S. 
Baggrund og vurdering

Køge Vand A/S og Køge Afløb A/S har anmodet Køge Kommune om at stille en garanti for lån til finansiering af planlagte anlægsinvesteringer i 2020. Konkret har Køge Vand A/S et forventet lånebehov på 5,3 mio. kr., mens Køge Afløb A/S har et forventet lånebehov på 21,44 mio. kr.

Såfremt kommunen stiller garanti, påtænker Køge Afløb A/S og Køge Vand A/S at optage lånene hos Kommunekredit, der pt. vurderes at tilbyde markedets billigste lånefinansiering. Kommunen opkræver i henhold til byrådsbeslutning garantiprovision af lånets restgæld.

Køge Kommune kan i henhold til lånebekendtgørelsen stille kommunal garanti for lån optaget af Køge Vand A/S og Køge Afløb A/S til finansiering af selskabernes anlægsinvesteringer, uden det belaster kommunens låneramme.

Konkret tilrettelægges låntagningen således, at der i investeringsåret 2021 etableres en såkaldt opbygningskredit, som omlægges til langfristede lån, når det endelige lånebehov for 2021 er kendt.

Økonomi

Køge Vand A/S og Køge Afløb A/S er kommunalt ejede forsyningsselskaber, og den økonomiske risiko ved garantistillelse er derfor begrænset.

Garantiprovisionen er fastsat til 0,4 pct. årligt af restgælden gældende fra 2021.

Køge Kommune har stillet årlige garantier for lån optaget af Køge Vand A/S og Køge Afløb A/S i KommuneKredit siden 2010. Garantistillelsen udgjorde ultimo december 2020 548,5 mio. kr.

Køge Kommune har i 2021 budgetteret med 2,4 mio. kr. i garantiprovision. Kommunens indtægter fra garantiprovision vil stige som følge af den nye garantistillelse. Garantiprovisionen afhænger af, i hvilket omfang forsyningsselskaberne udnytter lånerammen.

Indtægterne fra garantiprovision vil blive indarbejdet i budget 2022-25, såfremt garantistillelsen godkendes af Økonomiudvalget og Byrådet.

Beslutning
Anbefales.
Fraværende
Lene Møller Nielsen (A)

Til toppen


45.   Idræts- fritids- og kulturplan for Køge Nord - anlægsbevilling


Indstilling
Kultur- og Økonomiforvaltningen indstiller til Kultur- og Idrætsudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet at der gives anlægsbevilling på 5 mio. kr. i 2021 til realisering af idræts,-, fritids- og kulturplanen i Køge Nord.

Kultur- og Idrætsudvalget 01-02-2021
Anbefales overfor Økonomiudvalg og Byråd.
Baggrund og vurdering

I forbindelse med budgetforliget for 2021-2023 blev der afsat i alt 15 mio. kr. fordelt med 5 mio. kr. pr. år til realisering af idræts-, fritids- og kulturplanen i Køge Nord.

Kultur- og Idrætsudvalget godkendte den 11. januar 2021 idræts-, fritids- og kulturplanen for Køge Nord. I forlængelse heraf har Kultur- og Idrætsudvalget den 1. februar 2021, sag nr. 14, behandlet handleplanstiltag for ovennævnte plan.

Handleplanstiltag for 2021 udgør følgende:

Handleplanstiltag Budget år 2021 (1.000kr.)
#1 Aktiviteter v.Kvarterhus - bydelens mødested 1.600
#2 Aktiver støjvolden 200
#3 Aktivitets- og oplevelsesstier 750
#4 Madskoven 150
#5 Klimafestival i Køge Nord 150
#6 Fælleshaver 100
#7 Musikaktiviteter v. natur- og byggelegeplads 350
#8 Græsningslaug 0
#9 Fælles bålplads 0
#10 Aktive byrum og landskaber 350
Fælles pulje til evt. nye aktiviteter og uforudsete udgifter 1.350
Total (1.000 kr.) 5.000

På denne baggrund søges om anlægsbevilling på 5,0 mio. kr. i 2021 til gennemførelse af ovennævnte handleplanstiltag til indfrielse af idræts-, fritids- og kulturplanen.

Økonomi

Økonomisk Afdeling bemærker, at der søges anlægsbevilling på 5 mio. kr. som frigiver det afsatte rådighedsbeløb i 2021 (KIU 117). Anlægsbevillingen har derfor ikke effekt på den beregnede kassebeholdning.

Herudover skal det bemærkes, at anlægsprojektet indgår i beregningen af anlægsloftet og der er en risiko for overskridelse af vedtaget anlægsniveau i budgettet.

Beslutning
Anbefales.
Fraværende
Lene Møller Nielsen (A)

Til toppen


46.   Lystbåde i Køge Inderhavn - Slipset


Indstilling

Kultur- og Økonomiforvaltningen indstiller til

Kultur- Idrætsudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet, at

  1. beslutte om forvaltningen skal igangsætte arbejdet med etablering af lystbådehavn i Slipset
  2. procesplanen - såfremt arbejdet besluttes igangsat - tages til efterretning
  3. beslutte hvordan den afledte drift tilvejebringes

Marinaudvalget, at

4. orienteringen om beslutninger vedrørende lystbådehavn i Slipset tages til efterretning.

Kultur- og Idrætsudvalget 01-02-2021
Ad 1: Anbefaler igangsætning.

Ad 2: Taget til efterretning.

Ad 3: Anbefaler, at afledt drift tilvejebringes i forbindelse med budgetforhandlinger for 2022.

Marinaudvalget behandler sagen den 11. februar 2020, udvalgets beslutning vil foreligge til byrådsmødet.

Baggrund og vurdering

Ad 1 og 2:
Kultur- og Idrætsudvalget godkendte den 2. november 2020, at arbejdet med indhentning af
tilladelse hos Kystdirektoratet og dispensation fra lokalplanen iværksættes, når den fulde
anlægsfinansiering er indgået på Køge Kommunes konto.

Connect Køge har i mail af 12. januar 2021 oplyst, at Connect Køge kan indestå for 1,0 mio. kr.
til finansiering af lystbådehavn i Slipset, og beder om at projektet igangsættes hurtigst
muligt. Midlerne overføres til Køge Kommune, når selve anlægsarbejdet igangsættes.

Forvaltningen anbefaler derfor at der tages stilling til om arbejdet skal igangsættes.

Såfremt arbejdet igangsættes anbefaler forvaltningen følgende proces til drøftelse i Kultur- og
Idrætsudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet og til Marinaudvalgets orientering, idet det
selvfølgelig bemærkes, at såfremt der kommer hurtigere svar end forventet fra styrelsen, så kan
det eventuelt muliggøre en lidt hurtigere færdiggørelse af projektet. Dog kan arbejdet tidligst
igangsættes når der er godkendt lokalplan der muliggør projektet.

Marts: Dialog med interessenter i området (kystfiskerne, restauranter, foreninger mv.).

Marts: Ansøgning til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen om ændring af område fra erhvervshavn til
fritidsområde.

Maj: Lokalplanforslag om underføring (inkl. havneplads og gæstemarina) behandles i Klima- og
Planudvalget.

Juni og juli: Lokalplanforslag i offentlig høring.

September - oktober: Endelig vedtagelse af lokalplanplan i Klima- og Planudvalget.

Oktober/november: Forventet godkendelse fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

November: Frigivelse af anlægsbevilling til projektet.

December: Indhentning af tilbud.

December/januar 2022: Godkendelse af reglement i Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

Februar/april 2022: Flydebro udlægges og toiletbygning opstilles.

Maj 2022: Anlægget forventes indviet.

Ad 3
Forvaltningen gør opmærksom på, at der ikke er afsat midler i kommunens budget til
driftsudgifterne. Det er normal praksis, at der ikke gennemføres udbud/tilbud på opgaver uden at
såvel anlægsudgiften som driftsudgifterne er bevilliget. Forvaltningen anbefaler derfor, at
udvalgene beslutter hvorledes de afledte driftsudgifter skal finansieres.

En vurdering af driftsudgifterne må baseres på et indtægtsskøn på baggrund af en lejepris og et
estimat på belægning. Endvidere på et skøn over udgifterne til vedligeholdelse og drift af broen,
drift af toiletbygning, aftale med Havnen og lignende.

Det er forvaltningens vurdering, at driftsudgifterne ved en belægning på 600 årlige betalende
døgngæster á 200 kr. og 200 korttidsgæster á 80 kr. skønsmæssigt vil beløbe sig til 350.000 kr. pr.
år.

Økonomi
Det samlede anlægsprojektprojekt forventes at koste 1,5 mio. kr. som finansieres af 500.000 kr.
afsat i Køge Kommunes budget 2021 og 1,0 mio. kr. finansieret gennem Connect Køge.
Anlægsmidlerne er tilvejebragt.

Der udestår finansiering af den afledte drift, jf. ovenfor.
Beslutning

Ad 1: Anbefaler at arbejdet igangsættes.

Ad 2: Anbefales taget til efterretning.

Ad 3: Anbefaler, at den afledte drift drøftes i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2022.

Fraværende
Lene Møller Nielsen (A)
Bilag

Til toppen


47.   Udarbejdelse af prospekt for muligt parkeringshus med indendørs skatehal


Indstilling

Kultur- og Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller til

    Kultur- og Idrætsudvalget, Teknik- og Ejendomsudvalget og Økonomiudvalget, at

  1. det godkendes at der udarbejdes et skitseprojekt inkl. finansieringsmodel for P-hus med indendørs skatehal.

    Kultur- og idrætsudvalget, at

    2. der ikke igangsættes afdækning af yderligere løsningsmuligheder for ny skatehal.

Kultur- og Idrætsudvalget 01-02-2021
Ad 1: Godkendt.
Ken Kristensen (V) stillede forslag om, at der også bliver lavet et skitseprojekt udelukkende med parkering. Kultur- og Idrætsudvalget besluttede at henvise beslutningen til Teknik- og Ejendomsudvalget.

Ad 2: Godkendt af et flertal på 6 bestående af Anders Ladegaard Bork(O), Kirsten Larsen (C), Bent Sten Andersen (O), Erik Swiatek (A), Osama Muhammad (A) og Thomas Kielgast (F).

Ken Kristensen (V) stemte imod, da Venstre mener, at kwommunen bør have større ambitioner om et større og mere visionært skate-område, med både udendørs og indendørs faciliteter.

Teknik- og Ejendomsudvalget 04-02-2021
Ad. 1:
Anbefales overfor Økonomiudvalget.

Paul Christensen /V) og Søren D. Brask (V) foreslog, at der laves et skitseprojekt udelukkende med parkering.

Baggrund og vurdering

Der planlægges med 1.700 nye boliger på Søndre Havn og en P-norm på 0,75 p-pladser pr. bolig. Der har længe været overvejelser om at der som supplement til disse parkeringspladser ligeledes opføres et parkeringshus med henblik på at kunne honorere parkeringsbehovet i området. I Køge Kysts udviklingsplan er der reserveret et byggefelt til formålet. Der er imidlertid ikke budgetteret med hverken anlæg eller drift af et p-hus i Køge Kyst regi ud over den forpligtelse der følger af aftaler med investorer. Opførelsen og driften af huset til offentlig parkering vil således påhvile Køge Kommune.

Hertil kommer, at byggefeltet hvor Gule Hal ligger indenfor få år skal byudvikles. Gule Hal huser blandt andet kommunens eneste indendørs skatehal.

Det fremgår af budgeterklæringen nr. 11 for budget 2021-24 at:
”Skaterhallen ”Gule Hal” er en stor succes. Gule Hal ligger i dag på en grund der forventes byudviklet indenfor få år. Forligspartierne er enige om, at der skal arbejdes for at finde muligheder for fortsat sikring af en skaterhal i Køge Kommune. Forligspartierne beder derfor Kultur- og Idrætsudvalget om at afdække løsningsmuligheder der kan præsenteres for Byrådet forud for næste års budgetlægning.”

Som en del af udligningsreformen blev der ændret på mulighederne for at kommunerne selv beholder provenuet for betalingsparkering. Hertil kommer at renten pt. er lav hvilket gør at leasingomkostninger er forholdsvis lave.

Forvaltningen har i vedlagte notat beskrevet en model hvor der opføres et parkeringshus på Søndre Havn inkl. en skatehal på ca. samme størrelse som den nuværende Gule Hal.
Notatet er baseret på forudsætninger om anlægspriser, størrelse, apteringsbehov o.l. som er overslag. 

Notatet peger på, at det vil være muligt for Køge Kommune at anlægge og leasingfinansiere et parkeringshus med ca. 400 offentlige betalingsparkeringspladser og en skatehal. Som følge af den lave rente og muligheden for at leasingfinansiere anlægget peger den foreløbige businesscase på lejeindtægter på ca. 6-8 års sigt vil kunne finansiere udgifterne. Der vil således ikke være behov for at afsætte anlægsmidler til opførelsen, men udelukkende være behov for at afsætte en årlig drift i de første år 6-8 år, ligesom der skal deponeres svarende til anlægssummen.

Overslaget er præsenteret for formandsskaberne i Klima- og Planudvalget, Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Kultur- og Idrætsudvalget den 3. december 2021.

Modellen skal ses som et første bud på indhold og økonomi. Såfremt der er ønske om at arbejde videre med projektet, anbefaler forvaltningen, at der igangsættes udarbejdelse af et egentligt skitseprojekt med tilhørende finansieringsmodel. Som en del af arbejdet skal der indgås nærmere aftale med Køge Kyst om overdragelse af grund o.l. Skitseprojektet skal kunne anvendes som grundlag for et egentligt udbud for opførelse af et p-hus med indendørs skatehal og skal kunne indgå i overvejelserne i den kommende budgetlægning. Skitseprojektet skal indeholde option på udnyttelse af tagetagen til uderum.

Såfremt udvalgene beslutter at igangsætte prospekt for parkeringshus med indendørs skate anbefaler forvaltningen, at der ikke afdækkes yderligere løsningsmuligheder for genhusning af Gule Hal.

Forvaltningen bemærker, at Gule Hal pt. huser yderligere foreningsaktivitet ligesom der er udendørs skate placeret på samme byggefelt. Sideløbende med udarbejdelse af prospektet og frem mod byggemodning af byggefeltet hvor Gule Hal ligger, skal der arbejdes med genplacering af øvrige foreninger og udendørs skate.

Den forventede proces for skitseprojektet er:

Februar: Godkendelse af at der igangsættes arbejde med skitseprojektet inkl. finansieringsmodel.
Februar – marts: Afklaring af overdragelse af byggefelt o.l. med Køge Kyst

Marts-juni: Udarbejdelse af prospekt inkl. finansieringsmodel.

August: Præsentation af prospekt og finansieringsmodel for Kultur- og Idrætsudvalget, Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget.

Økonomi
Eventuelle omkostninger til udarbejdelse af prospekt afholdes indenfor de 3 udvalgs budgetter.
Beslutning

Ad 1: 
Ken Kristensen (V) stillede forslag om at der endvidere laves et skitseprojekt udelukkende med parkering.

Forslaget blev sat til afstemning. 1 stemte for (V). Resten (7) stemte imod.

Et enigt udvalg godkendte herefter at der udarbejdes et skitseprojekt inkl. finansieringsmodel for P-hus med indendørs skatehal.

Fraværende
Lene Møller Nielsen (A)

Til toppen


48.   Udgiftsneutral bevilling


Indstilling

Velfærdsforvaltningen indstiller til Ældre- og Sundhedsudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet, at der gives en bevilling på indtægt -4.800.000 kr. og en tillægsbevilling på udgift 4.800.000 kr., fordelt på regnskabsårene 2021-2022, til gennemførelse af projektet "Tidlig opsporing af begyndende sygdom med data fra eksisterende systemer".

Ældre- og Sundhedsudvalget 02-02-2021
Anbefales overfor Økonomiudvalget og Byrådet.
Baggrund og vurdering

Digitaliseringsstyrelsen har bevilget Køge Kommune 4.800.000 kr. til at gennemføre projektet "Tidlig opsporing af begyndende sygdom med data fra eksisterende systemer". Projektperioden er fra primo 2021 til medio 2022.

Projektet finansieres af en investeringsfond, der er aftalt mellem Regeringen, KL og Danske Regionen, og som har som formål at støtte en række projekter, der anvender kunstig intelligens i den offentlige sektor. Projekterne kaldes også for signaturprojekter med kunstig intelligens.

Formålet med Køge Kommunes projektet er at understøtte den eksisterende indsats om tidlig opsporing af sygdom hos borgere i den kommunale ældrepleje.

Ældre- og Sundhedsudvalget godkendte den 7. januar 2020 opstart af indsats om tidlig opsporing af begyndende sygdomstegn. Denne indsats omhandler kompetenceudvikling af medarbejderne i observation af helbredstilstand og funktionsevne, nye arbejdsmetoder og effektiv overdragelse af viden blandt personalet.

Med henblik på at understøtte indsatsen vil Køge Kommune i samarbejde med Sjællands Universitetshospital udvikle et værktøj, der ved hjælp af data og kunstig intelligens kan understøtte tidlig opsporing af begyndende sygdom hos +65 årige borgere, der er i højrisiko for at udvikle eller opleve forværring af eksisterende sygdom.

Borgernes sygdomsforløb foregår ofte på tværs af sektorer, ligesom borgeren ofte følges af en række forskellige medarbejdere. Det kan derfor være svært for medarbejderne i den kommunale ældrepleje at danne sig et overblik over borgerens helbredstilstand. Der er et stort potentiale i at udvikle et datadrevet værktøj, som kan opfange tegn på begyndende funktionstab med data fra eksisterende systemer, og gøre det nemmere for medarbejderne at opdage borgere som er i særlig risiko for funktionstab eller indlæggelse.

Projektet udføres i samarbejde mellem Køge Kommune og Sjællands Universitetshospital og understøttes af privat konsulentfirma med ekspertise indenfor kunstig intelligens, og som forestår udvikling og afprøvning af værktøjet i den kommunale hjemmepleje.
Økonomi

Digitaliseringsstyrelsens bevilling gælder for projektperioden primo 2021 til medio 2022.

Det samlede tilskud til Køge Kommune er 4.800.000 kr. til at gennemføre projektet "Tidlig opsporing af begyndende sygdom med data fra eksisterende systemer”. Midlerne finansierer privat leverandør og Sjællands Universitetshospital med 2.500.000 kr. til privat leverandør, 800.000 kr. til Sjællands Universitetshospital og 1.500.000 kr. til Køge Kommune.

Bevillingen er udgiftsneutral, hvorfor denne ikke påvirker Køge Kommunes kassebeholdning.

Økonomisk Afdeling bemærker, at der gives Indtægts- og udgiftsbevilling på 4,8 mio. kr. fordelt på regnskabsårene 2021-2022 vedrørende gennemførelse af projektet: ”tidlig opsporing af begyndende sygdom med data fra eksisterende systemer”. Indtægts- og udgiftsbevillingen er udgiftsneutral for Køge Kommune set over den samlede periode fra 2021-2022 og påvirker således hverken kommunens kassebeholdning eller servicerammen.

Beslutning
Anbefales.
Fraværende
Lene Møller Nielsen (A)

Til toppen


49.   Evaluering af forebyggelseindsats af ensomhed blandt ældre


Indstilling

Velfærdsforvaltningen indstiller, at Ældre- og Sundhedsudvalget tager orienteringen om forebyggelse af ensomhed blandt ældre til efterretning, herunder at uforbrugte midler på 89.000 kr. tilføres kommunens kassebeholdning.

Ældre- og Sundhedsudvalget 02-02-2021
Anbefales overfor Økonomiudvalget og Byrådet.
Baggrund og vurdering

På Byrådsmødet den 26. maj 2020 besluttede Byrådet at afsætte 1 mio. kr. til forebyggelse af ensomhed hos ældre i forbindelse med Coronakrisen. Formålet  med indsatsen er at forebygge, at ældre der befinder sig i en skrøbelig situation, ender i lang tids ensomhed, der er med til at øge risikoen for sygdom og funktionsnedsættelser.

De afsatte midler er i perioden juli-december 2020 blevet anvendt på træning og hverdagsrehabilitering efter § 83a og § 86 i lov om Social Service, opsporing af målgruppen, herunder flere forebyggende hjemmebesøg og opsøgende besøg i Servicekorpset, styrket samarbejde med foreninger og frivillige om indsatser til bekæmpelse af ensomhed blandt ældre samt kommunikationsindsatser, annoncering mv.

Godt 150 borgere over 65 år har modtaget forebyggende hjemmebesøg, trænings- og hverdagsrehabilitering samt hjælp til opstart i en frivillig aktivitet. I forbindelse med et træningsforløb er borgere blevet fulgt til en aktivitet efter eget valg, som en del af forløbet. Disse aktiviteter er drevet af foreninger som Ældre Sagen, Røde Kors, Hemingway Klubben, Køge Miniby, Hjertefitness, Køge Bugt Gymnastikforening med flere. 

Velfærdsforvaltningen har foretaget en rundringning til nogle af de borgere, der har været en del af indsatsen. Borgerne har ikke haft mulighed for at dyrker deres sociale liv i samme omfang som de ønsker pga. smittefare for corona, men giver udtryk for, at det har betydning og giver tryghed, at der er et telefonnr. til kommunen og at der bliver tænkt på dem, når de bor alene. Borgerne nævner også den information, vejledning og/eller træning, som nyttig i forhold til at udbygge eller fastholde deres sociale liv, fx oplysninger om flextrafik, besøgsvenner eller mulighed for følgeskab til en aktivitet i opstarten.

Den fortsatte nedlukning har påvirket mange aktiviteter og derfor muligheden for at støtte borgere til aktive og sociale aktiviteter. Brugen af telefonopkald og virtueltræning er udbygget under situationen med corona.

Velfærdsforvaltningens evaluering af indsatsen viser, at et systematisk fokus på både det fysiske og mentale helbred har haft betydning for samtalen med borgerne om deres mål for deres sociale liv og hermed de indsatser, der er blevet iværksat, derfor fastholdes det systematiserede fokus på ensomhed blandt ældre. Ensomhedsindsatsen har også bidraget til større samarbejde mellem kommune og civilsamfund, som har skabt nye tiltag, som imødekommer de behov indsatsen har peget på, der er hos målgruppen, herunder:

  • Aftale med Røde Kors om etablering af "Følgeskab til fællesskab", hvor frivillige og borgere i målgruppen kan følges til en aktivitet - i løbet af efteråret er denne aktivitet - pga. coronarestriktioner - også blevet suppleret med en telefontjeneste, hvor man kan tale med en frivillig.
  • Dialog og aftale med Ældre Sagen om videndeling om puljer til nye aktiviteter, støtte til at udbrede kendskab til Ældre Sagens aktiviteter til flere i målgruppen samt opstart af nye aktiviteter om stolegymnastik og hjemmestole-motion.
  • Dialog med Seniorrådet, som er resulteret i samarbejde med enkelt personer, som har kontaktet rådet, om iværksættelse af ældre-yoga og bedre information om aktiviteter i nærmiljøet. 

Indsatsen er drøftet med Seniorrådet og medarbejderrepræsentanter.

Økonomi

De afsatte midler på 1 mio. er blevet anvendt på træning og hverdagsrehabilitering efter § 83a og § 86 i lov om Social Service, opsporing af målgruppen, herunder flere forebyggende hjemmebesøg og opsøgende besøg i Servicekorpset samt kommunikationsindsatser, annoncering mv.

Der er ved udgangen af december 2020 uforbrugte midler på 89.000 kr. i projektet. Uforbrugte midler skal jf. Byrådets beslutning fra den 26. maj 2020 tilbageføres til kommunens kassebeholdning.

Økonomisk Afdeling bemærker, at der tilføres 0,1 mio. kr. til kassen vedrørende uforbrugte midler til projektet forebyggelse af ensomhed blandt ældre. Kommunens kassebeholdning forøges således med 0,1 mio. kr.

Beslutning
Anbefales.
Fraværende
Lene Møller Nielsen (A)

Til toppen


50.   Forslag til lokalplan 1061 - Herfølge Kohave, boligområde


Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller til Klima- og Planudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet, at forslag til lokalplan 1061 sendes til offentlig høring i 8 uger.

Klima- og Planudvalget 04-02-2021
Sagen sendes tilbage i forvaltningen med henblik på et revideret planforslag, der tager udgangspunkt i en ligelig fordeling af antallet af henholdsvis tæt-lav boliger og åben-lav boliger.
Baggrund og vurdering

Lokalplan 1061 skal muliggøre en bebyggelse bestående af åben-lav og tæt-lav bebyggelse i landskabelige omgivelser. Samtidig planlægges der for tilhørende vej, passende parkeringsforhold samt friarealer, der forholder sig til den eksisterende topografi og de vandlidende arealer, der findes på lokalplanområdet og i omgivelserne. I friarealerne planlægges der for klimavenlige løsninger med naturlig biodiversitet.

Lokalplanen fastlægger bestemmelser om byggematerialer, veje/stier samt bestemmelser om udformning og beplantning af friarealerne og håndtering af overfladevand.
Lokalplanforslaget er i overensstemmelse med Kommuneplan 2017.

Området består af tidligere landbrugsmarker, som har ligget brak i nogle år, omgivet af dyrkede marker i et blødt kulturlandskab med øer af samlet vegetation og store og små fugtige lavninger. Kommende friarealer skal tage udgangspunkt i landskabets eksisterende topografi og det samme gælder for udarbejdelsen af regnvandsophobninger og bassiner indenfor området. Lokalplanen har et særligt fokus på naturbaserede klimaløsninger i forbindelse med håndtering af overfladevand. Efterfølgende vurderer Teknik- og Miljøforvaltningen, Miljøafdelingen, om der er basis for, at der følges op med tælling og studier af den forhåbentlig forbedrede biodiversitet og vandkvalitet i området.

Lokalplanområdet ligger ca. 1 km. fra den centrale del af Herfølge omkring Billesborgvej. Området ligger som den sydligste bebyggelse i det østlige Herfølge og udgør ca. 8 hektar ejet af Køge Kommune.

Mod vest løber Tessebøllevej, som er den overordnende vej til lokalplanområdet. Lokalplanområdet 1061 skal dele adgangsvejen "Svanelunden"  fra Tessebøllevej til lokalplanområdet med boligområdet nord for lokalplanområdet.

I den forbindelse skal  "Svanelunden" forlænges mod øst for at skabe vejadgang for den østligste boligvej. Samtidig skal "Svanelunden" udvides i bredden mod syd med etablering af fortov, rabat og vandrender for at kunne betjene den øgede trafik på vejen.

Lokalplanområdet er på gamle kort over området betegnet som "Herfølge Kohave", hvilket skal give inspiration til området og de fremtidige vejnavne i lokalplanområdet.

Lokalplanen giver mulighed for med en bebyggelsesprocent på 30 at opføre ca. 40 åben/lav boliger og maks. højde på 8,5 meter og med en bebyggelsesprocent på 40 maks. 80 tæt/lav boliger, maks. 2 etager og maks højde på 8,5 meter. Alle boliger i lokalplanområdet skal opføres med saddeltag uden valm eller med "flade" tage/ensidig taghældning. Boligerne skal fortrinsvis opføres i naturmaterialer som tegl og træ, som patinerer smukt og har lang holdbarhed.

Friarealer er bundet sammen af stibånd gennem området med mulighed for at fortsætte ud i kommunens øvrige stisystemer i overensstemmelse med intentionerne i Herfølge Bydelsplan 2016. Friarealerne er fælles for alle boligerne i området og er offentlige tilgængelige. På sigt vil friarealerne mod nord-øst opleves som sammenhængende med den skovrejsning, der planlægges for længere mod nord-øst.

Miljøvurdering:
Der er foretaget en screening af lokalplanens påvirkning af miljøet. På baggrund af screeningen vurderes det, at planen ikke forudsætter en miljøvurdering. Begrundelsen er, at planen efter kommunens vurdering ikke danner grundlag for anlæg mv., der medfører væsentlig påvirkning af miljøet.

Økonomi
Sagen har ingen direkte betydning for Køge kommunes økonomi.
Kommunikation
Teknik- og Miljøforvaltningen foreslår, at lokalplanen sendes i offentlig høring i otte uger. Der afholdes borgermøde den 24. marts 2021 kl. 19-20. Mødet forventes afholdt digitalt og annonceres på Køge Kommunes hjemmeside.
Beslutning

Udgår.

Fraværende
Lene Møller Nielsen (A)
Bilag

Til toppen


51.   Forslag til Lokalplan 1097 for boliger på Skovvang og Degnegyden i Ejby


Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller til Klima- og Planudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet, at forslag til Lokalplan 1097 sendes i offentlig høring i fire uger.

Klima- og Planudvalget 04-02-2021
Anbefales overfor Økonomiudvalget og Byrådet.
Baggrund og vurdering

Klima- og Planudvalget besluttede den 4. juni 2020 at igangsætte lokalplanlægningen for boliger på Skovvang og Degnegyden i Ejby. Lokalplanområdets afgrænsning er udvidet til også at omfatte de tre eksisterende boliger på Degnegyden efter ønske fra ejerne.

Lokalplanen opdeler området i to delområder. Delområde 1 rummer de tre eksisterende boliger på Degnegyden og fastholdes til åben-lav boligbebyggelse. Delområde 2 rummer den ejendom, hvor der tidligere har ligget Ejby Lilleskole og SFO. Dette delområde udlægges til tæt-lav boligbebyggelse. Lokalplanen fastlægger bygningshøjder på op til 8,5 meter i maks. 1½ etage og en bebyggelsesprocent på maks. 30. Vejadgang skal ske fra de eksisterende vejadgange fra Skovvang og Degnegyden.

Lokalplanen fastsætter bestemmelser om, at bebyggelsen skal opføres i blank eller pudset mur, og at tage skal udformes som symmetriske sadeltage uden tagudhæng. På den måde sikrer lokalplanen, at den nye bebyggelse er tilpasset den eksisterende arkitektur på Degnegyden. Det er lokalplanens hensigt, at området får et ensartet udtryk, hvorfor der i lokalplanen er bestemmelser om facade- og tagmaterialer.

Fælles friarealer til leg og ophold kan anlægges lavere end det omkringliggende terræn og kan på den måde benyttes ved voldsom nedbør, ligesom der anlægges regnvandsbassin, som kan etableres som græsareal og opholdsareal, og anvendes til forsinkelse af regnvand, når det er nødvendigt.

Lokalplanens bestemmelser om grønne forarealer samt opdeling mellem parkeringsarealer med beplantede felter sikrer en øget lokal nedsivning inden for lokalplanområdet.

Miljøvurdering
Der er foretaget en screening af lokalplanens påvirkning på miljøet. På baggrund af screeningen er det vurderet, at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering, da de væsentligste miljøgener er vurderet i forbindelse med tidligere miljørapporter for lokalplanområdet.

Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser for Køge Kommune.
Kommunikation
Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at en offentlig høring på 4 uger er passende i forhold til planlovens § 24. I forbindelse med høringen foreslås borgermøde afholdt den 15. marts 2021.
Beslutning

Anbefales.

Fraværende
Lene Møller Nielsen (A)
Bilag

Til toppen


52.   Regn- og spildevandsplan for Køge Kommune 2021-2026 - endelig vedtagelse


Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller til Klima- og Planudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet, at Regn- og Spildevandsplan 2021 – 2026 godkendes, og at indsigere svares i overensstemmelse med forvaltningens bemærkninger i hvidbogen.

Klima- og Planudvalget 04-02-2021
Anbefales overfor Økonomiudvalget og Byrådet.

Der indledes en dialog med KLAR og beboerne i Østervang.

Baggrund og vurdering

Genoptagelse af sag nr. 128 fra Klima- og Planudvalgets møde den 8. august 2020 om godkendelse af forslag til Regn og spildevandsplan 2021 – 2026 til høring.

Der er samlet indkommet elleve kommentarer til høringen. Som det ses af den vedhæftede hvidbog, har kommentarerne ikke givet anledning til at ændre planen nævneværdigt. Efter godkendelse vil Teknik- og Miljøforvaltningen fremsende Køge Kommunes bemærkninger til de borgere, der har afgivet bemærkninger.

Ved nytårsskiftet er der kommet en række nye krav fra Miljøministeriet om, at spildevandsplaner skal indeholde servicekrav for regnvandshåndtering. Disse krav vil blive indarbejdet i spildevandsplanen i kommende tillæg og revisioner. Kravene indebærer, at spildevandsplanen skal indeholde yderligere oplysninger om serviceniveauer for håndtering af tag- og overfladevand og Kommunalbestyrelsens beslutninger herom.

Forvaltningens vurdering
Overordnet set vurderes Regn- og spildevandsplan 2021-2026 at resultere i en forbedring af vandmiljøet i Køge Kommune. Forvaltningens miljøfokus vurderes at skulle være på de områder, der forurener mest.

Økonomi
Regn- og spildevandsplanen har i sig selv ingen økonomiske konsekvenser for Køge Kommune.
Beslutning

Anbefales.

Fraværende
Lene Møller Nielsen (A)
Bilag

Til toppen


53.   Endelig vedtagelse af lokalplan 1095 - Daginstitution og idræt ved Ravnsborg + tillæg nr. 10 til kommuneplan 2017


Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller til

Kultur- og Idrætsudvalget og Børneudvalget, at

  1.  Lokalplan 1095 - Daginstitution og Idræt ved Ravnsborg og kommuneplantillæg nr. 10 drøftes med de redaktionelle ændringer samt ændringer, som beskrevet i høringsnotatet (se bilag 1)

Klima- og Planudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet, at

2. Lokalplan 1095 - Daginstitution og Idræt ved Ravnsborg og kommuneplantillæg nr. 10 vedtages endeligt med redaktionelle ændringer samt ændringer, som beskrevet i høringsnotatet (se bilag 1).

Kultur- og Idrætsudvalget 01-02-2021
Ad 1: Drøftet

Børneudvalget 03-02-2021
Ad. 1) Drøftet.

Klima- og Planudvalget 04-02-2021

Anbefales overfor Økonomiudvalget og Byrådet.
Baggrund og vurdering

Byrådet vedtog den 27. oktober 2020, sag nr. 192, at sende forslag til lokalplan 1095 -
Daginstitution og Idræt ved Ravnsborg i offentlig høring. Der er indkommet syv høringssvar i
høringsperioden og to høringssvar efter høringsfristen.

Lokalplanen giver mulighed for at opføre en daginstitution, gymnastikhal og en tumlesal, som
tilbygning til eksisterende springgymnastikhal ved Ravnsborg. Lokalplanen giver også mulighed
for en mindre udvidelse af Ravnsborghallen mod nord.

Høringssvarene indeholder bl.a. indsigelse mod stiudlæg mellem det eksisterende
gymnastikcenter og den kommende gymnastikhal (hal 2). Gymnastikforeningen gør indsigelse
mod stiudlægget pga. foreningens behov for passage som rent område og GF Obovejkvarteret
gør indsigelse pga. stiudlæggets videre forbindelse til Obovejkvarteret og bekymring i forhold til,
at forældre til børn i daginstitutionen vil parkere i Obovejkvarteret.

Da lokalplanen har et østligt stiudlæg langs jernbanen fra boligområdet mod syd og ind i
lokalplanområdet samt mulighed for adgang langs Ravnsborghallens vestlige facade, har
forvaltningen efterkommet indsigelserne og fjernet det omtalte stiudlæg fra lokalplanens
kortbilag 2 (se bilag 2).

Høringssvarene indeholder desuden bl.a.:

  • Alternativt forslag til placering af daginstitutionen
  • Spørgsmål til byggeriets nærmere placering inden for lokalplanens byggefelt
  • Spørgsmål og ønsker i forhold til lokalplanens udlæg til parkering
  • Udtryk for bekymring for anvendelse og forlængelse af sydlig adgangsvej og
    parkeringsplads
  • Udtryk for bekymring for børns færdsel til og fra lokalplanområdet - trafiksikkerhed
  • Ønske om krav til opsætning af støjskærm som erstatning for fjernelse af jordvold
  • Ønske om etablering af yderligere padelbaner.

Der er udarbejdet et høringsnotat, hvori der redegøres for alle høringssvarene, samt
forvaltningens forslag til ændringer i lokalplanen.

Forvaltningen arbejder fortsat med et skitseforslag for daginstitutionen, hal 2 og tumlesal i et
samarbejde med Køge Bugt Gymnastikforening. På baggrund af projektbearbejdningen justeres
lokalplanens bestemmelser vedrørende bebyggelsens ydre fremtræden (se bilag 1). Facader skal
fremstå i materiale og nuance, der forholder sig til facaderne på de eksisterende byggerier.

Forvaltningen har vurderet, at de nævnte ændringer er af underordnet betydning, og derfor ikke
kræver en fornyet høring.

Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser, da byggeriet af daginstitution, hal og tumlesal ikke er en direkte del af vedtagelse af lokalplanen.
Beslutning

Ad 2: Anbefales.

Fraværende
Lene Møller Nielsen (A)
Bilag

Til toppen


54.   Orientering fra borgmester og fra kommunaldirektør


Beslutning
Intet.
Fraværende
Lene Møller Nielsen (A)

Til toppen


55.   Eventuelt


Beslutning

Drøftet.

Fraværende
Lene Møller Nielsen (A)

Til toppen


56.   Helhedsplan og ny lokalplan for Karlemoseparken (Lukket punkt)


Fraværende
Lene Møller Nielsen (A)

Til toppen


57.   Salg af ejendom (Lukket punkt)


Fraværende
Lene Møller Nielsen (A)

Til toppen


58.   Køb af arealer (Lukket punkt)


Fraværende
Lene Møller Nielsen (A)

Til toppen


59.   Orientering om kommuneplan og lokalplaner (Lukket punkt)


Fraværende
Lene Møller Nielsen (A)

Til toppen


60.   Orientering fra borgmester og fra kommunaldirektør (Lukket punkt)


Fraværende
Lene Møller Nielsen (A)

Til toppen


61.   Eventuelt (Lukket punkt)


Fraværende
Lene Møller Nielsen (A)

Til toppen


62.   Underskriftsblad - ØU (Lukket punkt)


Fraværende
Lene Møller Nielsen (A)

Til toppen

Opdateret af Køge Kommune 16.05.21