Den tidligere sagsfremstilling kan læses nedenfor:
Virksomheden Forenede Care har søgt om landzonetilladelse til at indrette et krisecenter på en ejendom på Højelsevej 41. Der er tale om en landbrugsejendom, der ligger i udkanten af Ll. Salby. Ansøger har fået dispensation fra landbrugsstyrelsen til at købe landbrugsejendommen og ophæve bopælspligten.
Krisecentret skal huse op til ni mænd, inkl. børn under 18 år, som står i en akut krise. Et typisk ophold varer cirka fire måneder, og der er ikke tale om beboere, som har et aktivt misbrug, eller som er kendt med en ubehandlet psykisk diagnose. Krisecentret indrettes i eksisterende beboelse uden væsentlig ombygning.
Ejendommen er omfattet af lokalplan 6-04. Lokalplanens formål er bl.a., at landsbyen forbeholdes til bolig- og erhvervsformål, herunder jordbrugsformål og offentlige formål – samt at give mulighed for indretning af overflødiggjorte landbrugsbygninger til erhvervsvirksomheder.
Ifølge lokalplanens anvendelsesbestemmelser kan der etableres servicevirksomhed, offentlige institutioner, beboelses- og erhvervsbebyggelse, fællesanlæg og lignende samt butikker til områdets daglige forsyning.
Teknik- og Miljøforvaltningen sendte sagen i nabohøring til hele lokalplanområdet. Der er indkommet fire selvstændige bemærkninger, hvoraf to har underskrifter og indsigelser fra henholdsvis 21 og 16 naboer. Naboerne udtrykker bekymring og modstand, da de ikke mener, det lille lokalsamfund egner sig til en sådan institution.
Normal praksis foreskriver, at anvendelse af en helårsbolig til socialpædagogisk opholdssted eller bosted, med længerevarende ophold, ikke nødvendigvis kræver landzonetilladelse. Her lægges der bl.a. vægt på, at opholdssteder og bosteder opfattes som forskellige boformer; herunder eksempelvis bofællesskaber, kollektiver mv.
Forvaltningen har i denne sag vurderet, at projektet ikke er undtaget for krav landzonetilladelse. I vurderingen er der lagt vægt på en tidligere afgørelse fra Planklagenævnet, som har udtalt, at ”hyppigere udskiftning af beboere, medfører en mere intensiv anvendelse af ejendommen”. Forvaltningen finder, at det ansøgte krisecenter ikke kan sidestilles med andre boformer, da antal beboere, og opholdenes gennemsnitlige varighed, udgør en ændret anvendelse, som er relevant efter planlovens bestemmelser.
Forvaltningen bemærker, at det er Planklagenævnets opfattelse, at etablering af behandlingsinstitutioner er en samfundsmæssig nødvendighed, der som udgangspunkt bør gives landzonetilladelse til, medmindre placeringen konkret er uhensigtsmæssig af planmæssige eller landskabelige grunde.
Forvaltningen vurderer, at der kan meddeles landzonetilladelse til det ansøgte krisecenter, da projektet ikke medfører væsentlige påvirkninger af de interesser, der skal varetages med landzonebestemmelserne. Parkering kan ske på egen grund, og krisecentret indrettes i eksisterende bygninger uden væsentlig ombygning. Dermed er der ingen landskabelige eller miljømæssige konflikter.
I forhold til lokalplanen betragter forvaltningen det ansøgte som en servicevirksomhed. Der er desuden tale om en virksomhed, der tilbyder en samfundsnødvendig ydelse, der kan sidestilles med offentlige formål.
I forhold til naboernes bekymringer har det også haft betydning for forvaltningens vurdering af sagen, at det ansøgte ligger tæt op af andre boformer, der ikke kræver landzonetilladelse, og dermed ikke kan reguleres af kommunen.