Referat af møde i Klima- og Planudvalget

Den 07.04.2022 kl. 15:00 i Byrådsstue Ivar Huitfeldt


Indholdsfortegnelse


Lukkede Punkter


Deltagere:

Claus René Olesen, (C)
Jonas Bjørn Whitehorn, (A)
Jørgen Petersen, (C)
Lene Møller Nielsen, (A)
Mette Wigand Bode, (V)
Niels Rolskov, (Ø)
Thomas Kielgast, (F)


61.   Godkendelse af dagsorden


Beslutning

Godkendt.

Lene Møller Nielsen (A) deltog ikke under punkterne 61 - 63 og 74 - 80.

Thomas Kielgast (F) deltog ikke under punkterne 68 - 80.

Fraværende
Lene Møller Nielsen (A)

Til toppen


62.   Igangsættelse af Lokalplan 1110 - Erhverv syd for Egedesvej


Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller til Klima- og Planudvalget, at udvalget igangsætter arbejdet med Lokalplan 1110 - Erhverv syd for Egedesvej.

Baggrund og vurdering

Erhvervsudviklingen i Køge Nord går stærkt, og der er stor efterspørgsel efter nye erhvervsarealer. Arealerne i STC III, del 1 og 2, som er muliggjort med lokalplanerne 1084 og 1088, er solgt og under udbygning, og Køge Kommune ønsker nu at muliggøre salg af de resterende erhvervsarealer syd for Egedesvej. Området er omfattet af rammelokalplan 1046 for Køge Nord fra 2015. Rammelokalplanen er ikke byggeretsgivende, hvorfor udbygning af erhvervsarealerne kræver udarbejdelse af en ny lokalplan.

Lokalplanområdet dækker et areal på ca. 31 ha. og udgøres i dag af kulturlandskab med åbne marker, højspændingsledninger, læhegn, fredede diger samt tekniske regnvandsbassiner. Området er samtidig præget af nærheden til motorvej, jernbaner, Skandinavisk Transport Center, Ll. Skensveds industri og anlægsarbejde i Køge Nord samt boligområde undervejs mod øst.

Lokalplanområdet er tidligere omtalt som STC III del 3, men på grund af områdets fysiske bindinger - samt områdets udpegning i kommuneplanen som bufferområde mellem støjfølsom anvendelse i øst (boliger i Køge Nord og Ølsemagle landsby) og støjende virksomheder i vest (STC III, del 1) - udlægges lokalplanområdet til mindre erhverv med lavere støjniveau end traditionelle transport- og logistikvirksomheder. På den måde minimeres miljø- og støjkonflikter mellem Skovbyen, landsbyen og erhvervsområdet. Lokalplanen er derfor omdøbt til LP 1110 - Erhverv syd for Egedesvej. Principperne for udarbejdelse af forslag til lokalplanen er beskrevet i startredegørelsen. Startredegørelsen kan ses på lokalplaner.koege.dk under fanen ”Under udarbejdelse”.

I fremtiden vil lokalplanområdet bestå af bygningsvolumener, som bidrager til at skabe en gradueret overgang mellem den lave boligbebyggelse mod øst og de større erhvervsbygninger mod vest. Bygningsvolumenerne placeres i de blå-grønne strukturer, som skal være kendetegnende for Køge Nord. Her skal regnvandshåndtering være et synligt element, og anlæg til regnvandshåndtering skal have en rekreativ funktion.

Lokalplanområdet er omfattet af rammeområde 1E07 i Kommuneplan 2021-2033. Lokalplanen er i overensstemmelse med kommuneplanen.

Ved endelig vedtagelse af Lokalplan 1110 aflyses rammelokalplan 1046 for det område, som er omfattet af Lokalplan 1110.

Økonomi
Sagen har ingen direkte økonomiske konsekvenser for Køge Kommune.
Kommunikation

Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler, at for-borgermødet for Lokalplan 1110 afholdes i forbindelse med den offentlige høring af forslag til Lokalplan 1099 - Boliger i Køge Nord, delområde F1 og F2, som er planlagt 25. april kl. 19.00-21.00. Borgermødet annonceres på Køge Kommunes hjemmeside samtidig, som vi udsender invitation til relevante aktører/borgere - herunder følgegruppen for Køge Nord.

Beslutning
Godkendt.
Fraværende
Lene Møller Nielsen (A)
Bilag

Til toppen


63.   Genoptagelse af lokalplan 1086 for blandede byfunktioner syd for Køge Nord Station


Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller til

  1. Klima- og Planudvalget,
    at udvalget genoptager arbejdet med lokalplan 1086 for blandede byfunktioner i Køge Nord syd for Køge Nord Station
  2. Økonomiudvalget
    at tage følgende orientering om ændret projekt og udvidet byggemulighed i masterplanens delområde D til efterretning.
Baggrund og vurdering

Klima- og Planudvalget igangsatte den 5. november 2020 Lokalplan 1086 for boliger i Køge Nord på det  privatejede areal matrikel 12a, Ølsemagle By, Ølsemagle, som ligger syd for Køge Nord Station.  Lokalplanen havde til formål at muliggøre op til 25.000 etagemeter svarende til ca. 300 boliger. Lokalplanen blev sat i bero i april 2021 bl.a. på baggrund af Planklagenævnets afgørelse i marts 2021, hvor nævnet ophævede en lokalplan for boliger i Vallensbæk kommune i et område belastet af støj fra Køge Bugt Motorvejen. 

Derudover blev der truffet en række andre afgørelser vedrørende Planlovens § 15a, som skal forhindre, at der udlægges nye arealer til støjfølsom anvendelse i støjbelastede områder. I forlængelse heraf har Bolig- og Planstyrelsen udgivet et servicetjek af Planloven, jf. bilag 1. Dette giver samlet set et overblik over, hvordan man må og skal tolke Planlovens § 15a.

Støjpåvirkningen på arealet er de senere år kortlagt gennem en række støjundersøgelser. Undersøgelserne har haft til formål at belyse en forventet støjpåvirkning ved planlægningssituationer i forbindelse med forskellige projektforslag, samt at identificere løsninger, som kan afhjælpe støjpåvirkningen. Det har givet anledning til en tilpasset bebyggelsesplan, som også lå til grund for starteredegørelsen i 2020, hvor bebyggelsen i sig selv skulle skærme bedst muligt mod støj. Støjbelastningen har gennem perioden været stigende i hele Køge Nord, som konsekvens af Køge Bugt Motorvejens udvidelse og øget trafik.

I forhold til planlægningssituationen på arealet vurderes det ikke som teknisk og økonomisk
muligt at identificere løsninger, der kan reducere støjen til de vejledende grænseværdier overalt i
området og på alle facader. Det vurderes ligeledes, at der er tale om vedblivende støj, fordi støjen fra Køge Bugt Motorvejen kun i nogen grad kan reduceres ved afskærmning. På baggrund af Planklagenævnets afgørelser vurderes, at byudviklingsområdet er omfattet af Planlovens undtagelsesbestemmelse om isolering af ny boligbebyggelse mod støj og afskærmning af udendørs opholdsarealer (§ 15, stk. 2, nr. 26), hvis området planlægges for blandede byfunktioner.

Startredegørelse for ændret projekt og udvidet byggemulighed
På den baggrund har den private udvikler anmodet om en byggeretsgivende lokalplan for udvikling af boligområde suppleret med liberalt erhverv og fremsendt en ny startredegørelse, der beskriver det projekt, som ønskes realiseret. Jf. bilag 2.

Området indgår i masterplan Køge Nord - Køge Nord Stationsnær Skovby (2019) - delområde D med 25.000 etagemeter, som kan udbygges i første fase. Realisering af delområdet kræver en byggeretsgivende lokalplan for arealet, som i dag alene er omfattet af en rammelokalplan - 1046. Området er i Kommuneplan 2021 udlagt til Centerområde i nærhed af Køge Nord Station. Arealet ligger udenfor det udpegede lokalcenter. 

Det ændrede projekt indeholder 20.000 etagemeter bolig svarende til ca. 240 boliger samt 5.000 etagementer til private studieboliger svarende til ca. 145 boliger. Således ender den samlede boligmængde på ca. 385 boliger, hvilket er en større boligmængde end udgangspunktet. Derudover ønskes mulighed for fælleshus for bebyggelsen på 400 m2 med mulighed for blandede funktioner samt 3000 etagemeter liberalt erhverv.

Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at området med sin placering mellem Køge Nord Station og Campus er en fornuftig placering af studieboliger, og at den øgede samlede boligmængde ikke vil betyde øget trafik og lignende i forhold til den tidligere boligmængde. Studieboligerne tinglyses ved servitut sammen med lokalplanen på ejendommen for at sikre, at anvendelsen som studieboliger opretholdes. I forhold til udvidet byggemulighed med erhverv er det forvaltningens vurdering, at den ønskede mængde erhverv kan rummes indenfor den samlede ramme for kontor- og serviceerhverv for Køge Nord i kommuneplanen.

Det vurderes derudover, at trafikmængden kan håndteres som beskrevet i startredegørelsen. Dog er den gennemgående sti, som udlagt i lokalplan 1046, med kobling gennem lokalplanområdet og videre til eksisterende sti mod Campus og mod Køge Nord Station nødvendig for den øgede mængde bløde trafikanter studieboligerne vil medføre bl.a. af trafiksikkerhedsmæssige årsager. 

Forvaltningen vurderer, at der derudover vil kunne opnås en højere kvalitet i infrastruktur for bløde trafikanter ved realisering af en direkte stiforbindelse mellem lokalplanområdet og Køge Nord Station.   

Siden første startredegørelse er der udover ændret anvendelse arbejdet videre med bl.a. regnvandshåndtering, trafikafvikling og arkitektur, særlig lydisolerede vinduer. I forbindelse med lokalplanen skal der arbejdes videre med:

  • Landskabsplanen - terræn, klimasikring og beplantning
  • Mikroklima i gårdrum
  • Stiforbindelser internt i området og til den omkringliggende by
  • Parkering og trafiksikkerhed 
  • Tryghedsskabende tiltag på friarealer og omkring bebyggelsens stueetager.
Økonomi
Indstillingen har ingen direkte konsekvens for Køge Kommune, men etablering af stier, der kobler lokalplanområdet på det eksisterede stinet til Campus og til Køge Nord Station, vil skulle indarbejdes i det kommunale budget. 
Kommunikation

I forbindelse med igangsættelse af lokalplanen blev der afholdt digitalt for-offentlighedsborgermøde den 9. december 2020. Input fra borgermødet fremgår af bilag 3. Teknik- og Miljøforvaltningen foreslår følgende inddragelse i forbindelse med genoptagelsen af lokalplanarbejdet:

  • Følgegruppen for Køge Nord orienteres om lokalplan 1086
  • Startredegørelsen udsendes i partshøring for ejendommen Ølsemagle Kirkevej nr. 57.

Nyt borgermøde foreslås afholdt i forbindelse med offentlighedsperioden, når et lokalplanforslag er vedtaget.

Beslutning
Ad. 1: Godkendt
Fraværende
Lene Møller Nielsen (A)
Bilag

Til toppen


64.   Genoptagelse af lokalplan 1098 - Værket ved Regnemark


Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller til Klima- og Planudvalget, at 

  1. arbejdet med forslag til lokalplan 1098 - Værket ved Regnemark genoptages
  2. indholdet af miljøkonsekvensrapport for projektet fastlægges i overensstemmelse med vedlagte afgrænsningnotat.
Baggrund og vurdering

Klima- og Planudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet besluttede i december 2021 at aflyse forslag til lokalplan 1098, Værket ved Regnemark. Der blev samtidig på anmodning fra HOFOR igangsat en proces for miljøvurdering af projektet for det nye vandværk. Forslaget til lokalplan 1098 har til formål at muliggøre, at HOFOR kan etablere et nyt vandværk med centralt blødgøringsanlæg og nye driftsbygninger som erstatning for det eksisterende vandværk ved Regnemark. 

Baggrunden var, at HOFOR havde anmodet om at udskyde den planlagte offentlige høring af lokalplanforslaget og har yderligere anmodet om, at projektet undergår en miljøvurdering, jf. miljøvurderingsloven, da HOFOR har identificeret forhold, der betyder, at projektet vil kunne få væsentlige indvirkninger på miljøet. 

Idéfasen i forbindelse med miljøvurderingen forud for udarbejdelsen af miljøkonsekvensrapport pågik i perioden fra den 31. januar 2022 til den 14. februar 2022. Der er indkommet to høringssvar i idéfasen.

Ringsted Kommune ønsker, at der foretages en vurdering af et eventuelt længerevarende stop for indvinding af vand og udledning til vandløb. Desuden undrer Ringsted Kommune sig over, at HOFOR har valgt at bygge en ny vandværksbygning fremfor at bevare den eksisterende bygning og opfordrer desuden til at indtænke vedvarende energi ind i projektet. HOFOR har bemærket hertil, at projektet ikke omfatter et driftsstop. HOFOR har vurderet, at det ikke har været muligt at modernisere det eksisterende værk til nutidige standarder. Der etableres solceller med henblik på at dække store dele af værkets energiforbrug. 

Køge Sportsfiskerforening bemærker, at det vil være et problem, hvis vandføringen i Køge Å reduceres og åen tilføres sedimenter, hvilket kan få konsekvenser for flere fiskearter. Umiddelbart forventer HOFOR ikke, at projektet vil medføre en reduceret vandføring i åen, og der vil ikke blive tilført sediment til Køge Å ved grundvandssænkning. Forhold omkring den hydrauliske belastning af åen samt erosion vil blive belyst nærmere i miljøkonsekvensrapporten. 

Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler, at miljøkonsekvensrapporten vil omfatte følgende emner: 

  • Befolkning og menneskers sundhed, herunder
    • Støj og vibrationer
    • Trafikafvikling
    • Friluftsliv og rekreative interesser
    • Landskab og visuelle forhold
  • Biologisk mangfoldighed og natur
  • Jordhåndtering
  • Overfladevand
  • Klima

Byrådets endelig behandling af forslag til lokalplan og miljøkonsekvensrapport forventes at ske i januar 2023 med efterfølgende offentliggørelse af planforslag i otte uger. Endelig vedtagelse af lokalplan forventes at ske i juni 2023. 

Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser for Køge Kommune. 
Beslutning
Ad 1. og 2: Godkendt.
Bilag

Til toppen


65.   Revision af Fingerplanens grønne kiler


Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller til Klima- og Planudvalget, at orienteringen om revision af Fingerplanens grønne kiler tages til efterretning.
Baggrund og vurdering

Siden 1947 har Fingerplanen udgjort den overordnede ramme for fysisk planlægning i hovedstadsområdet. Grundtanken bag Fingerplanen er, at

  1. koncentrere boliger, handel, virksomheder, offentlige institutioner mv. omkring en veludbygget infrastruktur i fingerbyen.
  2. forbeholde områderne mellem og uden for fingerbyen til grønne kiler, mindre bysamfund, jordbrug mv.

Hovedformålet med de grønne kiler er at tilgodese behovet for det almene friluftsliv. Kilerne skal bl.a. friholdes for bebyggelse og anlæg til bymæssige formål, fastholdes som åbne områder til regionale fritidsformål og friholdes for vindmøller, solcelleanlæg, jorddeponi og lignende.

Der er nu fremlagt et forslag til landsplandirektiv, der dels afgrænser nye grønne kiler, som omfatter bynære skove og naturområder, der ligger i tilknytning til eksisterende grønne kiler i Fingerplan 2019, dels giver mulighed for, at der under en række forudsætninger kan opføres nye bygninger til almene rekreative formål i de grønne kiler.

Der gennemføres med forslaget ikke i øvrigt revision af Fingerplan 2019, og det nye landsplandirektiv vil derfor udgøre et supplement til de gældende bestemmelser og udpegninger i Fingerplanen.

Udpegning af nye grønne kiler
Baggrunden for forslaget om afgrænsning af nye grønne kiler er, at skove og lysåbne naturområder indeholder stor rekreativ værdi for mange mennesker, og at adgangen til naturen kan gøres nemmere ved i højere grad at binde bynære naturområder og skove sammen med de grønne kiler i og omkring hovedstaden. 

Udpegningen sker ved udvidelse af de eksisterende grønne kiler med arealer, der ligger i umiddelbar tilknytning hertil, og som er udpeget som særligt naturbeskyttelsesområde eller er bynær, offentlig eller privat fredskov. Som bilag til dagsordenpunktet findes kort over udpegning af de nye grønne kiler. Af kortet fremgår det, at Strandskov og Billesborg Indelukke syd for den sydligste af de eksisterende grønne kiler i Køge Kommune udpeges som ny grøn kile. 

Ny bestemmelse om bygninger i de grønne kiler 
Baggrunden for forslaget om nye muligheder for bygninger er, at etablering af baser for almene rekreative formål som f.eks. naturskoler og skovbørnehaver i de grønne kiler er efterspurgte i hovedstadsområdet. 

En ny bestemmelse giver mulighed for at afvige fra de i øvrigt meget begrænsede muligheder for nybyggeri i de grønne kiler, idet der under en række forudsætninger i tilknytning til hidtidige bebyggelsesarealer kan meddeles tilladelse til at opføre nye, tidssvarende bygninger til almene, rekreative formål. 

Bemærkninger fra Vallø Stift 
Teknik- og Miljøforvaltningen har orienteret Vallø Stift, der ejer Strandskov og Billesborg Indelukke, om forslaget til landsplandirektiv. Vallø Stift har fremsendt bemærkninger vedr. forslaget til Teknik- og Miljøforvaltningen (se bilag) og ønsker desuden på egne vegne at fremsende et høringssvar til Bolig- og Planstyrelsen.

Vallø Stifts holdning til forslaget er, at formålet med de nye bestemmelser, herunder adgang og beskyttelse af naturinteresser, allerede er opfyldt med de i dag gældende udpegninger, såsom fredskov, § 3-beskyttet natur og arealfredning, hvorfor de to skove bør tages ud af forslaget. Vallø Stift udtrykker desuden bekymring for fremtidige udvidelsesmuligheder for Køge & Vallø Camping, der er placeret i Strandskovens nordlige ende. Stiftet meldte ønsket om fremtidig udvidelse ind i forbindelse med Kommuneplan 2017, og Køge Kommune har svaret, at kommunen gerne indgår i dialog om dette.

Forvaltningen er enig med Vallø Stift i, at formålet med forslaget til landsplandirektiv i høj grad allerede i dag varetages gennem andre typer udpegninger og bestemmelser.

Forslag til landsplandirektivet er sendt i offentlig høring med frist den 19. april 2022. Forvaltningen forventer at sende et kort høringssvar med kvittering for modtagelse og oplysning om, at Køge Kommune ikke har bemærkninger til høringsmaterialet.

Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser for Køge Kommune.
Beslutning

Taget til efterretning.

Udvalget tilslutter sig i øvrigt Vallø Stifts høringssvar.



Bilag

Til toppen


66.   Fjernvarmeudbygning i Køge bybånd


Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller til Klima- og Planudvalget, at udvalget tager orientering om masterplan for fjernvarmeudbygning i Køge bybånd til efterretning.

Baggrund og vurdering

VEKS har udarbejdet en plan for udrulning af fjernvarme i de resterende naturgasforsynede områder i Køge bybånd.

Planen indebærer, at der for alle områder den kommende 5-årige periode udarbejdes projektforslag til kommunal godkendelse for fjernvarmeudbygning til de pågældende områder. Ved endelig godkendelse af projektforslagene vil VEKS opnå forsyningsret og forsyningspligt til varmeforsyning af bebyggelse i projektområderne.

Masterplanen er nu til intern revidering i VEKS-bestyrelse. Der må forventes at ske ændringer af rækkefølgen for, hvornår de enkelte områder nu bliver fjernvarmeudbygget.

Rækkefølgen i masterplanen fra 2021 er følgende:

Nylandsvejkvarteret

2022

Køge midtby Villaområder 2022
Nørremarken 2023
Ll. Skensved 2023
Hastrup 2024
Herfølge 2025

En del af områderne kræver dog støtte fra den nationale fjernvarmepulje for at kunne opnå tilfredsstillende samfundsøkonomi.

Dette blev Klima- og Planudvalget orienteret om på udvalgsmødet den 7. oktober 2021.

Teknik- og Miljøforvaltningen bemærker, at der siden 7. oktober 2021 har været to fjernvarmeprojekter til behandling - henholdsvis Nylandsvejkvarteret og Villaområderne i Køge midtby. Begge projekter blev behandlet og godkendt ved Byrådet den 21. december 2021.

Projektet for Nylandsvejkvarteret krævede statslig støtte fra fjernvarmepuljen, hvor der den 21. februar 2021 blev modtaget tilsagn om støtte.

Tilskuddet er interessant i forhold til at konvertere et andet større erhvervsområde (Energidistrikt 11) nord for Nylandsvejkvarteret. Tilskuddet vil fungere som katalysator for at forsyne erhvervsområdets potentielt 77 storkunder, der var en del af Køge Fjernvarmes oprindelige projektforslag. Det har indtil nu (uden tilskud) ikke kunnet lade sig gøre økonomisk.

Et tilskud fra fjernvarmepuljen stiller krav til:

  • Anlægsarbejdet skal udføres inden for maksimalt fem år.
  • Øget kontrol af projekt- og timeregistrering med konstant bevågenhed fra revisor.
  • Der skal minimum opnås tilslutning af 50% nye kunder.

Al fokus kommer derfor til at være på Nylandsvejkvarteret med en forventning om ,at kundekampagnen starter i foråret 2022.

Projektet for villaområderne i Køge midtby bliver udskudt til efter sommerferien, da dette projekts økonomi ikke afhænger af tilskud. Køge fjernvarme har allerede etableret forsyningssystem rundt om og gennem byen, hvilket reducerer omkostningerne ved naturgaskonverteringen betragteligt.

Den tragiske situation i Ukraine har og kommer fortsat til at have stor betydning for varmeforsyningen i Køge Kommune. Fjernvarme har aldrig været mere efterspurgt, end den er nu, og masterplanen med den fremviste rækkefølge (ovenstående tabel) bliver nu revideret internt hos VEKS. Flere af de fremtidige projekter havde før behov for støtte fra fjernvarmepuljen. Dette kommer i mindre grad til at være nødvendigt nu, hvilket er grunden til at masterplanen skal revideres.

VEKS er blevet bedt om at fremskynde planen, hvor denne revision også kommer til at indeholde bymidten. Dette vil blive drøftet i den politiske følgegruppe for VEKS den 22. april 2022.
Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser for Køge Kommune.
Beslutning

Taget til efterretning.

 

Bilag

Til toppen


67.   Søndre Allé 8 - nedlæggelse af bolig


Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller til Klima- og Planudvalget, at nedlæggelse af boligen godkendes.
Baggrund og vurdering

Ejendommen ligger i delområde C i lokalplan 1033 "Bevarende lokalplan for Digterkvarteret", der
må anvendes som boliger og liberalt erhverv. Ejendommen er udpeget som særlig bevaringsværdig og enhver udvendig ændring vil derfor kræve særskilt godkendelse.

Som forudsætning for køb, ansøges om at ændre ejendommens anvendelse fra bolig til 100 % liberalt erhverv, og dermed nedlæggelse af boligen i overensstemmelse med boligreguleringsloven, jf. nærmere nedenfor.

Den nye ejer ønsker at anvende Ejendommen til liberalt erhverv i form af udøvelse af advokatvirksomhed, pt. bestående af i alt 7 ansatte. Der påtænkes ikke at ændre på ejendommens udvendige udseende, men tværtimod at bevare dette i al væsentlighed, idet ejendommens karakteristiske udseende og beplantning parallelt med Søndre Allé påtænkes bevaret i sin helhed, hvilket nærværende ansøgning afspejler.

Anvendelse som liberalt erhverv kræver, at der anlægges flere p-pladser på egen grund, hvilket foreslås løst ved en ændret indkørsel mod Søndre Alle, denne ændring forudsætter en efterfølgende tilladelse fra vejmyndigheden.

Anvendelsen er i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser og Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller derfor, at nedlæggelsen tillades, da der ikke ses at være forhold, der taler imod det ansøgte.

Økonomi
Sagen har ingen direkte økonomiske konsekvenser for Køge Kommune.
Beslutning

Ikke godkendt.

 

 


Bilag

Til toppen


68.   Giesegårdvej 114 - nedlæggelse af bolig


Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller til Klima- og Planudvalget, at nedlæggelse af boligen 
godkendes.
Baggrund og vurdering

I følge boligreguleringsloven § 46, stk. 1, skal kommunen godkende nedlæggelse af boliger, også
hvis nedlæggelse sker ved nedrivning af bygninger.

Ejer ønsker at rive huset ned og lægge matriklen ind under eksisterende ejendom med egen bolig på nabogrunden Giesegårdvej 112. 

Ejendommen ligger i delområde B i lokalplan 139 og er ikke udpeget som bevaringsværdig. Anvendelsen er landbrugsejendomme med jordbrugsformål.

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at sammenlægningen tillades, da der ikke ses at være forhold, der taler imod det ansøgte. 

Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser for Køge Kommune.
Beslutning
Godkendt.
Fraværende
Thomas Kielgast (F)
Bilag

Til toppen


69.   Indsats på Miljøtilsyn for Landbrug og virksomheder i 2021


Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller til Klima- og Planudvalget, at udvalget tager orienteringen til efterretning.

Baggrund og vurdering

Indsatsen på tilsyns- og godkendelsesområdet var i 2021 stort set normaliseret i forhold til 2020, hvor COVID19-restriktioner påbød kommunerne at udføre tilsyn digitalt i så høj grad som muligt. Dette var heldigvis ikke kravet i 2021, så stort set alle tilsyn er igen udført ved besøg på virksomheder og landbrug. 

Krav til, hvor mange tilsyn på såvel virksomheder og landbrug kommunerne som minimum skal foretage pr. år, er fastsat ved aftale mellem KL og Miljøstyrelsen. Teknik- og Miljøforvaltningens tilsynsindsats opfylder kravene.

Derudover har kommunerne pligt til at foretage 2 årlige tilsynskampagner. Kommunerne kan frit vælge hvilke typer virksomheder og landbrug, der skal indgå i kampagnen. Dog er det et krav, at der indgår minimum 1 gebyrpligtig virksomhed/landbrug. I 2021 dispenserede Miljøstyrelsen fra kravet på grund af COVID19, hvilket betød, at kommunen kun skulle udføre 1 kampagne. Forvaltningen valgte at prioritere opfølgning på tidligere års kampagne på virksomheder med afledning af kviksølv i spildevandet, fordi det stadig er stigende i Køge Bugt.

Udover de frekvenspålagte tilsyn har tilsynsindsatsen også i 2021 været præget af tilsyn og myndighedsbehandling med de mange større bygge- og anlægsprojekter, der foregår i Køge Kommune disse år.

Af andre typer tilsyn - som ikke tæller med i frekvenskravet - men hvor et regelmæssigt tilsyn ofte er nødvendigt for miljøbeskyttelsen kan nævnes tilsyn med benzinstationer, logistik virksomheder i STC, svømmebade samt flere typer håndværksvirksomheder.  

Forvaltningen har opkrævet godt 580.000 kr. i lovpligtig brugerbetaling for tilsyn og godkendelse af virksomheder og landbrug i 2021, hvilket er lidt mere end i 2020.

Økonomi
Sagen har ikke økonomiske konsekvenser for Køge Kommune.
Kommunikation

Kommunens tilsynsindsats på miljøområdet skal offentliggøres på Danmarks Miljø Portal. Derudover vælger Teknik- og Miljøforvaltningen at offentliggøre den på koege.dk.

Beslutning
Taget til efterretning.
Fraværende
Thomas Kielgast (F)
Bilag

Til toppen


70.   Erhvervstilfredshedsanalyse 2022


Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Klima- og Planudvalg, Erhvervs og Arbejdsmarkedsudvalg og Økonomiudvalg godkender den spørgeramme, som er planlagt til udsendelse til udvalgte virksomheder.

 

Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget 06-04-2022

Godkendt.

Fraværende:
Mads Andersen (afbud)
Ali Ünsal

Baggrund og vurdering

På baggrund af de senere års score på Dansk Industris Erhvervsservicemåling, har Teknik- og Miljøforvaltningen valgt at udføre en analyse, der er målrettet de virksomheder, som rent faktisk har været i kontakt med forvaltningen indenfor de seneste 12 måneder. Forvaltningen har sammensat en spørgeramme, som forventes kan give nogle tilbagemeldinger, der viser, hvilke områder indsatsen skal målrette på.

Formålet med undersøgelsen er således at få et overblik over, hvordan virksomhederne oplever forvaltningens erhvervsservice og få input til, hvad der kan forbedres.  

Spørgsmålene skal bidrage til:

  • At blive klogere på hvad virksomhederne forstår ved erhvervsservice
  • At tilvejebringe oplysninger om virksomhederne der kan bidrage til optimeringer i forvaltningens ydelser og service
  • At tilvejebringe oplysninger, der kan forstærke det tværgående samarbejde i forvaltningen
  • At få indsigt i virksomhedernes efterspørgsel på ydelser og service i forvaltningen (fordelt på fagområder)
  • At få indtryk af virksomhedernes forventninger og tilfredshed med ydelser og service i forvaltningen (fordelt på fagområder).
Økonomi
Dansk Erhvervsfremme hjælper med analysen, og udgiften vil være ca. 40.000 kr. Udgiften afholdes indenfor Teknik- og Miljøforvaltningens budget til Én indgang.
Kommunikation
Teknik- og Miljøforvaltningen udsender en pressemeddelelse lige op til udsendelsen af spørgerammen til virksomhederne.
Beslutning
Godkendt.


Fraværende
Thomas Kielgast (F)
Bilag

Til toppen


71.   Konsulentforbrug


Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller til Klima- og Planudvalget, at udvalget tager opgørelsen af konsulentudgifter på driftsområdet til efterretning, jf. bilag 1.

Baggrund og vurdering

I det følgende præsenteres opgørelsen over konsulentforbruget på driftsområdet.

Køge Kommune har i en årrække haft fokus på niveauet for anvendelse af eksterne konsulenter i den kommunale opgaveløsning med henblik på at sikre, at de kommunale myndighedsydelser løses i den rette kombination af pris og kvalitet. Anvendelse af konsulenter sker således efter en nøje vurdering. Dog er der en kontinuerlig overvejelse af, om anvendelsen af eksterne konsulenter sker efter hensigten, og om den økonomiske optimering af aftalerne er optimal for kommunen.

Opgørelsen af konsulentforbruget på Klima- og Planudvalgets område fremgår af tabellerne i bilag 1. Opgørelsen sammenligner de to seneste regnskabsår, det vil sige 2020 og 2021.

I bilaget vises det samlede konsulentforbrug i den første tabel, mens de to øvrige tabeller viser en oversigt over de leverandører, hvor Køge Kommune har købt konsulentydelser for mere end 25.000 kr. for henholdsvis 2020 og 2021. Leverandørlisten er desuden suppleret af bemærkninger til, hvorfor Teknik- og Miljøforvaltningen har brugt den pågældende konsulent, herunder om der er tale om obligatoriske, eksterne konsulentydelser (hvor anden ekstern myndighed eller lignende har besluttet, hvem der skal løse opgaven).

Hver enkelt konsulentopgave, med en økonomisk værdi på min. 25.000 kr., er i
udvalgsoversigterne desuden kategoriseret inden for en af nedenstående 8 kategorier:

  • It-konsulenter.
  • Rekruttering, intern uddannelse og HR.
  • Økonomi og effektivisering.
  • Organisationsanalyser.
  • Medie og journalist.
  • Mentor.
  • Bygge- og anlægsrådgivning.
  • Advokater og revisorer.

Det skal bemærkes, at opgørelsen af konsulenter er baseret på Regeringen og KL's afgrænsning af konsulentudgifter for både 2020 og 2021, som omfatter en manuel gennemgang af de leverandører, der udtrækkes fra KMD's indkøbsanalysesystem ud fra de kriterier, som er aftalt mellem Regeringen og KL.

Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser for Køge Kommune.
Beslutning
Taget til efterretning.
Fraværende
Thomas Kielgast (F)
Bilag

Til toppen


72.   Orientering om forsøgsordning om frie bymidter - Borup


Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller til Klima- og Planudvalget, at udvalget beslutter, om kommunen skal sende en interessetilkendegivelse om at deltage i forsøgsordningen om frie bymidter.
Baggrund og vurdering

Folketinget har vedtaget en forsøgsordning med frie bymidter, der skal understøtte det kommunale og lokale arbejde med at skabe levende bymidter. I alt 10 kommuner får mulighed for at deltage i ordningen, der er målrettet bymidterne i de mindre og mellemstore byer med mellem 4.000 og 20.000 indbyggere.

Hensigten er, at kommunerne skal have størst mulig frihed til at arbejde med nytænkende og innovative projekter og samarbejdsformer. Eksempler på eksisterende bindinger og lovgivning kan være grænsen mellem, hvad det offentlige og private kan finansiere, fx istandsættelse og brug af tidligere offentlige bygninger i forbindelse med samlokalisering af offentlige og private funktioner eller tilvejebringelse af ny hjemmel i lovgivningen til at afprøve den forpligtende samarbejdsform BID (Business Improvement District), hvor et flertal af de lokale aktører i et konkret afgrænset område efter en lokal afstemning kan forpligte mindretallet til at indgå i og bidrage økonomisk til udviklingen af lokalområdet.

Kommuner, der indgår i forsøgsordningen, forpligter sig til i samarbejde med lokale aktører at etablere velfærdscentre med lokale velfærdsfunktioner, der kan understøtte bylivet. Det kan fx være borgerservice, sundhedsfunktioner, kulturskoler, fritidsaktiviteter, biblioteker mv.

I mange bymidter er der brug for et fysisk løft i form af forskønnelse af bygninger og bymiljøer, og det kan være en stor udgift for den enkelte kommune. Derfor er der til de 10 bymidter i forsøgsordningen afsat i alt 130 mio. kr. til medfinansiering af fornyelse og etablering af lokale velfærdsfunktioner i bymidten. Kommunen skal selv bidrage med 40 %.

I vedhæftede bilag kan der læses mere om udvælgelseskriterier og proces.

Senest den 25. april 2022 skal kommunerne tilkendegive, om de har interesse i at deltage. I juni 2022 offentliggøres de 10 kommuner, der er udvalgt til at udarbejde en kvalificeret ansøgning, som skal indgives i januar 2023. Forsøgsordningen løber i perioden januar 2024 – januar 2029.

Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at forsøgsordningen om frie bymidter falder helt i tråd med de målsætninger, som kommunen og Borup-borgerne har formuleret i Byplan Borup fra 2017. For at understøtte detailhandelen er det strategien at flytte andre funktioner ind i butikscentret; fx foreningslokaler, kultur og kommunale funktioner. Samtidig er der forslag om fysisk forskønnelse af centret – og forslag om brede samarbejder blandt byens interessenter.

Hvis Byrådet ønsker at afsætte midler til bymidten i Borup, kunne den aktuelle forsøgsordning i 2024-29 være en passende anledning til en styrket indsats.

En evt. ansøgning skal udarbejdes i samarbejde med relevante forvaltninger i relation til kravet om et velfærdscenter.

Økonomi
Sagen har ingen direkte konsekvenser for kommunens økonomi. I tilfælde af, at kommunen kommer til at indgå i forsøgsordningen, skal der udarbejdes et budget med 40 % kommunal medfinansiering, ligesom der skal afsættes medarbejderressourcer til opgaven.
Beslutning
Klima- og Planudvalget anbefaler overfor Økonomiudvalget, at Køge Kommune sender sin interessetilkendegivelse til at deltage i forsøgsordningen.
Fraværende
Thomas Kielgast (F)
Bilag

Til toppen


73.   Delegationssag 2022 - Klima- og Planudvalget


Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller til Klima- og Planudvalg, Økonomiudvalg og Byråd at godkende delegationsplan 2022 for Klima- og Planudvalget. 
Baggrund og vurdering

Byrådet godkendte delegationsplanerne for Økonomiudvalget samt alle stående udvalg senest den 26. juni 2018. Med en ny byrådsperiode skal det nye Byråd i Køge godkende delegationsplanerne med de ændringer, der er foretaget siden 2018.

Formålet med delegationsplaner

Byrådet kan som det øverste organ i kommunen behandle og træffe beslutning i alle kommunens sager. Undtaget er alene nogle særlige områder, hvor det i loven er bestemt, at et udvalg har kompetencen.

Når der i en lov står, at ”kommunalbestyrelsen” træffer afgørelse – det står i talrige love – betyder det normalt ikke, at Byrådet nødvendigvis selv skal i aktion. Dette kan af gode grunde ikke lade sig gøre i praksis, da der dagligt træffes et stort antal beslutninger indenfor mange forskellige områder, og derfor kan Byrådet, medmindre andet er bestemt i loven, uddelegere beslutningskompetencen.

Byrådet kan delegere til både udvalg og forvaltning; men Byrådet har som det øverste organ fortsat ansvaret for, at opgaverne bliver løst. Det har også ansvaret for afgørelsernes rigtighed. Når Byrådet delegerer kompetence, må det derfor sørge for de nødvendige retningslinjer.

Det er derfor nødvendigt at have en såkaldt delegationsplan i kommunen, hvoraf det fremgår, hvornår forvaltningen alene kan træffe beslutning i sager, og hvornår henholdsvis fagudvalg, Økonomiudvalg og Byråd skal være med til at træffe beslutningen. Delegationsplanerne er altså oversigter over, hvorledes lovgivningens krav til Byrådets opgaveløsning i praksis kan udføres.

Køge Kommunes delegationsplaner

Delegationsplanerne skal behandles i de enkelte fagudvalg, Økonomiudvalget og Byrådet. Når de er endeligt godkendt af Byrådet, vil delegationsplanerne blive offentliggjort. Der vil altid senere kunne blive behandlet nye sager om ændringer i delegationsplanerne, hvis forvaltning, fagudvalg eller Byrådet finder behov for det.

Delegationsplanerne er struktureret efter lovområder. Indenfor de enkelte lovområder er der kun henvist til kapitler og paragraffer, hvis det er nødvendigt.

Sagen til det enkelte fagudvalg er opbygget sådan, at delegationsplanen er vedlagt som bilag. Af bilaget fremgår nye tilføjelser markeret med farven blå. Det kan fx være en ny lovgivning, eller forslag om ændret kompetencefordeling mellem udvalg og forvaltning. Ændringer eller sletning i delegationsplanen er markeret med rødt. Fx hvis en lov er ophævet eller skal flyttes til et andet sted i delegationsplanen. Der vedlægges bilag, som giver en generel indføring i formålet med delegering og de overordnede rammer for delegationsplaner, herunder definition af delegation, afgræsninger og typer af delegering. 

Tidligere politiske godkendte ændringer i delegationer fra 2018-2021 oplistes nedenfor:

  • Der er ikke konstateret tidligere politiske godkendte ændringer i perioden. 

Ændringer i delegationer fra 2018-2021

Vedrørende Klima- og Planudvalget 

  • Forvaltningen har fremsendt konkrete ønsker til ændringer i delegationsplanen (se bilag)
    • Ny lovgivning om kystbeskyttelse er kommet til
    • Der er sket en del ændringer i lovgivningen om husdyrbrug
    • Lovgivning om udvikling af landdistrikterne og om administration af Det Europæiske fællesskab forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer skal udgå
    • Behov for præcisering af delegationer inden for Lov om varmeforsyning 
    • Behov for præcisering af delegationer inden for Lov om fjernkøling

Da det er besluttet, at delegationsplanen fremover revideres løbende i byrådsperioden, vil forvaltningen være særligt opmærksom på at forelægge udvalget konkrete forslag til ændringer i delegationen, hvor det skønnes at have en effektiviseringsgevinst for sagsbehandlingen, eller når lovgivningen bliver ændret.

Økonomi
Der er ingen økonomiske konsekvenser for Køge Kommune. 
Kommunikation
Delegationsplanerne offentliggøres på Køge Kommunes hjemmeside, når Byrådet har godkendt dem. 
Beslutning

Godkendt.

I lov om Varmeforsyning og fjernkøling bemyndiges forvaltningen til at sende projekter i høring, beslutningsretten forbliver hos fagudvalget. 

Fraværende
Thomas Kielgast (F)
Bilag

Til toppen


74.   Strategi for ladeinfratruktur i Køge Kommune


Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller til Klima- og Planudvalg og Teknik- og Ejendomsudvalg, at de godkender Ladestanderstrategi for Køge Kommune, og den videre proces som beskrevet i sagsfremstillingen.

Baggrund og vurdering

Køge Kommune vedtog i 2020 DK2020 Klimaplan, som har en målsætning om, at kommunen er CO2 neutral i 2050. I klimaplanen beskrives et tiltag for udvikling af ladeinfrastrukturen i kommunen, som understøtter omstillingen til elbiler og bidrager med ca. 70% af CO2-reduktionen på transportområdet i Køge Kommune i 2030.

Køge Kommune vil gerne understøtte borgere og besøgendes omstilling til elbil. Det forventes, at langt de fleste elbilejere vil oplade hjemme i nattetimerne. Men for andre situationer skal der være gode muligheder for opladning, når man er på arbejde, handler ind, benytter kommunens kulturtilbud eller i lokalområdet. Strategien udpeger derfor placeringer for opstilling af offentlige tilgængelige ladestandere på kommunalt ejede parkeringspladser, som kan servicere de borgere, der ikke kan lade på egen grund eller boligforeningens parkeringsplads, såvel som besøgende.

Bekendtgørelse om forberedelse til og etablering af ladestandere i forbindelse med bygninger (ladestanderbekendtgørelsen) trådte i kraft 10. marts 2020 og stiller krav til både private og offentlige bygningsejere. Ladestanderbekendtgørelsen stiller krav til opsætning og forberedelse til ladestandere ved 20 af Køge Kommunes bygninger. Strategien identificerer, hvor Køge Kommune skal opstille mindst 1 ladestander ved eksisterende bygninger, der ikke er til beboelse, inden 1. januar 2025.

Strategiens indsatsområder er:

  • Køge Kommune som bilflådeejer - omstilling af bilflåde til el og opsætning af ladeinfrastruktur til bilerne
  • Køge Kommune som bygningsejer, der skal opstille ladeinfrastruktur
  • Køge Kommune som myndighed, der skal sikre, at krav til opstilling af ladeinfrastruktur følges, og at der opstilles offentlig tilgængelige ladeinfrastruktur på offentligt areal
  • Køge Kommune som samarbejdspartner - hvordan Køge Kommune vil støtte arbejdspladser, boligforeninger og detailhandlen i opsætningen af ladeinfrastruktur.

Forvaltningen foreslås følgende proces:

  1. Inddragelse af borgere og interessenter om placeringer (11. april - 27. april)
  2. Borgermøde (27. april)
  3. Markedsdialog med ladeoperatører og udarbejdelse af udbudskriterier samt ”pakker” af ladestanderplaceringer (april - juli)
  4. Politisk behandling af endelige placeringer og udbudskriterier (1. sepember)
  5. Udbud (september-november)
  6. Udvælgelse af et antal ladeoperatører med henblik på at sikre et velfungerende marked med konkurrence, høj service og bred dækning med ladepunkter i hele kommunen (december)

Udbudsstrategi

Med vedtagelsen den 29. marts 2022 af ”Lov om infrastruktur for alternative drivmidler til transport” får kommunerne bl.a. hjemmel til at indgå aftale på markedsvilkår med operatører af ladepunkter om ret til at virke som operatør af offentligt tilgængelige ladepunkter på kommunale arealer.

Ved at udbyde placeringer på offentligt tilgængelige kommunalt ejede parkeringspladser samt placeringer ved kommunalt ejede bygninger, hvor kommunen er forpligtet til at opstille ladestandere i henhold til ladestanderbekendtgørelsen, forventes det, at ladeoperatørerne bærer omkostningerne for opsætning og drift af ladestanderne. Udbuddet vil afdække omfanget af de private operatørers villighed til at finansiere ladestanderne.

Bydes der ikke ind på placeringer, hvor kommunen er forpligtet til at opstille ladestandere i henhold til ladestanderbekendtgørelsen, er kommunen forpligtet til selv at finansiere opsætning af ladestandere helt eller delvist, sådan at der er mindst 1 ladestander 1. januar 2025. 
Økonomi

Sagen har ingen budgetmæssige konsekvenser for Køge Kommune i 2022.

Beslutning
Godkendt.
Fraværende
Lene Møller Nielsen (A)
Thomas Kielgast (F)
Bilag

Til toppen


75.   Orientering fra formanden


Indstilling
  • Klapning af slam i Køge Bugt.
Beslutning

Formanden orienterede om:

  • Pauseringen af Lynetteholmens klapningssag i Køge Bugt

 

Fraværende
Lene Møller Nielsen (A)
Thomas Kielgast (F)

Til toppen


76.   Orientering fra forvaltningen


Indstilling
  • Afgørelse fra Planklagenævnet om sag i Ølsemagle.
Beslutning

Forvaltningen orienterede om at:

  • Planklagenævnet har hjemsendt Køge Kommunes vurdering i plansag om udstykning af Ølsemagle Kirkevej 68 og 70.
  • Inspirationskataloget om "Mere liv i din have" udsendes


Fraværende
Lene Møller Nielsen (A)
Thomas Kielgast (F)

Til toppen


77.   Eventuelt


Beslutning

Jonas B. Whitehorn (A) spurgte til: 

  • Alternative placeringer til telemast i Gørslev, herunder borgerdialog
  • Synliggørelse af privates affaldsindsamlingsmuligheder på offentlige områder



Fraværende
Lene Møller Nielsen (A)
Thomas Kielgast (F)

Til toppen


78.   Lokalplanlisten, april 2022 (Lukket punkt)


Fraværende
Lene Møller Nielsen (A)
Thomas Kielgast (F)

Til toppen


79.   Spare- og effektiviseringsforslag til B2023 fra medlemmer af Byrådet (Lukket punkt)


Fraværende
Lene Møller Nielsen (A)
Thomas Kielgast (F)

Til toppen


80.   Eventuelt (Lukket punkt)


Fraværende
Lene Møller Nielsen (A)
Thomas Kielgast (F)

Til toppen


81.   Underskriftsblad KPU (Lukket punkt)



Til toppen

Opdateret af Køge Kommune 08.04.22