Ifølge affaldsbekendtgørelsen skulle alle landets kommuner senest pr. 1. juli 2021 have implementeret indsamlingsordninger for 9 typer af affald fra alle boliger og sommerhuse. Det vil sige madaffald, pap, papir, plast, glas, metal, fødevarekartoner, farligt affald og restaffald. Køge Kommune søgte – og fik – dispensation til først at implementere nye affaldsordninger pr. 1. januar 2023.
Det blev på møde i Klima- og Planudvalget den 8. april 2021 besluttet at gennemføre forsøg med 2 mulige fremtidige beholderkombinationer for énfamilieboliger.
Formål med forsøget
Forsøgets resultater skal bidrage til at give det bedst mulige beslutningsgrundlag for den kommende stillingtagen til, hvilken beholderkombination Køge Kommune skal vælge som fremtidig løsning ved énfamilieboliger.
Forsøgets formål er således at undersøge og vurdere, hvilken af de 2 forsøgsopstillinger, der vil være den mest fordelagtige løsning fremadrettet, under hensyntagen til lovkrav, afsætningsmuligheder og ikke mindst en robust og flexibel drift i fremtiden. I de kommende anbefalinger fra forvaltningen vedr. fremtidige affaldsordninger i Køge Kommune vil naturligvis også indgå anbefalinger vedr. valg af beholderstørrelser og ruminddeling samt tømmefrekvenser.
Fremgangsmåde
For at opnå et sikkert vidensgrundlag i forhold til valg af de mest optimale tømmefrekvenser er der indsamlet observationer dels via skraldemændene vedr. omtrentlig fyldning, evt. overskydende materialer stillet ved siden af beholderne ved afhentning eller andre forhold af betydning, dels ved at en specialist (ekstern konsulent) har udført detaljerede registreringer af fyldningsgraden, umiddelbart inden tømning.
I slutningen af forsøget blev alle deltagere opfordret til at deltage i en spørgeskemaundersøgelse, som skulle afdække, hvor let eller svært deltagerne havde oplevet at bruge den nye beholderløsning, i hvilet omfang de havde ændret "affaldsvaner", hvad de syntes var godt og skidt, og hvilke kommentarer de i øvrigt havde i relation til forsøget.
Beholderkombinationer og forsøgsområder samt forsøgsperiode
Forsøgsperioden strakte sig fra medio august til primo december 2021.
I det ene forsøgsområde blev den nuværende 4-delte beholder til papir, plast, glas og metal byttet ud med en 4-delt beholder til henholdsvis en blanding af plast, metal, mad- og drikkekartoner og glas plus en beholder (et rum) til papir og pap.
I det andet forsøgsområde blev den nuværende 4-delte beholder byttet ud med en beholder (et rum) til papir og pap, beholder (et rum) til plast og mad- og drikkekartoner samt beholder (2-delt) til glas og metal.
Alle beholdere i forsøget havde samme størrelse: 240 liter.
Det vil sige, at den ene løsning indebærer fortsat brug af de nuværende 4-kammerbiler, hvorimod den anden løsning indebærer, at kommunen går bort fra at køre med 4-kammerbiler.
Konklusioner på kort form
Spørgeskemaundersøgelsen viste bl.a., at deltagerne i begge forsøgsområder generelt var positivt indstillet i forhold til at sortere yderligere - og især for muligheden for at få indsamlet pap ved husstanden - samt at begge forsøgsopstillinger gav bedre mulighed for at få plads til alt plastaffaldet fra husstanden, set i forhold til den nuværende løsning.
Der er væsentligt større tilfredshed med beholderløsningen blandt de forsøgsdeltagere, som havde i alt 4 beholdere set i forhold til dem med i alt 3 beholdere, ligesom disse i meget højere grad anbefaler at anvende denne løsning i fremtiden. Bilag 1 indeholder en afrapportering af spørgeskemaundersøgelsen.
Med hensyn til de afprøvede tømmefrekvenser i forsøget, så ser det umiddelbart ud til, at en tømmefrekvens på hver 2. uge for den "ny" 4-delte beholder ville passe bedst. Eventuelt kunne man nøjes med hver 3. uge, med brug af 370l beholdere i stedet for 240l.
For både beholderne til pap og papir og til plast og mad- og drikkekartoner ser det ud til, at en tømmefrekvens på hver 4. uge er i orden under forudsætning af, at det også bliver muligt at vælge en stor (370l) beholder til disse fraktioner.
Hvad angår den 2-delte beholder til glas og metal er tømning hver 8. uge tilsyneladende rigeligt.
For en mere detaljeret gennemgang af forsøgets resultater, se bilag 2.