Dagsorden til møde i Klima- og Planudvalget

Den 04.03.2021 kl. 16:00 i virtuelt møde


Indholdsfortegnelse


Lukkede Punkter


Deltagere:

Erling Larsen, (A)
Ken Kristensen, (V)
Lene Møller Nielsen, (A)
Mette Jorsø, (B)
Niels Rolskov, (Ø)
Thomas Kampmann, (C)
Torben Haack, (F)


37.   Godkendelse af dagsorden



Til toppen


38.   Overførselssag fra 2020 til 2021 på Klima- og Planudvalget


Indstilling

Direktionen indstiller til Klima- og Planudvalget, at

  1. det overfor Økonomiudvalget og Byrådet anbefales, at automatiske og ansøgte overførsler inden for reglerne på samlet 491.000 kr. overføres til 2021/2022, jf. tabel 1, pkt. A-B.
Baggrund og vurdering

Forvaltningen udarbejder hvert år i marts en overførselssag til alle fagudvalg, Økonomiudvalget og Byrådet. Sagen er en opsamling på merforbrug og mindreforbrug fra sidste års regnskab, hvor det i et vist omfang er muligt at overføre til næste regnskabsår. Overførslerne skal godkendes af Byrådet.

Køge Kommunes opdeling af budget og regler for overførsler er beskrevet i kommunens principper for økonomistyring. I vedlagte bilag 1 er givet et resumé af disse.

Tabel 1 herunder viser de indstillede overførsler for Klima- og Planudvalget.

Service
I 1.000 kr. Indstilling Til 2021 Til 2022
A) Automatiske overførsler At midlerne anbefales overført over for ØU og Byrådet. -402
B) Ansøgte overførsler indenfor reglerne for ansøgte overførsler At midlerne anbefales overført over for ØU og Byrådet. 893
C) Ansøgte overførsler til pulje til imødegåelse af midtvejsregulering og COVID19-udgifter i 2021 At midlerne anbefales overført over for ØU og Byrådet.
D) Ansøgte overførsler uden for reglerne for ansøgte overførsler At Klima- og Planudvalget træffer beslutning om, hvorvidt midlerne anbefales overført over for ØU og Byrådet.
I alt 491 0

NOTE: + (plus) betyder overskud, det vil sige mindreudgifter/merindtægter, mens - (minus) betyder underskud, det vil sige merudgifter/mindreindtægter.

Ansøgninger, som vurderes at falde udenfor de principper, der kan begrunde ansøgninger om overførsel, er markeret med orange i bilag 2 og i tabel 1, pkt. D, ovenfor. For disse anbefaler Direktionen politisk drøftelse af, om der findes særlige politiske overvejelser/hensyn, som kan begrunde en overførsel.

Af bilag 2 fremgår et detaljeret overblik over årsresultat og overførsler på Klima- og Planudvalgets områder.

Særligt vedr. COVID-19 udgifter afholdt i 2020

Det store mindreforbrug i 2020 for kommunen samlet set muliggør, at udfordringen med afholdte, men ikke dækkede, COVID19-udgifter i 2020 kan løses gennem overførselssagen. Mindreforbrug i 2020 kan finansiere alle afholdte COVID-19 udgifter, hvorfor det ikke er nødvendigt at søge ikke-finansierede tillægsbevillinger.

Rent teknisk korrigeres alle områders resultater til det, de ville have lydt på, hvis der også havde været givet budget til disse afholdte, ikke dækkede, COVID19-udgifter. Herefter er overførsler beregnet ud fra dette korrigerede grundlag. For hele kommunen lyder udfordringen på 15,8 mio. kr. Klima- og Planvalget står for 2,1 mio. kr. heraf. Dette er ikke indregnet i overførslerne indstillet i nærværende sag grundet, at det er gebyrfinansieret.

Særligt vedr. tiltag for at reducere overførselsniveauet til på service til 2021

De ansøgte og automatiske overførsler overskrider for kommunen samlet set måltallet på 40 mio. kr. for overførsler på service. Noget af udfordringen løses ved, at Direktionen til Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at enkelte større overførsler flyttes fra drift til anlæg eller flyttes til 2022. Den resterende overskridelse løses vha. af et af følgende tiltag:

  • Reducerer alle automatiske overførsler fra 3 til 2 pct.
  • Hæver måltallet ekstraordinært til 47 mio. kr. vedr. overførsler til 2021.

I de vedlagte tabeller og udvalgets indstillinger er der taget udgangspunkt i at reducere de automatiske overførsler fra 3 til 2 pct., men Direktionen anbefaler ikke den ene løsning frem for den anden. Hvis Byrådet i stedet vælger at hæve måltallet, da vil udvalgets overførsler blive konsekvensrettet. For Klima- og Planudvalget vil de automatiske overførsler ikke ændre sig, hvis der kan overføres 3 pct. i stedet for 2 pct.

Overførsler på service
Af et samlet mindre forbrug på driftsområdet Service på 491.000 kr. indstiller Direktionen overførsler fra 2020 til 2021/2022 for 491.000 kr. (pkt. A-B i tabel 1 ovenfor). Heraf udgør de automatiske overførsler -402.000 kr. og de ansøgte overførsler indenfor reglerne 893.000 kr. 

Overførsler på andet
Af et samlet merforbrug på andet, Renovationsområdet på 8,290 mio. kr. indstiller Direktionen, at beløbet tages fra kassen og efterfølgende reguleres løbende over gebyrerne på området. Området er gebyrfinansieret og skal over en årrække hvile i sig selv.            

Økonomi
Se ovennævnte.
Bilag

Til toppen


39.   Endelig vedagelse af Lokalplan 1092 for udvidelse af Hotel Niels Juel


Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller til Klima- og Planudvalg, Økonomiudvalg og Byråd, at

  1. Lokalplan 1092 for Udvidelse af Hotel Niels Juel godkendes endeligt uden ændringer
  2. Kommuneplantillæg nr. 9 til Køge Kommuneplan godkendes endeligt uden ændringer.
Baggrund og vurdering

Byrådet besluttede på mødet den 24. november 2020 at sende forslag til Lokalplan 1092 for Udvidelse af Hotel Niels Juel i offentlig høring. Høringen foregik i perioden 26. november 2020 til 21. januar 2021.

Teknik- og Miljøforvaltningen har modtaget 9 høringssvar, som repræsenterer 18 borgere samt Ejerforeningen Aahavnen II.

Samtlige indsigere har bemærkninger til den fremtidige parkeringsdækning, eller trafikafvikling, som de alle mener er utilfredsstillende, da der allerede nu er meget parkering og trafik tilknyttet hotellet.

De fleste indsigere er utilfredse med den forøgede bygningshøjde, som de mener generer omgivelserne ved at medføre forringet udsyn og øget skyggekast, samt manglende tilpasning til de bevaringsværdige omgivelser.

De modtagne synspunkter adskiller sig ikke fra de bemærkninger, kommunen modtog i forbindelse med for-høringen. Hertil kommer, at den gældende lokalplan allerede indeholder en byggeret til en udvidelse af hotellet. I forhold til den gældende byggeret, vil den nye lokalplan give mulighed for et byggeri, der kan blive tre meter bredere mod Toldbodvej og 2,5 meter højere.

Forvaltningen anbefaler, at lokalplan 1092 og Kommuneplantillæg nr. 9 vedtages endeligt uden ændringer i forhold til de fremlagte planforslag.

I det vedlagte høringsnotat har forvaltningen udarbejdet forslag til besvarelse af indsigerne.

Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser for Køge Kommune.
Bilag

Til toppen


40.   Endelig vedtagelse af Lokalplan 1093 - Borup Privatskole


Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller til Klima- og Planudvalg, Økonomiudvalg og Byråd, at Lokalplan 1093 vedtages endeligt med de ændringer, der fremgår af vedhæftede høringsnotat.
Baggrund og vurdering

Byrådet besluttede den 15. december 2020 at sende Forslag til Lokalplan 1093 - Borup Privatskole i offentlig høring i seks uger.

Lokalplanen skal muliggøre udvidelsesmuligheder for Borup Privatskole og anvendelsesændring af skolens matrikler langs Bækgårdsvej, hvor Borup Privatskole ønsker at etablere ny bebyggelse til bl.a. idrætshal og faglokaler på ca. 1.200 m2 med en bygningshøjde op til 10 meter.

Lokalplanområdet er i Kommuneplan 2017 udlagt til offentlige formål, med specifik anvendelse til uddannelsesinstitutioner. I kommuneplanen er fastsat maksimal bebyggelsesprocent på 50 og maksimal bygningshøjde på 10 meter. 

Planforslagene har været i høring fra den 16. december 2020 – 27. januar 2021. Der er indkommet 4 indsigelser og kommentarer til lokalplanforslaget, der bl.a. omhandler følgende synspunkter:

  • Utilfredshed med bebyggelsens højde og placering, og med manglende bestemmelser for byggeriets udformning.
  • Ønske om inddeling af lokalplanområdet i delområder til henholdsvis skolens aktiviteter og privat beboelse.
  • Utilfredshed med manglende bestemmelser for anvendelsen af arealer indenfor lokalplanområdet, herunder ønske om yderligere områder til beplantning og forbudsområder mod ophold og leg.
  • Ønske om støjafskærmning internt i lokalplanområdet ved privatbeboelse og langs det sydlige skel til Haveforeningen.
  • Ønske om udbygning af et sammenhængende stisystem i den sydlige del af Borup og igennem lokalplanområdet.

Høringssvar og mindre ændringer fremgår af vedhæftede høringsnotat, hvor Teknik- og Miljøforvaltningen har kommenteret dem og foreslået mindre ændringer til lokalplanen. Indsigelserne er ligeledes vedhæftet i deres fulde længde.

Forvaltningen har vurderet, at de ændringer, der er foretaget på baggrund af høringssvarene, ikke er væsentlige i forhold til planlovens krav om fornyet høring.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser for Køge Kommune.

Bilag

Til toppen


41.   Udstykning af Lidemarksvej 48 og Søllerupvej 3


Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller til Klima- og Planudvalget, at

  1. Lidemarksvej 48 sendes i naboorientering med henblik på tilladelse
  2. Søllerupvej 3 ikke sendes i naboorientering, og at der gives afslag.
Baggrund og vurdering

Teknik- og Miljøforvaltningen har modtaget to ansøgninger om udstykning til ny boligbebyggelse i landzone. Vedhæftede notat viser kortbilag samt de grundlæggende problemstillinger i stikord.

Generelt gælder det, at nye udstykninger og nye boliger kræver landzonetilladelse. Ifølge Planloven skal nye boliger primært opføres i byzone, men der kan dog meddeles tilladelse til udstykninger og nye boliger som huludfyldninger eller afrunding af de landsbyer, der er afgrænset i kommuneplanen. Lige udenfor landsbyafgrænsninger bør nye boliger kun tillades gennem kommune- og lokalplanlægning.

Ifølge planlovens praksis kan der gives tilladelse til huludfyldning, hvis der er tale om enkelte huludfyldninger "indenfor samlede bebyggelser med landsbypræg". Der kan gives tilladelse til huludfyldning, "hvis bebyggelsen ikke bryder afgrænsningen mod det åbne land, og såfremt der i øvrigt ikke findes flere lignende byggemuligheder, som i givet fald ville have krav på en tilladelse ud fra lighedshensyn."

De to ansøgninger:

  • Lidemarksvej 48, del af matr.nr. 8d, Lidemark - der ansøges om landzonetilladelse til 2 udstykninger på henholdsvis 2000 m² og 3000 m² til opførelse af et enfamiliehus på hver grund.
  • Søllerupvej 3, matr.nr. 19a, Herfølge - der ansøges om landzonetilladelse til 2 udstykninger på hver min. 1400 m² til opførelse af et enfamiliehus på hver grund.

Forvaltningens vurdering er, at udstykning af matr.nr. 8d på Lidemarksvej vil kunne tillades, da matriklen er nævnt i Lokalplan nr. 65, Lidemark Landsby, som udstykningsmulighed. Derudover er det forvaltningens vurdering, at der med to udstykninger er tale om huludfylfning i eksisterende husrække.

I forhold til Søllerupvej 3 er det forvaltningens vurdering, at udstykningen falder udenfor planlovens gældende praksis. Derudover er området omfattet af Fingerplanens ydre landområde og dermed et potentielt byudviklingsområde, hvilket vil kunne få konsekvenser for ejendommens fremtidige anvendelse.

Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser for Køge Kommune.
Bilag

Til toppen


42.   Ansøgning om padelcenter på Mazdavej 3


Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller til Klima- og Planudvalget, at der ikke meddeles dispensation til at etablere et padelcenter på Mazdavej 3.

Baggrund og vurdering

Martin Friis har søgt om dispensation fra lokalplanen til at opføre et padelcenter på Mazdavej 3 i Køge. Projektet indeholder opførelsen af en 1.000 m² hal med tre indendørs baner og omklædningsrum samt to udendørs baner. Centret baseres på privat, erhvervsmæssig udlejning af padelbaner på timebasis til borgere som et motionstilbud. Se vedhæftede ansøgning med flere argumenter.

Ejendommen er omfattet af Byplanvedtægt nr. 2, der udlægger området til industri- og værkstedsvirksomhed, oplag samt forretningsvirksomhed, der har tilknytning til de pågældende virksomheder, eller som naturligt finder plads i industriområdet.

Ansøger oplyser, at padelsporten er i stor fremdrift i Danmark med en betydelig efterspørgsel efter centre med udlejning af baner. Sporten er ny i Danmark og har derfor ikke grobund i den danske foreningskultur, som et fritidstilbud til børn, unge og voksne på samme måde som f.eks. badminton, tennis eller håndbold. Padeltennis er hovedsageligt baseret på privatejede og erhvervsmæssigt drevne centre.

Ansøger sidestiller et padelcenter med private fitnesscentre mv., som ofte ligger erhvervsområder. Hvis der på et tidspunkt ikke længere vil være et behov for padelbaner, kan bygningen anvendes til andre erhverv.

Teknik- og Miljøforvaltningen har tidligere meddelt ansøger, at han ikke kan forvente en dispensation. Det skyldes, at vi i kommunen generelt oplever et behov for erhvervslokaler, og at erhvervsområdet ikke er velegnet til idrætsformål med bløde trafikanter.

Der er tale om en ældre byplanvedtægt uden en formålsbestemmelse, men med klare bestemmelser om anvendelse til industri og værkstedsvirksomhed. Det vil sige, at lokalplanens principper (formål og anvendelse) ikke er beskrevet så grundigt, som det sker i nye lokalplaner. Det er dog forvaltningens vurdering, at en dispensation vil være principstridig.

Forvaltningen har i 2019 meddelt afslag til et motionscenter på Unionsvej 10 i samme lokalplanområde. Forvaltningen peger i stedet på områder, der er udlagt til offentlige formål, herunder idræt, eller de erhvervs- og centerområder, der giver mulighed for en bredere erhvervsanvendelse. I vedhæftede notat oplistes en række egnede områder.

Forvaltningen har gennem det seneste år modtaget mange henvendelser om padelbaner. De er oplistet i vedhæftede notat, hvor der også er en kort beskrivelse af plangrundlaget og forvaltningens umiddelbare vurdering af mulighederne.

Mange af de oplistede projekter har også været behandlet som et tema i Kultur- og Idrætsudvalget på mødet den 5. oktober 2020, da emnet både er interessant ud fra et idræts- og sundhedsperspektiv, og ud fra den nævnte problemstilling om egnede bygninger eller områder. Udvalget har især forholdt sig til etablering og drift i foreningsregi.

I arbejdet med den seneste planstrategi var der overvejelser om at se på en eventuel omdannelse af gamle erhvervsområder. Disse områder rummer fortsat velfungerende virksomheder, men flere steder er der ønsker om at anvende bygninger til andre anvendelser, som fx motion og foreningslokaler. Der er ikke igangsat en konkret planlægning, men en del af løsningen med padelbaner kunne findes i en sådan transformationsproces.

Forvaltningen indstiller, at der ikke meddeles dispensation til det ansøgte padelcenter på Mazdavej, og at de muligheder, der er oplistet i notatet, bør være tilstrækkelige til at opfylde de aktuelle behov.

Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser for Køge Kommune.
Bilag

Til toppen


43.   Biodiversitetskatalog


Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller til Klima- og Planudvalget, at udvalget orienteres om inspirationskatalog til borgerne for at fremme biodiversitet i Køge Kommune.
Baggrund og vurdering

Grøn omstilling har udarbejdet et katalog, der er tænkt som et supplement til naturstrategien, og kan give inspiration til, hvordan borgerne i Køge Kommune kan bidrage til at forbedre naturen og biodiversiteten i deres egen have.

Kataloget indeholder råd og vejledning til at fremme dyre- og plantelivet i haven gennem enkle ændringer af praksis for pleje af haven. Det kan være at undgå at bruge gift, etablere forskellige mikroklimatiske forhold og eksempler på hvordan man kan tiltrække fugle og pindsvin til haven.

Kataloget vil udkomme som et online hæfte på Grøn Omstillings hjemmeside. Det kan printes og vil blive uddelt ved verdensmålsarrangementer og lignende.

Økonomi

Sagen har ingen budgetmæssige konsekvenser for Køge Kommune i 2021.

Bilag

Til toppen


44.   Skovrejsningskatalog


Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller til Klima- og Planudvalget, at udvalget orienteres om inspirationskatalog til skovrejsning i Køge Kommune.

Baggrund og vurdering

Ved budgetforlig om 2020-budgettet blev der afsat midler til facilitering og kampagner, der skal motivere borgere til skovrejsning i kommunen. Tanken var at hjælpe borgere, der gerne vil bidrage til skovrejsning i kommunen, og som har brug for rådgivning.

Teknik- og Miljøforvaltningen har på den baggrund udarbejdet et skovrejsningskatalog, der skal fungere som inspiration til at rejse mere skov i Køge Kommune. Kataloget beskriver 8 skovtyper og kan på den måde være med til at øge viden om de egenskaber og kvaliteter, der gør sig gældende i de forskellige skovtyper.

Skovtyperne er:

1. Klimarobust skov -fokus på klimatilpasning af skoven

2. CO2-lagrende skov - skovens potentiale til afbødning af klimaforandringerne

3. Biodiversitetsskov - fokus på fremme af biodiversitet i skoven

4. Vandindvindingsskov - skov med fokus på grundvandsbeskyttelse

5. Urørt skov - skov på naturens egne præmisser

6. Madskov - fokus på skoven som bæredygtigt fødevaresystem

7. Friluftslivsskov - fokus på friluftsliv og oplevelser i skoven

8. Produktionsskov - skov med fokus på økonomisk afsætning

Kataloget vil blive udsendt til større lodsejere i landzoneområderne, hvor det umiddelbart vurderes, at skovrejsning er muligt. Samtidig med udsendelsen af kataloget vil lodsejerne blive inviteret til et møde om skovrejsning og støttemuligheder, hvor bl.a. også Skovdyrkerforeningen vil holde oplæg.

Kataloget sendes også ud til landsbylaug og borgerforeninger med henblik på videre dialog om muligheder for skovrejsning lokalt.

Økonomi
Sagen har ingen budgetmæssige konsekvenser for Køge Kommune.
Bilag

Til toppen


45.   Orientering fra formanden



Til toppen


46.   Orientering fra forvaltningen


Indstilling
  • Affaldshåndtering på Søndre Havn,
  • Orienteringsbrev om fjernvarmeudbygning i Køge.

Til toppen


47.   Eventuelt



Til toppen


48.   Anvendelse i STC (Lukket punkt)



Til toppen


49.   Eventuelt (Lukket punkt)



Til toppen


50.   Underskriftsblad KPU (Lukket punkt)



Til toppen

Opdateret af Køge Kommune 15.06.21