I de seneste år har Teknik- og Miljøforvaltningen modtaget et stigende antal anmeldelser om udlæg af store mængder ren jord på marker. Problemet er tiltagende over det meste af Sjælland som følge af stor byvækst. I vedhæftede notat nævnes nogle af de seneste projekter i Køge Kommune, herunder en aktuel sag på Dalbyvej 45, der blev behandlet af udvalget i februar 2019.
Forvaltningen skal som udgangspunkt ikke give tilladelser til udlæg af ren jord, men alligevel skal der foretages en betydelig sagsbehandling i forhold til flere lovområder, især Planlovens landzonebestemmelser, Naturbeskyttelsesloven og Jordflytningsbekendtgørelsen.
Roskilde Kommune har sendt vedhæftede brev til Indenrigs- og Boligministeren, hvor de gør opmærksom på problemstillingen og beder ministeren overveje, om planloven bør justeres, så kommunerne får mulighed for at påvirke terrænregulering af landbrugsjord i områder, der er særligt sårbare over for ændringer.
Roskilde Kommune peger på disse konsekvenser af den gældende lovgivning:
- Udviskning af det oprindelige landskab, når terrænforskellene i landskabet reduceres,
- Tab af lavbundsarealer som ofte har stort potentiale for natur, herunder CO2 reduktion ved konvertering til natur, og som oversvømmelsesarealer ved skybrud og lignende,
- Risiko for forurenet jord på landbrugsarealer,
- Omfattende nabogener i form af støj, støv, beskidte/ødelagte veje, samt ofte udfordringer med trafiksikkerhed ved intensiv kørsel med tunge lastvogne på små landeveje.
Lovgrundlag og praksis
Landzonen er forbeholdt jordbrugsmæssig anvendelse. Derfor kan der uden landzonetilladelse udlægges ren jord på landbrugsmarker, hvis der er tale om jordforbedrende tiltag. Det gælder fx på dele af en mark, der ofte står under vand, og som vel at mærke ikke er beskyttet natur, jf. Naturbeskyttelseslovens § 3.
Hvis der udlægges jord i så store mængder, at det ikke længere kan begrundes i jordforbedring og dermed landbrugsmæssig drift, vil der være tale om et anlæg eller en ændret anvendelse, fx et jorddeponi eller landskabsbearbejdning, der vil kræve landzonetilladelse. Dette vil stride mod de landskabelige eller naturmæssige hensyn og derfor føre til et afslag.
Planklagenævnets praksis er, at ”en terrænregulering kræver landzonetilladelse, når der foreligger en ændret anvendelse. Terrænregulering af dyrkede landbrugsarealer til fortsat dyrkning kræver ikke landzonetilladelse, medmindre reguleringen får karakter af deponering af jord.”
Planklagenævnet udtalte generelt i 2018: ”Ved kommunens bedømmelse af, om terrænreguleringen overstiger, hvad der er nødvendigt for den landbrugsmæssige drift, skal kommunen foretage en konkret vurdering, der tager udgangspunkt i den konkrete ejendoms aktuelle beskaffenhed i henseende til dyrkning af afgrøder. Det er i den samlede bedømmelse sagligt at lægge vægt på den ansøgte mængde af jord, ændringer af aktuelle terrænhøjder og varigheden af jordarbejdet. Der kan imidlertid ikke opstilles faste kriterier for f.eks. mængden af jord i forhold til arealet, tykkelsen af det lag, som køres på, eller varigheden af arbejdet.”
Kommunens sagsbehandling
Forvaltningens opgaver består i at
- sikre, at terrænreguleringen skal forbedre dyrkningsforholdene, så den ikke kræver landzonetilladelse.
- sikre, at der kun tilkøres ren jord, så det ikke skal godkendes efter Miljøbeskyttelsesloven.
- sikre, at beskyttede naturtyper ikke påvirkes, så det ikke kræver dispensation fra Naturbeskyttelsesloven.
Det gælder for alle tre forhold, at der ikke skal gives tilladelse, hvis forholdene er opfyldt. Omvendt gælder det, at der ikke vil blive givet tilladelse, hvis et af forholdene ikke er opfyldt.
I stedet for en egentlig landzonetilladelse udstedes det, der i retspraksis kaldes en ”ikke-tilladelse”. Det er en skriftlig tilkendegivelse fra en myndighed på, at et projekt er undtaget for egentlige tilladelser. En ”ikke-tilladelse” betragtes efter som en myndighedsafgørelse, der kan påklages.
Når der ikke skal meddeles tilladelse, fordi der er tale om dyrkningsmæssig nødvendig jordpåfyldning, kan kommunen heller ikke stille krav eller tage de hensyn, som planloven ellers skal varetage i det åbne land; landskabsinteresser, naturmæssige interesser, kulturhistoriske interesser m.m.
Stridspunktet i forbindelse med mange ansøgninger om terrænregulering på landbrugsjorder består i afvejningen af, hvor meget den enkelte lodsejer kan terrænregulere indenfor rammerne af, hvad der er dyrkningsmæssigt nødvendigt. Det skyldes, at lodsejerne kan have en økonomisk interesse i at maksimere mængden af jord, der udspredes på deres marker, uden at påfyldningen bliver anset for et jorddeponi. Interessen i potentielt set at ødelægge dyrkningskvaliteten på sine marker ved at udsprede metertykke lag af jord består i den høje pris, som entreprenører er villige til at betale for at få et sted, hvor de kan udsprede jord fra byggeprojekter.
For at kunne fastslå, at forvaltningen ikke har en sag, forudsætter det i vid udstrækning landbrugsfaglige og miljømæssige vurderinger af f.eks.:
- Hvordan de dyrkningsmæssige forhold på lokaliteten er.
- Hvilken type og renhed af jord der søges udspredt.
- Hvilke oversvømmelsesmæssige problemstillinger (f.eks. vandlidende lavninger), der findes på den konkrete ejendom, samt en afvejning af, hvornår oversvømmelserne er hyppige og omfattende nok til at berettige udspredning af jord som løsning på problemstillingen.
- Hvorvidt beskyttede naturtyper påvirkes.
- Kontrol af, hvor meget jord der faktisk tilkøres.
De planfaglige, landskabelige og kulturhistoriske vurderinger kommer først i spil, hvis der er tale om et jorddeponi, der ikke er nødvendigt for forbedringen af dyrkningsforholdene – og i så fald vil der blive givet et afslag.
Der bruges således mange ressourcer på at behandle sager, der ikke fører til byggeri eller udvikling i landzonen. Da klagenævnets praksis er at tillade selv store mængder af jord, har forvaltningen valgt en pragmatisk tilgang til disse sager. Når der foreligger lavninger på marker, og der foreligger en udtalelse fra en landbrugskonsulent, accepterer forvaltningen at projektet kan gennemføres uden landzonetilladelse.
I forhold til projekterne på Slimmingevej 2 og Dalbyvej 45 kunne der anlægges en anden og mere restriktiv praksis, men det er svært at bevise, at tilførsel af jord ikke er jordforbedrende – og dermed et deponi, der bør afvises.