Køge Kommune er frem til 2025 Bevæg dig for livet visionskommune.
”Bevæg dig for livet” er den største partnerskabsaftale i dansk idræts historie. Og som visionskommune vil Køge Kommune arbejde målrettet for at løfte visionen om, at 10 % flere af kommunens borgere motiveres og inspireres til bevægelse – både på egen hånd og i forening. Dette sker i tæt parløb med de to idrætsorganisationer DIF og DGI. Glæden ved at dyrke idræt og bevægelse skal ud til endnu flere, så sundheden og trivslen højnes. Det kan være med til at øge livskvaliteten og skabe et stærkt fundament for et langt og aktivt liv for endnu flere borgere i kommunen. Visionsaftalen er vedhæftet.
Grundlag for aftale
Som en del af arbejdet med udarbejdelsen af visionsaftalen, er Køge Kommunes kommunale indsatser og projekter, der er med til at fremme den fysiske aktivitet blandt borgerne, kortlagt.
Derudover er der gennemført en undersøgelse i november/december 2020, med det formål at undersøge idrætsvanerne blandt 18-75-årige i Køge Kommune. Undersøgelsen er gennemført i en periode, hvor Covid-19 medførte restriktioner, der udfordrede muligheder for udfoldelse af både foreningsaktiviteter og selvorganiseret fysisk aktivitet. Undersøgelsens resultat, skal derfor betragtes med dette vilkår in mente, og resultaterne i undersøgelsen kan primært bruges til at beskrive, hvilken retning idrætsaktiviteten går i og til at sammenligne aktivitetsniveauet imellem og på tværs af forskellige befolkningsgrupper. Undersøgelsen er vedhæftet.
D. 8. februar blev der gennemført et virtuelt stormøde og en workshop med foreninger og borgere, hvor deltagerne kunne komme med input og dele egne erfaringer med, hvordan der kan skabes mere bevægelse blandt kommunens borgere.
Formålet med workshoppen var dels at informere om projektet og dels at give borgere og foreningsliv mulighed for at komme med input og kvalificere udvælgelsen af aftalens målgrupper og indsatsområder.
Målgrupper og tværgående rammevilkår
Ovenstående grundlag har synliggjort en række potentialer for målgrupper og tværgående rammevilkår, som indgår i visionsaftalen.
Målgrupperne, der skal arbejdes med i visionsaftalen, er: børn, unge, inaktive voksne, inaktive seniorer samt psykisk sårbare og borgere med funktionsnedsættelser.
Udover målgrupper skal der arbejdes med tværgående rammevilkår, som er midler og vilkår, der har indflydelse i forhold til at opnå en stigning i målgruppernes fysiske aktivitetsniveau og foreningsdeltagelse. De fem tværgående rammevilkår, der arbejdes med i aftaleperioden er: Fællesskab er en fælles sag, kommunikation, brobygning, rum og rammer samt kommunale institutioner.
Fremtidige proces for udarbejdelse af handleplan
Visionsaftalen udmøntes gennem årlige handleplaner. Handleplanerne er et dynamisk værktøj, der løbende opdateres gennem aftaleperioden, således at handleplanen afspejler de muligheder, som viser sig at være tilstede både kommunalt, i foreningslivet og blandt borgerne.
Input til første handleplan er indsamlet løbende. Blandt andet i forbindelse med
- udarbejdelse af kortlægningen af kommunens nuværende bevægelsesindsatser i alle forvaltninger
- workshop med borgere og foreningsliv i februar 2021
- workshop med administrative medarbejdere den 11. august 2021
- inspirationsaften og workshop med foreningsliv og borgere den 9. september 2021
Den 9. september 2021 præsenteres aftalegrundlaget og efterfølgende arbejder deltagerne i grupper med:
- input til indsatser der kan få Køge Kommunes borgere til at bevæge sig mere
- input til hvad der motiverer
- input til barrierer der er for at bevæge sig mere
På inspirationsaftenen og workshoppen inviteres deltagerne til at deltage i arbejdsgrupper. Arbejdsgrupperne etableres fremover med deltagelse fra både foreningsliv, civilsamfund og kommunal administration og grupperne mødes løbende og i det omfang, det giver mening.
Programmet for aftenen den 9. september byder blandt andet på inspiration om:
- Kommunikation, læring og nudging fra Henrik Dresbøll, adfærdsdesigner
- De gode historier fra lokale foreninger
- Status for Bevæg dig for Livet ved Køge Kommune, DIF og DGI
- Mulighed for blive ambassadør for ”Bevæg dig for Livet”-visionen
- Små men effektfulde fif om digital markedsføring.
Invitation til arrangementet er udsendt i foreningsnyhederne og annonceres i dagspressen.
Projektleder for Bevæg dig for livet Køge Kommune, Lina Johansen, deltager under punktet.