I henhold til "Folkeoplysningspolitik for Køge Kommune" skal der afholdes valg til Kultur- og Idrætsrådet inden udgangen af 2019.
Rådets sammensætning
Kultur- og Idrætsrådet består af følgende 16 repræsentanter:
- 2 repræsentanter fra Kultur- og Idrætsudvalget
- 2 repræsentanter for kulturforeningerne
- 1 repræsentant for den folkeoplysende voksenuddannelse
- 2 repræsentanter for fritidsområdet
- 2 repræsentanter for øvrige foreninger
- 5 repræsentanter for idrætsforeningerne
- 1 repræsentant for Handicaprådet
- 1 repræsentant for Integrationsrådet
Herudover udpeges/vælges 1 suppleant for hver repræsentant i udvalget.
Foreningerne inden for den folkeoplysende voksenuddannelse vælger 1 repræsentant og 1 suppleant. Foreningerne indenfor henholdsvis kulturforeningerne, fritidsområdet og øvrige foreninger i Køge Kommune vælger hver 2 repræsentanter og 2 suppleanter, mens idrætsforeningerne vælger 5 repræsentanter og 5 suppleanter. Disse repræsentanter vælges for 2 år. Valget foregår på valgmøde ved personligt fremmøde.
Byrådet udpeger 2 repræsentanter (1 fra henholdsvis valggruppe 1 og 2) samt 2 suppleanter fra Kultur- og Idrætsudvalget. Efterfølgende udpeger henholdsvis Integrationsrådet og Handicaprådet hver 1 repræsentant og 1 suppleant.
De valgte repræsentanter og suppleanter skal efterfølgende godkendes i Kultur- og Idrætsudvalget, hvorefter Kultur- og Idrætsrådet kan afholde sit konstituerende møde, forventeligt januar eller februar 2020.
Procedure for valg
I det vedhæftede bilag "Procedure for valg til Kultur- og Idrætsråd" beskrives, hvem der er valgbar, stemmeberettigede, valgmetode, procedure hvis enighed og ikke enighed samt manglende kandidater og eller fremmøde samt suppleringsvalg.
Valget til Kultur- og Idrætsrådet sker i sammenhæng med dialogmødet den 21. november 2019. Valget planlægges at finde sted i en udvidet pause midt i dialogmødet.
Forvaltningen anbefaler, at rådet drøfter hvorvidt proceduren er hensigtsmæssig, samt hvordan kendskabet til både valg og Kultur- og Idrætsråd kan udbredes blandt kommunens foreninger.
Evaluering
Rådet blev etableret i 2016 og har fungeret i tre år. I forbindelse med planlægning af valg til næste valgperiode kan det være relevant at opsamle erfaring og evaluere på:
- Sammensætningen af Kultur- og Idrætsrådet.
- Rammer og roller givet til rådet jævnfør "Folkeoplysningspolitik for Køge Kommune".
Kultur- og Idrætsrådets kompetence, sammensætning, valgperiode etc. er reguleret i "Folkeoplysningspolitik for Køge Kommune", som er vedhæftet.
"Forretningsorden for Kultur- og Idrætsrådet i Køge Kommune", som også er vedhæftet, klarlægger procedure for Kultur- og Idrætsrådets konstituering, hvor ofte der afholdes møder, tidsfrister for udsendelse af dagsorden mv.
Forvaltningen anbefaler forud for det kommende valg, at Kultur- og Idrætsrådet evaluerer sammensætningen af rådet. Herunder at det evalueres, hvorvidt de rammer og roller, der er givet til rådet jævnfør "Folkeoplysningspolitik for Køge Kommune" svarer til rådets interesse og ambitionsniveau.
Der er afsat 60 min. til punktet.