---
title: "BørneTour skal skabe cykelglæde i Køge"
description: "Når PostNord Danmark Rundt kommer til Køge i august 2026, får byens børn og familier også mulighed for selv at komme på cyklen, når Skoda BørneTour afholdes i forbindelse med løbet."
date: "2026-05-20"
created: "2026-05-20"
---

[Hjem](https://www.koege.dk/)

                    [Om Køge Kommune](https://www.koege.dk/om-koege-kommune)

                    [Presse og kommunikation](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation)

                    [Aktuelle nyheder og pressemeddelser](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/aktuelle-nyheder-og-pressemeddelser)

                [BørneTour skal skabe cykelglæde i Køge](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/aktuelle-nyheder-og-pressemeddelser/boernetour-skal-skabe-cykelglaede-i-koege)

# BørneTour skal skabe cykelglæde i Køge

Når PostNord Danmark Rundt kommer til Køge i august 2026, får byens børn og familier også mulighed for selv at komme på cyklen, når Skoda BørneTour afholdes i forbindelse med løbet.

Når PostNord Danmark Rundt kommer til Køge søndag den 2. august 2026, bliver det ikke kun de professionelle ryttere, der kommer til at indtage gaderne. Samme dag afholder Køge Kommune nemlig også Skoda BørneTour – et cykelløb for børn og unge mellem 3 og 15 år, hvor fællesskab, bevægelse og cykelglæde er i centrum.

BørneTour handler ikke om at komme først over målstregen, men om at give børn og familier en sjov oplevelse på cyklen. Alle kan være med – uanset erfaring, tempo og cykeltype.

Arrangementet bliver en del af den store cykelfest, der opstår omkring Danmarks største cykelløb, når rytterne og hele cykelkaravanen besøger Køge som startby for 5. etape af PostNord Danmark Rundt.

-    Vi glæder os til at byde både PostNord Danmark Rundt og BørneTour velkommen til Køge. Det bliver en stor oplevelse for både børn, familier og alle de mange borgere, der forhåbentlig vil være med til at skabe en fantastisk stemning i byen. Samtidig er det en god anledning til at sætte fokus på motion, fællesskab og cykelglæde blandt børn og unge, siger borgmester Ken Kristensen.

BørneTour forventes afviklet på Torvet i Køge, hvor startområdet til PostNord Danmark Rundt også vil være placeret. Danmarks Cykle Union står for den praktiske afvikling forventeligt sammen med lokale kræfter.
Køge Kommune vil på et senere tidspunkt informere nærmere om de trafikale ændringer og afspærringer, der bliver nødvendige i forbindelse med afviklingen af PostNord Danmark Rundt i Køge.
