Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Budgetproces sat i gang: Køge Kommune skal finde store besparelser i de kommende år

Køge Kommunes politiske niveau indleder nu arbejdet med budgettet for 2027–2030. For at skabe balance i økonomien skal der findes 65 millioner i 2027, som stiger til 100 millioner kroner årligt fra 2028. En række analyser og en dialog med interessenter og medarbejdere skal være med til at kvalificere beslutningerne.

Køge Kommunes politikere tager nu hul på arbejdet med budgettet for de næste fire år. Når budgettet skal fastlægges til efteråret, ligger der en stor politisk opgave i at skabe økonomisk balance. Her skal findes 65 millioner kroner i 2027 og 100 millioner kroner fra 2028 og frem.

For at sikre et godt beslutningsgrundlag er budgetprocessen sat i gang tidligt i 2026. Her indgår fem analyser, som skal pege på muligheder for effektiviseringer og bedre udnyttelse af kommunens ressourcer. Som en vigtig del af budgetprocessen planlægger alle kommunens fagudvalg dialog med udvalgte interessenter. Fagudvalgene har i marts sat navn på dem, som inviteres til at bidrage med input til analyser og forslag.

- Vi står over for en budgetproces med en bunden opgave i at finde 100 millioner kroner i besparelser fra 2028. Det er en opgave, som jeg ved, politisk bliver taget meget alvorligt. For at kvalificere de mange forslag, vi kommer til at arbejde med, inviterer vi til dialog med udvalgte interessenter. Jeg ser frem til et konstruktivt samarbejde om en svær opgave, som jeg ved vi kan løse, men som ikke bliver løst uden at det kan mærkes, siger borgmester Ken Kristensen.

Bidrag fra analyser og øvrige forslag samles i et katalog med omprioriterings- og effektiviseringsforslag, der offentliggøres 19. august som en del af førstebehandlingen af budgettet.

Baggrund for sparekravet

Baggrunden for sparekravet skal blandt andet findes i stigende udgifter på det specialiserede socialområde, som ikke fuldt ud kompenseres af staten. Samtidig har man fra politisk side valgt fremover at budgettere mere realistisk og ansvarligt med indtægter fra jordsalg, så den daglige drift i mindre grad er afhængig af indtægter herfra. Endelig er der ikke-finansierede udgifter fra tidligere budgetforlig, der skal håndteres.

De fem analyser, som skal bidrage med løsninger på den økonomiske ubalance er:

Analyse af administrationen, kommunens ejendomme, ældreområdet, kommunens bilpark samt beskæftigelsesområdet.

Giv feedback

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Nyttige genveje