Gratis karrierevejledning har hjulpet hundredvis videre i deres arbejdsliv
Cirka 400 voksne har taget imod Køge Kommunes tilbud om gratis karrierevejledning til voksne, som har været et tilbud siden 2024. Køge Kommune er den første kommune i landet, der tilbyder gratis karrierevejledning til voksne.
Når man mister jobbet eller kan mærke, at motivationen i det nuværende arbejde daler, kan det være svært at se, hvad næste skridt skal være. Mange har brug for sparring og nye perspektiver – og netop derfor blev den gratis karrierevejledning for voksne sat i gang.
Idéen opstod i Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget i Køge Kommune, og i 2024 valgte Region Sjælland at støtte initiativet og udpege Køge som testkommune for at undersøge, om tilbuddet med fordel kan udbredes. Siden lanceringen har omkring 400 borgere fra Region Sjælland benyttet sig af tilbuddet.
- Rigtig mange har rakt ud efter det her tilbud, og der er ingen tvivl om, at det gør en stor forskel. Vejledningen giver et trygt rum til at vende tanker, få klarhed og lægge en plan for næste skridt i arbejdslivet. Det gavner både den enkelte og samfundet, når flere får hjælp til at komme godt videre og tilbage på arbejdsmarkedet, siger Mette Wigand Bode, formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget.
Karrierecentrum tilbyder tre gratis samtaler med en karrierevejleder, hvor borgere kan få hjælp til for eksempel brancheskift, uddannelsesvalg, opkvalificering eller afklaring af kompetencer. De mest typiske henvendelser kommer fra borgere, der søger nye muligheder i arbejdslivet, er i tvivl om deres kompetencer eller har brug for ny motivation.
Vejledning gav Dorthe fornyet selvtillid
En af de mange borgere, der har fundet ny retning gennem Karrierecentrum, er Dorthe, som blev opsagt fra sit job.
- Uden den her rådgivning tror jeg stadig, jeg havde flakket lidt rundt og ikke rigtig vidst, hvad jeg skulle. Men efter rådgivningen har jeg fået overblik og retning - men mest af alt har rådgivningen givet mig den selvtillid, jeg havde brug for i forhold til at komme i gang med jobsøgningen. Jeg er virkelig glad for den hjælp, jeg har fået, og vil anbefale det til alle, siger Dorthe.
Alle over 25 år kan få rådgivning
Vejledningen foregår på Gymnasievej i Køge, hvor karrierevejleder Anette Ciraklar dagligt møder borgere i meget forskellige livssituationer. Rådgivningen er åben for alle voksne over 25 år i Region Sjælland – både ledige og beskæftigede – og hvis du har brug for en snak, kan du kontakte: Anette Ciraklar på mail anette.ciraklar@koege.dk
Arbejder for at projektet fortsætter efter 2026
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget har for nylig fået en status på projektet, som viser tydelige resultater og en stigende efterspørgsel på uvildig karrierevejledning i kommunen. Derfor arbejder Køge Kommune nu videre med at undersøge mulighederne for at sikre en fortsættelse efter juni 2026, som er den periode, projektet foreløbigt er finansieret af Region Sjælland. Håbet er at fastholde den positive udvikling gennem ekstern finansiering og et fortsat tæt samarbejde med regionen, uddannelsesinstitutioner og lokale aktører.
Fakta om projektet
• Det var Køge Kommunes Arbejdsmarkedsråd der tog initiativ til karrierevejledningen og som finansierede for-projektet til Karrierecentrum.
• Projektet er nu støttet af Region Sjællands regionale udviklingsmidler.
• Tilbuddet omfatter tre gratis samtaler med en karrierevejleder.
• Vejledningen er målrettet alle over 25 år – både ledige og beskæftigede.
• Indtil videre har omkring 400 borgere fået hjælp gennem Karrierecentrum.
• Vejledningen foregår på Gymnasievej i Køge.
• Projektet fortsætter som minimum til juni 2026.
Pressekontakt:
Mette Wigand, formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget, tlf. 4018 1142