Herfølge Bjergby er klar til sine første boliger
Den første lokalplan for Herfølge Bjergby giver plads til ca. 120 boliger, skole, daginstitution, forsamlingshus og mindre erhverv. Samtidig stiller planen ambitiøse krav om bæredygtighed og bynatur. Forslag til lokalplanen er nu i høring, og både Køge Kommune og grundejere inviterer til borgermøder i starten af det nye år.
Bæredygtighed, fællesskab og nye måder at bo på. Sådan lyder nogle af visionerne for Herfølge Bjergby – den kommende grønne bydel i Herfølge. Bydelen skal tage form over de kommende 20-25 år, og den har nu fået sit første forslag til lokalplan. Forslaget baner vej for godt 120 boliger, kontor- og serviceerhverv samt offentlige formål, herunder en daginstitution og udvidelse af Lillesyd Friskole.
Herfølge Bjergby vil bestå af i alt fire kvarterer; Lillesyd Kvarteret, Bjerggårdskvarteret, Frøgrunden og Skovkvarteret. De fire kvarterer bindes sammen af en stor fælled, som bliver Bjergbyens grønne hjerte.
- Det er en milepæl for Herfølge Bjergby, at vi nu står med det første forslag til lokalplan for en visionær og superspændende bydel. Jeg glæder mig rigtig meget til at følge med i en udvikling, som er præget af høje ambitioner og nytænkning fra både os som kommune og fra grundejerne i området – et projekt, jeg med stolthed kan sige, er udviklet netop her i Køge Kommune, siger borgmester Marie Stærke.
Området i det vestlige Herfølge er i dag præget af marker, læhegn og spredt bebyggelse omgivet af skov, mose og jernbane. Med Herfølge Station som nærmeste nabo har Bjergbyen dog kun 36 minutters rejsetid til København H. Herfølge Bjergby skal udvikles til en bæredygtig bydel med mindre biltrafik, mere bynatur, en mangfoldig beboersammensætning og mulighed for at eksperimentere med nye materialer og nye måder at bo på.
Aalbæk: Et ægte demokratisk projekt
Ægteparret Lise Palm og Peter Aalbæk er begejstret for, at de som grundejere snart kan begynde at realisere det projekt, de har arbejdet på i mange år:
- Er Danmark et splittet land? Ikke hvis man ser på processen omkring at skabe en ny bydel i Herfølge: Et gammelt adeligt jomfrukloster, en stovt Venstre-bonde, en tosset filmmand, en byplanlægger fra København, en engageret kommunal embedskvinde og så den lokale borgerforening. Alle har bidraget, både økonomisk og arbejdsmæssigt. Et ægte demokratisk projekt med rødder i 1800-tallets andelsbevægelser og arbejderklassens kooperativer. En ny vej frem, hvor borgerne selv skaber fremtidig byudvikling, siger Peter Aalbæk.
Den omtalte byplanlægger er hans kone Lise Palm, som selvsagt også er glad:
- Vi har snakket og snakket i mange år, og nu er det lige pludselig ved at være en realitet, siger hun.
Lise Palm betoner de kommende boliger, ny bebyggelse til den seje Lillesyd Friskole samt småerhverv og boliger i Frikvarteret, som er området omkring forsamlingshuset, og gårdbutikken, “Makketutten":
- Her ser vi gerne, at der er flere aktiviteter til glæde for de fremtidige beboere og for Herfølgeborgerne, der er mere end velkomne til at benytte sig af stedets aktiviteter og faciliteter, siger hun.
Også Herfølge Borgerforening er med formand, Hans Christian Andersen, tæt involveret i udviklingen:
- Det er rigtig dejligt, at vi nu kan se et stærkt samarbejde mellem os som borgerforening, grundejerne i området og Køge Kommune resulterer i den første lokalplan. Vi ser meget frem til at fortsætte med sammen at tage de næste skridt frem imod en bydel, der bliver til gavn for både nuværende og kommende beboere her i dejlige Herfølge, siger han.
Stor offentlig fælled
I bydelen skal det være nemt at tage cyklen og toget, og lokalplanen udlægger areal til attraktive stier med nem forbindelse til Herfølge Station. Med flere beboere følger uundgåeligt mere biltrafik. Derfor er der med lokalplanen også lagt op til kryds- og vejudvidelser.
Den planlagte fælled skal ifølge lokalplanen udgøre 30% af området og være offentlig tilgængelig. Det betyder blandt andet, at byggeri begrænses, og at bydelens beboere får indflydelse på udviklingen.
Lokalplanen fastsætter mindre grundstørrelser end sædvanligt og giver vide muligheder for arkitektoniske udtryk. Der vil således ikke blive bygget traditionelle parcelhuse, da de både fylder og kræver mere energi. I stedet vil man kunne finde rækkehuse, helårshavehuse, tiny houses og etagehuse – alle med opsamling af regnvand fra tage til brug for toilet-skyl og/eller tøjvask.
Lokalplanen stiller krav om materialer og fundering med et lavere CO2-aftyk.
Kom til borgermøder
Den nye lokalplan, som giver ret til at bygge første etape af Lillesyd Kvarteret og Fælleden og fungerer desuden som rammelokalplan for Frøgrunden, Bjerggårdskvarteret og den øvrige del af Fælleden, er nu i høring i ni uger. Samtidig er alle interesserede inviteret til borgermøde, som finder sted den 20. januar 2026 kl. 17.30 – 19:30 i LilleSyd Forsamlingshus, Bjergvej 8, Herfølge
Tilmelding
Tilmelding bedes ske på mail til eva.schoennemann@koege.dk
Borgermødet vil blive annonceret her på kommunens hjemmeside, mens nærmeste naboer vil få direkte invitation i eBoks.
Ægteparret Palm og Aalbæk planlægger yderligere et borgermøde den 1. februar kl. 14-16 i LilleSyd Forsamlingshus med fokus på den kommende bebyggelse og “boder”, hvor man kan fordybe sig i mulige biogene materialer og tage en virtuel gåtur i haveboligerne. Man kan holde sig orienteret på LilleSyds facebookside og på www. bjergbyen.dk
Du kan læse meget mere om Herfølge Bjergby her: Herfølge Bjergby
Forslag til lokalplan 1123 kan findes på Køge Kommunes lokalplanportal .
Her kan du også skrive et høringssvar til lokalplanforslaget og finde bilag, bl.a. den natur- og landskabsplan, der er udarbejdet for Herfølge Bjergby samt miljøvurdering af lokalplanforslaget.
Pressekontakt:
Borgmester Marie Stærke, telefon 24 90 20 00