---
title: "Jobcenter Køge klarer sig flot i landsdækkende borgerundersøgelse på beskæftigelsesområdet"
description: "Køge Kommune har deltaget i KL’s landsdækkende borgerundersøgelse på beskæftigelsesområdet – og resultaterne er positive. Jobcenter Køge ligger over landsgennemsnittet på alle hovedtemaer i undersøgelsen."
date: "2025-12-01"
created: "2025-12-01"
---

[Hjem](https://www.koege.dk/)

                    [Om Køge Kommune](https://www.koege.dk/om-koege-kommune)

                    [Presse og kommunikation](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation)

                    [Aktuelle nyheder og pressemeddelser](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/aktuelle-nyheder-og-pressemeddelser)

                [Jobcenter Køge klarer sig flot i landsdækkende borgerundersøgelse på beskæftigelsesområdet](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/aktuelle-nyheder-og-pressemeddelser/jobcenter-koege-klarer-sig-flot-i-landsdaekkende-borgerundersoegelse-paa-beskaeftigelsesomraadet)

# Jobcenter Køge klarer sig flot i landsdækkende borgerundersøgelse på beskæftigelsesområdet

Køge Kommune har deltaget i KL’s landsdækkende borgerundersøgelse på beskæftigelsesområdet – og resultaterne er positive. Jobcenter Køge ligger over landsgennemsnittet på alle hovedtemaer i undersøgelsen.

Jobcenter Køge klarer sig godt på flere centrale områder – særligt ift. borgerens oplevelse med mødet med jobcentret, borgerens oplevelse af samtaler og borgerens oplevelse af progression i sin sag. Undersøgelsen peger samtidig på opmærksomhedspunkter i relation til samarbejde på tværs i kommunen, borgerens oplevelse af mening i aktiviteter og forskelle på tværs af målgrupper og alder. Der er forskelle i tilfredshed på tværs af målgrupper og alder – f.eks. er de yngste borgere mindre tilbøjelige til at svare og mere kritiske i deres vurderinger.

*“Vi er glade for, at borgerne generelt set oplever mødet med Jobcenter Køge som tillidsfuldt og meningsfuldt. Det er en vigtig anerkendelse af medarbejdernes store indsats for at støtte borgerne i deres vej mod job eller uddannelse,”* siger Mette Wigand Bode (V), formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget i Køge Kommune.

71 pct. af borgerne i Køge er tilfredse/meget tilfredse med deres forløb i jobcentret, mod 61 pct. på landsplan. Borgerne fremhæver især mødet med jobcentrets medarbejdere, de gode samtaler og oplevelsen af progression i deres forløb. Øvrige uddrag fra undersøgelsen:

- Tillid og inddragelse: 72 pct. oplever at blive mødt med tillid (gennemsnit 64 pct.), og 71 pct. oplever, at der lyttes til deres forslag (gennemsnit 60 pct.).
- Mål og aktiviteter: 62 pct. oplever, at deres forløb har et klart mål (gennemsnit 54 pct.), og 59 pct. finder aktiviteterne meningsfulde (gennemsnit 46 pct.).

*“Vi står foran en stor beskæftigelsesreform, der vil stille nye krav til jobcentrene. Derfor er det ekstra positivt, at borgerne allerede i dag oplever Jobcenter Køge som et sted, hvor de mødes med tillid og får meningsfulde forløb. Det er et stærkt udgangspunkt for den kommende udvikling,”* siger Mette Wigand Bode (V), formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget i Køge Kommune og fortsætter:

*”Resultaterne viser, at jobcenterets medarbejdere løfter opgaven flot – men vi må samtidig være bevidste om, at presset på indsatsen vokser.”*

## Et solidt afsæt for fremtiden

Undersøgelsen giver Køge Kommune et værdifuldt grundlag for at sammenligne sig med andre kommuner og udvikle indsatsen yderligere. Ledere og medarbejdere i Jobcenter Køge vil i den kommende tid dykke ned i de mange data og resultaterne for at identificere styrker og udviklingspotentialer på tværs af målgrupper. Målet er at styrke kvaliteten i indsatsen, så endnu flere borgere oplever et meningsfuldt og sammenhængende forløb.

## Kontakt

Mette Wigand Bode, (V), formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget – tlf.: 4018 1142

Fie Illum Jessen, Arbejdsmarkeds- og Borgerservicechef i Køge Kommune, tlf.: 2931 7680
