Køge Idrætspark Enterprise ApS køber de sidste byggefelter ved Køge Idrætspark
Ny bebyggelse ved Køge Idrætspark skal styrke fællesskabet omkring det lokale stadion. Ejerne af HB Køge Women har gennem deres udviklingsselskab, Køge Idrætspark Enterprise ApS, købt de sidste tre byggefelter i området med ambitionen om at skabe en stærk arkitektonisk helhed, der fuldender den nye og snart færdigudviklede idrætspark.
Planerne peger på bygninger med stueetager, der åbner sig mod gaden og giver plads til holdfaciliteter og erhverv, mens de øvre etager indrettes med kontorer.
Køberne af de sidste tre byggefelter til sidebygningerne ved Køge Idrætspark er nu fundet. Køge Idrætspark Enterprise ApS står bag købet, og ambitionerne er klare: at skabe en arkitektonisk og funktionel sammenhæng, der binder hele idrætsområdet sammen – både på kampdage og i hverdagen.
Åbenhed mod det omkringliggende lokalsamfund
Køge Kommune står for salget af byggefelterne og er meget tilfreds med valget af køber. Ifølge borgmester Marie Stærke er ejerne af HB Køge Women netop dem, der kan sætte det sidste punktum i udviklingen af Køge Idrætspark på bedst mulig vis:
- Med det her ambitiøse projekt får vi virkelig den ønskede sammenhæng på Køge Idrætspark. Projektet viser, hvordan man ønsker at tilgodese både spillere, publikum og borgerne i området med nye faciliteter som fx en café, en fanshop eller måske værksteder. Det er en meget fin måde at åbne Køge Idrætspark op ud til det omkringliggende samfund og at styrke koblingen mellem sporten og erhvervslivet, siger hun.
Afhængigt af den endelige udformning kan de tre bygninger rumme op mod cirka 200 kontorarbejdspladser – fra mindre fælleskontorer til større, selvstændige kontorenheder. Der etableres parkeringspladser i terræn mellem bygningerne på den østlige side til brug for lejere og besøgende.
Fokus på miljø og bæredygtighed
Som ved alle byggeprojekter vil den nye bebyggelse ved Køge Idrætspark have en klimapåvirkning. Denne søges dog reduceret gennem brug af såkaldte lavemissionsmaterialer, som udleder færre skadelige stoffer. Bygningernes energiforbrug optimeres blandt andet gennem effektiv udnyttelse af dagslys og god isolering, mens grønne tage med integrerede solceller både skal styrke biodiversiteten og bidrage til naturlig håndtering af regnvand.
Købsaftalen er underskrevet, og udvidelsen fra én til fire tribuner – med i alt 6.000 overdækkede siddepladser – er allerede godt i gang. Udvidelsen forventes færdig til sommer, hvorefter opførelsen af de nye sidebygninger kan gå i gang.
Flere detaljer i det nye år
Køge Idrætspark Enterprise ApS ser frem til at dele flere oplysninger om projektet med offentligheden i det nye år og uddybe ambitionerne for udviklingen.
Pressekontakt