Skip til hoved indholdet
    Hjem Om Køge Kommune Presse og kommunikation Aktuelle nyheder og pressemeddelser Køge Kommune har fundet den nye virksomhedsambassadør

Køge Kommune har fundet den nye virksomhedsambassadør

Den nye virksomhedsambassadør til træder 1. februar. Hun skal være bindeled mellem erhvervslivet og kommunen og gøre det lettere for virksomhederne at få svar på deres spørgsmål hos kommunen

For nylig lancerede Køge Kommune Én indgang for erhvervslivet – et set up, som skaber en smidig dialog og vejledning for virksomheder, uanset om det drejer sig om byggesager, planlov eller miljøspørgsmål. Nu er kvinden, der med titel af Virksomhedsambassadør skal fungere som det centrale bindeled mellem erhvervsliv og Køge Kommune, fundet. 
Pernille Remming kommer fra en stilling som leder af erhvervsservice i Holstebro Kommune, hvor hun har arbejdet med en ny strategisk indsats mellem Erhverv og Arbejdsmarked på den ene side og Teknik og Miljø på den anden med det formål at forstærke kommunens erhvervsvenlighed. Derudover har Pernille Remming lang erfaring fra kommuner som Høje Taastrup, København og Gentofte samt erfaring fra virksomheder som BDO og ISS.

- Vi glæder os meget til at få Pernille Remming med ombord i vores vigtige prioritering af at få en endnu bedre og tættere kontakt til det erhvervsliv, der er af stor betydning for en kommune i vækst. Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe både det lokale erhvervsliv og nye virksomheder, der måtte ønske at slå sig ned her i Køge Kommune, siger direktør for Teknik- og Miljøforvaltningen, Stig Werner Isaksen.

Den nye organisering betyder, at virksomheder kun behøver at henvende sig ét sted i forvaltningen, hvorfra virksomhedsambassadøren vil sørge for, at der sættes et hold med de rette fagpersoner. Holdet skal sikre, at virksomhederne fra start bliver vejledt om, hvordan de bedst skruer deres ansøgning sammen, hvilke godkendelser og tilladelser, de har brug for i deres sag og især hvornår, de kan forvente at få et svar. Virksomhedsambassadøren sørger også for, at virksomheden løbende vil blive informeret om, hvordan det går med deres sag. 

I forbindelse med budgettet for 2021-25 blev der fra politisk side afsat penge til denne nye prioritering og specifikt til ansættelsen af den kommende virksomhedsambassadør. Pernille Remming tiltræder 1. februar, og det ser hun frem til:

- Køge Kommune er heldig at have en masse dygtige erhvervsfolk og mange spændende virksomheder, som skal have en god service. Jeg glæder mig meget til at lære dem at kende og til at få gang i et godt og vigtigt samarbejde ikke mindst med Connect Køge, som jo kender erhvervslivet indgående, siger Pernille Remming.
 
Pernille Remming er uddannet cand.scient. i kulturgeografi.

Her kan du læse mere om Én indgang for erhvervslivet

 

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29 18 93 74
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67 raadhus@koege.dk

Rådhusets åbnings- og telefontider

Nyttige genveje

Om Køge Kommune Tilgængelighedserklæring Kort over kommunen Abonnér EAN Giv dit feedback på vores nye hjemmeside