---
title: "Køge Marina bliver fyldt med spejdere i weekenden"
description: "Søndag den 10. maj kl. 10.00 afholdes Spejderdag på Køge Marina som afslutning på weekendens spejderarrangement Dividyst 2026."
date: "2026-05-06"
created: "2026-05-06"
---

[Hjem](https://www.koege.dk/)

                    [Om Køge Kommune](https://www.koege.dk/om-koege-kommune)

                    [Presse og kommunikation](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation)

                    [Aktuelle nyheder og pressemeddelser](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/aktuelle-nyheder-og-pressemeddelser)

                [Køge Marina bliver fyldt med spejdere i weekenden](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/aktuelle-nyheder-og-pressemeddelser/koege-marina-bliver-fyldt-med-spejdere-i-weekenden)

# Køge Marina bliver fyldt med spejdere i weekenden

Søndag den 10. maj kl. 10.00 afholdes Spejderdag på Køge Marina som afslutning på weekendens spejderarrangement Dividyst 2026.

Når solen skinner, er der ekstra mange gode grunde til at lægge vejen forbi Køge Marina. Gør man det i weekenden 9. – 10. maj, er der gode muligheder for lidt ekstra underholdning. Her mødes spejdere fra nær og fjern nemlig til den såkaldte Dividyst, der kulminerer søndag klokken 10 – 12. Her inviterer spejdere og ledere indenfor til aktiviteter og indblik i spejderlivet med blandt andet pandekager, knob og oplevelser i naturen.

Har du tænkt dig at besøge Køge Marina den dag, er der altså mulighed for lidt ekstra underholdning, ligesom du kan forvente ekstra liv og trafik i området omkring Amfiteatret.

Borgmester Ken Kristensen byder officielt velkommen til Spejderdag søndag formiddag.

- Vi er glade for at kunne byde så mange spejdere velkommen til Køge. Spejderlivet er med til at skabe stærke fællesskaber for børn og unge, og jeg ser frem til at opleve den gode stemning på marinaen, siger borgmester Ken Kristensen.

Dividyst 2026 løber af stablen fra fredag den 8. maj til søndag den 10. maj og samler over 500 spejdere fra et større område på tværs af Sjælland.
