---
title: "Lille Grundlovsdag på Sct. Nicolai Skole fejrede fællesskab og demokrati"
description: "Elevrådet satte sammen med skolens medarbejdere demokrati, fællesskab og medbestemmelse i centrum, da Sct. Nicolai Skole markerede Lille Grundlovsdag med taler, musik og fælles oplevelser."
date: "2026-06-05"
created: "2026-06-05"
---

[Hjem](https://www.koege.dk/)

                    [Om Køge Kommune](https://www.koege.dk/om-koege-kommune)

                    [Presse og kommunikation](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation)

                    [Aktuelle nyheder og pressemeddelser](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/aktuelle-nyheder-og-pressemeddelser)

                [Lille Grundlovsdag på Sct. Nicolai Skole fejrede fællesskab og demokrati](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/aktuelle-nyheder-og-pressemeddelser/lille-grundlovsdag-paa-sct-nicolai-skole-fejrede-faellesskab-og-demokrati)

# Lille Grundlovsdag på Sct. Nicolai Skole fejrede fællesskab og demokrati

Elevrådet satte sammen med skolens medarbejdere demokrati, fællesskab og medbestemmelse i centrum, da Sct. Nicolai Skole markerede Lille Grundlovsdag med taler, musik og fælles oplevelser.

Musik, taler og fællessang fyldte i den særdeles velbesøgte gymnastiksal, da Sct. Nicolai Skole torsdag fejrede Lille Grundlovsdag.
Dagen var planlagt af elevrådet i samarbejde med lærere og pædagoger som en del af skolens arbejde med DemokratiD, hvor eleverne lærer om medbestemmelse, fællesskab og demokratiske processer.
Fejringen begyndte på skolens afdeling for de ældste elever med både musik og sang. Her bød 3. årgang fra elevrådet velkommen, før elevrådsrepræsentant Thomas fra 7. klasse holdt tale og satte ord på, hvad skolen betyder for eleverne:

- Det er ikke bare et sted, hvor du lærer matematik og dansk, men et sted, hvor vi udvikler os som mennesker, sagde han blandt andet i en tale, der høstede stort bifald.

## Elevrådet kræver mod

Borgmester Ken Kristensen talte om Grundlovsdagen fejring af demokrati og de rettigheder, vi har i Danmark:

- Men jeg synes, det er fantastisk, at I allerede i dag markerer det på jeres egen måde. For det viser jo, at demokrati ikke bare er noget, der foregår én dag om året – det er noget, vi lever med hver eneste dag, sagde han og tilføjede:
- Jeg vil gerne sige en særlig tak til jer i elevrådet. Det kræver mod at stå frem, tage ansvar og være med til at repræsentere andre. I er med til at skabe rammerne for jeres fællesskab, og det betyder meget mere, end man måske lige tænker over.

Som forberedelse til dagen havde alle elever lavet en fælles sokkekæde. Hver elev havde medbragt og dekoreret en sok med tegninger og budskaber om venskab og fællesskab. Sokkerne var hængt op i en lang snor som et symbol på, at eleverne er forskellige, men samtidig forbundet i et fællesskab, hvor alle har en plads.

## Hvad har han i sin hånd?

Efter den første del af arrangementet gik turen videre til skolens afdeling for de yngste elever, som også fik en lille tale fra borgmesteren om betydningen af fællesskab, respekt og plads til forskellighed:

- Vi kan være uenige om ting, selvom vi er venner. Og det er helt ok, sagde Ken Kristensen.

Også både børnehaveklasserne, 1. og 2. klasse havde helt styr på demokratiets grundprincipper. Da skoleleder Lotte Novak og borgmesteren spurgte eleverne, hvem der står på statuen på Køge Torv, kom svaret prompte: ”Frederik den 7.”
Og på spørgsmålet om, hvad kongestatuen holder i hånden, lød det næsten i kor fra den store flok af små demokrater:
– Grundloven!

Svaret udløste smil blandt de voksne og blev et levende bevis på, at arbejdet med demokrati allerede har sat sine spor hos skolens yngste elever.

Malou fra 6. klasse, som er medlem af elevrådet, fortalte om betydningen af at engagere sig i skolens demokratiske arbejde.

- Det fede ved at være med i elevrådet er, at man får fællesskaber og lov til at bruge sin stemme, sagde hun.

For Malou er markeringen af Lille Grundlovsdag og arbejdet med DemokratiD vigtig.

- Det er vigtigt, at man ved, hvordan man skal behandle hinanden, sagde hun.

Lille Grundlovsdag på Sct. Nicolai viste på fineste manér, at demokrati ikke kun handler om politik og valg, men i høj grad også om fællesskab, respekt og modet til at bruge sin stemme.

Pressekontakt:

Ken Kristensen, borgmester: 42 64 22 50
