---
title: "Én Indgang skal gøre det lettere at drive og vækste virksomhed i Køge Kommune"
description: "Køge Kommune har besluttet at videreudvikle Én Indgang for erhvervslivet. Målet er at gøre det lettere for virksomheder og iværksættere at finde vej til den hjælp, de har brug for og samtidig styrke samarbejdet mellem virksomhederne, kommunen og den lokal"
date: "2026-09-21"
created: "2026-09-21"
---

[Hjem](https://www.koege.dk/)

                    [Om Køge Kommune](https://www.koege.dk/om-koege-kommune)

                    [Presse og kommunikation](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation)

                    [Aktuelle nyheder og pressemeddelser](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/aktuelle-nyheder-og-pressemeddelser)

                [Én Indgang skal gøre det lettere at drive og vækste virksomhed i Køge Kommune](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/aktuelle-nyheder-og-pressemeddelser/n-indgang-skal-goere-det-lettere-at-drive-og-vaekste-virksomhed-i-koege-kommune)

# Én Indgang skal gøre det lettere at drive og vækste virksomhed i Køge Kommune

Køge Kommune har besluttet at videreudvikle Én Indgang for erhvervslivet. Målet er at gøre det lettere for virksomheder og iværksættere at finde vej til den hjælp, de har brug for og samtidig styrke samarbejdet mellem virksomhederne, kommunen og den lokale erhvervsservice.

Virksomheder skal ikke selv være eksperter i kommunens organisation for at få hjælp. Derfor bliver Én Indgang styrket, så virksomhederne får ét tydeligt sted at henvende sig, hvorefter kommunen sørger for at få sagen videre til det rette fagområde eller den relevante erhvervsservice.

Som en del af indsatsen har Økonomiudvalget nu besluttet at prioritere en ekstra medarbejder til indsatsen, der bliver fuldt dedikeret til Én indgang. Opgaven bliver blandt andet at koordinere virksomheders henvendelser, følge op på konkrete sager og være bindeled mellem virksomhederne, kommunens fagområder og den lokale erhvervsservice.

- Vi vil gøre det lettere at drive og vækste virksomhed i Køge Kommune. Det skal være enkelt at komme i kontakt med kommunen, og virksomhederne skal opleve, at vi arbejder sammen på tværs, siger borgmester Ken Kristensen.

Beslutningen kommer i forlængelse af kommunens arbejde med at styrke erhvervsindsatsen.

Én Indgang skal samtidig skabe en tættere sammenhæng med Erhvervshus Sjælland, som fra 2027 skal varetage den lokale erhvervsservice i Køge Kommune. Det skal give virksomhederne en mere sammenhængende adgang til både lokal og specialiseret erhvervsservice.

## Bakker op om Én Indgang

I den forbindelse har der været god og tæt dialog med DI Køge Bugt om hvordan virksomhedernes ene indgang kan styrkes i endnu højere end i dag. Dansk Industri ser derfor positivt på beslutningen og fremhæver betydningen af en enkel adgang til kommunen.

- Én Indgang kan blive en rigtig god vej til et bedre samarbejde mellem virksomhederne, kommunen og Erhvervshus Sjælland. For virksomhederne er det vigtigt, at de ikke selv skal finde rundt i kommunens organisation for at få den hjælp, de har brug for, siger Christina Wiemann, bestyrelsesleder for DI Roskilde/Køge Bugt.

Ken Kristensen glæder sig over, at den tætte og gode dialog med DI Roskilde/Køge Bugt allerede nu skaber fundamentet, der kan styrke erhvervslivet yderligere i Køge Kommune.

- Styrkelsen af Én Indgang skal gøre det endnu nemmere for virksomhederne at samarbejde med Køge Kommune, og det er vi sikre på nok skal lykkedes med alle de initiativer, vi har lanceret og de gode dialoger, vi har med DI og andre relevante aktører, siger Ken Kristensen.

Én Indgang skal være relevant for både etablerede virksomheder, iværksættere og virksomheder, som overvejer at etablere sig i Køge Kommune. Det nye initiativ skal udvikles og implementeres i sammenhæng med den nye lokale erhvervsservice fra 2027.
