Nu skal der forskes i legens gavnlige virkninger
Siden 2014 har børn i Køge Kommune kravlet, trillet, hoppet og tumlet sig til bedre motorik, stærkere fællesskaber og mere bevægelsesglæde i projektet ”Leg og bevægelse”. Nu skal et nyt forskningssamarbejde dokumentere de mange positive erfaringer – og give ny viden, som både Køge og andre kommuner kan få glæde af.
En rundkreds af børn griner. De forsøger at balancere på ét ben, mens en instruktør sætter tempoet op med leg og musik. Øvelsen ser måske ud som rent sjov – men bag bevægelsen gemmer sig vigtig læring. Siden 2014 har Køge Kommune med projektet ”Leg og bevægelse” sat fokus på at styrke børns motorik og trivsel gennem legende aktiviteter. Nu får projektet ny luft under vingerne. Køge-projektet skal nemlig under lup i et nyt forskningssamarbejde. Med støtte fra Novo Nordisk Fonden bliver det muligt at gennemføre en forskningsbaseret evaluering, der skal dokumentere, hvad der virker – og hvorfor.
Projektet involverer cirka 30 dagtilbud i kommunen, som én gang om ugen deltager i aktiviteter i Køge Bugt Gymnastikcenter. Og dét samarbejde er ifølge gymnastikforeningen en nøgle til succesen:
- Når børn får lov at bruge kroppen i trygge rammer, sker der noget helt særligt. De får mod, styrke og lyst til at prøve nyt – og det tager de med sig videre. Vi glæder os over, at den indsats, vi har lagt mange kræfter i, nu kan inspirere og gavne endnu flere, siger Hanne Nielsen, administrationschef i Gymnastik Foreningen Køge Bugt.
Det er Steno Diabetes Center Copenhagen, der i samarbejde med Køge Kommune og Gymnastik Foreningen Køge Bugt skal stå for forskningen. Den første del af projektet bliver en kvalitativ evaluering, der undersøger, hvordan indsatsen opleves i praksis, og hvordan den bedst implementeres.
Også formand for Børne-, Unge- og Skoleudvalget, Jan B. Larsen, ser frem til at der bliver forsket i de gavnlige effekter:
- Vi kan se i vores egne undersøgelser, at børnene får bedre grovmotoriske færdigheder og bliver mere selvhjulpne – men også, at de oplever større bevægelsesglæde og lyst til at deltage i fællesskaber. Det er afgørende for deres trivsel. Derfor er det glædeligt, at vi nu får sat videnskabelige ord og data på det, vi oplever i hverdagen, siger han.
Heller ikke Kirsten Larsen, formand for Kultur- og Idrætsudvalget, er i tvivl om projektets værdi:
- Vi er rigtig stolte af, at Køge Kommune er med helt i front, når det handler om at koble leg, bevægelse og læring. Projektet har i årevis givet børn gode oplevelser, styrket deres selvtillid og motorik. Nu får vi mulighed for at dokumentere effekten, og det er både vigtigt og nødvendigt, siger hun.
Formålet med forskningen er både at dokumentere indsatsens virkninger lokalt og at udbrede erfaringerne til andre kommuner. På sigt kan det være med til at løfte børns trivsel nationalt – med leg og bevægelse som afsæt.