---
title: "Stolt afslutning for Køges unge brandkadetter"
description: "Tirsdag blev hold 11 af Brand & Redning Køges unge brandkadetter fejret ved en festlig afslutningsopvisning og diplomoverrækkelse af borgmesteren på Lellinge Brandstation. Nu er rekrutteringen til næste hold brandkadetter sat i gang."
date: "2026-05-13"
created: "2026-05-13"
---

[Hjem](https://www.koege.dk/)

                    [Om Køge Kommune](https://www.koege.dk/om-koege-kommune)

                    [Presse og kommunikation](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation)

                    [Aktuelle nyheder og pressemeddelser](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/aktuelle-nyheder-og-pressemeddelser)

                [Stolt afslutning for Køges unge brandkadetter](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/aktuelle-nyheder-og-pressemeddelser/stolt-afslutning-for-koeges-unge-brandkadetter)

# Stolt afslutning for Køges unge brandkadetter

Tirsdag blev hold 11 af Brand & Redning Køges unge brandkadetter fejret ved en festlig afslutningsopvisning og diplomoverrækkelse af borgmesteren på Lellinge Brandstation. Nu er rekrutteringen til næste hold brandkadetter sat i gang.

Familier, samarbejdspartnere og inviterede gæster var samlet på brandstationen i Lellinge tirsdag eftermiddag for at fejre de unge brandkadetter. Her overværede de en festlig opvisning, hvor de unge kadetter demonstrerede en indsatsøvelse inspireret af brandvæsenets arbejde.

Brandkadetterne har gennemført 33 ugers undervisning og træning – et forløb, der svarer til en tilpasset grunduddannelse som brandmand og som blandt andet har haft fokus på ansvar, respekt og samarbejde.

Borgmester i Køge Kommune, Ken Kristensen, deltog i arrangementet og stod for diplomoverrækkelsen til de unge:

- Det er meget imponerende at opleve de unges engagement og udvikling gennem forløbet. Brandkadetterne har ikke alene lært konkrete færdigheder, men også styrket deres ansvarsfølelse, samarbejdsevner og tro på egne evner. Jeg er sikker på, at det er værdier, som både de unge selv og hele vores kommune får glæde af, siger borgmester Ken Kristensen.
Afslutningen markerede samtidig endnu et vellykket brandkadetforløb hos Brand & Redning Køge, hvor unge får mulighed for at prøve kræfter med beredskabets verden i trygge rammer.

## Plads til nye kadetter

Beredskabschef i Brand & Redning Køge, Søren Rasmussen, roser årets hold for deres indsats og udvikling gennem de mange måneder.

- Hold 11 har gjort det virkelig godt. De unge har mødt op med vilje til at lære, tage ansvar og være en del af et fællesskab, og det har været fantastisk at følge deres udvikling undervejs. Vi håber samtidig, at endnu flere unge får lyst til at blive brandkadetter, for vi er allerede nu i gang med at søge nye deltagere til kommende hold, siger beredskabschef Søren Rasmussen.

Efter diplomoverrækkelsen blev afslutningen markeret med pølsevogn og mulighed for fotografering af de nyuddannede brandkadetter.

Uddannelsen som brandkadet er et tilbud målrettet unge i alderen 13-17 år med behov for en yderligere motivation til at komme i gang med eller fastholde videreuddannelse og beskæftigelse. Man kan læse mere og tilmelde sig det kommende hold her: [Brandkadet](https://www.brkss.dk/om-os/brandkadet)
