---
title: "Falck skal drive det operative beredskab i Køge, Solrød og Stevns"
description: "Køge, Solrød og Stevns Kommuner har valgt Falck til at stå for det operative beredskab i det nye fælles Brand & Redning Køge-Solrød-Stevns. Falck skal dermed fortsat stå for den operative indsats ved blandt andet brande og ulykker, når det nye fælles bere"
date: "2026-09-02"
created: "2026-09-02"
---

[Hjem](https://www.koege.dk/)

                    [Om Køge Kommune](https://www.koege.dk/om-koege-kommune)

                    [Presse og kommunikation](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation)

                    [Nyheder og aktuelt](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt)

                    [Aktuelt](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/aktuelt)

                [Falck skal drive det operative beredskab i Køge, Solrød og Stevns](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/aktuelt/falck-skal-drive-det-operative-beredskab-i-koege-solroed-og-stevns)

# Falck skal drive det operative beredskab i Køge, Solrød og Stevns

Køge, Solrød og Stevns Kommuner har valgt Falck til at stå for det operative beredskab i det nye fælles Brand & Redning Køge-Solrød-Stevns. Falck skal dermed fortsat stå for den operative indsats ved blandt andet brande og ulykker, når det nye fælles beredskab træder i kraft.

Køge, Solrød og Stevns Kommuner er i gang med at samle deres beredskab i det fælleskommunale selskab Brand & Redning Køge-Solrød-Stevns. Som en del af arbejdet har kommunerne gennemført en konkurrenceudsættelse af det operative beredskab.
På baggrund af processen har de tre kommuner valgt at acceptere tilbuddet fra Falck, som tidligere har haft separate aftaler med de tre kommuner. Den nye samlede aftale betyder, at Falck også fremover skal udføre det operative beredskab i de tre kommuner – nu altså som en del af det nye fælles beredskab.

-    Det vigtigste for os er, at borgere og virksomheder i Køge, Solrød og Stevns kan have tillid til, at hjælpen er der, når der opstår brand, ulykker eller andre alvorlige hændelser. Med Falck som leverandør af det operative beredskab får vi en løsning, hvor opgaven og vilkårene er klart aftalt, samtidig med at den operative indsats bliver en del af vores nye fælles beredskab. Det giver et godt grundlag for at skabe et robust beredskab på tværs af de tre kommuner, siger Ken Kristensen, borgmester i Køge Kommune.

Beredskabschef Søren Rasmussen ser frem til det videre arbejde med at få det nye fælles beredskab på plads:
-    Nu kan vi arbejde videre med at få de praktiske rammer omkring det operative beredskab på plads og forberede overgangen til den nye fælles organisation. Det handler om at sikre et fortsat velfungerende beredskab på tværs af de tre kommuner og en god overgang til Brand & Redning Køge-Solrød-Stevns, siger beredskabschef Søren Rasmussen.

## Ét fælles beredskab fra 2027

De tre kommuner samarbejder allerede tæt om beredskabet og deler i dag beredskabschef, men har hver deres beredskabsorganisation og individuelle aftaler med Falck.
Med Brand & Redning Køge-Solrød-Stevns samles samarbejdet i én fælles organisation med fælles ledelse gennem en beredskabskommission. Målet er et robust og effektivt beredskab med klare ansvarsforhold og en stærkere fælles kapacitet til at håndtere både hverdagens hændelser og større kriser.
Det nye fælleskommunale selskab forventes at træde i kraft den 1. januar 2027. Kommunerne vil i samarbejde med Falck i de kommende måneder arbejde videre med den endelige kontrakt og overgangen til den nye ordning.
