---
title: "Gratis festival forvandler Bramhøjgård til scene for international kunst, fællesskab og oplevelser"
description: "Internationale scenekunstnere, lokale borgere og kulturaktører går sammen, når SceneKANT Festival lørdag den 22. august inviterer til en dag med gratis kunstoplevelser, vandreture, fællesspisning og koncert på Bramhøjgård."
date: "2026-08-07"
created: "2026-08-07"
---

[Hjem](https://www.koege.dk/)

                    [Om Køge Kommune](https://www.koege.dk/om-koege-kommune)

                    [Presse og kommunikation](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation)

                    [Nyheder og aktuelt](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt)

                    [Aktuelt](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/aktuelt)

                [Gratis festival forvandler Bramhøjgård til scene for international kunst, fællesskab og oplevelser](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/aktuelt/gratis-festival-forvandler-bramhoejgaard-til-scene-for-international-kunst-faellesskab-og-oplevelser)

# Gratis festival forvandler Bramhøjgård til scene for international kunst, fællesskab og oplevelser

Internationale scenekunstnere, lokale borgere og kulturaktører går sammen, når SceneKANT Festival lørdag den 22. august inviterer til en dag med gratis kunstoplevelser, vandreture, fællesspisning og koncert på Bramhøjgård.

![](https://www.koege.dk/i/MOLIRIMEDIA/dc4ab102-c2b7-4c28-9516-978c5dac3556?width=800)

Festivalens højdepunkt er premieren på forestillingen Tre Punkter Mellem Himmel og Jord, skabt af det italienske teaterkollektiv Teatro Stalker efter tre ugers kunstnerisk ophold i Køge Nord. Forestillingen er udviklet i samarbejde med lokale borgere, foreninger og netværk og tager publikum med ud i landskabet, hvor natur, kunst og menneskelige fortællinger smelter sammen.

SceneKANT Festival sætter fokus på, hvordan kunst kan aktivere landskaber og byrum. Dagens program byder blandt andet på Teatro Stalkers forestilling, optræden med Køge Ungdomsskoles teaterhold, fællesspisning ved Køkkenet OM:HU og koncert med klezmerorkestret Mames Babegenush.

-Jeg glæder mig til årets SceneKANT Festival på Bramhøjgård. Programmet er blevet til gennem et stærkt samarbejde mellem borgere, foreninger, kulturaktører og lokale og internationale partnere. Kunst og kreativ samskabelse skaber ikke blot gode oplevelser, men styrker også fællesskabet og giver borgerne mulighed for aktivt at bidrage til udviklingen af deres lokalområde, siger Kirsten Larsen, formand for Kultur- og Idrætsudvalget.

Festivalen byder desuden på Performing Landscapes Køge, hvor fire kunstnere og kunstnergrupper inviterer publikum på kunstneriske vandreture gennem Køges skjulte landskaber, glemte historier og særlige natur. Vandreturene er udviklet i samarbejde mellem MAPS Museum og Københavns Internationale Teater/Metropolis. De har forskellige startsteder rundt om i Køge og slutter alle på Bramhøjgård.

Festivalen er gratis, og det er vandreturene også, men de kræver tilmelding.
[Læs mere om vandreturene og tilmeld dig her](https://mapsmuseum.com/vandringer-med-kunsten-som-kompas/ "Læs mere om festivalen og tilmeld dig her")

## Fakta

Arrangement: SceneKant Festival. [Læs mere om festivalen](https://xn--bramhjgaard-kgb.dk/teatro-stalker-tre-punkter-mellem-himmel-og-jord-scenekant-festdag-22-august-2026/ "Læs mere om festivalen")

Kunstnere: Teatro Stalker (Italien), Køge Ungdomsskoles teaterhold, Sisters Hope, Daily Fiction, Georg Jagunov, Thomas Seest, Søren Lose, Mames Babegenush

Dato: Bramhøjgaard Have - 22. august 2026

Spisning: [Du kan bestille aftensmad via madbillet senest den 16. august](https://madbillet.dk/show/event/scenekant-festival-2026 "Du kan bestille aftensmad via madbillet senest den 16. august")
