---
title: "Kenzo på patrulje: Køge Kommune sætter ind mod rotterne"
description: "Rotterne får kamp til stregen i Køge Kommune. Med en ny aftale på plads er et stærkt rotteteam – inklusive rottehunden Kenzo – klar til at rykke ud, når borgere har brug for hjælp."
date: "2026-06-29"
created: "2026-06-29"
---

[Hjem](https://www.koege.dk/)

                    [Om Køge Kommune](https://www.koege.dk/om-koege-kommune)

                    [Presse og kommunikation](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation)

                    [Nyheder og aktuelt](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt)

                    [Aktuelt](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/aktuelt)

                [Kenzo på patrulje: Køge Kommune sætter ind mod rotterne](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/aktuelt/kenzo-paa-patrulje-koege-kommune-saetter-ind-mod-rotterne)

# Kenzo på patrulje: Køge Kommune sætter ind mod rotterne

Rotterne får kamp til stregen i Køge Kommune. Med en ny aftale på plads er et stærkt rotteteam – inklusive rottehunden Kenzo – klar til at rykke ud, når borgere har brug for hjælp.

Køge Kommune har indgået kontrakt med Kiltin A/S, som nu står for både bekæmpelse og forebyggelse af rotter. Det betyder, at når en borger anmelder rotter, er det Kiltins specialister, der hurtigt træder til med rådgivning og effektive løsninger.

I langt de fleste tilfælde anvender teamet klapfælder med giftfri lokkemad til rottebekæmpelsen. Det er en metode, der både er effektiv og skånsom for miljøet. Som et ekstra kort i ærmet har de også to specialtrænede rottehunde med i marken hver dag. Brug af gift begrænses til ganske få, særlige situationer.

“Vi er glade for aftalen med Kiltin. Det er afgørende for os i Teknik- og Ejendomsudvalget, at vores borgere føler sig trygge og kan få hurtig og kvalificeret hjælp. Samtidig er det også vigtigt for os, at bekæmpelse og den vigtige vejledning om forebyggelse går hånd i hånd,” siger Anders Gøthe, formand for Teknik- og Ejendomsudvalget.

## Sådan holder du rotterne væk

Flertallet af rottesager i boligområder kan spores tilbage til to ting: problemer med kloakken eller adgang til føde.
Undgå at invitere rotterne indenfor:

- Opbevar altid dyrefoder i tætsluttende, solide beholdere – ikke i poser eller sække.
- Giv kun dyr den mængde foder, de spiser med det samme. Madrester er et festmåltid for rotter.
- Overvej at droppe fodring af vilde fugle. Rotter er dygtige klatrere og kan let nå foderbrætter.

Hold kloakken i god stand:

Rotter bevæger sig ofte via kloaksystemet. Særligt ældre eller utætte rør på private grunde kan være perfekte skjulesteder.

- Få jævnligt tjekket kloak- og regnvandsledninger, brønde og tagnedløb
- Overvej at få monteret en rottespærre – det kan være en god investering (nogle forsikringsselskaber giver endda rabat). Husk også en serviceaftale, så spærren bliver vedligeholdt og fungerer optimalt.

## Har du set en rotte? Så meld det med det samme

Ser du en rotte – eller spor efter en – er det vigtigt at reagere hurtigt. Det er faktisk lovpligtigt at anmelde det, uanset om det er levende eller døde dyr eller bare spor efter rotter.
Du kan nemt anmelde det via kommunens hjemmeside eller appen Tip Køge Kommune.

## Pressekontakt

Anders Gøthe, Formand for Teknik- og Ejendomsudvalget. Telefon: 31770322

## Vej, Park og Byrum - Drift

Ørnevej 15, 4600 Køge

Vejparkogbyrum@koege.dk

56676385
