---
title: "Nyt fra kommunalbestyrelsens møde den 27. oktober 2026"
description: "Med disse overskrifter: Overskudsvarme fra Microsofts datacenter ved Køge Nord kan give fjernvarme til 11.000 husstande og Kommunalbestyrelsen har nu godkendt nyt botilbud på Ellemarksvej 1"
date: "2026-10-27"
created: "2026-10-27"
---

[Hjem](https://www.koege.dk/)

                    [Om Køge Kommune](https://www.koege.dk/om-koege-kommune)

                    [Presse og kommunikation](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation)

                    [Nyheder og aktuelt](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt)

                    [Aktuelt](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/aktuelt)

                [Nyt fra kommunalbestyrelsens møde den 27. oktober 2026](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/aktuelt/nyt-fra-kommunalbestyrelsens-moede-den-27-oktober-2026)

# Nyt fra kommunalbestyrelsens møde den 27. oktober 2026

Med disse overskrifter: Overskudsvarme fra Microsofts datacenter ved Køge Nord kan give fjernvarme til 11.000 husstande og Kommunalbestyrelsen har nu godkendt nyt botilbud på Ellemarksvej 1.

## **Overskudsvarme fra Microsofts datacenter ved Køge Nord kan give fjernvarme til 11.000 husstande**

Overskudsvarme fra Microsofts datacenter i Lille Skensved kan i fremtiden bruges til at opvarme tusindvis af boliger. Køge Kommune er nu klar til at sende et forslag til en ny lokalplan i offentlig høring, som skal gøre det muligt for VEKS at etablere et varmepumpeanlæg på Foldagervej.

Anlægget skal udnytte overskudsvarmen fra datacenteret på Egedesvej til at producere fjernvarme. Ifølge VEKS vil anlægget med en kapacitet på 31 MW kunne levere varme svarende til forbruget i omkring 11.000 husstande.

- Det giver rigtig god mening, at vi udnytter den varme, der allerede bliver produceret, i stedet for at lade den gå til spilde. Det er et godt eksempel på, hvordan den grønne omstilling kan skabe værdi, og hvordan vi kan bruge vores erhvervsudvikling til også at tænke i nye løsninger på varmeforsyningen, siger borgmester Ken Kristensen.

Den nye lokalplan skal give mulighed for at etablere tekniske anlæg i erhvervsområdet ved Foldagervej, hvor der i dag kun er mulighed for erhvervsvirksomheder. Samtidig foreslås det at hæve den maksimale bygningshøjde fra 12,5 til 14 meter, dog uden at hæve det maksimale etageantal på 2½ etage.

Forslaget sendes i offentlig høring i to uger, hvor borgere og andre interesserede kan komme med bemærkninger.

## **Kommunalbestyrelsen har nu godkendt nyt botilbud på Ellemarksvej 1**

Kommunalbestyrelsen i Køge Kommune har nu endeligt godkendt planerne om at ombygge Ellemarksvej 1 til et specialiseret botilbud med tre pladser til borgere med komplekse behov. Dermed er der fulgt op på den tidligere beslutning i Økonomiudvalget.

Køge Kommune har søgt og fået særlig tilladelse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet til at finansiere ombygningen gennem et lån. Det betyder, at pengene ikke skal tages fra kommunens almindelige budget til eksempelvis skoler, veje og andre byggeprojekter.

Det nye botilbud skal give flere borgere mulighed for at bo tæt på familie og netværk i deres egen kommune og samtidig reducere kommunens udgifter til eksterne botilbud.

- Vi vil gerne kunne tilbyde flere af vores borgere et godt og trygt sted at bo tæt på deres familie og netværk. Med det nye botilbud får vi mulighed for at skabe en lokal løsning, hvor vi både kan sikre den nødvendige faglige støtte og bruge kommunens ressourcer fornuftigt. Det er en god investering i både mennesker og i vores fælles velfærd, siger borgmester Ken Kristensen.

Botilbuddet bliver knyttet til det eksisterende socialpsykiatriske botilbud Pedersvænge. Ombygningen forventes at tage 9-12 måneder, og tilbuddet skal godkendes af Socialtilsynet, inden det kan tages i brug.

  ****
