---
title: "Nyt Grønt Råd skal give borgere og lokale aktører en stærkere stemme i Køge Kommunes grønne udvikling"
description: "Hvordan skal naturen udvikle sig i Køge Kommune, og hvordan sikrer vi mere biodiversitet, rent vand og gode muligheder for friluftsliv? Et nyt Grønt Råd skal samle borgere, unge, foreninger, lodsejere, erhvervsliv og politikere om kommunens grønne indsats"
date: "2026-10-27"
created: "2026-10-27"
---

[Hjem](https://www.koege.dk/)

                    [Om Køge Kommune](https://www.koege.dk/om-koege-kommune)

                    [Presse og kommunikation](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation)

                    [Nyheder og aktuelt](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt)

                    [Aktuelt](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/aktuelt)

                [Nyt Grønt Råd skal give borgere og lokale aktører en stærkere stemme i Køge Kommunes grønne udvikling](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/aktuelt/nyt-groent-raad-skal-give-borgere-og-lokale-aktoerer-en-staerkere-stemme-i-koege-kommunes-groenne-udvikling)

# Nyt Grønt Råd skal give borgere og lokale aktører en stærkere stemme i Køge Kommunes grønne udvikling

Hvordan skal naturen udvikle sig i Køge Kommune, og hvordan sikrer vi mere biodiversitet, rent vand og gode muligheder for friluftsliv? Et nyt Grønt Råd skal samle borgere, unge, foreninger, lodsejere, erhvervsliv og politikere om kommunens grønne indsatser. Det har Kommunalbestyrelsen nu vedtaget.

Køge Kommune får et nyt Grønt Råd, der skal være med til at sætte retning for arbejdet med natur, klima, vandmiljø og friluftsliv. Kommunalbestyrelsen har vedtaget rammerne for det nye råd, der erstatter det tidligere Naturråd og får en bredere opgave.

Det Grønne Råd skal blandt andet bidrage med lokal viden og idéer til, hvordan kommunen kan skabe mere og bedre natur, beskytte drikkevandet, forbedre vandmiljøet og udvikle mulighederne for at komme ud i naturen.

Rådet skal samtidig være med til at sikre, at kommunens forskellige grønne indsatser hænger sammen. Eksempelvis kan nye skove og vådområder både gavne dyre- og plantelivet, beskytte grundvandet og bidrage til at nå kommunens klimamål.

- Vi har klare ambitioner for både naturen og den grønne udvikling i Køge Kommune. Men de bedste løsninger finder vi, når vi lytter til dem, der bor, arbejder og bruger naturen her i kommunen. Med Det Grønne Råd får vi et fælles forum, hvor forskellige interesser kan mødes og bidrage med viden og idéer. Det skal være med til at sikre, at vores grønne indsatser både gavner naturen og giver værdi for borgerne, siger borgmester Ken Kristensen.

## **Borgere får plads ved bordet**

Det Grønne Råd får en bred sammensætning med repræsentanter fra blandt andet natur- og friluftsorganisationer, landbruget, erhvervslivet, lodsejere og Kommunalbestyrelsen. Der bliver desuden plads til to lokale borgere og to unge, så også deres perspektiver kan indgå i arbejdet med kommunens grønne udvikling.

Rådet skal blandt andet følge arbejdet med Grøn Trepart, kommunens Naturstrategi og Klimaplan 2035 samt komme med forslag til naturprojekter, klimatilpasning og bedre adgang til naturen.

Det Grønne Råd bliver et rådgivende forum, som kan komme med anbefalinger til kommunen og selv tage emner op til drøftelse. Rådet mødes som udgangspunkt fire gange om året, og referater fra møderne bliver offentliggjort på Køge Kommunes hjemmeside.

Næste skridt bliver at udpege medlemmerne og få det nye råd etableret.
