---
title: "Skensved Fælled får bedre mulighed for at blive til lokal natur"
description: "Planerne om et bynært naturområde på 13 hektar ved Lille Skensved får nu bedre vilkår. Økonomiudvalget har besluttet at fjerne kravet om indtægt fra landbrugsstøtte."
date: "2026-09-21"
created: "2026-09-21"
---

[Hjem](https://www.koege.dk/)

                    [Om Køge Kommune](https://www.koege.dk/om-koege-kommune)

                    [Presse og kommunikation](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation)

                    [Nyheder og aktuelt](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt)

                    [Aktuelt](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/aktuelt)

                [Skensved Fælled får bedre mulighed for at blive til lokal natur](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/aktuelt/skensved-faelled-faar-bedre-mulighed-for-at-blive-til-lokal-natur)

# Skensved Fælled får bedre mulighed for at blive til lokal natur

Planerne om et bynært naturområde på 13 hektar ved Lille Skensved får nu bedre vilkår. Økonomiudvalget har besluttet at fjerne kravet om indtægt fra landbrugsstøtte. Dermed bliver det lettere for de lokale kræfter bag Skensved Fælled at koncentrere sig om at skabe natur og rekreative muligheder på området.

Naturprojekt Skensved Fælled er et samarbejde mellem Borgerforeningen Lille Skensved, Højelse og Omegn og Køge Kommune. Målet er at give et cirka 13 hektar stort kommunalt areal ved Lille Skensved en ny funktion som lokalt og bynært naturområde.

Hidtil har det været en forudsætning, at arealet skulle bidrage med indtægter fra landbrugsstøtte. Men landbrugsstøtten kræver landbrugsdrift, og det harmonerer dårligt med ønsket om at udvikle området til natur og rekreative formål. Samtidig har borgerforeningen haft vanskeligt ved at skaffe penge til landbrugsdriften.

Økonomiudvalget har derfor besluttet, at kravet om indtægt fra landbrugsstøtte bortfalder.

- Skensved Fælled er drevet af et lokalt ønske om at skabe mere natur tæt på Lille Skensved. Derfor giver det god mening, at rammerne understøtter netop det formål frem for at stille krav om landbrugsdrift. Nu giver vi de engagerede lokale kræfter bedre mulighed for at arbejde videre med natur og rekreative tiltag på området, siger borgmester Ken Kristensen.

Aftalen med borgerforeningen fortsætter uændret og løber i 12 år fra maj 2024.

Fremover bliver Skensved Fælled forankret i kommunens Klimaskov-projekt som Klimaskov nr. 8. Det betyder blandt andet, at foreningen kan trække på den faglige viden og erfaring, kommunen har opbygget gennem arbejdet med lignende projekter.
