---
title: "Sommersjov 2026: Aktive og sjove feriedage for børn og unge i Køge"
description: "Hele sommeren byder Køge Kommune på et væld af gratis aktiviteter for børn og unge."
date: "2026-06-18"
created: "2026-06-18"
---

[Hjem](https://www.koege.dk/)

                    [Om Køge Kommune](https://www.koege.dk/om-koege-kommune)

                    [Presse og kommunikation](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation)

                    [Nyheder og aktuelt](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt)

                    [Aktuelt](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/aktuelt)

                [Sommersjov 2026: Aktive og sjove feriedage for børn og unge i Køge](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/aktuelt/sommersjov-2026-aktive-og-sjove-feriedage-for-boern-og-unge-i-koege)

# Sommersjov 2026: Aktive og sjove feriedage for børn og unge i Køge

Hele sommeren byder Køge Kommune på et væld af gratis aktiviteter for børn og unge. Uanset om man er til sport, kreativitet eller udendørs oplevelser, er der masser af muligheder for at få nye venner og prøve noget nyt. Sommersjov 2026 gør det let for familier at få en sjov og aktiv ferie tæt på hjemmet.

Når skolernes sommerferie begynder, åbner dørene igen for Sommersjov – Køge Kommunes store ferieprogram for børn og unge mellem 5 og 16 år. Fra den 29. juni til 9. august 2026 kan børn fra hele kommunen deltage i et væld af aktiviteter, der både underholder, udfordrer og skaber nye fællesskaber. Tilmeldingen er nu åben, og programmet bugner af muligheder.

Sommersjov handler ikke kun om leg og bevægelse – det handler også om at møde nye venner, prøve noget nyt og være en del af et stærkt fællesskab. Aktiviteterne er spredt ud over hele kommunen og dækker alt fra sport, natur og kreativitet til teknologi og gastronomi.

Der er mange muligheder for at komme ud og nyde det gode sommervejr. Måske drømmer du om at komme ud på vandet i en kajak, lære at kaste snøren ud og prøve kræfter med fiskeri, eller opleve havet helt tæt på som søspejder og gøre en forskel for havmiljøet? Køge Naturskole byder både børn og voksne velkommen ombord på husbåden Landkrabben, mens Svenstrup Naturskole inviterer børnefamilier til at opleve børnenes sommer på landet i 1850.

-Når børn får lov at udforske naturen, vokser både nysgerrigheden og glæden. Vi ønsker, at alle børn i Køge skal mærke, hvor fantastisk det er at være ude og bevæge sig - uanset om det er på vandet, i skoven eller på sportsbanerne. Takket være vores mange foreninger kan vi tilbyde et program, der virkelig har noget for alle, siger Kirsten Larsen, formand for Kultur- og Idrætsudvalget.

For dem der elsker sport, er der også både action og tempo. I år kan børnene blandt andet prøve kræfter med taekwondo, rollespil, orienteringsløb, bowling, volleyball, badminton eller måske har du lyst til at give den gas på ramperne i Køges ny skatepark når lokale klubber og foreninger åbner dørene til både kendte og nye sportsgrene

Sommersjov arrangeres i samarbejde mellem Køge Kommune og en lang række frivillige, foreninger og kulturinstitutioner, og mange af aktiviteterne er gratis eller har en lav deltagerbetaling.

Det fulde program og tilmelding findes på http://sommersjovkoege.dk – og der er noget for enhver smag. Så grib chancen for at give børnene en sommerferie fyldt med glæde, oplevelser og nye fællesskaber.

**Pressekontakt**

Kirsten Larsen, formand for Kultur- og Idrætsudvalget: 31 75 74 45
