---
title: "To timers gratis parkering træder i kraft 1. juni"
description: "Snart bliver det nemmere at lægge vejen forbi Køge bymidte i bil. Fra 1. juni træder nye parkeringsregler i kraft, som giver to timers gratis parkering på offentlige p-pladser i hele bymidten."
date: "2026-05-26"
created: "2026-05-26"
---

[Hjem](https://www.koege.dk/)

                    [Om Køge Kommune](https://www.koege.dk/om-koege-kommune)

                    [Presse og kommunikation](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation)

                    [Nyheder og aktuelt](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt)

                    [Aktuelt](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/aktuelt)

                [To timers gratis parkering træder i kraft 1. juni](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/aktuelt/to-timers-gratis-parkering-traeder-i-kraft-1-juni)

# To timers gratis parkering træder i kraft 1. juni

Snart bliver det nemmere at lægge vejen forbi Køge bymidte i bil. Fra 1. juni træder nye parkeringsregler i kraft, som giver to timers gratis parkering på offentlige p-pladser i hele bymidten.

En markant forbedring for både besøgende, beboere og de mange butikker, caféer og erhvervsdrivende, der er med til at skabe liv i byen. Så kort kan effekten af de nye parkeringsregler for Køge bymidte opsummeres.
De første to timers parkering er pr. 1. juni gratis i hele Køge by. Som bilist skal du fortsat være opmærksom på skiltningen, som viser, om du skal sætte p-skiven eller registrere din parkering i app eller automat alt efter, hvor i byen, man parkerer.

Målet er at gøre det mere trygt og overskueligt at tage ind til byen – uanset om man skal handle, mødes med andre eller bare nyde bylivet.

- Nu sker det endelig. Vi har arbejdet målrettet for at gøre det lettere at være borger og besøgende i Køge, og med to timers gratis parkering i bymidten, tager vi et stort skridt i den retning. Det skal være nemt at tage ind til byen for at handle, mødes og nyde vores hyggelige by, og det er jeg sikker på, at rigtig mange kommer til at få glæde af, siger borgmester Ken Kristensen.

En analyse har tidligere vist, at mange oplevede de gamle regler som svære at forstå. Med de nye regler bliver parkeringen samlet i tre tydelige zoner – rød, gul og grøn – med samme grundprincip: to timers gratis parkering. Hvordan, man skal registrere sin parkering, vil fremgå af skiltningen på stedet.

## Gevinst for byliv og handel

Hos Køge Handel ser man også frem til, at de nye regler træder i kraft.

- Det her er rigtig godt nyt for både butikkerne og kunderne. Når det bliver nemmere at parkere, bliver det også mere attraktivt at lægge vejen forbi Køge bymidte. Vi forventer, at det vil styrke handelslivet og gøre det endnu mere indbydende at bruge byen, siger Søren Storgaard, Formand for Køge Handel.

- Vi er virkelig glade for, at de nye parkeringsregler nu bliver en realitet. Det er noget, kunderne har efterspurgt i lang tid, og det betyder meget, at det nu bliver nemmere og mere overskueligt at tage ind til Køge. Det viser også, at byen lytter til dem, der bruger den, udtaler indehaver af specialbutikken Vitrinens Købmandshandel, Line Jahn.

Flere private parkeringsaktører bakker op om initiativet og indfører samme to timers gratis parkering fra 1. juni. Det er med til at skabe en mere ensartet oplevelse for alle, der besøger byen.

- Det er et stærkt signal, at både kommune og erhvervsliv står sammen om at gøre det lettere at besøge Køge. Det er til gavn for hele byen, siger Ken Kristensen.

Tre private aktører har allerede tilkendegivet, at deres parkeringsarealer fra 1. juni ligeledes vil være gratis de to første timer, nemlig Oluf I. Jensens Gaard, Brogade 7 med indkørsel fra Bag Haverne, Kvickly med indkørsel via offentlig p-plads på Blegdammen og Hugos Gård på Brogade 19 med indkørsel fra Bag Haverne.

## Tre zoner – enkle regler

Den gratis parkering gælder i hele bymidten, som er opdelt i tre zoner, og som fremgår gennem skiltning på stedet:

• Rød zone: To timers gratis parkering – husk p-skiven. Parkering kan ikke forlænges.
• Gul og grøn zone: To timers gratis parkering med mulighed for at forlænge – husk at registrere i automat eller app fra start.

De nye regler gælder på hverdage kl. 8-18 og lørdage kl. 8-15. Uden for dette tidsrum er parkeringen gratis.

De nye parkeringsregler træder som beskrevet i kraft fra 1. juni, hvor der vil blive sat fuld fart på skiltningen i de tre zoner også.

![](https://www.koege.dk/i/MOLIRIMEDIA/c9b85b4a-ecb4-4b2b-987e-08debaee29b5?width=800)
