---
title: "Aftale om tandregulering til børn og unge er på plads"
description: "Køge Kommune har indgået udbudsaftale med Tandregulering.dk i Solrød, som fremover vil varetage vederlagsfri tandregulering af børn og unge, der visiteres til tandregulering af den kommunale børne- og ungdomstandpleje."
date: "2025-04-07"
created: "2025-04-07"
---

[Hjem](https://www.koege.dk/)

                    [Om Køge Kommune](https://www.koege.dk/om-koege-kommune)

                    [Presse og kommunikation](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation)

                    [Nyheder og aktuelt](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt)

                    [Nyheder](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/nyheder)

                [Aftale om tandregulering til børn og unge er på plads](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/nyheder/aftale-om-tandregulering-til-boern-og-unge-er-paa-plads)

# Aftale om tandregulering til børn og unge er på plads

 Køge Kommune har indgået udbudsaftale med Tandregulering.dk i Solrød, som fremover vil varetage vederlagsfri tandregulering af børn og unge, der visiteres til tandregulering af den kommunale børne- og ungdomstandpleje.

Når Børne- og Ungdomstandplejen i Køge Kommune vurderer,
at et barn eller en ung opfylder Sundhedsstyrelsens kriterier for visitation
til tandregulering, vil barnet eller den unge fremover blive tilbudt
vederlagsfri tandregulering ved Tandregulering.dk, som har klinik tæt på bus-
og S-togs stationen i Solrød Centret.

Behovet for at sende tandreguleringsopgaven i udbud er
opstået, fordi det på grund af den landsdækkende mangel på specialtandlæger
ikke har været muligt at ansætte en specialtandlæge på Køge Kommunes egen
tandreguleringsklinik.

- Med denne aftale har vi sikret,
     at børn og unge med behov for tandregulering også fremover vil få et
     tandreguleringstilbud af høj kvalitet og med let tilgængelighed, også med
     offentlig transport. Jeg er glad for, at vi nu har en fremtidssikret
     løsning med en samarbejdspartner, som Børne- og Ungdomstandplejen i
     forvejen har gode erfaringer med fra enkeltvisiterede patienter.”, siger
     formand for Børneudvalget, Pernille Sylvest.

Det vil som hidtil være Børne- og Ungdomstandplejen i
Køge Kommune, der tager stilling til, om barnet eller den unge opfylder
kriterierne for at få tilbudt tandregulering. Den konkrete behandlingsplan og
selve udførelsen af tandreguleringen står Tandregulering.dk for.

- Vi er både glade og stolte over
     at få muligheden for at samarbejde med Børne- og Ungdomstandplejen i Køge
     Kommune om tandregulering. Det er en tillidserklæring, som vi tager
     alvorligt, og vi vil gøre vores bedste for at sikre, at patienterne fra
     Køge Kommune får den bedst mulige behandling på et fagligt højt niveau –
     hver dag”, siger specialtandlæge i ortodonti og indehaver af
     Tandregulering.dk, Helen Torkashvand.

Børn og unge, der allerede er opstartet i et
tandreguleringsforløb på den kommunale tandreguleringsklinik, forventes at
kunne færdiggøre behandlingen på den kommunale klinik.

Aftalen gælder for børn og unge, der er tilknyttet en
kommunal tandklinik. Børn og unge, der har valgt at benytte sig af
fritvalgsordningen og har et af kommunen godkendt behov for tandregulering, kan
som hidtil modtage et kommunalt tilskud til tandregulering ved en
specialtandlæge efter eget valg, hvor der som hidtil vil være en vis
egenbetaling for så vidt, angår børn og unge under 16 år.

Kontrakten gælder til den 14. marts 2031 med mulighed for
forlængelse i 2 gange et år.
