Skip til hoved indholdet
    Hjem Om Køge Kommune Presse og kommunikation Nyheder og aktuelt Nyheder Andre kommuner skal lære af Køges skole-succes

Andre kommuner skal lære af Køges skole-succes

”Er du på vej?” hedder Køge Kommunes indsats for at nedbringe fraværet for elever i kommunens folkeskoler. Metoden har allerede vist gode resultater på udvalgte skoler, og nu har Undervisningsministeriet udvalgt Køge Kommune som den case, andre kommuner med fordel kan lære af.

Med indsatsen ”Er du på vej?” har Køge Kommunes folkeskoler for alvor sat gang i arbejdet med at få skolefraværet ned. Skolefravær er et landsdækkende problem, og fraværet har i en årrække været stigende. 

”Er du på vej?” har fokus på, hvordan man kan forebygge fravær ved at gøre skolen til et sted, som eleverne ikke har lyst til at blive væk fra. Eksempelvis er det lykkes at få fraværet i kommunens 10. klassecenter ned fra 9,2 procent i 2018/2019 til 5,2 % i skoleåret 2021/2021:

- Der har været en tendens til at fokusere meget på, hvad barnet og forældrene kan gøre anderledes for at få fraværet ned. Vi har valgt at fokusere på, hvad skolen kan gøre anderledes. Og derfor arbejder vi intensivt på at skabe fællesskaber og undervisning, som børn og unge ikke har lyst til at blive væk fra. Vi valgte fra starten at kalde vores strategi for skoletilvær i stedet for skolefravær, hvilket er meget sigende for hele indsatsen, siger formand for skoleudvalget Ali Yahya.

Udvalgt som case af undervisningsministeriet

I Undervisningsministeriet er det også et fokusområde at få elevfraværet på landsplan ned. Derfor har ministeriet netop gennemført en proces, hvor 21 indsatser blev udvalgt til grundigere eftersyn. Ud af de 21 cases er Køge Kommune nu udvalgt som den eneste case, som Undervisningsministeriet ønsker at gå videre med.

Det betyder helt konkret, at der lige nu udarbejdes en dybdegående beskrivelse af Køge Kommunes metode, som bliver tilgængelig som ”Best Practice” på Undervisningsministeriets hjemmeside. På sigt kan det også være, at der oprettes en pulje med økonomiske midler, som andre kommuner kan søge for at prøve projektet af:

- Jeg er meget begejstret over, at vi i samarbejde med Undervisningsministeriet kan give vores gode erfaringer videre og glæder mig meget til at følge effekten af indsatsen de kommende år. Jeg vil gerne rose hele vores skoleafdeling, familieafdeling, vores samarbejdspartnere, lærere og pædagoger for et fantastisk arbejde. Deres evne til at samarbejde og inddrage eleverne fra starten er en af grundene til projektets succes, siger Ali Yahya.

Stærkt hold bag og temadage med 1000 deltagere

Metoden bag ”Er du på vej” er udviklet på tværs af Køge Kommune med repræsentanter fra skoleafdelingen/skoleområdet, PPR og familieafdelingen. Samtidig har forsker Helle Rabøl Hansen været tilknyttet projektet siden start.

I stedet for kun at fokusere på, at fraværet er et problem hos barnet og forældrene, valgte Køge Kommune at vende det hele på hovedet og se på, hvad skolerne kan gøre anderledes. Helt essentielt for arbejdet er det at inddrage eleverne og deres input. For eksempel har det stor betydning, hvis en klassekammerat eller lærer sender en besked, hvor der står, om man er på vej. På den måde føler man sig savnet og manglet. Den pointe har navngivet metoden, som hermed både refererer til, at metoden arbejder forebyggende og er baseret på elevinddragelse.

Helle Rabøl Hansen var i 2019 ude og holde oplæg for alle skoleledere i Køge Kommune om fravær. Oplægget skabte så stor begejstring og engagement, at Køge Kommune valgte, at alle ansatte i Køges kommunale skolevæsen skulle høre guldkornene. Det resulterede i en temadag i 2020 med næsten 1000 deltagere og en gentagelse i 2021. 

Samtidig er der igangsat tre specifikke implementeringsindsatser:

  • Et rejsehold, som tilbyder sparring ude på hver enkelt skole
  • Plotprojekter med fokus på elevdeltagelse og aktivering
  • Uddannelse til udvalgte medarbejdere på alle skoler med fokus på at styrke fællesskabet omkring undervisningen

Rapporter og undersøgelser på området

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Rådhusets åbnings- og telefontider

Nyttige genveje