---
title: "Cykelfest for hele familien: Nu nærmer PostNord Danmark Rundt sig Køge"
description: "Køge Torv danner den 2. august rammen om starten på den afgørende etape af PostNord Danmark Rundt. Samtidig inviterer kommunen til en dag fyldt med cykeloplevelser for hele familien – fra verdensstjerner på scenen til Škoda BørneTour for byens yngste."
date: "2026-07-08"
created: "2026-07-08"
---

[Hjem](https://www.koege.dk/)

                    [Om Køge Kommune](https://www.koege.dk/om-koege-kommune)

                    [Presse og kommunikation](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation)

                    [Nyheder og aktuelt](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt)

                    [Nyheder](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/nyheder)

                [Cykelfest for hele familien: Nu nærmer PostNord Danmark Rundt sig Køge](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/nyheder/cykelfest-for-hele-familien-nu-naermer-postnord-danmark-rundt-sig-koege)

# Cykelfest for hele familien: Nu nærmer PostNord Danmark Rundt sig Køge

Køge Torv danner den 2. august rammen om starten på den afgørende etape af PostNord Danmark Rundt. Samtidig inviterer kommunen til en dag fyldt med cykeloplevelser for hele familien – fra verdensstjerner på scenen til Škoda BørneTour for byens yngste.

Der er lagt op til en festlig dag, når rytterne samles på Køge Torv inden starten på den afgørende etape af PostNord Danmark Rundt. Torvet danner rammen om holdpræsentation, underholdning og aktiviteter for hele familien, inden feltet klokken 12.30 ruller ud gennem Køge og videre ud på dette års allersidste etape.

Med starten på PostNord Danmark Rundt får Køge endnu en gang mulighed for at samle borgere, foreninger og besøgende om en stor sportsoplevelse, der skaber liv i bymidten til glæde for store som små:

- PostNord Danmark Rundt er en af Danmarks største tilbagevendende sportsbegivenheder, og vi er stolte over at være startby på den afgørende etape. Den 2. august bliver vores dejlige Køge fyldt med liv, fællesskab og masser af cykelglæde. Jeg håber, at både borgere og gæster vil være med til at skabe en fantastisk stemning og sende rytterne godt afsted fra vores smukke middelaldertorv, siger borgmestre Ken Kristensen og tilføjer:

- Samtidig er det en enestående mulighed for at vise de mange tv-seere og besøgende alt det, der gør Køge til en levende kommune med et stærkt foreningsliv, et aktivt handelsliv og en historisk bymidte, vi er stolte af, siger borgmester Ken Kristensen.

## Den afgørende etape begynder i Køge

Fra Køge Torv begiver feltet sig ud på den 135 kilometer lange og afgørende etape mod Rødovre. Ruten går gennem blandt andet Ølby, Havdrup, Tune, Hedehusene, Gundsømagle, Ølstykke, Stenløse og Veksø, inden rytterne når finalen i Rødovre.

## En dag med oplevelser på Torvet

Arrangementet begynder allerede klokken 10.00, hvor tv-kommentatorerne Carsten Ritter og Peter Piil byder publikum velkommen til en dag i cykelsportens tegn. Herefter overtages scenen af en tegnekonkurrence, hvor cykelglade børn kan tegne deres egen version af dagens cykelfest. To heldige deltagere vinder biografbilletter, og alle tegninger bliver efterfølgende udstillet på Køge Bibliotek.

Kort herefter holder borgmester Ken Kristensen en velkomsttale, inden præsentationen af de professionelle hold begynder – en oplagt mulighed for at komme helt tæt på nogle af verdens bedste cykelryttere – inden de sendes afsted på den afsluttende etape klokken 12.30.

På Torvet vil der også være en masse seje motorcykler – både politimotorcykler og de såkaldte ’Race Marshalls’, som er erfarne motorcyklister, der leverer trafiksikkerhed og transportstøtte undervejs.

## Når eliten er kørt, er det børnenes tur

Når de professionelle ryttere har forladt Torvet, fortsætter cykelfesten med Škoda BørneTour.

For første gang bliver Škoda BørneTour en del af PostNord Danmark Rundt, og i Køge får børn mellem 3 og 10 år mulighed for selv at opleve suset ved et cykelløb. På en afspærret rute kan de cykle i de samme rammer, som eliten netop har kørt i – med masser af opbakning fra publikum. Her handler det ikke om at komme først, men om glæden ved at cykle og være en del af fællesskabet.

– Noget af det bedste ved dagen er, at børnene får mulighed for selv at opleve suset ved et cykelløb og mærke den glæde og det fællesskab, som sporten kan skabe. Jeg håber, at dagen giver endnu flere børn lyst til at hoppe på cyklen – hvad enten det er sammen med familien, vennerne eller i en af vores lokale cykelklubber. Det vigtigste er ikke, hvem der kommer først, men at så mange som muligt får en god oplevelse og får lyst til at cykle videre, siger Ken Kristensen.

## Praktisk information

I forbindelse med løbet vil der være trafikale ændringer i og omkring Køge bymidte. Køge Kommune opfordrer derfor borgere og besøgende til løbende at holde sig orienteret. Når arrangementet nærmer sig, vil kommunen informere nærmere om de konkrete trafikomlægninger og opsætte skiltning rundt omkring i byen, så det bliver nemt at orientere sig.

Allerede nu kan man holde sig orienteret om dagens program, praktiske oplysninger og de trafikale ændringer på [PostNord Danmark Rundt](https://www.koege.dk/borger/fritid-og-oplevelser/kulturliv-og-oplevelser/postnord-danmark-rundt)

Beboere, som bliver direkte berørt af afspærringer og ændrede adgangsforhold, vil modtage nærmere information i e-boks.

## Tilmelding til Škoda BørneTour

Familier, der ønsker at deltage i Škoda BørneTour, opfordres til at tilmelde sig på forhånd og møde i god tid på dagen. Nummerudleveringen begynder allerede klokken 11.45.

Tilmelding sker på: https://www.sportstiming.dk/event/18604

## Program på Køge Torv

- Kl. 10.00: Velkomst ved Carsten Ritter og Peter Piil
- Kl. 10.05: Tegnekonkurrence for børn
- Kl. 10.35: Borgmester Ken Kristensens velkomsttale
- Kl. 10.45: Holdpræsentation
- Kl. 11.45: Nummerudlevering til Škoda BørneTour
- Kl. 12.30: Start på 5. etape af PostNord Danmark Rundt
- Kl. 13.00: Start på Škoda BørneTour

Læs mere om 5. etape af Post Nord Danmark Rund fra Køge til Rødovre her: [Etape 5 – PostNord Danmark Rundt](https://postnorddanmarkrundt.dk/etape-5/)
