Det grønlandske flag hejses på Køge rådhus
I dag vil man kunne se det grønlandske flag er hejst i flagstangen på Køge Kommunes rådhus som et signal om opbakning til Grønland og sammenhold i Rigsfællesskabet.
Onsdag den 14. januar er en dag af stor betydning for Rigsfællesskabet. Her mødes udenrigsministrene Lars Løkke Rasmussen og Vivian Motzfeldt med USA's udenrigsminister Marco Rubio og vicepræsident J.D. Vance i Det Hvide Hus for at diskutere Grønlands fremtid.
I den anledning har Køge Kommunes Økonomiudvalg besluttet, at det grønlandske flag skal hejses på rådhuset, som et signal om opbakning til Grønland og sammenhold i Rigsfællesskabet.
- Hele Rigsfællesskabet står i en situation, der kalder på sammenhold og på at vi står stærkt på vores fælles værdier. Går man forbi Køge rådhus i dag, vil man derfor kunne se det grønlandske flag som et udtryk for opbakning til Grønland, siger borgmester Ken Kristensen.
Justitsministeriet sætter reglerne for hvilke flag, der må flages med i Danmark. Her kan uden særlig tilladelse flages med det grønlandske flag, netop med baggrund i det samlede Rigsfællesskab.
Foto: Louise Kjellerup Iversen, Køge Kommune