---
title: "HB Køge Women fejret på Køge Rådhus efter historisk pokalsejr"
description: "Onsdag blev HB Køge Women hyldet i Rådhussalen på Køge Rådhus efter klubbens første sejr i Kvindepokalen. Spillere, trænere og teamet omkring holdet blev fejret af borgmesteren og medlemmer af Kommunalbestyrelsen med bobler og traditionelle rådhuspander"
date: "2026-05-28"
created: "2026-05-28"
---

[Hjem](https://www.koege.dk/)

                    [Om Køge Kommune](https://www.koege.dk/om-koege-kommune)

                    [Presse og kommunikation](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation)

                    [Nyheder og aktuelt](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt)

                    [Nyheder](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/nyheder)

                [HB Køge Women fejret på Køge Rådhus efter historisk pokalsejr](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/nyheder/hb-koege-women-fejret-paa-koege-raadhus-efter-historisk-pokalsejr)

# HB Køge Women fejret på Køge Rådhus efter historisk pokalsejr

Onsdag blev HB Køge Women hyldet i Rådhussalen på Køge Rådhus efter klubbens første sejr i Kvindepokalen. Spillere, trænere og teamet omkring holdet blev fejret af borgmesteren og medlemmer af Kommunalbestyrelsen med bobler og de traditionelle rådhuspandekager.

Der blev skrevet et nyt og fremragende kapitel i klubbens historie, da HB Køge Women forrige lørdag besejrede FC Nordsjælland og kunne løfte Kvindepokalen foran hjemmebanepublikummet på Køge Idrætspark.
Onsdag fortsatte fejringen, da spillere, trænere og staben omkring holdet blev budt velkommen i Rådhussalen på Køge Rådhus til en officiel hyldest. Her ventede både bobler, rådhuspandekager og store smil fra medlemmer af Kommunalbestyrelsen, som var mødt op for at fejre holdets præstation.

Pokalen og medaljerne var naturligvis med, da holdet blev hyldet, og borgmester Ken Kristensen holdt tale til spillerne og takkede dem for at sætte Køge på landkortet med en stærk sportslig bedrift:

- I har givet os en fantastisk oplevelse med jeres sejr i pokalfinalen. I har vist os, hvad man kan opnå, når ambitioner og talent går hånd i hånd. Vi er stolte af jer, og vi ser frem til at følge jer ikke bare resten af sæsonen men i mange år fremover, sagde borgmesteren.

I talen, som i øvrigt blev leveret på engelsk, da en del af både stab og spillertrup er fra USA, takkede borgmesteren også trænere, administrationen og ejerne Chris og Angie Long for deres arbejde og investering i kvindefodbolden i Køge.

## Titlen tilhører hele Køge

Pokalfinalen var HB Køge Womens første nogensinde - og ambitionerne har da også været høje hele sæsonen. Med nye ejere, store investeringer og profiler som Nadia Nadim har klubben satset markant på at styrke holdet og etablere sig i toppen af dansk kvindefodbold.
Og sejren betyder meget i klubben, er der ingen tvivl om. Fra direktør Alex Levin lyder det således:

- Vi er utrolig stolte over at have vundet Pokalturneringen for første gang i klubbens historie, og at det skete på Køge Idrætspark foran vores fans, gjorde øjeblikket enestående. Vi er meget taknemmelige for at kunne fejre sejren sammen med borgmesteren, Ken Kristensen, og Køge Kommune, hvis fortsatte opbakning har stor betydning for os, siger hun og tilføjer:

- Denne titel er ikke kun klubbens, men den tilhører hele Køge. Spillere, fans, frivillige, samarbejdspartnere og alle dem, der støtter og står bag holdet. Når vi lykkes, er det noget, vi gør i fællesskab, og vi glæder os til mange flere oplevelser og fejringer sammen i fremtiden.

Fejringen blev afsluttet med rådhuspandekager og alkoholfrie bobler for spillere, stab og gæster.

I de kommende uger bliver det afgjort, om HB Køge tillige kan vinde Danmarksmesterskabet og dermed opnå den eftertragtede titel: ”The Double” – og som det lød fra borgmesteren til holdet:

- Jeg kan forsikre jer om, at hele Køge Kommune følger jer og hepper på jer.
