---
title: "Køge bliver Team Danmark Elitekommune"
description: "Køge Kommune har nået en vigtig milepæl for idrætten. Efter flere års målrettet arbejde med at udvikle stærke talentmiljøer og skabe bedre rammer for unge idrætsudøvere bliver Køge nu den 23. Team Danmark Elitekommune i Danmark til gavn for de unge talent"
date: "2026-06-24"
created: "2026-06-24"
---

[Hjem](https://www.koege.dk/)

                    [Om Køge Kommune](https://www.koege.dk/om-koege-kommune)

                    [Presse og kommunikation](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation)

                    [Nyheder og aktuelt](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt)

                    [Nyheder](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/nyheder)

                [Køge bliver Team Danmark Elitekommune](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/nyheder/koege-bliver-team-danmark-elitekommune)

# Køge bliver Team Danmark Elitekommune

Køge Kommune har nået en vigtig milepæl for idrætten. Efter flere års målrettet arbejde med at udvikle stærke talentmiljøer og skabe bedre rammer for unge idrætsudøvere bliver Køge nu den 23. Team Danmark Elitekommune i Danmark til gavn for de unge talenter.

Køge Kommune kan nu kalde sig Team Danmark Elitekommune.

Aftalen er en markant anerkendelse af det store arbejde, som foreninger, frivillige, trænere, forbund, uddannelsesinstitutioner og idrætsudøvere rundt om i Køge Kommune gennem flere år har lagt i at skabe et stærkt fundament for talent- og eliteidrætten.

Samtidig giver samarbejdet med Team Danmark nye muligheder for at udvikle lokale talenter og styrke sammenhængen mellem skole, uddannelse og sport.

Målet er at udvikle og understøtte lokale talentudviklingsmiljøer, så unge talenter i Køge Kommune kan trives og udvikle sig til at kunne begå sig sportsligt på højeste internationale niveau, uden at gå på kompromis med uddannelse, trivsel og fællesskab.

-    Det er en rigtig stor dag for Køge Kommune. Vi har et stærkt foreningsliv, dygtige trænere og mange engagerede frivillige, som hver dag gør en forskel for børn og unge. Med Team Danmark-aftalen får vi endnu bedre muligheder for at støtte de unge, der drømmer om at udvikle deres talent, samtidig med at de får en god uddannelse og er en del af stærke fællesskaber, siger Ken Kristensen, borgmester i Køge Kommune.

Aftalen blev politisk godkendt af Kommunalbestyrelsen den 23. juni 2026 og bygger på et tæt samarbejde mellem Køge Kommune, Team Danmark, uddannelsesinstitutioner og en række prioriterede idrætsklubber og forbund.

## Udvikle sig som mennesker og atleter

Formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Kirsten Larsen, hæfter sig ved, at samarbejdsaftalen giver mulighed for at udvikle endnu stærkere klubmiljøer med bedre sammenhæng mellem bredde og elite, samtidig med, at der sikres gode rammer for de unge, der vil dyrke deres talent.

-    For mig handler talent- og eliteidræt ikke kun om resultater, men i høj grad også om trivsel, fællesskaber og stærkt samarbejde på tværs. I konkurrencemiljøerne bliver de unge udfordret i trygge rammer, så de kan udvikle sig både som atleter og mennesker. Der er en milepæl for Køge Kommune at indgå den her aftale med Team Danmark, siger hun.

## En velfortjent kulmination

Peter Fabrin, administrerende direktør i Team Danmark, ser også frem til det kommende samarbejde:

-    Køge Kommune er meget velfortjent blevet den nyeste Team Danmark Elitekommune. Det er kulminationen på et stort politisk engagement og et stærkt og målrettet samarbejde med kommunens medarbejdere, som har medført udarbejdelsen af en stærk samarbejdsaftale, siger han.

Peter Fabrin peger på, at der med aftalen lagt en solid lokal grundsten for, at unge elitesportsudøvere i Køge i endnu højere grad kan udvikle sig som både mennesker og atleter – samtidig med at de kan kombinere uddannelse med deres sport på højt niveau:

-    Køge har stærke rammer for både land- og vandsport, og vi glæder os til sammen at udfolde det fulde potentiale på begge områder i de kommende år, tilføjer han.

## Prioriterede klubber

Samarbejdet tager udgangspunkt i en række Team Danmark-prioriterede og lokalt prioriterede klubber, som skal være med til at skabe stærke talentudviklingsmiljøer med fokus på både præstation, trivsel og fællesskab på tværs.

De Team Danmark-prioriterede klubber er HB Køge (piger og drenge), Køge Kano og Kajak Klub, Køge Håndbold og Køge Håndbold Elite (drenge) og Ravnsborg Bowling. Derudover indgår Køge Badminton Klub, Køge Atletik & Motion samt Køge Golf Klub som lokalt prioriterede klubber.
