Skip til hoved indholdet
    Hjem Om Køge Kommune Presse og kommunikation Nyheder og aktuelt Nyheder Køge Dige får nyt statsligt tilskud

Køge Dige får nyt statsligt tilskud

Køge Dige er med på listen over projekter, der får støtte fra statens pulje til kystbeskyttelse i 2023. Selve anlægget af Køge Dige forventes at begynde i 2025 og stå klar i løbet af et år.

Køge Dige er med på listen over projekter, der får støtte fra statens pulje til kystbeskyttelse i 2023. Selve anlægget af Køge Dige forventes at begynde i 2025 og stå klar i løbet af et år.
Der er godt nyt til Køge Dige og til alle de borgere i Køge Kommune, der risikerer at blive generet i forbindelse med oversvømmelser som følge af stormflod. Kystdirektoratet/Miljøministeriet har netop offentliggjort listen over projekter, der får andel i den statslige dige-pulje – og Køge Dige står til at få en andel på 27.678.000 kr. 

Det glæder borgmester Marie Stærke, som sammen med resten af byrådet har prioriteret både planlægningsressourcer og økonomi til det ambitiøse projekt:

-    Køge Dige er både komplekst og kostbart, men også fuldt ud nødvendigt. Både for at beskytte mange borgere og deres ejendomme og for at beskytte den historiske bymidte i Køge. Mange kommuner i Danmark er ligesom os så heldige at være beriget med en lang kyststrækning, som dog kræver store anlægsinvesteringer i forhold til at beskytte mod oversvømmelser. Derfor er det også både vigtigt og rigtigt, at staten bidrager, siger hun. 

Eftersom Køge Dige skal gå igennem et såkaldt Natura2000 område, med særlig restriktiv naturbeskyttelse, har det krævet mere detailplanlægning end forventet, men processen for de endelige godkendelser er i fuld gang. Når godkendelserne er på plads, kan udførelsen af anlægget begynde. Planen er, at den reelle anlægsfase vil begynde i løbet af 2025, hvorefter diget forventelig vil stå klar året efter.

-    Det betyder meget, at vi får dette tilskud. At anlægge Køge Dige er en stor opgave, som kræver ressourcer – også fra vores forvaltning, både når det handler om planlægning og om de miljømæssige aspekter. Det er et omfattende arbejde, som heldigvis kommer mange til gavn, når det står klar, siger direktør for Teknik- og Miljøforvaltningen, Stig Isaksen. 


Køge Dige har til formål at beskytte boliger for omkring 22.000 mennesker samt mod tab af værdier for op mod 3,9 mia. kr. i kommunens kystnære byområder i tilfælde af stormflod.
Sidste gang, der blev uddelt penge fra den statslige pulje til kystbeskyttelse, var Køge Dige også på listen over modtagerprojekter med en andel på 26,6 mio. kr. 
Her kan man læse meget mere om Køge Dige.

 

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Rådhusets åbnings- og telefontider

Nyttige genveje