Skip til hoved indholdet
    Hjem Om Køge Kommune Presse og kommunikation Nyheder og aktuelt Nyheder Køge fejrer kyndelmisse med lysfest og kulturnat

Køge fejrer kyndelmisse med lysfest og kulturnat

Kyndelmisse fejres traditionen tro i Køge Kommune med en kombineret lysfest og kulturnat i Køge by, der i år har fokus på klima, fællesskab og håb. Kom og vær med til at markere, at vi er halvvejs gennem den mørke vinter og kan byde lysere tider velkommen.

Lysinstallationer, cirkus med ildshow, lysende kajaksejlads, UFO-lysoptog, kreative workshops og musikkunst er blot noget af det, man kan opleve ved årets kyndelmisse, når lys og kultur igen fylder Køges gader fredag aften den 2. februar 2024.

-    Det glæder mig, at vi endnu engang kan samles til kyndelmisse i Køges gader. Det er en aften, der lyser byen op, og hvor vi sammen kan fejre, at lyset er på vej tilbage. Vores kulturinstitutioner, foreninger, frivillige og professionelle kunstnere skal have stor tak for at bidrage til lysfesten. Jeg håber, at mange vil bakke op og tage familie og venner med til en inspirerende og hyggelig kulturaften, siger Ken Kristensen, formand for Kultur- og Idrætsudvalget.

Klima, fællesskab og håb er i fokus

I år er kyndelmissens arrangementer igen fordelt på lokationer ved Køge Torv, Kulturtorvet og Havnepladsen. Med både børneaktiviteter, lysoplevelser, koncerter, foredrag, film og krea-workshops er der lidt for enhver smag og aldersgruppe.

Kyndelmissens signaturprojekt i år har klima, fællesskab og håb i fokus. Ved Det Grønne Hus i Vestergade kan man opleve en lys- og lydinstallation der sætter spot på klimaforandringer og på, hvor hurtigt indlandsisen smelter. I lysinstallationen indgår elementer fra klimaramte regioner som smeltevand, en truet kornblomst og råolie. Der er desuden mulighed for at lære mere om det materiale kunstnerne har indsamlet, se bag om værket og lave sin egen lysprojicering.

På Køge Torv kan man få en cirkusoplevelse lidt ud over det sædvanlige ved et fascinerende ildshow med spektakulære effekter og fortryllende stemning. Ved Køge Inderhavn, å-bassinet og Køge Å kan man opleve Kyndelmissens efterhånden traditionsrige lysende regatta med flotte lyspyntede kajakker.
 
Der er også mange aktiviteter for børnene. For eksempel kan man på Køge Bibliotek være med i et lysende UFO-optog, deltage i skattejagt på Køge Museum, prøve instrumenter på Teaterbygningen eller male Køge høns hos Fafla Mikroværksted.

Programmet er på gaden

Det fulde program kan hentes på udvalgte kulturinstitutioner og hos Visit Køge og læses på hjemmesiden www.kyndelmissekoege.dk

Lysfesten varer fra klokken 16 til 21. Klokken 18 er der åbningstale og et åbningsshow på Køge Torv.

Det er gratis at deltage i mange af lysfestens arrangementer, men enkelte af kulturaktørerne tager entré og nogle af aktiviteterne kræver tilmelding. Se mere i programmet.

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Rådhusets åbnings- og telefontider

Nyttige genveje