Skip til hoved indholdet
    Hjem Om Køge Kommune Presse og kommunikation Nyheder og aktuelt Nyheder Køge Kommune får en samlet kunststrategi

Køge Kommune får en samlet kunststrategi

Kunsten skal fylde mere og bidrage til udviklingen af bygninger, nærmiljøer og fællesskaber til glæde for borgerne i Køge Kommune. Fremover får arbejdet med kunst i det offentlige rum retning i form af en samlet kunststrategi for hele Køge Kommune.

Der er store visioner for kunst og kultur i det offentlige rum i Køge Kommune – for eksempel på Køge Marina og for byudviklingsområder som Søndre Havn, Køge Nord Skovby og Ravnsborg Enge. Nu bliver visionerne forenet under en samlende kunststrategi for hele Køge Kommune, der skal danne ramme for at kvalificere udvælgelsen og vedligeholdelsen af kunstværker i det offentlige rum.

Beslutningen om at igangsætte arbejdet med en samlet kunststrategi er truffet af Kultur- og Idrætsudvalget, og kunststrategien skal afspejle, at Køge kommune ønsker at tilbyde borgerne en professionel formidling af samtidskunsten.

- Jeg glæder mig over, at Køge Kommune nu kan gå videre med en professionalisering af arbejdet med kunsten i vores fælles offentlige rum. Ambitionerne på kulturområdet er store, og der er mange projekter, der kan tænkes sammen på tværs. Samtidig kan der trækkes på unikke kompetencer, fordi landets eneste museum for kunst i det offentlige rum, KØS, ligger i Køge Kommune. Der er god grund og faglig viden til at kvalificere området, så vi også her fortsat kan være ambitiøse, siger formand for Kultur- og Idrætsudvalget Ken Kristensen.

En kunststrategi er en guide til, hvordan man arbejder med kunst i det offentlige rum, og den sætter både et ambitionsniveau og instruerer praktisk til, hvordan værker skal udvælges og vedligeholdes. For at udforme strategien begynder nu et samarbejde på tværs af forvaltningerne, så der kan præsenteres en vision for den kommende kunststrategi for Kultur- og Idrætsudvalget før sommeren.

Pressekontakt: 
Formand for Kultur- og Idrætsudvalget Ken Kristensen, telefon: 42 64 22 50

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Rådhusets åbnings- og telefontider

Nyttige genveje