Skip til hoved indholdet
    Hjem Om Køge Kommune Presse og kommunikation Nyheder og aktuelt Nyheder Køge Kommune nedtager og aflåser enkelte skraldespande over nytår

Køge Kommune nedtager og aflåser enkelte skraldespande over nytår

Risiko for sprængte skraldespande får Køge Kommune til at nedtage mindre skraldespande op til nytår. I Køge midtby aflåses enkelte store skraldespande.

Den sidste måned har Køge Kommune oplevet, at flere skraldespande er blevet sprængt i stykker. Hændelsen er desværre ikke noget nyt i Køge Kommune, og derfor tager kommunen nu konsekvensen og nedtager enkelte skraldespande i de områder, der er historisk udsatte for hærværk på skraldespande.  

I 2021 oplevede kommunen ligeledes, at mange spande blev sprængt i stykker. Ca. 30 mindre beholdere og 2 store intelligente skraldespande blev ødelagt i løbet af november og december. Det gav en regning til kommunen på mindst 150.000 kroner plus arbejdstimer til reparation og opsætning af nye beholdere.

- Det er ærgerligt, at kommunen skal bruge så mange ressourcer på ødelagte skraldespande. Vi ville meget hellere bruge de driftsmidler på mere renhold, mere forskønnelse og andre driftsopgaver. I år forsøger vi så at tage nogle af spandene ned i en periode, for at det kan afholde gerningsmændene fra at lave hærværk, siger Lene Møller Nielsen, der er formand for Teknik- og Ejendomsudvalget i Køge Kommune.  

Nedtagelsen af skraldespandene er allerede så småt begyndt i de udvalgte områder. Det er især i Herfølge og i Køge Nord ved Ølsemagle, at kommunen har oplevet problemer med, at spandene bliver sprængt i stykker. I Herfølge er der allerede nu sprængt ca. 14 skraldespande, og derfor påbegyndes arbejdet med nedtagningen af spandene allerede nu. Spandene bliver sat op igen først i det nye år. I Køge midtby aflåses et par af kommunens store, intelligente skraldespande for en kort periode. Der vil fortsat være offentlige skraldespande, man kan smide sit affald i.

- Sidste år oplevede vi, at en stor mængde affald blev smidt ved siden af de store aflåste skraldespande. Det er selvfølgelig vores forhåbning, at borgerne i Køge Kommune vil tage affaldet med videre til den næste åbne skraldespand, selvom der måske er lidt længere dertil. Og så sørger vi selvfølgelig for, at de mest brugte spande er aflåst så kort tid som muligt,” siger Lene Møller Nielsen.

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Rådhusets åbnings- og telefontider

Nyttige genveje