Skip til hoved indholdet
    Hjem Om Køge Kommune Presse og kommunikation Nyheder og aktuelt Nyheder Køge Kommune og KØS går sammen om at få unikt kunstværk til Køge Marina

Køge Kommune og KØS går sammen om at få unikt kunstværk til Køge Marina

Køge Kommune og ’KØS – museum for kunst i det offentlige rum’ samarbejder om et projekt, som skal få et værk af den berømte kunstnergruppe SUPERFLEX til Køge Marina. Værket skal sætte fokus på beskyttelse af havmiljøet og er en del af en ambitiøs strategi om, at kunst skal være med til at skabe ekstraordinære oplevelser på Køge Marina og tiltrække endnu flere besøgende til den populære lystbådehavn.

Køge Kommune og ’KØS – museum for kunst i det offentlige rum’ samarbejder om et projekt, som skal få et værk af den berømte kunstnergruppe SUPERFLEX til Køge Marina. Værket skal sætte fokus på beskyttelse af havmiljøet og er en del af en ambitiøs strategi om, at kunst skal være med til at skabe ekstraordinære oplevelser på Køge Marina og tiltrække endnu flere besøgende til den populære lystbådehavn.

Der skal mere kunst på Køge Marina. Det besluttede byrådet i 2021, da de vedtog en ambitiøs kunststrategi for området. Målet er, at kunstværker skal være med til at styrke oplevelsen, når man går en tur langs marinaen. 

For at indfri den ambition, samarbejder Køge Kommune og KØS lige nu om at få et værk af den anerkendte gruppe SUPERFLEX til Køge Marina. Kultur- og Idrætsudvalget i Køge Kommune mødes på fredag den 12. april, hvor det er på dagsordenen at træffe endelig beslutning om at invitere kunstnergruppen.

SUPERFLEX er en international og anerkendt gruppe, som er kendt for at levere værker af høj kunstnerisk standard. Værket på marinaen skal have fokus på beskyttelse af havmiljøet og ligger derfor i tråd med aktiviteter, som marinaen tidligere har dannet rammerne om. Forrige år blev der for eksempel afholdt ”Havets Folkemøde”, som var arrangeret af Køge Bugt Alliancen, som er et samarbejde mellem seks kommuner langs kysten og Danmarks Naturfredningsforening:

”Kampen for havmiljøet er mere aktuel end nogensinde før. Derfor er det helt oplagt, at et kommende kunstværk på Køge Marina tager udgangspunkt i Køge Kommunes ambitioner for at beskytte og bevare havmiljøet i Køge Bugt sammen med resten af Køge Bugt Alliancen. SUPERFLEX er kendt for at lave samtidskunst, som virkelig kan være med til at sætte en dagsorden og give en stærk oplevelse. Og lige netop dét har vi brug for, når det kommer til havmiljøet”, siger borgmester Marie Stærke.

SUPERFLEX skaber værker sammen med lokalsamfundet
SUPERFLEXs særlige kendetegn er, at de arbejder med samfundsmæssige problemstillinger, og de har flere internationale installationer i det offentlige rum på deres cv. SUPERFLEX metode til at lave kunstværker er baseret på dialog og samskabelse med lokale interessenter. Det kunne for eksempel være eleverne på det kommende Maritime Læringssted og foreningen Køge Bugt Stenrev:

”Kunst er med til at skabe stærke fællesskaber, og derfor er det også en kæmpe gevinst for Køge Kommune, hvis det bliver SUPERFLEX, som kommer til at lave værket. De er netop kendt for deres arbejde med at inddrage borgere, foreninger og lokallivet – og netop det har været en afgørende faktor for, at det er dem, som vi planlægger at invitere. Jeg glæder mig enormt meget til at følge processen”, siger formand for Kultur- og Idrætsudvalget Ken Kristensen.

Køge Marina har flere besøgende end nogensinde før
Målet er, at SUPERFLEX skal lave et permanent værk til Køge Marina - men tilblivelsen og processen er en lige så stor del af værket. På den måde vil både proces og det endelige kunstværk bidrage til at sætte havmiljøet på dagsordenen hos borgere og besøgende fra nær og fjern, da det forventes at kunstværket vil tiltrække endnu flere gæster til marinaen, som i forvejen er inde i en rivende udvikling i disse år. De seneste år har Køge Marina vokset sig til en af landets største lystbådehavne, og det er et fantastisk rekreativt område for borgere og turister. Området viser Køges attraktioner ved vand og giver oplevelser ved alle årstider. 

Værket er en del af ambitiøs kunststrategi
Kunstværket på Køge Marina er udsprunget af kunststrategien for Køge Marina, som blev vedtaget tilbage i 2021. Målet med strategien er at markere marinaens identitet gennem nyskabende samtidskunst, hvor kunsten er med til at skabe nye oplevelser og en ambitiøs visuel identitet, der ligger langt ud over det sædvanlige. Målet er, at Køge Marina skal adskille sig væsentligt fra andre havneanlæg i Danmark. Det ses blandt andet også ved, at 5 % af anlægsudgifterne på Køge Marina afsættes til kunst. Køge Kommune har for nylig også igangsat arbejdet med at formulere en samlet kunststrategi, som skal være med til at sikre mere kunst i det offentlige rum i hele Køge Kommune og som spiller sammen med kunststrategien for Køge Marina. Den kan du læse mere om her:

Sådan finansieres projektet
Kunstværket skal finansieres i et samarbejde mellem KØS og Køge Kommune. Køge Kommune finansierer 1,1 mio. kroner. De penge er fundet fra tilbageværende midler fra renovering af KØS tag tilbage i 2021. Det forventes at Køge Kommune i samarbejde med KØS fonder minimum det samme beløb, som Køge Kommune har givet til projektet.

På fredag den 12. april skal det politiske udvalg for Kultur og Idræt tage endelig beslutning om at invitere kunstnergruppen. 

 

 

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Rådhusets åbnings- og telefontider

Nyttige genveje